Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Sport fortalt | Sport fortalt | Page 3 Sport fortalt – Page 3 – Sport fortalt
09 May

Kan LeBron James stoppe Golden State?

Lebron & Curry

Med endnu en (usandsynlig) sejr over favoritterne Golden State Warriors i NBA-finaleserien vil LeBron James kunne siges at kandidere seriøst til den GOAT-trone, som Michael Jordan ellers sidder så mageligt i.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Slutspillet i NBA-sæsonen 2016/2017 er i fuld gang (vi er næsten halvvejs), og alt peger i retning af et tredje møde (i træk) mellem forhåndsfavoritterne Golden State Warriors og de forsvarende mestre fra Cleveland Cavaliers, når bedst-af-syv-finaleserien skydes i gang om blot et par uger.

I forrige sæsons finale (altså i sæsonen 2014/2015) lykkedes det så godt som egenhændigt for sin generations ubestridt bedste spiller, LeBron James (aka. slet og ret King James), at fremtvinge to sejre til et svært skadesplaget og totalt overmatchet Cavaliers-hold, uden at der dog for alvor var tvivl om den samlede 4-2-sejr til the Warriors, som det da også skulle – og måtte – ende med.

I sidste sæson tydede alt længe på en gentagelse: Golden State tromlede således igennem den regulære sæson med 73 ud af 82 mulig sejre, hvilket lige akkurat var nok til at slå Chicago Bulls’ legendariske – og selvfølgelig især Michael Jordan-inspirerede – rekord på 72 sejre fra 1995/1996-sæsonen. Derudover lykkedes det for holdets største stjerne, den både teknisk sublime og uhyggeligt skarptskydende Steph(en) Curry som den første i historien at blive kåret énstemmigt til grundspillets MVP i en individuel sæson for the Ages. Curry forbedrede blandt andet all time-rekorden for flest 3-point-scoringer fra 286 til 402 (altså en forbedring på lige godt (absurde) 40 procent!?!), for nu bare at fremhæve de allermest groteske af flere semi-ufattelige statistiske feats fra sidste sæson.

I det hele taget var Golden State kæmpefavoritter til at generobre titlen, da de omsider stod i finalen igen, og mange vurderede (i øvrigt ganske rimeligt), at the Warriors realistisk set allerede havde elimineret den mest seriøse sportslige trussel ved at slå Oklahoma City Thunder (med superstjerne-duoen Kevin Durant og Russell Westbrook som frontfigurer) i en uhyggelig tæt 4-3-Western Conference-finaleserie (dvs. semifinalen for hele ligaen).

Ekstraordinære LeBron

LeBron havde imidlertid hverken tænkt sig at bukke, klappe eller  på nogen måde acceptere rollen som statist i Golden States’ statistiske frenzy-parade, da han igen stod overfor det ominøse Warriors-mandskab i finalen. Curry havde ganske vist været småskadet tidligere i slutspillet, mens James denne gang havde kærkommen opbakning fra skadesfri all star-profiler som Kevin Love og ikke mindst stortalentet Kyrie Irving. Ikke desto mindre kom Golden State foran 3-1 i kampe uden endda at give indtryk af for alvor at spille sig ud. Men så fór djævelen selv i Lebron, der allerede havde været storspillende i de første fire kampe – og djævelen gav vel at mærke indtryk af at være rimelig uforbeholden Cavaliers-fan.

Det har helt sikkert udgjort et eftertrykkeligt incitament, at LeBron – der stod i sin sjette NBA-finale i træk – i tilfælde af endnu et nederlag ville have stået tilbage med en sørgelig, negativ 2-5-statistik i finaleserier (efter to sejre henholdsvis to nederlag med Miami Heat ((2011-2014) såvel som to nederlag med the Cavaliers (2007 og altså 2015), som han var vendt tilbage til året forinden efter fire år i South Beach). Det har sandsynligvis også spillet en rolle, at Golden States mentale indpisker og fremragende forsvarsspiller, Draymond Green, var  suspenderet til kamp nummer fem, hvor(efter) momentum på uforklarlig vis skiftede til at være i Clevelands favør.

Eller: helt uforklarligt var det så heller ikke, ligesom man ret beset ikke bør se sig nødsaget til at ty til okkulte forklaringer, der inddrager diabolsk ind- og medvirken i kampenes kausale ligning. Forklaringen er – først og fremmest – nemlig den ”enkle”, at LeBron James i finaleserien spillede så helt igennem suverænt, at han efter den afgørende 93-89-sejr på udebane i the Oracle Arena i Oakland var dén af samtlige spillere for begge klubber, der – over alle syv kampe – ikke bare havde lavet flest point, men dertil var dén spiller, der havde lavet flest assists, flest blocks, flest rebounds og flest steals. Eller sagt på en anden måde: James konfronterede simpelthen verdenshistoriens statistisk set alleruhyggeligste finale-modstander med verdenshistoriens statistisk set allermest dominerende individuelle præstation, hvorfor the Cavaliers til alles forbløffelse kunne hæve trofæet til sidst. Eller sagt på en anden-anden – og lidt mere ungdommelig – måde: WTF.

Sker det igen?

Det historiske vingesus, hvis fornemmelse begivenheden unægtelig bar præg af, blev klart nok heller ikke ligefrem mindre af, at LeBron hermed indfriede det løfte om at bringe historiens første større sportstrofæ til Cleveland, som han selvtillidsfuldt – og isoleret set utroligt overmodigt – havde givet, da han to år tidligere returnerede til the Land fra sit selvvalgte eksil i Miami.

Så hvorfor skulle historien – og sensationen – ikke kunne gentage sig, kunne man med nogen rimelighed spørge? Og hvad (om noget overhovedet) betyder det for den forventede finale mellem Cleveland og Golden State, at både føromtalte Russell Westbrook fra the Thunder såvel som James ”the Beard” Harden fra sæsonens positive overraskelse, Housten Rockets, har haft helt igennem fabelagtige individuelle sæsoner, hvorfor én af disse to spillere (med rimelig sikkerhed Westbrook efter i gennemsnit at have præsteret en såkaldt triple-double som den første siden Oscar Robertson i 1961/1962-sæsonen) da også står til at vinde årets regular season-MVP. Westbrooks og Hardens heltegerninger er imidlertid helt igennem irrelevante for det afgørende drama om mesterskabet, som blev igangsat med ottendedelsfinalerne. Westbrooks Thunder er således allerede slået ud, ligesom Hardens Houston-hold ganske givet ikke har en reel chance mod the Warriors, hvis de da overhovedet når forbi San Antonio Spurs og deres stjernespiller, Kawhi Leonard, i deres pågående kvartfinaleserie (stillingen er i skrivende stund 2-2).

Den store magtforskydning i NBA i forhold til sidste sæson har således hverken med Westbrook eller med Harden at bestille, men med Westbrooks tidligere partner in crime fra Oklahoma City, nemlig Kevin Durant. I dét, der skulle udvikle sig til en voldsomt omdebatteret transfer-saga, valgte Durant nemlig at lade sig trade til Golden State sidste sommer, hvormed holdet (dvs. the Warriors) med historiens bedste regular season-statistik fik tilført en spiller (dvs. Durant), der efter manges (rimelige) opfattelse i realiteten er verdens næstbedste spiller (dvs. efter LeBron). Durant er hele fire gange blevet ligaens topscorer (oftere end nogen anden aktiv spiller), og med sine 28 år er han formodentlig i sin spillemæssige og fysiske prime i akkurat disse år. Durant har imidlertid ikke vundet så meget som ét eneste NBA-mesterskab, hvorfor han formodentlig har været ekstra motiveret til at gennemføre det nærmest regulært usportslige move, som hans inklusion i Warriors-truppen fra alle konkurrenternes perspektiv må have taget sig ud som.

Og Golden State er da også (trods begyndelsesvanskeligheder og et par småskader undervejs) tordnet igennem sæsonen, mens the Cavaliers for deres vedkommende ikke en gang sluttede som topseedet i the Eastern Conference, ligesom de i lange stræk har været både forbryderisk og bekymrende ringe i defensiven. Men altså: LeBron er stadig LeBron, viser det sig (for mig og mange andre) lidet overraskende siden slutspillets begyndelse, og Cleveland er allerede nu klar til semifinalen efter at have tørret gulvet med deres to foreløbige modstandere, Indiana Pacers og Toronto Raptors, med 2 gange 4-0 i kampe. James har scoret 34,4 point per kamp (imod omkring 25 tidligere i (resten af) sæsonen), ligesom han skyder med en præcision à la Curry fra 3-point-distancen og i øvrigt som ingen anden kan diktere kampens tempo og dertil sætte sine medspillere op at will til frie skudmuligheder.

Jagten på Jordan

Det kunne med andre ord godt tyde på, at LeBron James – hvis han kan holde sin nuværende form – igen vil kunne lykkes med alkymistisk at kalibrere den kuriøse basket-kryptonit, som vil kunne stoppe det veritable superhold, som Golden State Warriors stiller med. Han får helt sikkert behov for hjælp fra sine all star-medspillere (ikke mindst clutch-spilleren og favorit-sidekicket Kyrie Irving), men det er slet og ret indiskutabelt, at Cleveland vil være regulært chanceløse i en bedst-af-syv serie mod the Warriors, hvis ikke James er i absolut topform (de taber statistisk set foruroligende ofte, når James sidder over). Måske har de knap nok en chance, selv hvis han er (dét ved vi meget mere om om et par uger), og the smart money er utvivlsomt på Golden States tromlende juggernaut-mandskab og dermed på et maiden championship til Durant såvel som et mesterskab nummer to på tre år til Curry & Company, der har alle muligheder for at blive vor tids basket-dynasti, som fx Los Angeles Lakers og Chicago Bulls tidligere har været det.

Selvsamme Bulls havde en vis Michael Jordan på holdet, som meget få basketball-begejstrede ikke anerkender som historiens største spiller. Jordan optrådte i seks finaler, vandt alle seks (senest i sjette kamp), blev undtagelsesløst finaleseriens MVP og vandt i øvrigt hele ti scoring championships. James har endnu kun tre mesterskaber, og han har endda tabt fire finaleserier allerede. Men kun én gang har LeBron tabt med et hold, der var ”klart” bedre end sin modstander (nemlig da Dallas Mavericks slog Miami i 2011), mens begge finalenederlagene med the Cavaliers har været mod overlegne modstandere. Jordan, for sit vedkommende, kom absolut ikke gratis til sine mesterskaber. Men ingen af modstanderholdene var trods alt på niveau med de Bulls-mandskaber, Jordan stod i spidsen for.

Hvis det lykkedes Lebron at vinde igen mod et af de stærkeste hold, historien har set, vil han altså have gjort det ”umulige” to gange. Ligesom han ”kun” vil mangle to mesterskaber for at kunne matche Jordans seks. Jordan er uden tvivl the GOAT, og det er ærligt talt voldsomt usandsynligt, at der vil blive lavet om på det faktum i de næste par årtusinder. Men det fortæller alligevel en hel del om LeBron Raymone James’ klasse, at man måske ikke ligefrem behøver være komplet hjernedød, hvis man overvejer efter årets finaleserie, om James mon ikke alligevel skulle kunne nå at indhente det ghost from Chicago, som verdens bedste spiller selv åbent indrømmer, at han jagter.                                 

27 Apr

Joshua vs. Klitschko: Det åbne slagsmål

anthonyLørdag går sværvægterne Anthony Joshua og Wladimir Klitschko i ringen foran 90.000 tilskuere på Wembley Stadium i London. Det bliver på alle måder et stort opgør, hvor spørgsmålene forud for er mange. Vi sætter en lup på det åbne opgør her.

Af Tyson W. Lyall

To gange tidligere i historien har de største amerikanske boksekanaler, HBO og Showtime, valgt at dele rettighederne til en boksekamp.

To gange tidligere har deres interesse i en begivenhed været så stor, at det var nemmere at dele end at lægge arm.

Første gang var Mike Tyson vs. Lennox Lewis i 2002. Anden gang var Manny Pacquiao vs. Floyd Mayweather i 2015.

Tredje gang bliver på lørdag.

Det er ikke fordi, lørdagens begivenhed nødvendigvis kan matche de to ovenstående, men når Anthony Joshua og Wladimir Klitschko træder i ringen foran 90.000 tilskuere på Wembley, bliver det på alle måder kæmpe stort.

Kombattanterne er store. Deres kvaliteter er store. Arenaen kan stort set ikke blive større, og så er betydningen og konsekvenserne af udfaldet ikke mindst store.

De to mødes nemlig i et afgørende skæringspunkt i historien om boksningens største og mest betydningsfulde vægtklasse.

Klitschko vil søndag morgen enten være endegyldigt færdig på topplan eller verdensmester for tredje gang i karrieren. Joshua kan enten vågne op som en overvurderet parentes i boksehistorien eller som et af sit lands største sportsnavne.

Lærlingen Joshua
Alt for mange – os selv inklusiv – har talt den unge, eksplosive Anthony Joshua op, og der er vitterligt mange gode ting at sige om den olympiske guldvinder fra 2012.

Men når han forud for Klitschko-opgøret står som relativt overbevisende favorit hos de fleste bookmakere, er det et passende tidspunkt at stoppe op og pege på nogle af de åbenlyse huller i glansbilledet.

Først og fremmest er Anthony Joshua en utrolig uprøvet sværvægtsmester. 18 kampe er vundet med 18 knockouts til følge. Kvantitativt ser det imponerende ud, men kvalitativt er der ekstremt lidt at bedømme Joshua ud fra. Den IBF-titel, han sætter på spil mod Klitschko, blev eksempelvis vundet mod Charles Martin, som af mange vurderes blandt alle tiders ringeste til at bære et sværvægtsbælte.

44 runder har Joshua i alt bokset som professionel, og ingen af dem har været mod boksere i nærheden af top 5 i vægtklassen. For at være virkelig venlig ved Dillian Whyte, som Joshua vandt over i december 2015, så kan han aktuelt siges at blande sig i klassens top 5-10. De resterende modstandere har dog ikke blot været ”has-beens” men deciderede ”never-will-bes”.

Hvad siger det så om Joshua, som trods alt har taget sig særdeles behændigt af det, som er blevet ham fodret? Det siger, at han trods sin mester-status endnu må være at betragte som et ”prospect”.

En vældig dygtig lærling, som imidlertid aldrig har været længere end 7. runde. Som aldrig har været ramt for alvor (dog rystet momentært mod Whyte) og som aldrig har mødt rigtig kvalitetsmodstand.

Joshua er et åbenlyst talent, som nu skal prøve noget, han aldrig tilnærmelsesvis har prøvet før. Det første – og største – åbne spørgsmål forud for lørdag er derfor, hvordan han tackler det.

Legenden Klitschko
Overfor Joshuas magre cv står nemlig en mastodont i sporten: 41-årige Wladimir Klitschko.

En tidligere olympisk guldvinder med 68 professionelle kampe bag sig. 358 runder på samvittigheden. 28 titelopgør. 23 succesfulde titelforsvar (kun overgået af Joe Louis’ 25). 12 gange har han besejret en ellers ubesejret bokser. 10 gange har han besejret en regerende eller tidligere verdensmester.

Og sådan kunne man formentlig blive ved indtil lørdag aften.

Wladimir og brormand Vitali vil med sikkerhed ikke blive husket som sportens mest populære udøvere. Men det skal slås fast med de famøse syvtommersøm, at de begge bør få en fremtidig plads i boksningens internationale Hall of Fame.

Lærlingen Joshua skal således op imod en legende, som skal nævnes ganske hurtigt efter de allerstørste sværvægtere som Ali, Frazier, Marciano, Holmes, Louis osv., når listen over tidernes største gennemgås.

Wladimir Klitschko har med sin effektive, kraftfulde og til tider mekaniske stil mere eller mindre domineret sværvægtsklassen i størstedelen af dette årtusinde.

Så hvordan i alverden kan Joshua være den store favorit hos de fleste bookmakere?

Helt åbenlyst på grund af det, som skete – eller ikke skete – en november aften i Düsseldorf tilbage i 2015.

Her stod Klitschko slukøret tilbage i ringen efter 12 elendige runder, imens Tyson Fury kunne fejre, at han som den første i 11 år (fortjent) havde vundet over ukraineren.

Færdig?
Det andet store spørgsmål inden Joshua vs. Klitschko er således, om nederlaget og præstationen mod Fury er et udtryk for den bokser, Klitschko kan forventes at være i 2017.

Er han langt over sin holdbarhedsdato, eller var indsatsen mod Fury en afviger? Det er reelt set umuligt at vide, da han ikke har været i ringen siden.

Vi hælder imod, at Fury-kampen var en ”off night” for Klitschko. Furys uortodokse stil og lange lemmer kastede grus i Klitschko-maskinen, som aldrig kom i gang på aftenen.

Nederlaget skal absolut regnes med ind i analyserne frem mod lørdagens opgør, men det skal de 23 titelforsvar og de 11 år som ubesejret også.

Hvad bliver så konklusionen, tænker læseren måske? Det er heldigvis uhørt svært at svare på i dette tilfælde. De åbne spørgsmål er virkelig åbne i dette tilfælde, og den væsentligste delkonklusion, vi kan levere, er, at Joshua aktuelt er alt for stor favorit.

De fleste tror, eksplosiviteten, hjemmebanen og ungdommen trumfer rutinen, klogskaben og de velafprøvede evner. Vi tvivler stærkt.

11 Apr

Talenterne fra fyrstendømmet

Den stolte franske fodboldinstitution, AS Monaco, er tilbage i den absolutte top både nationalt og internationalt. Hvad der for få år siden lignede en hurtig milliardærløsning er afløst af klubbens frugtbare ungdomsafdeling og et fokus på at hente og udvikle fodboldens største talenter.

Af Kristoffer Lottrup

Tiemoué Bakayoko (22 år), Fabinho (23 år), Benjamin Mendy (22 år), Bernardo Silva (22 år), Thomas Lemar (21 år) og Kylian Mbappé (18 år). Samtlige Europas topklubber har mindst tre af disse spillere på blokken forud for sommerens transfervindue. AS Monacos sprudlende unge hold er noget af det varmeste i fodboldeuropa netop nu.

Holdet fra middelhavskysten har scoret langt over 100 mål indtil videre i sæsonen og topper den europæiske scoringsliste i selskab med FC Barcelona og Real Madrid. Målene scores ikke bare af én eller to store profiler, men af en række forskellige spillere i truppen.

Revitaliserede Radamel Falcao er topscorer med 25 mål på tværs af alle turneringer. Dernæst følger angriberne Mbappé og Valère Germain med henholdsvis 19 og 15 scoringer. Kantspilleren Lemar har bidraget med 12 basser, og den defensive midtbanemand Fabinho har scoret hele 11 gange. Den fremragende, polske forsvarspiller Kamil Glik har desuden lavet syv mål. Med andre ord er Monaco-holdet kendetegnet ved mange og farlige målscorere overalt på banen. Oplæggene kommer oftest fra Mbappé (11) samt fra venstrebacken Mendy og kantspillerne Bernardo Silva og Lemar, der alle har bidraget med 10 målgivende afleveringer.

Monegaskerne scorer over 2,9 mål per kamp, og spillet er lagt an på masser af fart og et intenst pres på modstanderen. Siden 0-4-nederlaget til Nice 21. september sidste år er holdet ikke gået fra banen uden at score.

Alt dette gør AS Monaco til et af de mest interessante hold i Europa i denne sæson. Efter to medrivende og målrige opgør sendte franskmændene mægtige Manchester City ud af Champions League i ottendelsfinalen, og i den hjemlige, franske liga fører klubben med tre point til ellers suveræne Paris Saint Germain. De rød-hvide fra Monaco har scoret 88 gange i 31 kampe i det franske, 24 mål flere end PSG (hvem sagde Zlatan?). Den samlede målscore lyder på plus 64, og forsvaret er rækkens tredjebedste. 

Gennemsnitsalderen i truppen ligger på 25 år, hvilket ikke er ualmindeligt. Til gengæld befinder størstedelen af de bærende kræfter sig på den unge side af gennemsnittet. Ligesom de i starten nævnte er faste startere som forsvarsspillerne Djibril Sidibé, Jemerson og Almany Touré alle 24 eller yngre. Blandt cheftræner Leonardo Jardims hyppigst anvendte spillere er kun målmand Danijel Subašić samt Glik, João Moutinho og Falcao 29 år eller ældre.

Frankrigs Dortmund

På flere måder minder Monaco-holdet en hel del om aftenens modstander, Borussia Dortmund. BVB er ligeledes ambassadør for det hurtige, energiske og målfarlige, og ligesom det nuværende Monaco-hold er Dortmund-truppen domineret af nogle af de største talenter i international fodbold.

Også historisk er der ligheder. Begge er stolte kæmper, der blev overhalet af konkurrenterne og siden gjorde talentarbejdet til deres metier. I Tyskland er Dortmund nyere tids klart største udfordrer af Bayern Münchens omfattende hegemoni. Bayern er den rige mastodont, der hvert år håndplukker konkurrenternes bedste spillere og samtidig dyster med de allerstørste på det internationale transfermarked, mens Dortmund i højere grad excellerer inden for talentudvikling og ved at finde, hente og modne de allerstørste talenter fra nær og fjern.

I Frankrig hedder den ubestridte overhund i disse år naturligvis Paris Saint Germain, der med det meste af Qatars kapital i ryggen har siddet på absolut alt i de seneste år. Så sent som i sidste sæson hjemtog hovedstadsklubben alle fire titler i det franske, og truppen hører til blandt de bedste og absolut dyreste i Europa. Omvendt er AS Monaco nuværende hold et resultat af flere sæsoners indkøb fra de knap så høje hylder og spillere af egen avl.   

Forud for denne sæson blev Sidibé hentet i Lille, mens Mendy kom til fra Marseille og Glik blev købt i Torino. Udskrivningerne landede på mellem ni og 13 millioner pund per spiller. 

I sommeren 2015 hentede klubben Fabinho i Rio Ave for fem millioner pund og Lemar i Caen for tre. Jemerson kom til fra Atletico Mineiro for ni millioner.

Året inden købte man Bernardo Silva fri i Benfica for 13 millioner pund, ligesom Bakayoko blev hentet i Rennes for syv millioner.

Både Valère Germain, Mbappé og Touré, alle profiler i den nuværende trup, kommer fra klubbens akademi. Det samme gør i øvrigt spillere som Atletico-stjernen Yannick Ferreira Carrasco og Manchester Uniteds Anthony Martial. 

Det næste stortalent i Monaco kan meget vel blive Anderlechts unge talisman Youri Tielemans, som monegaskerne ifølge L’Equipe meget gerne vil have fingrene i.

Historisk storhold

Går vi længere tilbage, hører AS Monaco med syv franske mesterskaber og fem pokaltitler til blandt de store i fransk fodbold. Den første gyldne periode indtraf i 1960erne og 1970erne under trænerlegenden Lucien Leduc, der førte klubben til tre mesterskaber og to pokaltitler.

I 1987 hentede klubben den ukendte franske manager Arsene Wenger i Nancy. Wenger gjorde klubben til mester i sin første sæson og blev siddende på trænerposten frem til 1995. I den periode var Monaco hjemsted for en imponerende række af store spillere som som George Weah, Jürgen Klinsmann og Youri Djorkaeff, ligesom talentafdelingen udklækkede senere legender som Lillian Thuram, Emmanuel Petit, David Trezeguet og Thierry Henry.

Klubben vandt yderligere to mesterskaber i 1997 og 2000 under henholdsvis Jean Tigana og Claude Puel, inden finansielle problemer var tæt på at ende med tvangsnedrykning i 2003. 

Sæsonen efter var historisk på banen, men problematisk i kulissen. Med Didier Deschamps på trænerbænken og profiler som Patrice Evra, Ludovic Guily, Fernando Morientes og Dado Pršo nåede Monaco hele vejen til Champions League-finalen, hvor de tabte til José Mourinhos FC Porto-mandskab. På vejen sendte monegaskerne både Real Madrid og Chelsea ud af turneringen.   

På trods af Champions League-successen fortsatte den økonomiske deroute, og de efterfølgende sæsoner endte med midterplaceringer og hyppige trænerfyringer. Det hele kulminerede i 2011, da AS Monaco rykkede ned i Ligue 2.

Abramovich-modellen

Selvsamme sommer trådte den russiske milliardær Dmitry Rybolovlev ind på scenen. Russeren købte 66,6 procent af aktierne i klubben, overtog formandsposten og varslede store ændringer. Monaco skulle hurtigt muligt tilbage til toppen af fransk fodbold, og forretningsmanden var klar til at investere massivt i spillertruppen.

Monaco rimer da også på milliardindkøb og ekstravagance. De resterende 33,3 procent af aktierne i klubben ejes af Monacos regerende fyrstenslægt, huset Grimaldi.

Med Claudio Ranieri som manager blev oprykningen sikret i foråret 2013 og efterfulgt af en massiv sommeroprustning. I stordyre handler blev Radamel Falcao hentet i Atlético Madrid, mens James Rodríguez og João Moutinho kom til fra FC Porto. Også det franske stortalent Geoffrey Kondogbia blev købt i Sevilla. Ricardo Carvalho og Éric Abidal sluttede sig til på frie transfers. Monaco skulle være førsteudfordrer til PSG og tilstrække spillets største profiler. Den sommer brugte klubben og Rybolovlev omkring 150 millioner pund på nye spillere.

Russeren postede imidlertid også store summer i klubbens scoutingsystem og var allerede fra begyndelsen optaget af talenter. En mere langtidsholdbar løsning, skulle det vise sig.

Således blev der kort efter skruet ned for det varme vand. Først blev Rybolovlev af en schweizisk domstol eftersigende dømt til at betale et større milliardbeløb til sin ekskone. De indførte Financial Fairplay-regler lagde yderligere forhindringer i vejen for prestigeprojektet, inden det franske fodboldforbund truede med at smide Monaco ud af den franske liga, medmindre de flyttede deres hovedkvarter fra skattelyet i fyrstendømmet. Den disputs endte med et forlig, hvor AS Monaco betalte 50 millioner euro til det franske fodboldforbund for at beholde adressen på middelhavskysten. Selv for Rybolovlev var udfordringerne for store og for kostbare.

Russeren skruede ned for sit finansielle bidrag. Det var slut med de profilerede stjerneindkøb. Året efter blev James solgt til Real Madrid i en rekordhandel, mens Falcao blev sendt til Manchester. I 2015 sagde klubben farvel til Carrasco, Kondogbia og Layvin Kurzawa, ligesom kæmpetalentet Martial røg til Manchester United på transfervinduets sidste dag. På bare to-tre år var den nyvundne status som købeklub ændret til det modsatte.

I efteråret 2015 blev det for meget for klubbens tilhængere. På et ekstraordinært møde i det pompøse Grimaldi Forum i Monte Carlo krævede omkring 1000 af klubbens mest glødende fans svar og handling. Ud af mødet voksede modellen for det nye AS Monaco. En model, der mere end noget andet handler om at lokalisere, hente og finpudse unge spillere.     

Sælgerklubbens lod

Med den portugisiske cheftræner Leonardo Jardim i spidsen er den model overraskende hurtigt blevet en stor succes. Infrastrukturen og indkøbspolitikken i AS Monaco er indtil videre kulmineret i en førsteplads i Ligue 1 og en status som aktuel darling i Europæisk fodbold.

Men overgangen fra køber- til sælgerklub betyder også, at Monaco må indstille sig på at miste sine største profiler med jævne mellemrum. Denne sæsons store succes har utvivlsomt sin pris.

Den europæiske elite står klar, glubende, til at hente det meste af Monacos startellever. Særligt fra Premier League er der bud efter folk som Babayoko, Fabinho og Bernardo Silva, mens Mbappé angiveligt er ønsket fra Manchester til Madrid. 

Netop derfor repræsenterer indeværende sæson en ekstraordinær mulighed at vinde titler. Monaco har ikke vundet mesterskabet siden 2000, og pokaltitlen blev senest hjemtaget i 1991. For nylig glippede første mulighed for at hente et trofæ, da man tabte man 1-4 til PSG i Liga Cup-finalen. Holdet er dog fortsat med i tre turneringer. I aften gælder det noget overraskende kvartfinalen i Champions League. I slutningen af april venter et semifinaleopgør mod PSG i den store franske pokalturnering. Dertil kommer den hjemlige liga, hvor holdet lige nu har et forspring på tre point til de regerende mestre fra Paris.

Herfra krydses der fingre for mindst ét trofæ til monegaskerne. Det har modellen, træneren og truppen fortjent.

Til sommer kan det meget vel være forfra igen.