31 Oct

Hvor er den engelske verdensstjerne?

 

Manchester-United-Cristiano-Ronaldo-Best-Times

Den engelske Premier League er samlested for mange af klodens bedste fodboldsspillere. En stor del af dem kommer langvejs fra, og få af de allerbedste er af engelsk afstamning. Men har England virkelig ikke en spiller i den absolutte verdensklasse?

Af Tyson William Lyall

Spanien, Tyskland, Argentina og Brasilien har dem i hobetal.

Holland, Frankrig og Italien kan mønstre et par stykker. Sågar Portugal, Columbia, Sverige, Wales, Belgien og Uruguay kan være med. Men hvad med England – har nationen fodboldspillere i den absolutte verdensklasse?

Den polemiske engelske fodboldspiller Joey Barton kom med sit svar på spørgsmålet tidligere i år: England har ikke en eneste verdensklassespiller, lød vurderingen. 

Joey Barton er kendt for konstant at være på jagt efter det ledige standpunkt, men han har måske alligevel ramt en nerve. Senest bekræftede FIFA tirsdag med sin liste over de 23 nominerede til prisen som årets fodboldspiller 2014, at udvalget af engelske topstjerner er begrænset. Mens seks tyskere, tre spaniere og to belgiere fx har fundet vej til listen, så er der ikke en eneste englænder blandt de nominerede.

Hvad er en verdensstjerne?

Det kan virke irrelevant at sætte fodboldkvalitet på formel og pege på verdens bedste. Hvordan måler man eksempelvis målmanden Manuel Neuer overfor målmageren Lionel Messi?

Med solide forbehold in mente bør det dog være muligt at snævre feltet af klodens stærkeste spillere en smule ind. FIFA gør med Ballon d’Or forsøget, når de sætter landstrænere, landsholdsanførere og journalister til at stemme på årets bedste.

Engelske The Guardian har de seneste par år også forsøgt sig med kåringen af 100 Best footballers in the world. Her bestemmes placeringerne af et panel på 15 eksperter bestående af alt fra eksspillere som Alessandro Nesta og Kasey Keller til anerkendte skribenter som Sid Lowe og Jonathan Wilson.

Lader man for eksemplets skyld The Guardians liste og FIFAs kåring danne grundlag for en evaluering af den engelske evne til at skabe verdensstjerner, så er billedet slående. I The Guardians kåringer fra 2012 og 2013 var der ikke en eneste englænder blandt klodens 25 bedste fodboldspillere. Wayne Rooney var den højest rangerede englænder på 2013-listen, som nr. 28, mens Ashley Cole som nr. 30 var højest på 2012-listen.

På listen fra 2013 skal man forbi spillere fra bl.a. Chile, Polen, Sverige, Wales, Uruguay, Colombia og Elfenbenskysten, før man møder den første engelske repræsentant. Et enkelt eller to års liste er formentlig ikke i sig selv nok til konkludere, at England ikke ejer en verdensstjerne. Her kan FIFAs kåring være hjælpsom, da den går flere år tilbage og er en blanding af kollegaer og iagttageres vurderinger.

Her viser tallene igen, at stakkels Wayne Rooney kæmper en ensom engelsk kamp om stjerne-herredømmet. Siden 2010 har Lionel Messi og Cristiano Ronaldo delt den øverste plads imellem sig, mens særligt Xavi og Iniesta har sat sig på øvrige toppladser. Den udvidede statistik viser imidlertid, at Wayne Rooney er den eneste englænder med top-20-placeringer siden 2010. Det har han opnået to gange – med en 5. plads i 2011 og en 15. plads i 2012. Det er milevidt fra de samlede resultater fra fx hollandske, spanske og brasilianske spillere.

Siden Kevin Keegan vandt Ballon d’Or i 1979 er Michael Owen i øvrigt den eneste englænder, der har formået at vinde prisen (i 2001).

På sidelinjen i Premier League

Der er forhold, som taler for, at det ikke er helt tilfældigt, at England ikke leverer læssevis af top-topspillere. Et af disse forhold er, at engelske spillere i faldende grad kommer på græs i de helt store turneringer. Kigger man eksempelvis på årets Champions League-turnering, vil man finde, at Sverige (!) har flere registrerede spillere i turneringen end England.

I årets turnering er der trods deltagelse af fire engelske hold blot registreret 17 engelske spillere i turneringen. Det er én enkelt mere, end Hviderusland kan stille med, to mindre end Sverige og fem mindre end nationer som Rusland og Tyrkiet. Spanien topper listen med 82 registrerede spillere, mens Brasilien følger efter med 76 spillere.

De engelske spillere sidder altså for manges vedkommende på de bagerste stolerækker – selv når det er landets egne klubber, der spiller op til dans.

Et studie lavet af State of the Game for BBC Sport kunne sidste år afsløre, at engelske spillere står for under en tredjedel af det samlede antal spillede minutter i Premier League. Det er tal, som har været nedadgående i en årrække, og samtidig markant lavere end i de andre store europæiske ligaer. I den spanske La Liga står spanierne for 59 procent af det samlede antal spilleminutter, mens tyskerne i Bundesligaen lægger beslag på 50 procent af den samlede spilletid.

I den forstand er de engelske spillere i høj grad blevet forvist til andet geled og helt konkret den næstbedste engelske række, The Championship. Her tegner engelske spillere sig for hele 70 procent af den samlede spilletid. Det er et tal, der modsat tallene fra Premier League har været stigende de seneste år.

Den faldende engelske repræsentation i en af verdens mest prestigefyldte ligaer kan også ses på toppen af kransekagen. Her er det i de seneste mange år kun Frank Lampard i 04-05-sæsonen og Wayne Rooney i 09-10-sæsonen, der som englænder har hjemtaget titlen som årets spiller i Premier League.

Samtidig har der ikke siden 99-00-sæsonen været en Premier League-topscorer med engelsk pas. Da Premier League åbnede i 1992 var det ellers med engelsk topscorer i ligaens første 9 sæsoner.

Manglende udrejselyst og dårlig talentpleje

Årsagerne til den faldende engelske tilstedeværelse på den største scene er uden tvivl mangfoldige. Der findes dog oplagte ting, som andre nationer gør, og som englændere i høj grad ikke gør. Det handler blandt andet om spillernes vilje til at drage udenfor landets grænser. Det hører nemlig til sjældenhederne, at engelske spillere pakker kufferten – og det er endnu mere sjældent, at det bliver nogen succes.

Ashley Cole er med sit sommerskifte fra Chelsea til Roma det seneste store navn, der er draget udenlands – indtil videre uden nævneværdig succes. Vejene ud af England er ikke tyndslidte, og slet ikke hvad angår unge talenter. Spillere som Jimmy Greaves, Kevin Keegan, Trevor Francis, Paul Gascoigne og Gary Lineker har tidligere i historien haft gode sæsoner i udlandet, men de engelske succeshistorier er generelt en mangelvare i udlandet. Her kunne englænderne eksempelvis kigge på Spanien, der langt fra blot har statsborgere repræsenteret på egne klubhold. 29 af de 82 spanske spillere i årets Champions League er registreret på holdkortet hos klubber udenfor Spanien.

Selv italienerne er begyndt at rejse udenlands med unge stjerner som Mario Balotelli i England, Marco Verratti i Frankrig og Ciro Immobile i Tyskland. Tyskerne har selv blandt andet Toni Kroos og Sami Khedria i Spanien samt Andre Schürrle og Mesut Özil i England. Men hvor er det engelske fremtidsperspektiv udenfor de britiske øer?

Det ville ellers være oplagt også for unge engelske fodboldspillere at drage udenlands. For netop talentudviklingen er ét af de forhold, der særligt har haltet i det engelske. Det engelske fodboldforbund har indset problemet, og er med sidste års ansættelse af Dan Ashworth som såkaldt director of elite development gået i gang med en omkalfatring af talentudviklingen i landet. Her er England nemlig milevidt efter særligt Tyskland, der er gået forrest i dette årtusindes talentudvikling.

Ifølge UEFA havde Tyskland sidste år mere end 28.000 uddannede trænere med en såkaldt B-licens. I England lød tallet på 1.759. Tyskland havde samtidig 5.500 trænere med A-licens mod Englands 895.

Ikke langt fra

Selvom den engelske tilstedeværelse på verdenstoppen er lige så tynd som Wayne Rooneys hårpragt, så er det trods alt ikke noget fodboldmæssigt uland. Mange nationer ville misunde klassespillere som John Terry, Steven Gerrard, Joe Hart, Leighton Baines, Wayne Rooney, Gary Cahill og Daniel Sturridge. Alle er de relativt sikre på holdkortet i nogle af verdens bedste klubber. De udgør imidlertid en svindende gruppe, og puljen af engelske topspillere med fast spilletid på højeste niveau skal gøres større, hvis England skal følge med i stjernekapløbet.

Der er da også tegn, der peger i den rigtige retning for Three Lions. Landets U17-landshold vandt tidligere i år EM for årgangen. U21-holdet gik under ledelse af den tidligere topspiller Gareth Southgate sikkert igennem kvalifikationen til næste års EM. I vækstlaget lige under verdenseliten står spillere som Raheem Sterling, Ross Barkley, Luke Shaw og Saido Berahino på spring. Hvis deres klubber ellers lader dem vokse på banen, er det ikke utænkeligt, at vi snart igen ser en englænder i blandt klodens allerbedste fodboldspillere.

 

Følg os på Twitter for mange flere fortællinger fra sportens verden. Tryk her. 

14 Oct

Den vitterligt upopulære landstræner

Denmark v Australia - International Friendly

Han har siddet der længe, men han er ikke særligt populær. Fodboldlandstræner Morten Olsen scorer konsekvent lavt i popularitetsmålinger. Sport fortalt har forsøgt at svare på spørgsmålet: Hvorfor er Morten Olsen ikke folkets mand?

Af Tyson W. Lyall 

De siger i Vordingborg, at han har lune. De siger, at han kan drikke en bajer og slå sig løs. At han tager et tykt lag armering på, når han passer sit offentlige embede.

Farvehandlersønnen Morten fra Sydsjælland, som i snart 15 år har passet en af nationens mest profilerede stillinger. Mens statsministre har heddet alt fra Nyrup til Schmidt, så har manden med hånden på landsholdets rorpind siden år 2000 blot heddet Olsen.

Morten Olsen er efterhånden blevet en institution i dansk sportshistorie. Først som spiller og anfører for det elskede 80’er-landshold. Senere som træner for et lidt mindre elsket 00’er og 10’er-landshold, som kun i enkelte glimt har fået befolkningen til at omfavne sig.

00’ernes profiler som Jon Dahl Tomasson, Dennis Rommedahl og Martin Jørgensen kom aldrig i nærheden af det samme popularitetsniveau, som blev begunstiget Frank Arnesen, Preben Elkjær, Søren Lerby og andre 80’er-koryfæer.

Samtidig er det heller aldrig rigtig blevet til ægte kærlighed mellem Olsen og folket. Hvor de fleste af hans tidligere holdkammerater stadig bærer rundt på deres folkelige image, så har mange det med Olsen, som med den mugne onkel, man blev tvunget til at kramme farvel til familiefester. Det er et had-kærlighedsforhold uden nævneværdig kærlighed.

Stort set hver eneste kontraktforlængelse mellem landstræneren og DBU har udløst mishagsytringer i store dele af pressen og blandt befolkningen. Siden EM-slutrunden i 2004, hvor Danmark blev sparket brutalt ud af turneringen i kvartfinalen, har alle ender af pressekorpset skrevet om sidste chancer, vejes ender og udrundet timeglas.

En meningsmåling lavet af Voxmeter i juni sidste år viste, at kun 12,7 procent af de adspurgte på det tidspunkt ønskede, at landstræneren skulle forlænge sin kontrakt.

Forklaringen på det platoniske forhold mellem Olsen og folket skal ganske givet findes i flere forhold, der både transcenderer Olsens personlighed og befolkningens store forventninger.

Landstræneren har – vitterligt – også haft en række ydre omstændigheder imod sig.

Dårlig kommunikation
I stort set hele Olsens trænerperiode har landsholdet været hæmmet af en uhørt ringe, nærmest tragikomisk, tilgang til ekstern kommunikation. Landsholdets popularitet er i årene under Olsen fosset ud igennem sprækkerne på det bolværk, den tidligere kommunikationsdirektør Lars Berendt konsekvent forsøgte at bygge op omkring holdet. Inde bag gatekeeper Berendt har Olsen stået og nydt dårligt af det elendige offentlige image, DBU fik skabt op igennem 90’erne og 00’erne.

Et image, der blandt andet blev afsløret i den efterhånden sagnomspundne rapport fra firmaet Inspira, som blev lækket til Jyllands-Posten i 2008.

DBU havde selv bestilt en markedsanalyse hos Inspira, der imidlertid ikke lagde fingre imellem.

“DBU forbindes især med at være: støvet, gammeldags, bureaukratisk, konservativ, ikke handlekraftig, tillukket, bedrevidende, arrogant,” lød det blandt andet i rapporten.

Befolkningens opfattelse af DBU som noget ”hårdt, koldt, gråt, arrogant og stift”, er derfor ikke overraskende også smittet af på landstræneren.

Storhedsvanvid og urealistiske forventninger
Sideløbende med den dårlige kommunikation har Morten Olsen også været offer for et helt igennem overvurderet syn på egne fodboldevner blandt befolkningen og dele af pressen.

Landstræneren overtog i 2000 et hold, der med EM-triumfen i Sverige blot otte år forinden havde stået fadder til en sensationel bedrift, der formentlig aldrig nogensinde gentager sig. Seks år efter, i 1998 ved VM i Frankrig, havde holdet med en unik generation af topspillere ligeledes leveret en næsten ufattelig god præstation for et land med kun fem mio. indbyggere. Holdet smadrede de olympiske mestre fra Nigeria i 1/8-finalen og led efterfølgende et episk smukt nederlag til de senere sølvvindere fra Brasilien.

På bagsmækken af præstationer som disse blev Olsen kastet ud foran et hjemmepublikum med alt for fine fornemmelser. Som fabriksarbejderen, der har vundet i lotto, var det danske publikum ovenpå 80’ernes og 90’ernes succeser blevet vant til en vis standard. Upopulær blev ham, der nu skulle forklare, at heldet var brugt op, og at det var tid til årtier med rugbrødsmadder og leverpostej.

Men Morten Olsen har rent faktisk formået at putte både smør og foie gras på rugbrødet ved flere lejligheder. Ved VM i 2002 og ved EM i 2004 avancerede landsholdet eksempelvis fra gruppespillet på bekostning af henholdsvis de regerende franske verdensmestre og de senere italienske verdensmestre. Morten Olsen kvalificerede holdet til både VM i 2010 og EM i 2012 foran nationer som Portugal, Sverige og Norge. Prøv eksempelvis at spørg de portugisiske verdensstjerner, om de nyder at spille fodbold i København. Alene i Olsen regeringsperiode har Portugal i øvrigt haft i alt seks landstrænere.

Måler man samtidig rent statistisk Morten Olsen imod sine forgængere, finder man fx, at han med et sejrsgennemsnit på lige knap 50 procent overgår populære figurer som Sepp Piontek (79-90) og Bo Johansson (96-00).

Manden på gaden i lande som Skotland, Norge, Polen, Israel og Irland ville ganske givet være ovenud begejstret, hvis deres landstræner kunne fremvise et pointgennemsnit som Olsens.

Øget konkurrence men lettere vej
En af forklaringerne, på hvorfor landholdet imidlertid ikke har præsteret endnu bedre under Morten Olsen, skyldes ifølge ham selv, at konkurrencen er blevet hårdere. De mindre nationer er simpelthen blevet bedre, forklarede han senest til DR Sporten i september i år.

På sin vis er det et legitimt argument, da der næppe hersker tvivl om, at mindre hold som Armenien, Albanien og Makedonien, der alle har voldt Danmark besvær i de senere år, rent faktisk er blevet stærkere. De fleste nationer kan i dag mønstre mindst et par profiler fra en større europæisk liga. Forklaringen ignorerer imidlertid det faktum, at vejen til slutrunderne tilsvarende er blevet markant lettere.

Da Danmark vandt EM i 1992 deltog blot 8 hold i turneringen! Stærke nationer som Italien, Spanien og Portugal var eksempelvis ikke med. Ved EM i 2012 deltog 16 lande, og ved slutrunden i 2016 har UEFA-præsident Michel Platini skruet antallet helt op på 24. Det er blot fire færre end antallet af medlemslande i EU. Hvem er det efterhånden, der ikke kommer med?

Morten Olsen har måske ret så langt, at der i dag er færre walk-overs i forhold til for 20 år siden, men kvalifikations-nåleøjet er samtidig blevet udvidet voldsomt.

The nutty professor
Forklaringen på Morten Olsens manglende popularitet skal alligevel ikke udelukkende findes i forklaringer som urealistiske forventninger og dårligt kommunikationsarbejde. Morten Olsen har også et personligt gemyt, der ikke stråler af varme og venlighed. Der er formentlig ingen tvivl om, hvem de fleste danskere ville nyde en pilsner med, hvis valget stod imellem Ulrik Wilbek eller Morten Olsen.

Den omtalte rapport fra Inspira viste da også, at en stor del af de negative værdier ved DBU blev associeret til netop Morten Olsen.

En del af forklaringen ligger måske i landstrænerens dybt fokuserede tilgang sit erhverv. Gamle venner og holdkammerater vil fortælle, at de aldrig har mødt en mere determineret person. Velkendt på vordingborgegnen er eksempelvis historien om en ung Morten Olsen, som løb fra Vordingborg til Nykøbing Falster for at deltage i træningen hos B 1901. Det er ca. 30 kilometer.

Morten Olsen lever og ånder for sit professionelle erhverv. Han har ingen børn, og det hele handler om fodbold. DBU har i forbindelse med researchen til denne artikel oplyst, at Morten Olsen og hans assistent Peter Bonde i løbet af en weekend typisk ser omkring 30 kampe til sammen. Det er rigtig mange timers koncentreret boldflytteri. Og så er det kun tallene for weekenderne.

I den forstand minder Morten Olsen måske lidt om den reserverede og socialt inkapable professor eller kunstner, som har brugt sin primære tid på at dygtiggøre sig til særligt én ting, og derfor ikke har haft tid tilovers til værtinde-kompetencer. Morten Olsen er først og fremmest en fodboldmand – og tilmed en ganske dygtig en af slagsen. Men han har stadig tid til at hævde sig på popularitetsfronten.

Der er tegn på, at han efter alle disse år er ved at vænne sig til en ny mediestil, der præger hele DBU-organisationen efter Claus Bretton-Meyers overtagelse af direktørposten i marts.

Morten Olsen er i den forstand snarrådig nok til at kunne læse skriften på væggen. Væk er Lars Berendt og flere fra den gamle garde, og landstræneren er i den sammenhæng nødt til at vise, at han også er polyvalent, som han selv ynder at sige det.

Først og fremmest er hans job dog at vinde fodboldkampe, og det gør han rent faktisk også oftest. Det ville vitterligt ikke skade, hvis han gjorde det igen tirsdag aften.

 

Følg os på Twitter for mange flere fortællinger fra sportens verden. Tryk her. 

14 Jun

Den sidste sommer med Pirlo

Pirlo2

Når lyset den 13. juli slukkes på Estádio do Maracanã og den sidste overvægtige FIFA-official har spist sig mæt på Brasiliens regning, er det samtidig farvel til landsholdsfodbold for en af vores tids største fodboldspillere. Italiens fodboldkonge, Andrea Pirlo, abdicerer fra landsholdstronen. I den anledning har han netop udgivet selvbiografien, Penso Quindi Gioco (Jeg tænker, derfor spiller jeg). En bog, der på mange måder lever op til millionær-sønnens elegante fodboldspil. En bog, der med sit sprog og sine intelligente refleksioner indeholder mere intellektuelt tankegods end de fleste af tidens populære fodboldbiografier. Men det er også en beretning, der – måske – ligesom Pirlo selv, er en tand for poleret og korrekt. Et værk uden glidende tacklinger og høje albuestød.

Af Tyson Lyall

Andrea Pirlo ser ikke sig selv som en traditionel fodboldspiller. Han opfatter med egne ord det ædle spil på en anden måde end sine kollegaer. Det er et spørgsmål om udsyn. Om at have et bredere perspektiv.

For Andrea Pirlo handler boldspillet ikke så meget om taktik. Fodbold er snarere geometri.

”Jeg er i stand til at se the bigger picture,” konstaterer han i sin nyudkomne biografi Penso Quindi Gioco. Rummene ser simpelthen større ud for Pirlo, når han befinder sig på en fodboldbane. Hvor de fleste fodboldspillere har blikket rettet mod den nærmeste medspiller, ser Pirlo hele tiden banen for sig i fugleperspektiv – påstår den italienske gentleman selv.

Det er en højtflyvende beskrivelse af egne evner, men særligt med baggrund i den 35-årige midtbanespillers seneste tre sæsoner for mesterholdet Juventus, lader der til at være en vis ræson i beskrivelsen. Andrea Pirlo ser ting, få andre fodboldspillere gør.

Den unikke analytiske fodboldhjerne og den supplerende elegance har den norditalienske deltids-vinbonde taget med sig over i litteraturens verden. Med sin selvbiografi har han sammen med medforfatter Alessandro Alciato leveret en erindring, der tilbyder langt flere intelligente refleksioner og velovervejede betragtninger end andre af tidens populære fodboldbiografier, som Alex Fergusons My Autobiography (2013), Zlatan Ibrahimovic’ Jag är Zlatan Ibrahimović (2011) eller Stig Tøftings roste No Regrets (2005).

Refleksioner over et straffespark

I Penso Quindi Gioco præsenteres læseren således for en række velformulerede, filosofiske overvejelser om livet som fodboldspiller, hvor særligt ungdomskarrieren og forholdet til landsholdstrøjen tildeles mange ord i den ellers ganske korte biografi.

Eksempelvis illustrerer Pirlos flere sider lange passage om sit straffespark fra VM-finalen i 2006 mod Frankrig, hvordan han formår at sætte sig udover den konkrete fodboldkontekst og finde mening og betydning, der transcenderer et simpelt spark til en bold. Her beskriver han således blandt andet, hvordan han i sin gang fra midterlinjen til straffesparkspletten får en åbenbaring i forhold til sit syn på hjemlandet.

”Aldrig havde jeg forestillet mig, at øjeblikket før en straffesparksafslutning ville kunne åbne mit sind så vidunderligt og tilbyde mig denne højere forståelse. Jeg kunne nu se de indre mekanismer i en bil, der var mangelfuld, fuld af defekter, dårligt kørt, gammel og udtrådt, men dog stadig fuldkommen unik. Italien er et land, man elsker lige netop af disse årsager.”

Modsat eksempelvis de nævnte biografier fra Tøffe, Fergie og Zlatan er Pirlos værk samtidig renset fuldstændig for en underlæggende tone af, at alle andre spillere, trænere etc. var idioter eller statister i forfatterens herredømme. Pirlo praler ikke. Han nedgør ikke, og han undergraver heller ikke. Som det er tilfældet med hans fodboldspil, lader hans ærinde derimod til at være at skabe noget smukt, noget velovervejet og nyskabende.

Eksemplet med overvejelserne før straffesparket i 2006 illustrerer imidlertid også, hvilket pompøst sprog, bogen er skrevet i. Som læser ser man Pirlo for sig, siddende en sen sommeraften på sin veranda med udsigt over egen vinmark med et glas rødvin i hånden. Den tredje flaske er snart drukket, men mesteren er i forrygende fortællehumør. Storladent, men lige netop ikke for selvsmagende. Og samtidig ganske læseværdigt.

Et enkeltstående selvmål

En enkelt gang leverer han og medforfatteren dog et ærgerligt fejlskud. I sin beskrivelse af AC Milans nu legendariske nederlag til Deportivo La Coruña i Champions League kvartfinalen i 2004, hvor italienerne på udebane smed en 4-1 føring fra hjemmekampen, insinuerer han, at spanierne skulle have været påvirkede af ulovlige, præstationsfremmende stoffer under kampen. Uden noget bevis eller nogen overbevisende argumentation fremstår det derfor som en uklædelig fejlaflevering, der hverken kendetegner Pirlo eller bogen generelt. La Coruña har i øvrigt – modsat Pirlos nuværende klub, Juventus – ikke været dømt eller anklaget for brug af doping.

Eksemplet er dog en klar undtagelse, og man skal ikke gå i krig med Pirlos selvbiografi, hvis man er på udkig efter endnu en af fodboldverdenens sladderinficerede biografier. Her er ikke kontroversielle afsløringer af slagsmål på træningsbanen eller beretninger om vanvittige byture. Der er ingen nævneværdige angreb på tidligere holdkammerater eller trænere.

Fyldepennen fra Milano

De få provokerende udsagn formår han i stedet at sende af sted som små veltilrettelagte stikpiller, der især går i retning af AC Milans direktør Adriano Galliani. Det sker, når Pirlo eksempelvis antyder, at han skrev under på sin Juventus-kontrakt med den afskeds-fyldepen Galliani gav ham med fra Milanello. En fyldepen, der er i øvrigt er genstand for en passage, der næppe har sin mage i en moderne fodboldbiografi. Her med noget nær Jørgen Lethske betragtninger:

”En fyldepen. Smuk, ganske vist, men stadig blot en fyldepen. En Cartier: skinnende, en smule tungere end en kuglepen, bærende AC Milans klubemblem. Men stadig kun en fyldepen. Med blå i blækkammeret. Gode, gamle blå. Jeg kiggede på fyldepennen, lod den vandre i min hånd, som et spædbarn, der betragter sit første, bløde stykke legetøj. Jeg studerede tingesten fra flere sider i en søgen efter skjulte rum eller mening. Jeg prøvede på at forstå. Prøvede så hårdt at jeg kunne mærke en hovedpine melde sig og et par dråber sved løbe ned over mit ansigt. Endelig: et glimt af klarhed nåede mig. Mysteriet var løst. Det var rent faktisk blot en kuglepen. Intet ekstra tilføjet. Dens opfinder havde ladet det være ved det. Med vilje? Hvem ved…”

Takker af efter VM

Det blå blæk i fyldepennen kan Pirlo med fordel bruge på at skrive det sidste kapitel i sin landholdskarriere med Gli Azzurri. Når sommerens slutrunde er forbi, er det sidste gang, Pirlo har trukket sin elskede landholdstrøje over hovedet med det velfriserede hår og det trimmede fuldskæg.

Verdensmesterskabet har han allerede vundet i en karriere, der indeholder et antal meritter, der er få fodboldspillere forundt. Andrea Pirlo må i den forstand være at betragte som én af de største spillere i dette årtusinde. Som han også selv bemærker i biografien, er han dog i flere omgange blevet overskygget af andre af tidens superstjerner – særligt målscorere som to gange Ronaldo og Lionel Messi eller troldmændene Ronaldinho og Zidane.

Det kunne måske have set anerledes ud, hvis Pirlo havde fået muligheden for at vise sig frem i en storklub udenfor Italien. Det kunne have været i Real Madrid eller F.C. Barcelona, som begge i det foregående årti ihærdigt forsøgte at lokke den daværende Milan-spiller ind i folden.

Pirlo selv ville (formentlig til mange Milan-tilhængeres irritation) med egne ord have kravlet på alle fire til Spanien, hvis A.C. Milan havde givet ham lov til det. Han blev imidlertid på italiensk jord, og her vokser hans kreativitet stadig. Vinbonden har sans for det med modning, og den næste måned vil vise, om den tænkende, italienske fodboldkonge endnu engang har regnet den ud.

Nyd den sidste slutrunde med Andrea Pirlo.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image