06 Jul

Wimbledon 2017: Federer for 8. gang?

Federer

Hvem vinder Wimbledon 2017? Tager Kongen af Wimbledon endnu en titel, eller får Nadal tiltrængt oprejsning i verdens ældste tennisturnering? Sport fortalt gennemgår og vurderer favoritfeltet under årets turnering. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennissæsonen har ramt sit zenit, og vi er nået til græs. Mens det var let at se, hvem der var den helt store favorit til French Open, nemlig Rafael Nadal, som tog sin 10. titel uden så meget som at afgive et sæt, er det straks en kende sværere på græs. Og så alligevel.

Var det ikke for mandens fremskredne alder, var der ingen tvivl. Men Roger Federer fylder 36 i august, og det er bare ikke en alder, hvor man traditionelt høster grand slam-trofæer. Nu er der selvfølgelig heller ikke så meget traditionelt over Federers tennisrekorder.

Den 35-årige tidligere verdensetter har i år vundet hele fire turneringer af de seks, han er stillet op i: Australian Open, Indian Wells, Miami og senest Halle på græs, hvor han massakrerede den 20-årige up-and-comer Alexander Zverev 6-1, 6-3 på blot 53 minutter i finalen.

Han er uden tvivl tourens bedste græsspiller. Og han har stået med Wimbledon-trofæet hele syv gange før — senest i 2012, hvor han slog både Murray og Djokovic.

Ikke desto mindre er der meget og mange, der står i vejen for en 8. Wimbledon-titel. Græs er et underlag, hvor små marginaler og et par bolde kan afgøre en hel kamp. Og et underlag, der belønner de bedste servere, som ingen har lyst til at møde tidligt i turneringen.

Lad os kigge på de forskellige favoritters chancer efter tur.

Roger Federer

Federer må være favoritten, og han er da også bookmakernes favorit for første gang i en slam siden US Open 2010. Han stod hele grussæsonen over for at hvile, tabte så sin første kamp på græs mod den endnu ældre Tommy Haas efter at have misset et match point, nåede derpå finalen i Halle uden at imponere, hvorpå han spillede Zverev ud af banen i finalen.

I 14 og 15 tabte han finalen til Djokovic, mens en halvskadet Federer sidste år røg knebent ud til Milos Raonic i semifinalen, før han trak stikket for sæsonen.

Hvad taler for? Federers serv er endnu sværere at bryde på græs, som stadig er blandt tourens hurtigste underlag. I 2014-2015 vandt han henholdsvis 95 og 96 procent af sine servepartier på græs. Det er uhørt højt. Samtidig er hans baghåndsslice og flugtninger mere effektive på det lavthoppende græs, mens hans grundslag samtidig lettere finder vej forbi modstanderen.

Derudover er der hans evne til at bevæge sig på græsset. Få spillere færdes så naturligt på en græsbane, som Roger Federer. Han hører hjemme der, og han ved det.

Hvad taler imod? At han løber ind i en af de store servere, der rammer dagen. Det skete i 2011 mod Tsonga, der spillede et af sit livs bedste kampe. Det skete næsten mod Marin Cilic sidste år i kvartfinalen, før Federer røg ud til det canadiske missil Raonic i semifinalen.

Federer har altid været god mod de store servere, men på sine ældre dage har han haft sværere ved at læse og returnere deres server og powergrundslag – senest var han i halvstore problemer mod den 21-årige Karen Khachanov i semifinalen i Halle.

Derudover har han også bare ’senior moments’, han ikke havde i sine peak år. Eksempelvis når han taber til 39-årige Tommy Haas i Stuttgart efter at have misset et match point. Eller til den upåagtede Donskoy i Dubai, hvor han også missede et match point efter at have haft hele kampen i sin hule hånd.

Men det her er en slam, det er Wimbledon. Han bør være fokuseret nok til at undgå den slags.

Hvad taler mere imod? Presset. Det kan lyde underligt for en mand, der med succes har levet med mere pres, end de fleste nogensinde oplever. Men ser man på de tre tabte slam-finaler mod Djokovic i 14-15, kan man let få indtrykket af, at Federer vil det for meget.

At han ved, han ikke får mange flere chancer. At det her måske er den sidste. Og at det mindset får ham til at begå fejl, han ellers ikke ville begå.

I Australian Open i år, hans første slam-sejr i 4,5 år, gik han ind til turneringen uden pres og uden forventninger efter syv måneder på sidelinjen. Der spillede han frit. Adspurgt til, hvordan han kom tilbage fra at være nede med et break i femte svarende han netop:

”I told myself to play free. That’s what we discussed with Ivan and Severin before the matches. You play the ball, you don’t play the opponent. Be free in your head, be free in your shots, go for it. The brave will be rewarded here.”

Kan han gøre det igen, når alle, inklusive ham selv, nu har ham som favorit? Når chancen for den Wimbledon-titel, han elsker mere end alle de andre, måske er der igen? Jeg tror det, men jeg er langt fra sikker.

Endelig er der ’the neo backhand’ – hans forbedrede baghånd, der i høj grad hjalp ham til at lave en ’tre-på-stribe’ mod sin nemesis Nadal og vinde Australian Open. Den virkede på hard court, hvor der er et true bounce, men virker den ligeså godt på græsset? Kan han tage den lige så tidligt og lige så aggressivt? Nok ikke helt. Men mindre kan måske også gøre det.

Andy Murray

Verdensetteren og den forsvarende mester er også en af forhåndsfavoritterne. Ikke i kraft af sin sæson, som har været langt under middel. Men i kraft af sine græsmeritter. Murray har to Wimbledon-titler fra tre finaler og har dertil fem sejre i den prestigefyldte Queens-turnering.

Efter ellers at have vist gode takter ved French Open, hvor han var en tiebreak fra at nå finalen, røg han højst overraskende ud i første kamp kamp i Queens til lucky loser Jordan Thomson, der ellers ikke havde kvalificeret sig til turneringen (deraf lucky loser).

Som vi så ved French Open kan Murray dog sagtens levere overraskende godt ved en slam uden at have leveret op til.

Vi skal dog tilbage til 2013 for at finde sidste kamp, hvor han tog ét sæt fra Federer, så skotten skal nok håbe på at undgå schweizeren. Sidst de mødtes i Wimbledon i 2015 leverede Federer en sublim indsats og vandt i tre. De kan tidligst mødes i finalen i år.

Dertil er der en hofte, der driller en smule.

Rafael Nadal

Kan man regne en mand, der i sine seneste fire Wimbledon-optrædener har tabt til en spiller uden for top-100, blandt favoritterne? Det korte svar er ja.

Nadal har ikke været forbi 4. runde siden 2011. Men han har spillet en forrygende grussæson og sluttede med sin vel nok mest dominerende French Open-sejr nogensinde. Spanieren ligger nr. 1 på årets rangliste og kommer med masser af momentum fra French Open.

Nadal kan sagtens ryge ud i en af de første runder, som han har fået for vane. I 2012 var det mod Rosol, i 2013 mod Steve Darcis, i 2014 mod Nick Kyrgios og i 2015 mod Dustin Brown.

Specielt i første uge er underlaget hurtigt. Det har voldt Nadal store vanskeligheder mod storservende modspilere som Rosol, Kyrgios og Brown. Han har slet ikke fået tid til at være den uigennemtrængelige mur, han kan være på grus.

Møder han en spiller med en stor serv tidligt, kan det gå samme vej igen. Det kan ske mod den unge, høje Karen Khachanov, som pressede Federer i Halle. Men overlever han den første uge, er han endog meget farlig.

Under Carlos Moyas ledelse server han bedre, end han har gjort i mange sæsoner. Samtidig tager han baghånden tidligere og er ikke bange for at gå efter vindere med den, alt imens forhånden har fået noget af det gamle bid og den samme præcision tilbage.

Alt i alt er det en udvikling der taler for, at Rafa stopper den lidet flatterende stime med at ryge ud til spillere uden for top-100.

Novak Djokovic

Det ville være underligt ikke at nævne Novak Djokovic. For 12 måneder siden sad serberen suverænt på verdenstronen med fire slam-titler på stribe. Siden da har han vundet meget, meget lidt.

En sejr i en sølle ATP-250 turnering var det blevet til i år, før han ugen op til Wimbledon føjede endnu en ATP-250 sejr til — denne gang på græs — i Eastbourne. Dertil har han en enkelt Masters finale.

I French Open, bedst som han så ud til at have fundet lidt form, røg han ud i tre til Dominic Thiem i kvartfinalen og måtte tilmed indkassere et sjældent æg i tredje sæt.

Ikke desto mindre har han vundet Wimbledon i både 2011, 2014 og 2015 og været i finalen i 2013. Var Eastbourne nok til at få ham tilbage på rette spor?

Måske – man skal i al fald aldrig afskrive en mester.

Øvrige kandidater

Marin Cilic gjorde det overraskende godt i French Open og har fulgt op på græsset i Queens, hvor han blot var et enkelt point fra sejren i en tæt og velspillet kamp mod Feliciano Lopez. De seneste tre år har han tabt to gange til Djokovic og én gang til Federer – og to af kampene kunne være gået den anden vej.

Cilics store serv og flade grundslag har det godt på Centre Court. Han står til at møde Nadal i kvartfinalen.

Sidste års Queens-vinder og Wimbledon-finalist Milos Raonic fortjener også at blive nævnt. Canadieren har ikke præsteret det store i år, men må alligevel tages seriøst. Få kan bryde hans serv, når den først kører for fuld hammer. Han står til at møde Federer i kvartfinalen.

Alexander Zverev kan også gå dybt. 2014-semifinalisten Grigor Dimitrov kan ligeledes spille en rolle. Og manden, der endte Novak Djokovic’ slam-stime sidste år, Sam Querrey.

Læg desuden mærke til græsspecialister som Jo-Wilfried Tsonga, Gilles Müller og Feliciano Lopez ­– ikke fordi de vinder, men fordi dette er underlaget, hvor deres spil virkelig skinner.

To tidlige exits – delvis som følge af skader – kom hos henholdsvis Nick Kyrgios og Stan Wawrinka. Sidstnævntes overmand, 21-årige Daniil Medvedev, kan også godt levere et udmærket resultat i årets turnering.

01 Jul

Hold øje med de franske Tour-håb

Podium_Tour_de_l'Ain_2013_-_Romain_Bardet_-_super_combatif

I dag starter Tour de France. De flestes øjne vil hvile på profiler som Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan. Men hold øje med de mange franske ryttere, som vil gøre alt for at sætte deres præg på hjemlandets store løb. I år er potentialet for fransk succes større, end det har været længe.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Frankrig er stadig det land med klart flest vindere af Tour de France. 36 gange i alt har en fransk rytter stået øverst på podiet i Paris. Dobbelt så mange gange som land nr. 2, Belgien.

Igennem tiden har store franske navne som Louison Bobet, Jacques Anquetil, Bernard Hinault og Laurent Fignon taget – mange – store fransks sejre, og i mange år var de franske ryttere naturligt dominerende i hjemlandets rundtur. Italienerne holdt sig i høj grad til Giroen, de spanske til Vueltaen. Så var roget ligesom fordelt.

Men i takt med cyklingens internationalisering – særligt i forlængelse af TV-mediets evne til at eksponere løb til hele verden – blev de øverste skamler i stigende grad også besøgt af ryttere fra andre lande.

Fra den gule til den prikkede og den grønne
Det skete måske i særlig grad i Frankrig, hvor det fortsat er et nationalt traume, at vi skal tilbage til Hinaults sejr i 1985 for at finde den seneste franske vinder af løbet.

I 90’erne kunne de franske fans trøste sig med sympatiske og populære ryttere som Richard Virenque og Laurent Jalabert, som godt nok aldrig vandt samlet, men som satte stort præg på løbet. Virenque har stadig rekorden for flest sejre i bjergkonkurrencen, som han nærmest ejede i 90’erne og start 00’erne. Jalabert har præsteret noget så unikt som at have vundet både den prikkede og bjergtrøjen – to gange hver. Begge gjorde sig flere gange gældende i det samlede klassement. Men vandt aldrig.

Lykkeridderen på Bastilledagen
Siden har det været tyndt for de franske fans. Det har næsten været en smule ynkeligt at se, hvordan den franske jubel nærmest peakede, når en tilfældig fransk lykkeridder kom med i et – ofte forgæves – udbrud på Bastilledagen.

De sidste 10 år har den største franske Tour-rytter været Thomas Voeckler, som er blevet utrolig populær, særligt på grund af hans insisteren på at angribe og prøve igen – og igen! Og nå ja, og så vandt han en bjergtrøje i 2012 og fik en fjerdeplads i 2011. Men der har været langt mellem de franske præstationer.

Tour de World
Hvorfor kom det så vidt? Fransk cykelsport blev som resten af verden rystet af dopingskandalerne. Men skandalerne ramte særlig hårdt i Tourens hjemland, hvor chokket, og også synet af en grædende Virenque, rystede en hel nation. Samtidig introducerede de franske myndigheder i højere og hurtigere grad end andre lande skrappere anti-doping regler.

Det kan være en del af forklaringen. En anden – og måske nok den vigtigste – er den nævnte internationalisering af cykelsporten. Af alle løb er det Tour de France, som har den – klart! – største globale eksponering. Hvis noget løb er blevet Tour de World, er det Tour de France. Det er derfor, at eksempelvis amerikanske ryttere og hold har fokuseret så meget på den franske rundtur frem for eksempelvis den italienske eller spanske.

Det er netop særligt den angelsaksiske verden, der har gjort sit indtog. Først utallige amerikanske sejre (her tælles Armstrongs stadig med), et enkelt australsk kip med sejrsflaget, siden fire ud af de seneste fem til Storbritannien.

Af de gamle nationer er det først og fremmest Spanien, der har sat sit præg på det franske løb. Og det gør ondt i Frankrig.

Tørsten efter fransk succes
Men gør det så meget? Er det ikke positivt, at Tour de France er blevet et løb, der samler fans fra hele verden? Og bør franskmændene ikke være stolte af det? Måske. Det er de nok også. Men for de franske ryttere og de franske fans er løbet stadig deres. Og de tørster efter sejre.

Sidste år blev i det lys en stor succes. En ung franskmand på bare 25 år stod på det næst øverste trin i Paris. Romain Bardet. Der var 4 lange minutter op til Froome, og konkurrenterne havde været svage. Men der var ingen tvivl om, at her var en mulig fransk Tour vinder. I år er Bardet klar, og han går efter det øverste trin.

Bardet har haft et par forbrændere og er på mange måder kulminationen på en langsom fransk opbygning.

Fra Voeckler til Bardet
Først var der som nævnt Voecklers 4. plads i 2011. Så kom Pierre Rolland, som først blev kendt for sin stærke præstation som forsvarer af Voecklers gule trøje samme år, hvor han også vandt etapen til Alpe d’Huez. I 2015 blev han selv nr. 10. Rolland var det første seriøse bud på en potentiel fransk kandidat til den samlede sejr. Han er der stadig (30 år gammel), men han har aldrig formået at leve op til de forventninger, som blev etableret i 2011.

Siden kom Thibaut Pinot. Som bare 24-årig fik han en sensationel tredjeplads i 2014-udgaven, som var fransk cykelsports helt store Tour-år. Hele tre ryttere kæmpede med om podiet og to kom på. Helt unge Bardet (23 år!) sluttede som nr. 6, mens veteranen Jean-Christophe Péraud blev nr. 2 foran Thibaut.

2014 var dog uden de helt store favoritter. Froome og Contador var begge styrtet, og Quintana stillede slet ikke til start. Det ved franskmændene godt. Men succes avler – til tider – succes, så 2014-udgaven satte yderligere ild til den franske tørst efter sejr.

Bardet kan overraske
Som 27-årig er der stadig store forventninger til Pinot, og en 4. plads i det netop overståede Giro d´Italia vidner om, at han er en mand, man skal tage seriøst i de store rundture i de kommende år.

Men han er ikke blandt de store favoritter. Det er Bardet som sådan heller ikke. Favoritfeltet må siges at bestå af Froome, Porte og Quintana. Herefter er der Contador, Valverde og Fabio Aru (måske endda Fuglsang?). Men herefter kommer man ikke uden om Bardet.

Bardets helt store svaghed er enkeltstarten. Han er en af de letteste ryttere i feltet, og enkeltstartsevnerne er ikke blevet bedre de seneste år. Måske tværtimod. Samtidig har han endnu ikke vist, at han kan køre fra de bedste i bjergene. Derfor er en sejr alt andet lige ikke forventeligt. Men hold øje med Bardet. Han har evnen til at skabe kaos – og han kan nemt blive årets overraskelse.

Thibaut har stadig ikke meldt ud, hvad målet er i årets Tour, men rygtebørsen siger, at han går efter etapesejre og den prikkede bjergtrøje frem for det samlede klassement. Nok en klog – og realistisk – beslutning.

Tre trøjer til Frankrig?
Men det er ikke kun i det hårde terræn, at franskmændene øjner succes. I Arnaud Démare har Frankrig fået den potentielle supersprinter, de længe har drømt om. Han er stadig ung (25), og karrieren har hidtil været noget ustabil. Men en sejr i 2016-udgaven af Milan-San Remo vidner om talent. Han har netop vundet pointkonkurrencen i Critérium du Dauphiné, og holdet er i år bygget op om den franske sprinter.

Hvis alt flasker sig – og her har vi de meget (meget!) positive franske briller på – så står Frankrig med alle tre trøjer i Paris. Bardet i den gule, Thibaut i den prikkede og Démare i den grønne.

Det sker nok ikke. Men denne skribent vil alligevel kippe lidt med det franske flag. Tour de France er sjovere, hvis der er franske ryttere med i toppen. 2017-udgaven har potentialet til at blive den helst store franske triumf. Måske endda den udgave, som starter en længere periode med fransk dominans i hjemlandets store cykelløb.

God Tour!

03 Jun

French Open: Hvem kan udfordre Rafael Nadal i jagten på La Decima?

rafael-nadal-vs-novak-djokovic-french-open-2015

Der har stået Rafael Nadal eller Roger Federer på alt i 2017. Schweizeren har valgt at springe French Open over, mens Nadal jagter en uhørt 10. titel på Roland Garros. Udfordrerne hedder Novak Djokovic, Stan Wawrinka og Dominic Thiem – har de en chance?

Af Anders Høeg Lammers

2017 har været en mærkelig tennissæson, særligt af to grunde. For det første har 2016’s to suverænt bedste spillere, Andy Murray og Novak Djokovic, begge befundet sig i en dyb resultat- og spillemæssig krise.

For blot en måned siden var ingen af dem i top-10 på årets rangliste, og den tidligere så dominerende Djokovic var helt nede som nr. 20 – vel at mærke uden skader af betydning. Siden er han med en finale i Rom kravlet op som nr. 7, mens Murray stadig roder rundt som nr. 13.

Det andet, der gør sæsonen så mærkelig, er den anden halvdel af ’the Big 4’, Roger Federer og Rafael Nadal.

Hvor Djokovic og Murray er i krise, har Nadal og Federer fundet deres anden og tredje ungdom – og det efter at have siddet ude med skader hhv. et halvt år for Federer og ca. tre måneder for Nadal.

Federer fylder 36 i august, men lagde alligevel ud med at vinde Australian Open og ’the Sunshine Double’ i form Masters-turneringerne Indian Wells og Miami. Sidste gang han gjorde det? 2006.

I alle tre turneringer slog han tilmed sin nemesis, Rafael Nadal. For derpå at erklære, at hans operede knæ ikke har godt af grus, så grussæsonen blev uden ham – inkl. den igangværende slam, French Open.

Ender Nadal og Federer øverst på ranglisten?

Men når Nadal går dybt i vinterens og forårets hard court-turneringer, er det typisk en advarsel om, at han bliver ekstra grum på grus. Det har også været tilfældet i år, hvor han spadserede sig gennem Monte Carlo, Barcelona og Madrid, før Dominic Thiem slog ham i kvartfinalen i Rom.

Med tilføjelsen af Carlos Moya til teamet fra årets start server Nadal bedre end længe, og han forsvarer (næsten) lige så godt som i sin ungdom (se f.eks. dette point). Forhånden har fået det bid og den præcision, den har manglet, og baghånden er nærmest bare blevet bedre og bedre med årene.

Samlet set har de to mastodonter lagt afstand til feltet på årets rangliste, Federer ligger nr. 2 med 4.045 point fra blot fire spillede turneringer, mens Nadal er etter med 4.915 for ni spillede turneringer. Med Djokovic og Murray på hhv. 1.615 og 1.210 point ligner Fedal pludselig to ret så seriøse bud på at slutte året som nr. 1.

Det var der næppe mange, der havde set komme, da vi gik ind i 2017. Sidste gang de lå hhv. nr. 1 og 2 på samme tid var i starten af 2011.

I skrivende stund er vi så godt i gang med årets anden slam, hvor Nadal er så stor favorit, at bookmakerne kun giver pengene 1,60 gange retur på ham. Samtidig har han chancen for at vinde titlen for 10. gang – flere end nogen mand eller kvinde har vundet en bestemt slam.

I den forstand kan dette års French Open frygtes at blive lidt kedelig. Med Djokovic og Murray i krise og Federer ude, er det svært at se, hvem der skal give Nadal kamp til stregen.

Men hvis det skal ske, hvem kommer truslen så fra? I resten af denne artikel ser jeg nærmere på dem, der har de bedste chancer for at nå langt og byde Rafa op til dans.

Den sovende kæmpe, Novak Djokovic

Den forsvarende mester er ganske vist down, men han er ikke out. I vinter sluttede han samarbejdet med Boris Becker og for et par uger siden fyrede han så hele det team, der har været med ham siden startet på karrieren.

Undtagen den guruagtige Pepe Imaz, som det seneste års tid har fået mere og mere indflydelse på Djokovic og ejer dette tennisakademi, hvis motto lyder:

“Through Love one can achieve true happiness. We apply this principle to our tennis training.”

Det er jo alt sammen meget godt – medmindre man forsøger at nå til tops i en af verdens mest globale og bedst betalte sportsgrene. Var Djokovic blevet så desperat, at han lagde hele sin tennisskæbne i guruens hænder?

Dog ikke. Kort tid efter afslørede han nemlig en ny træner – ingen ringere end Andre Agassi (foreløbig kun på prøve) hvis egen spillestil minder en god del om Djokovic’.

Agassi har prøvet nedturen i langt højere grad end Djokovic, og han har prøvet at genfinde motivationen og genopfinde sig selv. Alt det kan han – måske – hjælpe Djokovic med.

Og selvom Djokovic ikke har været sit dominerende selv i næsten et år, er jeg stadig nødt til at betragte ham som førsteudfordreren til Nadal. Dels fordi han stadig i glimt viser niveauet, for eksempel da han smadrede Thiem, dette års 2. eller 3. bedste grusspiller, 6-0, 6-1 i Rom, dagen efter Thiem havde slået Nadal.

Og dels fordi han som den eneste i feltet rent faktisk har slået Nadal i Roland Garros, ganske vist, da Nadal selv var i krise, men alligevel.

Derudover har han mellem French open 2014 og Madrid 2017 (som Nadal vandt 6-2, 6-4) vundet samtlige 7 kampe og 15 sæt mod Nadal, inkl. to kampe og fem sæt på grus.

Med andre ord: En velspillende Djokovic er det tætteste Nadal kommer på et mareridt på en tennisbane. Hvorvidt han så kan nå at finde den form, der kan udfordre Nadal på Phillippe Chatrier er et endog meget åbent spørgsmål.

Fredag var han således nede 1-2 i sæt mod en af ATP-tourens mindste spillere, den blot 1.70 meter høje, men meget kapable argentiner, Diego Schwartzman. Derpå gik argentineren dog død, mens den tidligere verdensetter fik styr på kampen og cruisede hjem.

Djokovic kan møde Nadal i semifinalen. I 4. runde har han Albert Ramos-Vinolas – en poor man’s Rafa – som nåede finalen i Monte Carlo, hvorpå østrigske Dominic Thiem formentlig venter i kvartfinalen.

Bulderbassen Stan Wawrinka

2015-mesteren er mit næstbedste bud på en spiller, der kan slå Nadal ved dette års French Open. Stanimal er om nogen en spiller, der hæver niveauet i de største turneringer. De seneste 3-4 år, er det således kun Novak Djokovic, som har gjort det bedre i de fire slam-turneringer.

Resten af touren går Stan ikke altid så meget op i. Før sidste uges turnering i Geneve havde han eksempelvis tabt flere kampe i årets grussæson, end han havde vundet (2-3). Men på hjemmebanen i Geneve gik Stan hele vejen og fik dermed reddet lidt af sin grussæson.

Landsmanden Federer kalder ham for ’Diesel’, fordi han lige skal op i gear, men så til gengæld er meget svær at stoppe. Få spillere har en chance mod ham, når han rammer bolden så godt som i French Open 2015, hvor han blæste både Federer og Djokovic af banen.

Schweizeren har et par tricky navne tidligt i sin lodtrækning. Han slog Dolgopolov i 2. runde og skal her til eftermiddag møde grusspecialisten Fabio Fognini, hvorpå en af de franske muskerer, Gasquet eller Monfils, venter i 4. runde.

Måske efterfulgt af Cilic i kvartfinalen. Men kommer han først i gang, kan jeg sagtens se ham gå hele vejen til finalen.

Og står han først der, er Diesel uhyre svær at stoppe. Stanimal har vundet 12 af sine sidste 13 finaler, inkl. 3 ud af 3 grand slam-finaler mod verdens daværende nr. 1.

Du kan læse mere om Wawrinka i vores portræt-artikel fra sidste år.

100 procent østrigsk power, Dominic Thiem

Den 23-årige Dominic Thiem er det tætteste, ATP-touren kommer på en mini-Wawrinka i spillestil med enhåndsbaghånd og fuld power på grundslag og serv (Thiem spiller groft sagt så meget powertennis, at Wawrinka næsten kan virke som en finessespiller i sammenligning).

Til gengæld har Thiem foreløbig ikke lært at peake til de store turneringer, men pakker så mange turneringer ind i kalenderen som muligt, hele 13 er det foreløbig blevet til i år.

Det kan føre til kampe som ovennævnte mod Djokovic i Rom, hvor en flad Thiem fik røven på komedie. Desværre for turneringen og Thiem, har han trukket Djokovic i kvartfinalen, hvis spillestil, han selv siger, bekommer ham dårligt.

Sjovere ville det have været, hvis han havde trukket Nadal i kvartfinalen. De to har danset tango hele grussæsonen med sejre til Rafa i Barcelona og Madrid, mens Thiem tog det seneste stik i Rom med flotte vindere fra både for- og baghånd.

Den sejr gør ham til den eneste, der har formået at slå den ellers så suveræne Rafa denne grussæson.

Thiem’s største udfordring før en eventuel kvartfinale mod Djokovic ville have været 4. runde mod belgiske Goffin, som allerede har slået ham to gange i år, inkl. på Monte Carlos røde grus. Desværre for Goffin og turneringen vred Goffin gevaldigt om på anklen i går, da han jagtede en bold og er derfor ude af turneringen.

I stedet venter Zeballos, som Thiem, der endnu ikke har afgivet sæt, bør slå. Og som Djokovic har spillet hidtil, er Thiem bestemt ikke uden chancer i kvartfinalen.

Thiem har den næstbedste statistik på grus i år med en 20-4 rekord og sejre over Nadal, Murray, Querrey, Cuevas, Dimitrov m.fl.

Det unge håb, Alexander Zverev

Da jeg begyndte at skrive på denne artikel i forrige weekend, havde jeg et langt afsnit om Alexander Zverev, som kun lige er fyldt 20.

Han røg dog ud af turneringen allerede i første runde mod veteranen og den tidligere top-10 spiller, Fernando Verdasco. Ikke en spiller nogen har lyst til at trække i første runde, men alligevel en skuffelse for den unge Zverev, hvis korte svar på hvorfor han tabte lød:

“I played like absolute shit.”

Alligevel vil jeg lige bruge lidt tid på Zverev, fordi det fortjener hans resultater i år. Zverev har været en af dette års helt store positive overraskelser. Det har længe stået klart, at talentet var noget særligt, men det overrasker lidt, at han allerede nu er blevet så god.

Tennis er nemlig i de senere år er gået hen og blevet et spil for ’gamle mænd’, mens den tabte generation (Raonic, Dimitrov, Nishikori m.fl.) har måtte nøjes med krummerne.

For blot 14 dage siden var der således ikke én eneste spiller på under 28 år, der havde vundet en større turnering i sin tenniskarriere.

Ingen slams, ingen World Tour Finals, ingens Masters-trofæer. Nada. 

Tilsammen havde de to slam-finaler og omkring en håndfuld Masters-finaler at prale af.

Til sammenligning havde Murray, den dårligste af the Big 4, to slams, olympisk guld, en håndfuld tabte slam-finaler samt omkring 10 Masters-titler, da han fyldte 28. Og Federer havde vundet 15 af sine 18 slams, mens Nadal var på 13 af foreløbig 14 slams.

Men Zverev har gjort, hvad Raonic, Nishikori, Dimitrov, Thiem, Goffin, Kyrgios m.fl. ikke kunne: Brudt igennem på højeste niveau, da han vandt den seneste Masters på grus i Rom med en klar finale-sejr over en – skal det dog siges – knap så velspillende Djokovic.

Den 1,98 høje tysker med den store serv og de tunge grundslag (bid særligt mærke i baghånden) er stadig i gang med at udvikle sig, men bevæger sig imponerende godt for sin højde og kan veksle mellem at afgøre boldene hurtigt med et stort grundslag eller køre modstanderen træt i en lang duel.

At han samtidig ikke lukker Djokovic ind i kampen i sin første Masters-finale viser en mental styrke, man sjældent finder hos de helt unge.

Inden French Open havde Zverev årets næstbedste resultater på grus med to vundne turneringer og en 16-3 rekord. Han har bl.a. slået Berdych, Cilic, Verdasco, Almagro og Fognini.

Men selvom han altså allerede er ude af dette års French Open, bør I stadig bide mærke i navnet i forhold til fremtidige turneringer. Den unge mand kan også spille på græs, hvor han sidste år slog Federer i Halle. Og hard court, hvor han førte 2-1 i sæt over Nadal ved dette års Australian Open.

Sidste fun fact? I 20 kampe mod top-10 spillere, en gruppe han først selv lige er blevet en del af med sin Rom-sejr, har han vundet hele 40 procent af kampene. Det giver ham den femtebedste sejrsrate på touren, blot overgået af The Big 4.

’Hold også øje med’-typerne

Der er ikke flere, jeg ser som egentlige trusler mod Rafas grusoverherredømme. Verdensetteren Andy Murray kunne have været, men har intet vist i en skades- og sygdomsplaget sæson, og han har ikke set overbevisende ud i sine foreløbige kampe. Mod Klizan i 2. runde servede Klizan for at få kampen ud i femte sæt, inden nerverne fik overtaget, og han gav Murray sættet og kampen.

I 3. runde i en kamp, der just er startet (12.45, lørdag), møder Murray del Potro, som dog døjer med værre skader end dem, Murray har haft. Den kamp kan blive rigtig spændende (og problematisk for Murray), hvis del Potros fysik står distancen.

Update: Murray kom sejrsrigt ud af to tætte første sæt og spillede det bedste tennis, han har gjort hele året. Da han samtidig har en – for ham – let 4. runde, ser han pludselig ud til at være et ret sikkert bud på mindst en kvartfinale og formentlig også bedre. Læs mere her, om hvordan Murray pludselig lignede sit gamle jeg

Den evigt skadede Kei Nishikori har på dagen også niveauet, men bliver ofte skadet undervejs i en turnering. Han kunne dog godt ramme en semifinale med lidt held, men er i Murray fjerdedel og Wawrinkas halvdel, langt væk fra Rafa.

Dertil er der franskmændene. Jo-Wilfried Tsonga og Lukas Pouille er allerede ude, mens Gael Monfils og Richard Gasquet mødes senere i dag. Vinderen møder Wawrinka/Fognini. Det tegner ikke til at blive et godt år for de lokale favoritter, men man skal aldrig sige aldrig.

Og hvad med Marin Cilic, US Open-vinderen fra 2014? Grus er hans dårligste underlag, men han har spadseret sig igennem sin lodtrækning uden at afgive sæt og står i skrivende stund med et ben i 4. runde.

Han har topniveuet til at slå enhver på dagen og kan gøre livet surt for Wawrinka i en eventuel kvartifnale.

God lodtrækning på vejen mod La Decima

Og Rafa selv? Ja han kan være yderst godt tilfreds med en lodtrækning, hvor det er svært at få øje på noget, der minder om en trussel, før Djokovic i en eventuel semifinale. I 3. runde afgav han blot et enkelt parti (!) mod Basilashvili, og i 4. runde møder han den solide, men ikke skræmmende Bautista-Agut.

Milos Raonic, som han kan møde i kvarten, er ikke voldsomt god på grus, og Rafa slog ham klart på det mere Raonic-venlige underlag i Australian Open.

Alt peger således mod en ’la Decima’, som han tidligere i år opnåede i Monte Carlo og Barcelona. Men det har som sagt været en meget mærkelig tennissæson så vidt, og det kom også som et lyn fra en klar himmel, da Robin Söderling slog Rafa ud i French Open 2009 blot to uger efter at have tabt 0 og 1 i Rom.

Summa sumarum: Nadal er storfavorit, Djokovic er førsteudfordrer, men husk også at holde øje med Diesel aka Stanimal og den 23-årige Thiem med de tunge grundslag.

Turneringen kan følges på Eurosport 1 & 2 samt Eurosport Player.