16 Sep

Endelig Golovkin vs. Canelo

Saul-Canelo-AlvarezCirkusset har forladt byen, og nu er det tid til boksning i Las Vegas. Mexicanske Canelo mod kasakhstanske Golovkin er elite-underholdning af den bedste slags. Hvem er favorit, og hvad kan man forvente? Læs vores optakt her.

Af Tyson W. Lyall

Hustruen mener, vi bør holde med Golovkin.

Jeg giver hende ret, men bliver så alligevel i tvivl.

Sådan går det frem og tilbage, og vil gøre det indtil søndag morgen dansk tid, når Saul ”Canelo” Alvarez og Gennady ”GGG” Golovkin går i ringen mod hinanden i Las Vegas.

Optakten til opgøret kan ikke skrives uden at inddrage min egen tvivl.

For hvilket ben skal man stå på, når to af sportens bedste udøvere, gentlemen og ambassadører går i ringen mod hinanden?

Når to boksere, som kan så meget – og giver så meget – støder direkte mod hinanden i den brutale sportsgren?

Lad os se på, hvorfor det er svært at vælge side og forudse en vinder – og hvorfor jeg glæder mig uhørt meget til kampen.

”Styles make fights”
Golovkin vs. Canelo er er et matchup, som undertegnede og millioner af andre boksefans verden over har set frem til i efterhånden årevis.

Alene her på siden har vi præsteret at skrive hele to optaktsartikler til opgøret siden starten af 2016.

Læs den første her. Og den næste her.

Nu kommer den så, og selvom Klitschko vs. Joshua fra april bliver svær at overgå, så er Canelo vs. Golovkin en af de allermest interessante kampe indenfor de seneste 5-10 år.

Hvorfor?

Fordi de to ikke blot er blandt sportens 10 bedste på tværs af alle vægtklasser, eller blandt sportens fem største stjerner, men også fordi deres stilarter matcher godt.

”Styles make fights”, siger amerikanerne, og i dette tilfælde tegner det derfor til at blive en hell-of-a-fight.

Angriberen mod kontra-angriberen
Golovkin er relativt nem at beskrive.

Han er langt fra nogen primitiv bokser, men hans spidskompetencer er tydelige: Voldsom slagkraft, fantastisk ro og overblik, en imponerende “chin” og god kondition. Golovkin kan med andre ord både give og tage tæsk.

Han har en eminent evne til at skære ringen af og er en “pres-bokser”, som træder fremad, fremad, fremad.

Alt det lagt sammen gør, at få holder særligt længe i ringen med ham. 33 gange har han vundet på KO i sine 37 kampe.

Kun én har gået 12 omgange med Golovkin i hans 11 år lange pro-karriere (Daniel Jacobs, marts i år).

Golovkins svagheder er ikke store, men det er åbenlyst, at han ikke er et defensivt geni som en Floyd Mayweather eller en Pernell Whitaker. Golovkin er bestemt til at ramme. Det kan han dog indtil videre tillade sig, fordi han har evnet at tage slagene så problemfrit – og give hårdere igen den anden vej.

Det bedste enkeltstående eksempel på dette er Golovkins KO af Daniel Geale i 2014. Her tager han vitterlig en på kinden og giver igen af hårdere styrke i en og samme bevægelse. Se det her .

Spørgsmålet er, om Canelo har den kraft, der skal til, for at forstyrre Golovkins pres. Det virker tvivlsomt, selvom mexicaneren rent faktisk har one-punch-knockout-power. Se bare her og her.

Men når en Daniel Jacobs, som mødte op med en kampvægt oppe omkring letsværvægt (vurderet på mit upræcise øjemål), ikke kunne ryste Golovkin, så er det svært at se Canelo gøre det.

Canelos åbning
Hvad er så Canelos chance?

Den er først og fremmest større, end bookmakerne gør den til. Danske Spil giver aktuelt 1,62 på Golovkin og 2,35 på Canelo. Jeg ser den en lille smule tættere.

Canelo er nemlig tæt på at være en komplet bokser. Teknisk, taktisk og fysisk lader han hele tiden til at forbedre sig. Han blev komplet udmanøvreret af Floyd Mayweather i 2013, men har siden bevæget sig godt fremad. Undertegnede er særligt begejstret for hans opgør mod Miguel Cotto i 2015, som i min optik illustrerer hans styrker.

Her vandt han en overbevisende unanimious decision på en flot, kompakt defensiv og offensiv intelligent indsats. Nogle af hans kontraslag i opgøret er ren kunst, som især illustrerer, hvor godt han bevæger overkroppen.

Se eksempelvis disse to seancer fra opgøret, som hver især er nogle af mine favorit-klip fra de seneste års boksning.

OG

Golovkin ligger i den forstand godt til Canelo, som historisk har haft god succes mod angrebsboksere. Han kunne ikke fange Mayweather, og måtte slide i det mod Lara, men når han kan køre kontra – som mod en Kirkland eller en Angulo – ser han rigtig modbydelig ud.

Kirkland, Angulo, Khan og Smith, som han har knockoutet i de senere år, måler sig dog på ingen måde med Golovkin. Så selvom stilarten passer Canelo, skal han levere som aldrig før for at tage sejren.

Et brag uden skurke
Tilbage står at få alle de åbne spørgsmål besvaret. Og jeg er afsindig meget i tvivl om, hvilke svar vi får – og hvilke jeg ønsker at få.

Golovkin fortjener på en måde den anerkendelse, sejren vil føre med sig, efter at have været undgået og sat på sidelinjen i så mange år.

Vinder Golovkin, vil Canelo samtidig stadig have en lang karriere foran sig. Et nederlag til Golovkin vil omvendt være et klart startskud på karrierens efterår.

Det gør, at sympatien rykker en lille tand i retning af Golovkin her i husholdningen. Men for en gangs skyld kan man blot læne sig tilbage og nyde et opgør med to helte.

Endelig blev det tid til Golovkin vs. Canelo.

31 Oct

Hvor er den engelske verdensstjerne?

 

Manchester-United-Cristiano-Ronaldo-Best-Times

Den engelske Premier League er samlested for mange af klodens bedste fodboldsspillere. En stor del af dem kommer langvejs fra, og få af de allerbedste er af engelsk afstamning. Men har England virkelig ikke en spiller i den absolutte verdensklasse?

Af Tyson William Lyall

Spanien, Tyskland, Argentina og Brasilien har dem i hobetal.

Holland, Frankrig og Italien kan mønstre et par stykker. Sågar Portugal, Columbia, Sverige, Wales, Belgien og Uruguay kan være med. Men hvad med England – har nationen fodboldspillere i den absolutte verdensklasse?

Den polemiske engelske fodboldspiller Joey Barton kom med sit svar på spørgsmålet tidligere i år: England har ikke en eneste verdensklassespiller, lød vurderingen. 

Joey Barton er kendt for konstant at være på jagt efter det ledige standpunkt, men han har måske alligevel ramt en nerve. Senest bekræftede FIFA tirsdag med sin liste over de 23 nominerede til prisen som årets fodboldspiller 2014, at udvalget af engelske topstjerner er begrænset. Mens seks tyskere, tre spaniere og to belgiere fx har fundet vej til listen, så er der ikke en eneste englænder blandt de nominerede.

Hvad er en verdensstjerne?

Det kan virke irrelevant at sætte fodboldkvalitet på formel og pege på verdens bedste. Hvordan måler man eksempelvis målmanden Manuel Neuer overfor målmageren Lionel Messi?

Med solide forbehold in mente bør det dog være muligt at snævre feltet af klodens stærkeste spillere en smule ind. FIFA gør med Ballon d’Or forsøget, når de sætter landstrænere, landsholdsanførere og journalister til at stemme på årets bedste.

Engelske The Guardian har de seneste par år også forsøgt sig med kåringen af 100 Best footballers in the world. Her bestemmes placeringerne af et panel på 15 eksperter bestående af alt fra eksspillere som Alessandro Nesta og Kasey Keller til anerkendte skribenter som Sid Lowe og Jonathan Wilson.

Lader man for eksemplets skyld The Guardians liste og FIFAs kåring danne grundlag for en evaluering af den engelske evne til at skabe verdensstjerner, så er billedet slående. I The Guardians kåringer fra 2012 og 2013 var der ikke en eneste englænder blandt klodens 25 bedste fodboldspillere. Wayne Rooney var den højest rangerede englænder på 2013-listen, som nr. 28, mens Ashley Cole som nr. 30 var højest på 2012-listen.

På listen fra 2013 skal man forbi spillere fra bl.a. Chile, Polen, Sverige, Wales, Uruguay, Colombia og Elfenbenskysten, før man møder den første engelske repræsentant. Et enkelt eller to års liste er formentlig ikke i sig selv nok til konkludere, at England ikke ejer en verdensstjerne. Her kan FIFAs kåring være hjælpsom, da den går flere år tilbage og er en blanding af kollegaer og iagttageres vurderinger.

Her viser tallene igen, at stakkels Wayne Rooney kæmper en ensom engelsk kamp om stjerne-herredømmet. Siden 2010 har Lionel Messi og Cristiano Ronaldo delt den øverste plads imellem sig, mens særligt Xavi og Iniesta har sat sig på øvrige toppladser. Den udvidede statistik viser imidlertid, at Wayne Rooney er den eneste englænder med top-20-placeringer siden 2010. Det har han opnået to gange – med en 5. plads i 2011 og en 15. plads i 2012. Det er milevidt fra de samlede resultater fra fx hollandske, spanske og brasilianske spillere.

Siden Kevin Keegan vandt Ballon d’Or i 1979 er Michael Owen i øvrigt den eneste englænder, der har formået at vinde prisen (i 2001).

På sidelinjen i Premier League

Der er forhold, som taler for, at det ikke er helt tilfældigt, at England ikke leverer læssevis af top-topspillere. Et af disse forhold er, at engelske spillere i faldende grad kommer på græs i de helt store turneringer. Kigger man eksempelvis på årets Champions League-turnering, vil man finde, at Sverige (!) har flere registrerede spillere i turneringen end England.

I årets turnering er der trods deltagelse af fire engelske hold blot registreret 17 engelske spillere i turneringen. Det er én enkelt mere, end Hviderusland kan stille med, to mindre end Sverige og fem mindre end nationer som Rusland og Tyrkiet. Spanien topper listen med 82 registrerede spillere, mens Brasilien følger efter med 76 spillere.

De engelske spillere sidder altså for manges vedkommende på de bagerste stolerækker – selv når det er landets egne klubber, der spiller op til dans.

Et studie lavet af State of the Game for BBC Sport kunne sidste år afsløre, at engelske spillere står for under en tredjedel af det samlede antal spillede minutter i Premier League. Det er tal, som har været nedadgående i en årrække, og samtidig markant lavere end i de andre store europæiske ligaer. I den spanske La Liga står spanierne for 59 procent af det samlede antal spilleminutter, mens tyskerne i Bundesligaen lægger beslag på 50 procent af den samlede spilletid.

I den forstand er de engelske spillere i høj grad blevet forvist til andet geled og helt konkret den næstbedste engelske række, The Championship. Her tegner engelske spillere sig for hele 70 procent af den samlede spilletid. Det er et tal, der modsat tallene fra Premier League har været stigende de seneste år.

Den faldende engelske repræsentation i en af verdens mest prestigefyldte ligaer kan også ses på toppen af kransekagen. Her er det i de seneste mange år kun Frank Lampard i 04-05-sæsonen og Wayne Rooney i 09-10-sæsonen, der som englænder har hjemtaget titlen som årets spiller i Premier League.

Samtidig har der ikke siden 99-00-sæsonen været en Premier League-topscorer med engelsk pas. Da Premier League åbnede i 1992 var det ellers med engelsk topscorer i ligaens første 9 sæsoner.

Manglende udrejselyst og dårlig talentpleje

Årsagerne til den faldende engelske tilstedeværelse på den største scene er uden tvivl mangfoldige. Der findes dog oplagte ting, som andre nationer gør, og som englændere i høj grad ikke gør. Det handler blandt andet om spillernes vilje til at drage udenfor landets grænser. Det hører nemlig til sjældenhederne, at engelske spillere pakker kufferten – og det er endnu mere sjældent, at det bliver nogen succes.

Ashley Cole er med sit sommerskifte fra Chelsea til Roma det seneste store navn, der er draget udenlands – indtil videre uden nævneværdig succes. Vejene ud af England er ikke tyndslidte, og slet ikke hvad angår unge talenter. Spillere som Jimmy Greaves, Kevin Keegan, Trevor Francis, Paul Gascoigne og Gary Lineker har tidligere i historien haft gode sæsoner i udlandet, men de engelske succeshistorier er generelt en mangelvare i udlandet. Her kunne englænderne eksempelvis kigge på Spanien, der langt fra blot har statsborgere repræsenteret på egne klubhold. 29 af de 82 spanske spillere i årets Champions League er registreret på holdkortet hos klubber udenfor Spanien.

Selv italienerne er begyndt at rejse udenlands med unge stjerner som Mario Balotelli i England, Marco Verratti i Frankrig og Ciro Immobile i Tyskland. Tyskerne har selv blandt andet Toni Kroos og Sami Khedria i Spanien samt Andre Schürrle og Mesut Özil i England. Men hvor er det engelske fremtidsperspektiv udenfor de britiske øer?

Det ville ellers være oplagt også for unge engelske fodboldspillere at drage udenlands. For netop talentudviklingen er ét af de forhold, der særligt har haltet i det engelske. Det engelske fodboldforbund har indset problemet, og er med sidste års ansættelse af Dan Ashworth som såkaldt director of elite development gået i gang med en omkalfatring af talentudviklingen i landet. Her er England nemlig milevidt efter særligt Tyskland, der er gået forrest i dette årtusindes talentudvikling.

Ifølge UEFA havde Tyskland sidste år mere end 28.000 uddannede trænere med en såkaldt B-licens. I England lød tallet på 1.759. Tyskland havde samtidig 5.500 trænere med A-licens mod Englands 895.

Ikke langt fra

Selvom den engelske tilstedeværelse på verdenstoppen er lige så tynd som Wayne Rooneys hårpragt, så er det trods alt ikke noget fodboldmæssigt uland. Mange nationer ville misunde klassespillere som John Terry, Steven Gerrard, Joe Hart, Leighton Baines, Wayne Rooney, Gary Cahill og Daniel Sturridge. Alle er de relativt sikre på holdkortet i nogle af verdens bedste klubber. De udgør imidlertid en svindende gruppe, og puljen af engelske topspillere med fast spilletid på højeste niveau skal gøres større, hvis England skal følge med i stjernekapløbet.

Der er da også tegn, der peger i den rigtige retning for Three Lions. Landets U17-landshold vandt tidligere i år EM for årgangen. U21-holdet gik under ledelse af den tidligere topspiller Gareth Southgate sikkert igennem kvalifikationen til næste års EM. I vækstlaget lige under verdenseliten står spillere som Raheem Sterling, Ross Barkley, Luke Shaw og Saido Berahino på spring. Hvis deres klubber ellers lader dem vokse på banen, er det ikke utænkeligt, at vi snart igen ser en englænder i blandt klodens allerbedste fodboldspillere.

 

Følg os på Twitter for mange flere fortællinger fra sportens verden. Tryk her. 

14 Oct

Den vitterligt upopulære landstræner

Denmark v Australia - International Friendly

Han har siddet der længe, men han er ikke særligt populær. Fodboldlandstræner Morten Olsen scorer konsekvent lavt i popularitetsmålinger. Sport fortalt har forsøgt at svare på spørgsmålet: Hvorfor er Morten Olsen ikke folkets mand?

Af Tyson W. Lyall 

De siger i Vordingborg, at han har lune. De siger, at han kan drikke en bajer og slå sig løs. At han tager et tykt lag armering på, når han passer sit offentlige embede.

Farvehandlersønnen Morten fra Sydsjælland, som i snart 15 år har passet en af nationens mest profilerede stillinger. Mens statsministre har heddet alt fra Nyrup til Schmidt, så har manden med hånden på landsholdets rorpind siden år 2000 blot heddet Olsen.

Morten Olsen er efterhånden blevet en institution i dansk sportshistorie. Først som spiller og anfører for det elskede 80’er-landshold. Senere som træner for et lidt mindre elsket 00’er og 10’er-landshold, som kun i enkelte glimt har fået befolkningen til at omfavne sig.

00’ernes profiler som Jon Dahl Tomasson, Dennis Rommedahl og Martin Jørgensen kom aldrig i nærheden af det samme popularitetsniveau, som blev begunstiget Frank Arnesen, Preben Elkjær, Søren Lerby og andre 80’er-koryfæer.

Samtidig er det heller aldrig rigtig blevet til ægte kærlighed mellem Olsen og folket. Hvor de fleste af hans tidligere holdkammerater stadig bærer rundt på deres folkelige image, så har mange det med Olsen, som med den mugne onkel, man blev tvunget til at kramme farvel til familiefester. Det er et had-kærlighedsforhold uden nævneværdig kærlighed.

Stort set hver eneste kontraktforlængelse mellem landstræneren og DBU har udløst mishagsytringer i store dele af pressen og blandt befolkningen. Siden EM-slutrunden i 2004, hvor Danmark blev sparket brutalt ud af turneringen i kvartfinalen, har alle ender af pressekorpset skrevet om sidste chancer, vejes ender og udrundet timeglas.

En meningsmåling lavet af Voxmeter i juni sidste år viste, at kun 12,7 procent af de adspurgte på det tidspunkt ønskede, at landstræneren skulle forlænge sin kontrakt.

Forklaringen på det platoniske forhold mellem Olsen og folket skal ganske givet findes i flere forhold, der både transcenderer Olsens personlighed og befolkningens store forventninger.

Landstræneren har – vitterligt – også haft en række ydre omstændigheder imod sig.

Dårlig kommunikation
I stort set hele Olsens trænerperiode har landsholdet været hæmmet af en uhørt ringe, nærmest tragikomisk, tilgang til ekstern kommunikation. Landsholdets popularitet er i årene under Olsen fosset ud igennem sprækkerne på det bolværk, den tidligere kommunikationsdirektør Lars Berendt konsekvent forsøgte at bygge op omkring holdet. Inde bag gatekeeper Berendt har Olsen stået og nydt dårligt af det elendige offentlige image, DBU fik skabt op igennem 90’erne og 00’erne.

Et image, der blandt andet blev afsløret i den efterhånden sagnomspundne rapport fra firmaet Inspira, som blev lækket til Jyllands-Posten i 2008.

DBU havde selv bestilt en markedsanalyse hos Inspira, der imidlertid ikke lagde fingre imellem.

“DBU forbindes især med at være: støvet, gammeldags, bureaukratisk, konservativ, ikke handlekraftig, tillukket, bedrevidende, arrogant,” lød det blandt andet i rapporten.

Befolkningens opfattelse af DBU som noget ”hårdt, koldt, gråt, arrogant og stift”, er derfor ikke overraskende også smittet af på landstræneren.

Storhedsvanvid og urealistiske forventninger
Sideløbende med den dårlige kommunikation har Morten Olsen også været offer for et helt igennem overvurderet syn på egne fodboldevner blandt befolkningen og dele af pressen.

Landstræneren overtog i 2000 et hold, der med EM-triumfen i Sverige blot otte år forinden havde stået fadder til en sensationel bedrift, der formentlig aldrig nogensinde gentager sig. Seks år efter, i 1998 ved VM i Frankrig, havde holdet med en unik generation af topspillere ligeledes leveret en næsten ufattelig god præstation for et land med kun fem mio. indbyggere. Holdet smadrede de olympiske mestre fra Nigeria i 1/8-finalen og led efterfølgende et episk smukt nederlag til de senere sølvvindere fra Brasilien.

På bagsmækken af præstationer som disse blev Olsen kastet ud foran et hjemmepublikum med alt for fine fornemmelser. Som fabriksarbejderen, der har vundet i lotto, var det danske publikum ovenpå 80’ernes og 90’ernes succeser blevet vant til en vis standard. Upopulær blev ham, der nu skulle forklare, at heldet var brugt op, og at det var tid til årtier med rugbrødsmadder og leverpostej.

Men Morten Olsen har rent faktisk formået at putte både smør og foie gras på rugbrødet ved flere lejligheder. Ved VM i 2002 og ved EM i 2004 avancerede landsholdet eksempelvis fra gruppespillet på bekostning af henholdsvis de regerende franske verdensmestre og de senere italienske verdensmestre. Morten Olsen kvalificerede holdet til både VM i 2010 og EM i 2012 foran nationer som Portugal, Sverige og Norge. Prøv eksempelvis at spørg de portugisiske verdensstjerner, om de nyder at spille fodbold i København. Alene i Olsen regeringsperiode har Portugal i øvrigt haft i alt seks landstrænere.

Måler man samtidig rent statistisk Morten Olsen imod sine forgængere, finder man fx, at han med et sejrsgennemsnit på lige knap 50 procent overgår populære figurer som Sepp Piontek (79-90) og Bo Johansson (96-00).

Manden på gaden i lande som Skotland, Norge, Polen, Israel og Irland ville ganske givet være ovenud begejstret, hvis deres landstræner kunne fremvise et pointgennemsnit som Olsens.

Øget konkurrence men lettere vej
En af forklaringerne, på hvorfor landholdet imidlertid ikke har præsteret endnu bedre under Morten Olsen, skyldes ifølge ham selv, at konkurrencen er blevet hårdere. De mindre nationer er simpelthen blevet bedre, forklarede han senest til DR Sporten i september i år.

På sin vis er det et legitimt argument, da der næppe hersker tvivl om, at mindre hold som Armenien, Albanien og Makedonien, der alle har voldt Danmark besvær i de senere år, rent faktisk er blevet stærkere. De fleste nationer kan i dag mønstre mindst et par profiler fra en større europæisk liga. Forklaringen ignorerer imidlertid det faktum, at vejen til slutrunderne tilsvarende er blevet markant lettere.

Da Danmark vandt EM i 1992 deltog blot 8 hold i turneringen! Stærke nationer som Italien, Spanien og Portugal var eksempelvis ikke med. Ved EM i 2012 deltog 16 lande, og ved slutrunden i 2016 har UEFA-præsident Michel Platini skruet antallet helt op på 24. Det er blot fire færre end antallet af medlemslande i EU. Hvem er det efterhånden, der ikke kommer med?

Morten Olsen har måske ret så langt, at der i dag er færre walk-overs i forhold til for 20 år siden, men kvalifikations-nåleøjet er samtidig blevet udvidet voldsomt.

The nutty professor
Forklaringen på Morten Olsens manglende popularitet skal alligevel ikke udelukkende findes i forklaringer som urealistiske forventninger og dårligt kommunikationsarbejde. Morten Olsen har også et personligt gemyt, der ikke stråler af varme og venlighed. Der er formentlig ingen tvivl om, hvem de fleste danskere ville nyde en pilsner med, hvis valget stod imellem Ulrik Wilbek eller Morten Olsen.

Den omtalte rapport fra Inspira viste da også, at en stor del af de negative værdier ved DBU blev associeret til netop Morten Olsen.

En del af forklaringen ligger måske i landstrænerens dybt fokuserede tilgang sit erhverv. Gamle venner og holdkammerater vil fortælle, at de aldrig har mødt en mere determineret person. Velkendt på vordingborgegnen er eksempelvis historien om en ung Morten Olsen, som løb fra Vordingborg til Nykøbing Falster for at deltage i træningen hos B 1901. Det er ca. 30 kilometer.

Morten Olsen lever og ånder for sit professionelle erhverv. Han har ingen børn, og det hele handler om fodbold. DBU har i forbindelse med researchen til denne artikel oplyst, at Morten Olsen og hans assistent Peter Bonde i løbet af en weekend typisk ser omkring 30 kampe til sammen. Det er rigtig mange timers koncentreret boldflytteri. Og så er det kun tallene for weekenderne.

I den forstand minder Morten Olsen måske lidt om den reserverede og socialt inkapable professor eller kunstner, som har brugt sin primære tid på at dygtiggøre sig til særligt én ting, og derfor ikke har haft tid tilovers til værtinde-kompetencer. Morten Olsen er først og fremmest en fodboldmand – og tilmed en ganske dygtig en af slagsen. Men han har stadig tid til at hævde sig på popularitetsfronten.

Der er tegn på, at han efter alle disse år er ved at vænne sig til en ny mediestil, der præger hele DBU-organisationen efter Claus Bretton-Meyers overtagelse af direktørposten i marts.

Morten Olsen er i den forstand snarrådig nok til at kunne læse skriften på væggen. Væk er Lars Berendt og flere fra den gamle garde, og landstræneren er i den sammenhæng nødt til at vise, at han også er polyvalent, som han selv ynder at sige det.

Først og fremmest er hans job dog at vinde fodboldkampe, og det gør han rent faktisk også oftest. Det ville vitterligt ikke skade, hvis han gjorde det igen tirsdag aften.

 

Følg os på Twitter for mange flere fortællinger fra sportens verden. Tryk her.