21 Aug

Thank you for Rooney!

Rooney_4

Min favorit United-spiller har forladt klubben efter 13 år. Trods en lunken afslutning og momentvis illoyalitet hører han til blandt klubbens helt store legender og bør huskes som sådan. 

Af Kristoffer Lottrup

Old Trafford, 28. september 2004: Trøjen var revet op i halsen, så den 18-årige brystbehåring kom til syne. Blikket var stift, og tyggegummiet røg frem og tilbage i munden. Måske tyngede debuten for Englands største fodboldklub den unge mand, i så fald var det ikke til at se, da kampen gik i gang. Wayne Rooney sprudlede. 17 minutter inde i Champions League-opgøret mod Fenerbahçe havde han scoret sit første mål for Manchester United. Et krydsløb, en dybdeaflevering fra van Nistelrooy, en kølig, hård afslutning henover Rüştü Reçber. På glidende knæ omfavnede han jublen fra det eksploderende Old Trafford. United havde fået en ny stjerne.

I en nær fortid gav ITV-kommentator Clive Tyldeslys ikoniske ord remember the name: Waaayne Rooney stadig genlyd. Anledningen var den dengang 17-årige knægts spektakulære vindermål på Goodison Park i sidste minut mod mægtige Arsenal, der på det tidspunkt ikke havde tabt en udekamp i Premier League i 17 måneder. Rooney var sin generations største talent. Ovenikøbet englænder. Nu var han United-spiller. På lægterne holdt en ung dreng et skilt i vejret: Thank you for Rooney!

I det 28. minut faldt hans anden scoring. En aflevering fra Giggs, en kropsfinte og en hård, flad afslutning i fjerneste hjørne. To mål på 11 minutter fra Uniteds nye nummer otte.

Egentlig var han ikke i form. Handlen faldt først på plads 31. august. Det var dengang små 300 millioner kroner for en 18-årig var noget særligt. Sir Alex Ferguson har senere beskrevet bestyrelsesmedlemmernes løftede øjenbryn, da han bad dem sanktionere købet af datidens dyreste teenager. En småskadet Rooney havde ikke spillet i over en måned. Var han klar?

54 minutter spillet, frispark til United. Rooney lægger an til skud, mens Gary Neville, Ryan Giggs og Gabriel Heinze ser alvorsfuldt til. Sekunder efter stryger bolden i mål tæt henover muren. Rooney puster løbende ud og bevæger sig endnu engang mod publikum. Hattrick. Det var magisk den aften under lysene på Drømmenes Teater. Det var smukt.

Min favorit

Ja, jeg er United-mand. Før det United-dreng. Min onkel fra Nordens mest United-glade nation, Norge, præsenterede mig for Eric Cantona engang i midten af halvfemserne. Og Peter Schmeichel. Og Ryan Giggs. Jeg var solgt. Interessen og passionen voksede med årene. Cantonas karantæne og efterfølgende comeback som matchvinder i FA Cup-finalen mod Liverpool i 1996. Champions League-finalen på Camp Nou og The Treble i 1999. Roy Keane, Paul Scholes, David Beckham, Ruud van Nistelrooy.

I sommeren 2004 befandt United sig i en genopbygningsfase. Efter mesterskabet i 2003 blev Beckham solgt til Real Madrid, mens dyrtindkøbte Juan Sebastián Verón blev sendt til Chelsea. Samtidig blev unge spillere som klubbens egen Darren Fletcher og en vis Cristiano Ronaldo en del af førsteholdet. Ferguson var i færd med at bygge sit tredje store United-hold op efter henholdsvis start- og midthalvfemsernes stjernekuld med blandt andre Cantona, Schmeichel, Steve Bruce, Paul Ince, Andy Cole og en purung Giggs og sluthalvfemsernes og startnullernes altdominerende kombination af etablerede navne som Schmeichel, Keane og Giggs, den hjemmeavlede class of 92 med Neville-brødrene, Nicky Butt, Scholes og Beckham og dyrtindkøbte stjerner som Dwight Yorke og van Nistelrooy.

Sæsonen 2003/2004 endte med en skuffende tredjeplads hele 15 point efter Arsenals Invincibles. Noget skulle ske. Mens der blev luget ud i truppen og sagt farvel og tak til tvivlsomme folk som Eric Djemba-Djemba, tog rygterne til: Ferguson havde udset sig Wayne Rooney som Uniteds næste store spiller. Profilen var perfekt. Ung. Brite. Passioneret, offensiv, aggressiv. Under sommeren EM-slutrunde var den 18-årige knøs Englands bedste spiller og kom med fire scoringer i gruppespillet på slutrundens hold. Tilbage i 1988 tog Ferguson Paul Gascoignes løfte om et forestående skifte fra Newcastle United til Old Trafford med på sommerferie. Da han kom tilbage, var den karismatiske, kraftfulde og elegante Gascoigne skiftet til Tottenham. Nu skulle Wazza sikres for enhver pris.

Efter et længere drama og budkrig mellem Newcastle og Manchester United indgav Rooney en officiel transferanmodning 27. august 2004. 31. august skrev han under med United.

Jeg så kampen mod Fenerbahçe på mit ungdomsværelse. 17 år gammel. Det var måden, han bevægede sig på. Hans konstante løb mod forsvarsspillerne. De hårde afslutninger, de glidende tacklinger. Cantona var min onkels. Rooney blev min.

Et nyt kuld 

Med Rooney på holdet fortsatte genopbygningen. Wazza var imidlertid fast mand og kvitterede med 17 scoringer på tværs af alle turneringer. Midtvejs gennem sæsonen blev han tildelt Tuttosports Golden Boy-pris, ligesom han ved sæsonens afslutning blev kåret til årets unge spiller af både den engelske spillerforening PFA og af FIFPro.

For United var Rooneys debutsæson imidlertid mindre god. Roman Abramovitj og José Mourinhos Chelsea satte med 95 point ny rekord i Premier League (en rekord, der stadig står), mens United for andet år i træk sluttede på tredjepladsen. Der blev heller ikke hentet trofæer i de øvrige turneringer — tættest kom man på FA Cup-pokalen, men Scholes’ brændte straffespark gav The Gunners trofæet. Blot 58 mål blev det til i ligaen.

2004/2005-sæsonen bød trods alt på to af Rooneys mest ikoniske United-scoringer. To mål, der indkapsler især den unge Wayne Rooneys karakteristika. Aggresivitet. Power. Vilje.

I sin første kamp på Anfield som United-spiller scorede han kampens enlige mål. Et fladt, hårdt langskud (som Jerzy Dudek måske nok skulle have nappet). Som Everton-dreng og nu United-spiller var han selvsagt hadeobjekt nummer et blandt Liverpool-tilhængerne. Efter scoringen spæner en målrettet Rooney The Kop i møde og lader sig “tiljuble”, inden han i en håndfuld intense sekunder nedstirrer Liverpool-fansene. Havde han endnu ikke vundet samtlige United-hjerter, gjorde han det i al fald der.

Senere på sæsonen scorede Rooney et af karrierens absolut bedste mål. Bagud 0-1 i hjemmekampen mod Newcastle og med en udskiftning hængende over hovedet, kanaliserer Rooney al frustration ned i højrefoden og flugter:

I den efterfølgende sæson begyndte der at ske noget. Det nye storhold tegnede sig, mens flere etablerede profiler forlod klubben. Edwin van der Sar blev hentet i Fulham, og Park Ji-Sung kom til fra PSV. Samtidig blev Phil Neville solgt til Everton, mens klubbens allestedsnærværende kaptajn Roy Keane blev fritstillet efter en ufin, offentlig kritik af flere af klubbens unge spillere. I vinterpausen landede man Nemanja Vidíc og Patrice Evra.

Selvom sæsonen blev alvorligt plettet af United første exit fra Champions League-gruppespillet i 11 år, var der alligevel bedring at spore. Hullet til Chelsea blev mindre, man sluttede som toer og scorede mærkbart flere mål. Spillet gik hurtigere, og særligt to unge spillere glødede: Rooney og Ronaldo.

I slutningen af februar vandt man Liga Cuppen i en kamp, der på sin vis fuldbyrdede overgangen fra Fergusons andet til tredje storhold. Således blev stjerneangriberen van Nistelrooy placeret på bænken til fordel for den to år yngre og mere eksplosive Louis Saha. Officielt var der tale om en gestus fra Fergusons side, da Saha havde spillet en stor rolle i Uniteds vej til finalen. I kulissen gik der rygter om en frustreret van Nistelrooy, der ikke troede på Uniteds langsigtede projekt med unge spillere som de bærende kræfter. Finalen mod Wigan på Millennium Stadium i Cardiff blev en Ferguson masterclass. Rooney åbnede scoringen med et klassisk power-mål. Saha gjorde det til 2-0, inden Ronaldo scorede Uniteds tredje. Rooney lukkede kampen med målet til 4-0. Van Nistelrooy kom aldrig på banen og forlod i sommeren 2006 United til fordel for Real Madrid.

Første mesterskab

Omend modstanden var begrænset, gav finalesejren over Wigan løfter om en lovende fremtid for Ferguson nye United. Spillet var hurtigere og mere direkte end i de seneste sæsoner. Der var mere swagger over Uniteds spil, og meget var lagt an på de herrer Rooney og Ronaldo.

I sommeren 2006 kom Michael Carrick desuden til fra Tottenham og blev den makker Paul Scholes havde manglet på midtbanen siden Keanes afgang. For første gang i en årrække var holdet komplet. Ovenikøbet sluttede Henrik Larsson sig til truppen på en seks måneder lang lejeaftale midtvejs gennem sæsonen.

I sæsonpremieren mod Fulham blev unge holds potentiale demonstreret. I en overbevisende 5-1-sejr på Old Trafford strålede angrebstrioen Saha, Rooney og Ronaldo og særligt samspillet med de to sidstnævnte var fortryllende.

Sæsonen blev ét langt triumftog i Premier League. I blot to runder indtog United ikke førstepladsen. Chelseas massive dominans var brudt, og spillere som van der Sar, Carrick, Ronaldo, Saha og Rooney kunne løfte mesterskabspokalen for første gang.

Også i Europa var der gang i De Røde Djævle. Særligt den brutale og blitzende 7-1-hjemmesejr over Roma i Champions League-kvartfinalen er tydelig i hukommelsen.

Personligt husker jeg særligt 3-2-sejren over Milan i semifinalekampen på Old Trafford. Rooney lynede to gange. Først udlignede han til 2-2 efter et nærmest Laudrupsk vip fra Scholes henover forsvarspillerne, inden han i overtiden sikrede sejren mod det dengang bedste hold i Europa. Stormende mod milanesernes mål slipper Giggs bolden til en sprintende Rooney, der på kanten af feltet sparker første gang og sender kuglen i nettet ved forreste stolpe. Jeg elsker den afslutning.

Milan vandt returkampen 3-0 og sendte United ud, men United var for alvor tilbage i Champions League. Med hver 23 scoringer og henholdsvis 15 og 20 assists konsoliderede Rooney og Ronaldo sig desuden som stjernerne på Fergusons nye mesterhold. På det tidspunkt og i de kommende to sæsoner fandtes ingen bedre angrebsduo.

I og ud af Ronaldos skygge

I de to efterfølgende sæsoner fra 2007 til 2009 dominerede Manchester United og særligt Cristiano Ronaldo Premier League. United vandt mesterskabet begge år, og gik i 2008 hele vejen i Champions League efter den dramatiske finalesejr over Chelsea i Moskva.

Rooney — nu med 10-tallet på ryggen — havde en mere end godkendt sæson i 2007/2008 med 18 mål og 12 assists, men blev mildest talt overgået af Ronaldo, der lavede svimlende 31 basser i Premier League og 42 mål i alt på tværs af alle turneringer. Efter at have fulgtes ad i to sæsoner, lagde Ronaldo afstand til Rooney. Cristiano modtog Balon d’Or i 2008.

Året efter var mønstret det samme. En Madrid-syg Ronaldo var langt fra ligeså dominerende som i 2007/2008, men blev alligevel United-topscorer med 26 mål mod Rooneys 20. I sommeren 2009 skiftede han til Real Madrid som datidens dyreste fodboldspiller.

Salget var et slag for United og Ferguson, men en velsignelse i forklædning for Wayne Rooney. Som main man havde han sin bedste og mest dominerende sæson i Manchester United. 26 gange scorede Rooney i Premier League (en af blot to sæsoner, hvor han har scoret flere end 20 mål i ligaen). 34 mål blev det til i alt.

Han var i særklasse det år. Sugede alt til sig. Stort set alle mål blev scoret i feltet og især med hovedet. Trods sine begrænsede 176 centimeter var fandt særligt Nanis og nyindkøbte Antonio Valencias mange indlæg vej til Rooneys pandebrask. Havde det ikke været for en ødelæggende fodskade, var det blevet endnu vildere. Blandt højdepunkterne kan nævnes fire scoringer i hjemmekampen mod Hull City og to gange to mål mod AC Milan i ottendedelsfinalerne i Champions League.

Manchester United - AC Mailand 4:0

Sæsonen sluttede nådesløst. I ligaen måtte man nøjes med andenpladsen et point efter Chelsea. I Champions League var man en Arjen Robben-scoring fra avancement til semifinalerne. I det mindst vandt man Liga Cuppen. Rooney scorede selvfølgelig i finalen.

Ved sæsonafslutningen blev Rooney for første og eneste gang kåret som årets spiller i Premier League – af både spillerforeningen og journalisterne.

Transferønsker og Fergie-bøf

I 2010 gik det første skår af Rooneys hidtil utvetydige heltestatus i Manchester United. Efter en solid sæsonstart røg Rooney ud og ind af holdet — angiveligt som følge af en omstændelig ankelskade. I oktober kom så chokmeldingen fra Ferguson: Rooney ønskede at forlade Manchester United. Klubbens største stjerne var angiveligt ikke overbevist om Uniteds langsigtede ambitioner. For at føje spot til skade var Rooneys fortrukne destination eftersigende Manchester City.

I løbet af to dramatiske døgn ændrede Rooney imidlertid mening. Ferguson og klubbens ejere, Glazer-familien, havde overtalt Wazza til at blive på Old Trafford. En ny femårig kontrakt og en fordobling af Rooneys løn gjorde beslutningen nemmere. Rooney undskyldte officielt — overfor klubben, Ferguson, sine holdkammerater og United-tilhængerne. I en officiel udtalelse lovede Rooney, at han ville gøre alt for at genetablere et tillidsfuldt forhold til klubbens fans. Da han fire måneder senere scorede sit mest mindeværdige mål i United-trøjen — saksesparket mod netop Manchester City — havde størstedelen af tilhængerne taget ham til nåde. Dele af klubbens mere dedikerede fans tilgav ham aldrig. Udover det oplagt utilgivelige i flirten med City, lignede manøvren et bevidst forsøg på at score den mest mulige kontrakt. Samtidig var den officielle forklaring på Rooneys rejselyst en uforståelig provokation. At Steven Gerrard havde bedt om lov til at forlade Liverpool i jagten på Premier League-trofæet, var til at forstå. Men at Rooney, der så sent som i 2009 vandt ligaen med United, satte spørgsmålstegn ved klubbens ambitioner, var ufint og illoyalt.

Personligt burde jeg være på linje med de mere hårdnakkedes holdning, og det er jeg vel egentlig også. I 2010 var jeg imidlertid ligeså lykkelig for Rooneys uvending, som jeg var bedrøvet over udsigten til hans farvel.

Senere på sæsonen demonstrerede Rooney nok engang sin store betydning for United, da han med et hattrick på blot 14 minutter vendte et truende nederlag i West Ham til sejr. Efter 3-2-målet — direkte på frispark — sendte han en bevinget hilsen til sine kritikere: Fucking what?! What?! Fucking hell!

Sæsonen endte med endnu et mesterskab til Rooney og United. Rooney har siden kaldt transferanmodningen i 2010 for den største fejl i sin karriere.

I 2011/2012 var Rooney for alvor tilbage på toppen af verden for United. Omend sæsonen sluttede med et hjerteknusende mesterskab til bysbørnene fra City, scorede han flere mål end nogensinde i Premier League. 27 scoringer i alt. Transferønskefadæsen lignede et overstået kapitel.

Men så kom Robin van Persie. I hvad der må betegnes som et kup, lykkedes det Ferguson og daværende administrerende direktør David Gill at hente Arsenals Premier League-topscorer til United. Ligaens to mest scorende spillere i 2011/2012 spillede nu for De Røde Djævle. Sæsonen udviklede sig dog langt bedre for van Persie end for Rooney. Mens hollænderen fra første færd blev Uniteds talisman, faldt Rooneys niveau. Han lignede ikke længere den verdensklassespiller, der havde båret United i flere sæsoner. 27 år gammel burde han være på toppen af karrieren. Det var han ikke. Han så træt ud. Tung. Og værst af alt: Hans aggressivitet — den, der fik ham til at smadre bolden i kassen mod Newcastle i 2005, den, der fik ham til bande af kameraet på Upton Park i 2010 — så ud til at være så godt som forsvundet. Udviklingen er et godt billede på Rooneys karriere generelt. Fra det sublime til under middel. I modsætning til sin tidligere legekammerat, Ronaldo, og Lionel Messi har Rooneys bundniveau været for lavt i for mange sæsoner.

I 2010 var forholdet til Ferguson tilmed tyndslidt. Det lignede en klassisk udfasning i stil med van Nistelrooy seks år tidligere. Da United i starten af marts spillede returopgør mod Mourinhos Real Madrid i ottendelsfinalen i Champions League, blev Rooney placeret på bænken.

Rygterne om et klubskifte tog fart. Igen. I Ferguson sidste hjemmekamp som United-manager 12. maj 2013 var Rooney igen bænket. Efter kampen fortalte Ferguson, at Rooney igen havde bedt om lov til at skifte klub. Kampen efter — Fergusons sidste i spidsen for United — var Rooney helt ude af truppen. Siden har Rooney forklaret, at han aldrig indgav en officiel transferanmodning, men at han lod Ferguson vide, at hvis han alligevel ikke havde tænkt sig at spille ham, var det måske bedre at komme videre. Transferanmodning eller ej var Rooneys United-fremtid endnu engang usikker. Havde Ferguson ikke sagt stop, var Rooney efter alt at dømme røget til Chelsea eller Paris Saint Germain.

I stedet lykkedes det den nyudnævnte United-manager David Moyes at forsikre Rooney om en fremtid i Manchester United. Skotten har siden fortalt, at han talte til Rooneys stolthed, da de mødtes i Moyes’ hus i sommeren 2013. Her lod han Rooney vide, hvad mangen en iagttager havde kunne konstatere sæsonen igennem: “Du er blevet blød,” lød Moyes kontante melding. Det handlede om at give Rooney motivationen og aggressiviteten tilbage. Dertil pegede Moyes på Rooneys unikke mulighed for at blive Uniteds mest scorende spiller i historien. Strategien virkede. Rooney blev og leverede trods en tragisk United-sæson en pæn indsats. Med 19 mål og 22 oplæg i alle turneringer var han holdets mest scorende og mest assisterende. I februar 2014 skrev han under på en ny femårig kontrakt med United. En kontrakt, der gjorde ham til Premier Leagues bedst betalte spiller.

Endelig deroute

Med Louis van Gaals ansættelse som United-manager i sommeren 2014, så Rooneys opblomstring ud til at fortsætte. Hollænderen gjorde hurtigt Rooney til anfører, ligesom han proklamerede, at Wazza var den sikreste mand på holdkortet. Som med van Gaal-æraen i det hele taget gik mere ned end op. Spillet fungerede ikke for alvor for hverken United eller Rooney. Målene blev færre, og Rooney lignede igen en spiller i forfald.

De store Rooney-oplevelser blev færre. Han var afgørende i FA Cup-finalen i 2016 — i hvad der blev van Gaals sidste kamp — men var ganske enkelt ikke længere blandt de bedste i Premier League. Aggressiviteten var forsvundet på ny. Fejlene blev flere. Som en direkte konsekvens blev han af van Gaal rykket længere tilbage på banen. Håbet var en udvikling a la Scholes, der startede som angriber, men via sin teknik, sin spilforståelse, sine afleveringer blev omskolet til midtbanespiller.

Den plan blev der sat en brat stopper for, da United-ledelsen tog konsekvensen af den dræbende van Gaal-stil og erstattede ham med José Mourinho. Den portugisiske pragmatiker slog hurtigt fast, at han udelukkende så Rooney som angriber. Den holdning punkterede det kunstige åndedræt til Rooneys United-karriere.

Han startede inde i Mourinhos første fem ligakampe som United-boss, men scorede blot en enkelt gang. Fra og med sidste sæsons hjemmekamp mod Leicester i september var Rooney ikke længere fast mand.

Det sidste egentlige højdepunkt i United-trøjen kom i januar, da han med et overbevisende frispark i overtiden sikrede United det ene point i udekampen mod Stoke. Mod scoringen nåede Rooney op på 250 mål for Manchester United — et mere end Sir Bobby Charlton. Han nåede det.

Once a blue

I juni var der forlydender om, at Rooney var tidligt tilbage fra ferie og i fuld gang med træningen forud for den nye sæson. Der blev spekuleret i, om kaptajnen ville blive og vise Mourinho og resten af verden, at han stadig kunne gøre sig gældende i Englands største fodboldklub. Jeg håbede. Romantiserede. Han er trods alt kun 31. En sidste overbevisende sæson. En sidste Premier League-titel. Få uger senere stod det klart, at motivationen havde været en anden. Rooney havde besluttet sig for at skifte tilbage til Everton.

Selve skiftet fejler ikke noget. Everton er en solid, veldrevet fodboldklub, og Ronald Koeman hører til blandt ligaens bedste managers. Der er blevet købt fornuftigt ind, og Rooney er tiltænkt en nøglerolle. Det taler også til Rooneys ære, at han har valgt The Toffees fremfor garanterede bejlere i Kina og USA. Han er ikke færdig endnu, og et skifte tilbage til sin barndoms-, ungdoms- og hjerteklub er måske lige netop dét, der for alvor kan revitalisere Wayne Rooney. Det giver mening. Han scorede ovenikøbet vindermålet mod Stoke i Premier Leauge-premieren i sidste weekend.

Personligt er jeg imidlertid ked af at se min favoritspiller forlade mit favorithold. Måske især fordi det sker på baggrund af flere halvsløje sæsoner — både for Rooney og for Manchester United. Derouten har været klar og tydelig i flere år, og den iltre, fandenivoldske Rooney a la West Ham away i 2011 er langsomt blevet afløst af en mere kønsløs og kedelig udgave. Rooney var verdensklasse og havde potentialet til top fem i verden, men nåede det kun i enkelte sæsoner.

Uanset hvad står Rooney tilbage med 253 scoringer og 18 trofæer (inklusive fem Community Shields/Charity Shields). Bortset fra de seneste to — Liga Cuppen og Europa League i 2017 — har han spillet en nøglerolle i erobringen af dem alle.  Sammen med Michael Carrick er han den eneste engelske spiller, der har vundet både Premier League, FA Cuppen, Liga Cuppen, Champions League, Europe League og VM for klubhold.

Rooney er en United-legende på niveau med Denis Law, Cantona og Giggs. Sir Bobby og The Busby Babes når han trods alt ikke.

Det er ham, jeg har set mest frem til at se siden den aften i 2004. Ham, jeg har heppet mest på. Ham, jeg altid har håbet ville score. Trods illoyalitet og formdyk har jeg fastholdt en til tider irrationel kærlighed til Wayne Rooney.

Nu må minderne tage over (og en enkelt Everton-kamp i ny og næ). Thank you for Rooney!

Rooney_5

 

08 Aug

Roger Federer føjer nye kapitler til legenden

Federer Nadal_AO 2

Syv år efter de sidst regerede tennistoppen, er Roger Federer og Rafael Nadal igen verdens to bedste tennisspillere. Men selvom Rafa fører på årets rangliste, er det Federer, der har været årets bedste spiller. Vi ser nærmere på hans suveræne sæson og på, hvordan han med en nyvunden tro på sin baghånd igen har sat sig på tennistronen efter 4,5 år uden slam-trofæer. 

Af Anders Høeg Lammers

Det burde være umuligt. Hans jævnaldrende rivaler fra dengang, han erobrede tennisverdenen, er alle pensionerede, de fleste af dem for længst. Vi taler spillere som Marat Safin, Lleyton Hewitt, David Nalbandian, Andy Roddick, Juan Carlos Ferrero og Guillermo Coria – alle på alder med eller et år eller to yngre eller ældre end Roger Federer.

Men så igen, der er så meget i tennis, som burde være umuligt, men som ikke er det i Federers tilfælde. Se blot et par slag fra det uendelige slagrepertoire her.

Alligevel står vi altså med en mand, der fylder 36 år i dag og har vundet samtlige store turneringer, han har stillet op i i år. Vi taler Australien Open, Indian Wells Masters, Miami Masters og senest Wimbledon (dertil har han også vundet ATP-500 turneringen i Halle).

Federer har blot spillet 33 kampe, men er alligevel nummer 2 på ranglisten for 2017, blot 550 point efter en anden “ældre” herre, 31-årige Rafael Nadal, som har spillet tyve kampe mere og for en gangs skyld er underhunden i den interne rivalisering med Federer i år – 3-0 står den til Federer.

I de to kampe, Federer har tabt, har han tilmed haft match point i begge to. Det giver denne noget aparte statistik for året så vidt:

  • 28-0 mod top-115
  • 8-0 mod top-10
  • 3-2 mod spillere uden for top-115
  • har haft match point i samtlige spillede kampe.

Hvordan er Federer gået fra ikke at kunne vinde en slam i 4,5 år til at vinde de to slams, han har stillet op i år og være bookmakernes favorit til US Open, World Tour Finals samt til at slutte året som nummer 1? Det giver vi her et bud på.

Fraværet af Djokovic

Det er ingen hemmelighed, at Novak Djokovic har været verdens bedste tennisspiller i hovedparten af perioden fra 2011-2016. Efter French Open sidste år sad han på samtlige slams, World Tour Finals, 5 Masters-titler, og det højeste antal verdensranglistepoint nogen har haft i det nuværende system.

Hele 8.000 point havde han ned til verdenstoeren Andy Murray, som p.t. sidder som verdens samlede nummer 1 med mindre end det.

Det er heller ingen hemmelighed, at Roger Federer de senere år har haft et niveau, der var godt nok til at vinde slams – mod alle andre end Djokovic forstås. I Wimbledon 14 og 15 samt i US Open 15 var Djokovic Federers overmand i finalen.

Det var han igen i semifinalen i Australian Open 2016, hvor Federer alt andet lige ville have været favorit mod Murray i finalen.

Vi har før skrevet om US Open 2015 og om de udfordringer, der ligger i at møde en yngre (næsten) ligeså talentfuld og markant yngre modstander, der befinder sig på karrierens højdepunkt, mens den aldrende mester er i sit eget efterår. Det kan I læse om her og her.

Vi har også skrevet om de egenskaber, der gjorde Djokovic så dominerende i et dobbeltportræt af serberen (her og her).

Når den dominans pludselig slutter, bliver der nødvendigvis et vakuum. Et vakuum andre kan og vil drage fordel af. Først var det Murray, der med en fantastisk anden halvsæson indhentede Djokovic’ ellers så sikre føring og for første gang sluttede året som nummer 1.

Siden var det Federer og Nadal, der kæmpede mod hinanden i Australien Open-finalen, som Djokovic ellers har vundet fem af de seneste seks år. Hvorpå Federer vandt ‘The Sunshine Double’, Indian Wells og Miami Masters, som Djokovic har vundet de seneste tre år i streg.

Efterfølgende var det Nadal, der nød en af sine mest dominante gruskampagner i fraværet af en velspillende Djokovic, hvorpå Federer endelig fik sin 8. Wimbledon-titel efter ovennævnte finalenederlag til Djokovic i 2014-15.

Ret skal være ret: Federer og Nadal (Murray, not so much) kunne potentielt have vundet de fleste af deres titler med en velspillende Djokovic i feltet. Men at han næsten har været en non-faktor i over et år, gør det bare usigeligt meget nemmere for resten af ATP-touren.

Federers pause, nye baghånd og mere aggressive returneringer

Det hele handler selvfølgelig ikke om det vakuum, Djokovic har efterladt. Federer har også selv føjet nye elementer til sit spil. I den forstand har sidste års knæskade, der krævede en operation og drillede ham hele sæsonen, før han tog over seks måneders pause fra touren, været en velsignelse i forklædning.

Pausen har givet Federer mulighed for at træne i et meget længere stræk, end man får lejlighed til, når man spiller turneringer hver anden uge det meste af året. Og er der to ting, der har plaget Federers spil de senere år, er det henholdsvis baghånden og hans ‘chip’-returnering.

Nadal har altid spillet på Federers enhåndsbaghånd med sin vilde topspinsforhånd, som vel nok er hovedårsagen til, at han fører deres indbyrdes h2h 23-14. Det samme har Djokovic de senere år. Mod resten af touren kan han klare sig med den. Men de to hovedrivaler er igen og igen lykkedes med at bryde den ned (se f.eks. de to point her, hvor Djokovic af to omgange får en svag baghånd fra Federer og sætter sig på pointet).

Ikke længere.

Ved slutningen af 2015 skiftede Federer supercoachen Stefan Edberg ud med den knap så kendte Ivan Ljubicic. Hvad Ljubicic mangler i kendisfaktor, har han til gengæld i praktisk erfaring: Han har spillet mod – og slået – samtlige Big 4-spillere af flere omgange. Og så slog han selv en ganske habil enhåndsbaghånd.

Sammen med Ljubicic har Federer taget et kig på, hvad der kunne gøres for at optimere schweizerens chancer. Og de to tydeligste er henholdsvis:

  • Baghånden, som han nu tør slå offensivt langt oftere end før. Der er mere bid, power og mod i den nu. Og når der er frit op af linjen, går han efter vinderen.
  • Baghåndsreturneringen. Gennem det meste af karrieren har Federer været relativt tilfreds med at få serven i spil med en slice eller en chip baghåndsretur. A la her. Det er ikke nogen dårlig retur, men den sætter heller ikke modstanderen under pres. Nu slår han oftere med topspin, hvilket tager tid fra modstanderen. A la her.

Federer har haft begge slag i sit repertoire tidligere. Men han har ikke brugt dem i tilstrækkelig grad, og han har (ofte) lavet for mange fejl, når han er gået efter dem. Nu sidder de i skabet, og han bruger dem fornuftigt.

Eksempelvis slice returnerer han ekstremt lidt mod Nadal – med succes – da Nadals topspin ophæver effekten af Federers slice og gør en slicet returnering til en sitting duck. Det har han selvfølgelig forsøgt tidligere mod Nadal, men med 2017 har succesraten med de topspundne returneringer været markant højere.

En faktor, der ikke bekom Nadal særligt vel i Australien Open-finalen:

Federer_Nadal_AO

Endelig skal man ikke være blind for, hvad seks måneder uden tenniskampe kan gøre for både krop og sjæl efter små tyve år på ATP-touren uden en egentlig pause. Alle spillere på touren døjer med småskavanker fra det daglige slid.

Seks måneder kan give den fornødne ro til, at kroppen får tid til at hele helt. Og lysten til at spille bliver større af at være ude. Federer er nu blevet bevidst om, at han kun vil og skal spille, når lysten virkelig er der. Det var den ikke under grussæsonen, hvorfor han stod over (at knæet havde skidt af det sidste år spillede dog også en markant rolle).

Samlet set spiller Federer med en ro, en selvtillid og en effektivitet, der mildest talt sd vanvittig for en mand på nu 36 somre (und jer selv at læse denne fremragende Zetland-artikel af Anders Haahr Rasmussen om Federer og stilhed).

Eksempelvis hævede han niveauet hver gang, det krævedes af ham i dette års Wimbledon og vandt samtlige fem tiebreaks, han kom ud i. Og da Berdych pludselig stod til at komme lidt ind i kampen i semifinalen ved 15-40, 2-3 i tredje sæt i Federers serv, smider Federer først to esser afsted, så en servevinder og så endnu et es, der giver ham partiet – hvorpå han selvfølgelig bryder Berdych og kan serve kampen hjem få minutter senere.

Her følger et 11 minutters sammendrag med Federers bedste point fra Wimbledon:

Kampen om nummer 1

Mens både Djokovic og Murray har været ude af stand til at nå frem til, endsige true, Federer i år, er det anderledes med hans ældgamle nemesis, Rafael Nadal.

Blot 550 point skiller dem som sagt af på årets verdensrangliste, hvor de har over 3.000 point ned til nummer 3, østrigske Dominic Thiem. Med både Djokovic og Wawrinka ude for resten af sæsonen med skader i henholdsvis albue og knæ, og en Murray der også kæmper med sin ene hofte, vil det være en kæmpeoverraskelse, hvis de ikke ender året som nummer 1 og 2.

Spørgsmålet er så, hvem der tager hvilken placering?

Kigger man på det historisk, bør Federer have de (klart) bedste chancer. Den eneste gang, Nadal har gjort det 550 point bedre i denne halvdel er sæsonen, var i 2013, hvor Nadal havde sin bedste hard court sæson nogensinde, og Federer havde en skadesplaget og mildest talt elendig hard court sæson.

Dertil har Nadal ikke tradition for at kunne holde en hel sæson uden at større formdyk. I 2009 og 2012, hvor han også nåede i Australien Open-finalen gik han henholdsvis helt ned og helt ud af sæsonens anden halvdel.

I 2013 sprang han Australien Open over og startede blødt ud med mindre grusturneringer i februar, hvorpå han bare blev bedre og bedre året igennem. I 2011 holdt han også hele sæsonen. Men kan han det som 31-årig?

Måske.

Er det nok? Måske ikke.

Federer har som nævnt endelig fundet en baghånd, der kan stå imod Rafas endeløse angreb på den. Og uden den match up-fordel, tipper magtbalancen i Federers favør –specielt når underlaget er henholdsvis medium- til halvhurtigt hard court og sidst på året indendørs hard court.

Dertil kommer, at Nadal ikke har vundet en hard court turnering af betydning i næsten fire år (siden US Open 2013), og han har tabt 10 af sine seneste 11 finaler på det underlag.

På den ene side er han der næsten – 11 hard court finaler på små fire år er fremragende for de fleste. På den anden side er han tydeligvis ikke så suveræn i de afgørende momenter, som han er på grus.

Ikke desto mindre er der meget, der peger på en Nadal tæt på sin 2013-form, hvor han vel at mærke vandt Montreal, Cincinatti og US Open i rap. I årets tre største hard court-turneringer var det Federer, der bremsede ham hver gang. Derpå blev Nadal bare bedre og bedre på grus, hvor han vandt sin 10. French Open uden at være i nærheden af at afgive et sæt.

Når først Nadal – oveni sin uigennemtrængelige defensiv – hiver den her slags slag op af lommen, så ved man, man er i problemer.

I Wimbledon var han også overordentligt velspillende, før han nok engang blev slået ud i tæt kamp af en spiller, Gilles Muller, der bare ramte dagen og vandt 15-13 i femte i turneringens bedste kamp.

Kort sagt: Nadal er i vanvittig god form og har i øvrigt også forbedret sin baghånd (samt forhånd og serv) og har allerede vist, han kan slå alle (foreløbig undtagen Federer) på hard court i år.

Nadal har chancen i Montreal

Første slag i duellen om at blive verdensetter kan allerede stå på søndag i den igangværende Montreal Masters. Med Djokovic, Wawrinka, Murray og Cilic ude, er det 20-årige stjerneskud Alexander Zverev 3. seedet og Dominic Thiem 4. seedet.

Zverev står til at møde Nadal i en eventuel semifinale, mens Federer har trukket Thiem.

Når Nadal semifinalen eller derover, kan han allerede på mandag være ny verdensetter. Gør Federer det tilstrækkeligt godt i Montreal og den efterfølgende Cincinatti Masters (a la en finale + en turneringssejr), kan han nå at blive verdensetter inden US Open.

For Federer handler det om at beholde sin nyfundne edge mod Nadal og ikke give ham en lillefinger. For mon ikke 13 års baghåndsmishandling gør, at der stadig er et element af tvivl, når Nadal står på den anden side af nettet – eller i hvert fald hurtigt kan komme det igen?

Alt andet ville være mærkeligt.

For Nadal er opgaven selvsagt omvendt: At komme tilbage i Federers hoved og få Federer til at miste troen igen. Det kræver selvsagt en sejr. Og Montreals hard court underlag er lidt langsommere end Cincinattis, hvorfor det er her, den bedste chance byder sig.

Nadal har tilmed vundet turneringen tre gange mod blot to for Federer, den seneste Federer-sejr i Canada ligger helt tilbage i 2006 (hvilket også var tilfældet for Miami Masters, som Federer som bekendt vandt).

Vi slutter med en video. Federer og Nadals bedste point i år:

09 Jul

Boksning: Starwatch 2017

Boxing_jaa

Boksesporten er inde i en fremragende periode med masser af interessante matchups og bunker af godbidder i vente. Sport fortalt danner her et overblik over de navne, som aktuelt tegner toppen af sporten.

Af Tyson W. Lyall

Hvilket bokse-år 2017 har været indtil videre.

I den historisk frustrerende sportsgren, hvor talrige vægtklasser, forbund og promotorer gør vejen til kvalitetsopgør ualmindelig besværlig, har 2017 leveret varen.

Med Jack DeGale vs. Badou Jack i januar fik vi det bedst mulige opgør i supermellemvægt. Vi har set en rematch mellem to af sportens absolut bedste med Andre Ward vs. Sergey Kovalev. Der har været top-top-opgør i den profilfyldte weltervægtsklasse med Keith Thurman vs. Danny Garcia og ikke mindst Kell Brook vs. Errol Spence Jr., og der har været divisions-topopgør i mellemvægt med Golovkin vs. Jacobs og i fjervægt med Santa Cruz vs. Frampton II.

Og så var der ikke mindst et allerede legendarisk sværvægtsopgør foran 90.000 tilskuere på Wembley Stadion mellem Anthony Joshua og Wladimir Klitschko i april.

Det bedste venter imidlertid stadig.

Og nej, her tænker vi naturligvis ikke på Floyd Mayweather vs. Conor McGregor (det var således første og sidste gang, det show nævnes her på siden).

Til september mødes derimod to af sportens allerstørste stjerner og – ikke uvæsentligt – bedste boksere. Gennady Golovkin fra Kasakhstan og Saul ”Canelo” Alvarez fra Mexico bokser i et opgør, vi tidligere har behandlet (læs her).

Endelig venter en afsindigt spændende cruiservægt-turnering under navnet ”World Boxing Super Series”, hvor otte af de bedste i rækken mødes over et slutrunde-forløb, som indledes til september. Med navne som Oleksandr Usyk, Murat Gassiev og Mariris Briedis om bord er der reelt tale om en turnering på første klasse.

Under samme koncept følger også en turnering på supermellemvægt, som dog er en smule mindre profilfyldt. Det skal dog blive spændende særligt at se George Groves og Callum Smith samt vinderen af Chris Eubank Jr. vs. Arthur Abraham bokse med i turneringen.

Starwatch
Al denne jubeloptimisme om boksningens aktuelle status giver anledning til at se nærmere på, hvem der egentlig er sportens største navne for tiden.

Vi har nedenfor udvalg de ti boksere, som vi mener fortjener særlig opmærksomhed, når sportens stjerneflok skal oplistes.

Udvælgelsen er naturligvis stærkt subjektiv og baseres på en vurdering af stjernestatus som noget, der defineres ud fra den opmærksomhed, bokseren kan tiltrække. Det er således en vurdering af, hvilke boksere der kan skabe de allerstørste kampe pt. Størst forstået som økonomi, tilskuertal, entreindtægter, tv-seere, medieomtale mm.

Derfor er boksekvalitet heller ikke i sig selv et afgørende kriterium. Eksempelvis er Roman Gonzalez ikke med på listen, selvom han de fleste steder rangeres blandt de fem bedste boksere på tværs af alle vægtklasser.

Udvælgelsen vil unægtelig være præget af, at vores fokus og indsigt primært er stærk på de navne, som bokser på det europæiske og nordamerikanske ”marked”. Således vil man eksempelvis ikke finde Shinsuke Yamanaka, som udelukkende bokser i Japan, på listen.

Endelig er klare stjerner som Tyson Fury og Floyd Mayweather ikke taget med, da det er uvist, hvordan deres status som ”aktive” egentlig ser ud. Skal Mayweather mere end blot et enkelt show, og ser man nogensinde Tyson Fury igen? Det er i vores optik tvivlsomt i begge tilfælde.

Nedenfor gennemgår vi kort de udvalgte profiler. Undervejs spekulerer vi over, hvordan deres fremtid kan og bør se ud. Listen er ikke rangordnet.

Nu til stjernerne:

Anthony Joshua (19-0). Sværvægt.
anthony

Boksningens royale vægtklasse har fået sig en ny kronprins. Den britiske sværvægter og tidligere OL-guldvinder viste i april, at der er bund i den voldsomme hype, som har fulgt ham i sin relativt korte karriere.

Med sin sejr over Wladimir Klitschko gik han fra top-prospect til certificeret mesterbokser. Undertegnede var selv tilstede på Wembley og mærkede luften gå ud af den rekordstore folkemængde, da Joshua gik i gulvet af en signatur Klitschko-højre i 6. runde.

Joshua gjorde imidlertid, hvad kun Lamon Brewster har gjort før: Han ikke bare rejste sig op fra en Klitschko-hammer, men han kom også tilbage vandt på KO – i 11. runde.

Anthony Joshua er nu trådt op blandt sportens største navne. Det er utænkeligt, at han ikke ville kunne fylde arenaer i størrelsen 20.000-25.000 tilskuere stort set ligegyldigt hvor og mod hvem, han skulle bokse.

Vi vælger dog stadig kun at kalde ham ”kronprins” af sværvægtsklassen, da han endnu blot har 19 kampe bag sig – og da der endnu er en ubesejret mand ved navn Tyson Fury, som stadig besidder Ring Magazines sværvægts-bælte.

Joshuas nærmeste fremtid byder enten på en rematch mod Klitschko – højst sandsynligt i Las Vegas til efteråret – eller et opgør med Kubrat Pulev, som er ”mandatory” udfordrer til Joshuas IBF-bælte.

Klitschko-opgøret giver økonomisk og sportsligt mening, men vi tilslutter os Joshua selv, som føler, at den ukrainske legende bør trække sig tilbage nu, hvor han endnu er på toppen.

Et opgør mod Pulev på hjemmebane ville også være fint i vores optik. Pulev er god på papiret, men har set rusten ud på det seneste. Det ville således være en fin mulighed for Joshua til at ”shine” på hjemmebane mod et acceptabelt navn.

Vi forudser en række mellemopgør (formentlig i USA) for Joshua efterfølgende, før opgør mod navne som Deontay Wilder, Joseph Parker og Tyson Fury i vores optik tidligst skal forventes i 2019.

Gennady Golovkin (37-0). Mellemvægt.
golovkin1

”GGG” er og bør være en boksefan-yndling. Han er en eminent bokser, hårdtslående som få, frygtløs, ydmyg og cool.

Whats not to like?

Han er en åbenlys stjerne, som trods sit kasakhstanske statsborgerskab er særledes vellidt i USA. Modsat mange andre ikke-amerikanske boksere behersker han sproget ganske pænt, og det hjælper på populariteten.

Golovkin er et af få navne, som kan være hovednavn på pay-per-view-stævner. Men der er desværre også ting, som begynder at trække ned i hans stensikre verdensstjernestatus.

Han er allerede blevet 35 år, og kritikerne mener, at de under hans seneste to opgør mod henholdsvis Kell Brook og Daniel Jacobs så huller i det perfekte billede.

Sport fortalt er ikke med på kritikernes hold, men det er trods alt værd at notere sig, at opgøret mod Jacobs brød Golovkins KO-række på vanvittige 23 kampe i streg, ligesom det formentlig var hans karrieres tætteste opgør overhovedet (sejr med dommerstemmerne 114-113, 115-112 og 115-112).

Nu venter som nævnt Canelo til september. Den kamp kommer vi til at lave selvstændig optakt til, men kort sagt er Golovkin favorit hos de fleste bookmakere – om end ganske marginalt. Sådan ser vi det også.

Hvad der venter Golovkin efter Canelo-opgøret er svært at sige. Der er øjensynligt ingen rematch-klausul i aftalen mellem de to, men hvis de udkæmper et brag af en kamp, vil det formentlig give mening med et opgør mere – klausul eller ej.

Derudover vil der næppe være mere end en håndfuld kampe tilbage i Golovkin. Beholder han sine bælter efter Canelo-mødet er en ”unification-kamp” mod WBO-mesteren Billy Joe Saunders oplagt – eksempelvis på hjemmebane i hovedstaden Astana.

Vasyl Lomachenko (8-1). Junior-letvægt.
skaermbillede-2017-01-02-kl-19-51-28

En Sport fortalt-yndling. Indrømmet. Som vi tidligere har skrevet om her, er Lomachenko ubestrideligt en af de absolut dygtigste boksere i verden. Hans kampe er samtidig garanti for underholdning – også for andre end boksenørderne.

Alligevel ville vi faktisk være modtagelige overfor argumentet om, at han endnu ikke hører til på listen over sportens allerstørste stjerner. For han bevæger sig endnu i grænselandet mellem en aficionado-favorit og et alment kendt boksenavn. Som junior-letvægter, ukrainer, en begrænset pro-karriere og med sin manglende lyst til at tale engelsk offentligt (selvom han godt kan), har han nogle forhold imod sig, hvis han skal nå sikker verdensstjernestatus.

Han er dog absolut på vej frem i det større sportsbillede, og som hovednavn ved et stævne i august, som vises på ESPN i USA, må det forventes, at hans navn når endnu bredere ud. Han er sat til at møde Miguel Marriaga, hvilket for Lomachenko-fans er et skuffende (ringe) valg, men hvilket set i et større markedsføringsbillede er klogt. Lomachenko kommer til at makulere Marriaga, hvilket vil indprente hans navn i bevidstheden på et stort ESPN-publikum.

Lomachenko er 29 år gammel, men har endnu blot ni professionelle kampe bag sig. Det må derfor formodes, at han har en lang årrække foran sig som frisk topbokser. Der er uendeligt mange interessante og mulige match-ups forude for Lomachenko, som derfor modsat Golovkin og andre navne på denne liste må forventes at holde sin stjernestatus i mange år frem.

I den nærmeste fremtid kan man håbe på et revanche-opgør mod Orlando Salido, som besejrede Lomachenko i 2014. Et opgør mod den lidt tungere Mikey Garcia (36-0) vil være af ypperlig kvalitet. Et match-up mod den lettere og aldrende Guillermo Rigondeaux vil være dybt interessant – om end i tiltagende grad irrelevant.

Lomachenko kunne gå ned i vægt og møde topnavne som Leo Santa Cruz, Carl Frampton, Lee Selby eller Oscar Valdez. Han kan gå op i vægt og møde Jorge Linares, Terry Flanagan eller Robert Easter Jr. Eller han kan blive på junior-letvægt og møde interessante folk som Jezreel Corrales, Miguel Berchelt eller afsindigt spændende Gervonta Davis. Mulighederne er virkelig mange for ”Loma”.

Andre Ward. (32-0). Letsværvægt.
Skærmbillede 2017-07-09 kl. 09.34.43

Boksningens aktuelle pound-for-pound-konge er ikke til at komme udenom.

Andre Ward er ikke så stor en stjerne, som han ”burde” være – i den forstand, at han aktuelt er bredt anerkendt som den bedste bokser på tværs af alle vægtklasser, at han er tidligere amerikansk OL-guldvinder, at han er en ordentlig person udenfor ringen, at han har spillet med i en stor Hollywood-film etc., men alligevel ikke er vildt populær og (aner)kendt.

Andre Ward er et stort sportsnavn, bestemt, men alligevel er det som om, han i forhold til stjernestatus ”bokser under sin vægtklasse”.

Forklaringen er formentlig hans til tider destruktive og defensive stil i ringen samt hans lange perioder med inaktivitet. Andre Ward er samtidig et af få topnavne, som har valgt at lade sig repræsentere af Jay Z’s selskab Roc Nation, hvilket i alt fald ikke har været nogen succes for andre folk som Guillermo Rigondeaux og Miguel Cotto. Sidstnævnte har netop ophævet med Roc Nation og er skiftet til Golden Boy.

Andre Ward er desuagtet en af boksningens store stjerner, og med sine to seneste (kontroversielle) sejre over Sergey Kovalev har han slået fast, at han hører til blandt nyere tids største amerikanske boksere. Et cv med sejre over navne som Kessler, Froch, Abraham og Kovalev – alle i deres ”prime” – taler for sig selv.

Fremtiden ser omvendt lidt usikker ud for Andre Ward. Noget ved ham udstråler en modstand mod at bokse alt for mange flere kampe. Fornemmelsen er, at han allerede nu ønsker at gå ind i en senior-fase af sin karriere, hvor han mere går efter ”events” end nødvendigvis opgør af største sportslige værdi.

Således er der pt. tale om et opgør mod cruiservægteren Tony Bellew fra Liverpool, som lige præcis er eksemplet på en stor stjerne, som ikke teknisk er blandt sportens dygtigste udøvere. Et sådant opgør i England vil således kunne indbringe begge store beløb. Det vil have størst sportslig værdi, hvis det bokses på Bellews cruiservægt, hvilket sportsligt ikke giver så stor mening for letsværvægtsmesteren Andre Ward.

Et tredje opgør mod Kovalev burde egentlig også være relevant, da de to første opgør endte kontroversielt, men det er fornemmelsen, at nu har man set det. Andre Ward har bevist sig i sporten, men hvis han ønsker at sætte yderligere streg under sin fremtidige Hall of Fame-status, kunne han møde navne som Badou Jack eller Adonis Stevenson (som dog næppe vil). Hvis han modsat den gængse opfattelse endnu er virkelig sulten efter at bokse opgør af stor sportslig værdi, er der flere ekstremt interessante navne på vej op i netop Wards vægtklasse i form af mulige kommende verdensstjerner som Eleider Alvarez, Oleksandr Gvozdyk og Artur Beterbiev.

Saul Canelo Alvarez (49-1-1). Mellemvægt.Saul-Canelo-Alvarez 

Det giver sig selv, at ”Kanel” skal med på listen over boksningens største stjerner. For at bruge en kæmpe kliche, kan man sige, at han har ”hele pakken”. Det betyder mere præcist, at han har både talent, evner, udseende, charme og en god historie med sig. Talentet og evnerne er bevist igennem en – trods hans blot 26 år – vanvittig omfattende karriere med i alt 52 officielle kampe.

Udseendet og charmen må være op til læserne at vurdere, men vi tillader os at konkludere, at Canelo besidder en udstråling, som få andre på denne liste kan matche.

Endelig har han en stærk fortælling om den rødhårede mexicaner, der blev drillet som barn på grund af sin røde hårfarve, og som valgte at kanalisere sin vrede gennem boksesporten. Det er samtidig historien om en ung mand, der allerede som 15-årig blev professionel og gik i gang med at bokse mod granvoksne mænd på skumle beværtninger i Mexico. Samtidig lyder legenden, at han har mindst ti ekstra kampe på sit cv, som de officielle statistikere imidlertid har opgivet at få verificeret, fordi de er foregået på helt særligt skumle beværtninger.

Canelo har et virkelig flot cv med sejre over gode folk som Austin Trout, Erislandy Lara og Miguel Cotto, men som vi tidligere har skrevet om, så har mange fans længe sukket efter et opgør mellem Canelo og Golovkin. Det kommer nu til september, hvis begge boksere holder sig raske.

Uanset udfaldet af opgøret mellem Canelo og Golovkin forventer vi en lang og spændende karriere for mexicaneren efterfølgende. Han har endelig bevæget sig op på mellemvægt, hvor han i vores optik retmæssigt hører hjemme. Her ligger flere gode opgør og venter, hvis hans krop ikke tager for meget skade af de mange kamp – indtil videre tyder intet på. Rent faktisk lader Canelo blot til at blev bedre og bedre i disse år, hvor særligt defensiven ser forbedret ud. Det håber vi at få at se i fremtidige opgør mod boksere som Daniel Jacobs, David Lemieux eller up-and-coming folk som Charlo-brødrene.

Tony Bellew. (29-2-1). Cruiservægt.
bellew

Ja, du læste rigtigt. Tony Bellew.

Englænderen er den svageste bokser på denne liste, men han er aktuelt på et stadie af sin karriere, hvor alt er gået op i en højere enhed.

Han spillede skurken i Hollywood-filmen ’Creed’ i 2015, han leverede en overraskede og imponerende KO-sejr over Ilunga Makabu på hjemmebanen for hans favorit-fodboldhold Everton i 2016, og så leverede han ikke mindst sensationen ved at besejre den meget kendte David Haye på sværvægt tidligere i år.

Tony Bellew har dermed en stærk fortælling med sig pt. Han er den simple arbejder, fodboldfan og familiefar fra Liverpool, som trods et begrænset talent og nederlag tidligere i karrieren, har genskabt sig selv ved hjælp af god gammeldags viljestyrke og et skifte op fra letsværvægt til cruiservægt.

Rollen i Creed giver Bellew noget global genkendelighed, men han er trods alt mest med på denne liste på grund af sin tiltrækningskraft som en stor spiller på den britiske boksescene. Her fungerer han ydermere ofte som ekspertkommentator på Sky Sports, ligesom han jævnligt ses i selskab med kendisser som fodboldspillerne Wayne Rooney og Jamie Carragher.

Den slags stjernestatus er yderst værdifuld i dagens boksesport, hvor magtcenteret i stigende grad flyttes mod Storbritannien. Mange af sportens største navne søger mod store pengekampe i Storbritannien, og netop det forhold, at Andre Ward øjensynligt ønsker at flyve over Atlanten til et opgør med Tony Bellew bevidner, hvorfor han hører med på listen over boksningens største stjerner pt.

Manny Pacquiao (59-7-2) Weltervægt.Boxing Boxer Manny Pacquiao Athlete

Senatoren fra Filippinerne lader til at være på en slags verdensturne ala ”Harlem Globetrotters” i disse år.

Han går efter de store begivenheder – og så er det sportslige indhold mindre væsentligt. Senest illustreret ved sidste weekends kamp mod den upåagtede australier Jeff Horn foran 50.000 tilskuere i Brisbane. Selvom Pacmans sportslige relevans stille og roligt bliver mindre, så er der ingen tvivl om, at han endnu tilhører sportens absolutte stjerner. Trods et meget kontroversielt nederlag til netop Jeff Horn, så er der rimelig bred konsensus om, at Pacquiao stadig er blandt de fem bedste weltervægtere i verden.

Kombineret med hans globale appel og enorme fanbase, som særligt blev bygget op i den legendariske periode fra 2006 til 2012 med sejre over Morales, Barrera, Marquez, De La Hoya, Hatton, Cotto med flere, hører Manny Pacquiao stadig til blandt sportens absolutte verdensstjerner. Han har en kæmpe fanbase i hele verden, og selvom hans dage som pay-per-view-navn måske er ovre, kan han endnu være på toppen af plakaten til kæmpe stævner verden over. Det står klart, at der ikke er ret mange kampe tilbage i ham, men de få, der måtte være, skal nok blive tilløbsstykker alligevel.

Først for står formentlig en rematch mod Jeff Horn, og derefter kan han vælge alt i regionen letvægt-letweltervægt-weltervægt. Pacquiao er så stort et navn, at alt fra Lomachenko, Mikey Garcia, Terence Crawford, Adrien Broner til alle elite-weltervægterne kunne tænkes at ville møde ham.

Terence Crawford (31-0). Letweltervægt.terrencecr 

”Bud” fra Nebraska er totalt dominerende i sin vægtklasse (junior-weltervægt). Den 19. august møder han Julius Indongo i et unikt opgør, hvor man for første gang siden Bernard Hopkins i 2004 kan ”forene” en division med bælterne fra både WBC, WBA, IBF, WBO og IBO.

Julius Indongo er virkelig spændende og kommer med en vild KO over Troyanovsky og en flot udboksning af Ricky Burns bag sig. Det er dog alligevel svært at se Indongo eller nogen andre true Crawford pt., medmindre han træder (endnu) en vægtklasse op til weltervægterne.

Crawford er utvivlsomt en af klodens allerdygtigste boksere overhovedet, men endnu har hans tiltrækningskraft haltet en del efter bokseevnerne. Han er ikke nogen videre spændende karakter udenfor ringen og han har i store dele af sin karriere holdt sig til sin hjemmebane i Nebraska. Han mangler endnu at slå sig fast som globalt topnavn, men hvis han holder sit nuværende niveau og frekvens af topkampe, skal han nok bevæge sig i retning af toppen.

Der ligger potentielle opgør og venter, som med rette udfald vil kunne cementere hans plads som topstjerne. Det kunne være mod en Adrien Broner, Mikey Garcia, Manny Pacquiao eller en af weltervægterne som Thurman og Spence.

Wladimir Klitschko (64-5). Sværvægt.34690522245_564c2d7802_b 

Der gælder lidt det samme her, som med Manny Pacquiao.

41-årige Wladimir Klitschko har givet ikke mange kampe tilbage i sig, men kvaliteten og tiltrækningskraften er stadig så stor, at han hører hjemme på listen over sportens største stjerner.

En kamp mellem Klitschko og hvilken som helst anden af de bedste sværvægtere vil stadig kunne fylde stadions og arenaer i Tyskland, England og USA.

Selv efter nederlag til Fury og Joshua er et nyt opgør mod Joshua så attraktivt, at der er bud på kampen fra hele verden. Joshua er naturligvis en kæmpe faktor hertil, men Wladimir Klitschko smager stadig så meget af kvalitet, at det løfter begivenheden helt op. Las Vegas bliver formentlig destinationen for et Klitschko vs. Joshua, som vi håber, bliver sidste gang, vi ser en af de legendariske Klitschko-brødre i ringen. Begge vil de blive husket som nogle af moderne boksnings bedste repræsentanter, og det skal nødigt forplumres af en række slemme nederlag til lillebror Wladimir karrierens efterår.

Sergey Kovalev (30-2-1). Letsværvægt.
kovalev 

Sergey ”Krusher” Kovalev kommer med på det sidste mandat. For blot et år siden havde han været et sikkert kort på listen, men de to nederlag til Andre Ward trækker ned. Det er ikke fordi, det er ”ulovligt” at tabe, og nederlagene til Ward var mildest talt kontroversielle, men Kovalevs kondition i begge opgør stiller immervæk store spørgsmålstegn ved hans position blandt sportens absolut bedste boksere.

Efter en overlegen start i det første opgør mod Ward løb han helt tør for energi i anden halvdel af opgøret. Det var stadig nok til at vinde i de fleste øjne, men i rematchen skete det samme mere eller mindre igen.

Selvom Kovalev dominerede Ward i store dele af de to opgør, blev han alligevel på en måde udstillet, da Ward tog med ud på dybt vand i de sene runder. Samtidig trækker Kovalevs person udenfor ringen ned. Han taler ned til sin træner John David Jackson er vores oplevelse, ligesom han ikke har tacklet nederlagene til Ward særlig elegant.

Men Kovalev er stadig en frygtindgydende bokser, og med den rette matchmaking og træning bør der være endnu et verdensklasse ”run” af kampe i ham. Det kunne eksempelvis være ved et par (gen)opvarmningskampe mod folk som Sullivan Barrera eller Karo Murat, før han tager kampen op mod Adonis Stevenson, Joe Smith Jr. eller en af de mange spændende up-and-coming folk som Oleksandr Gvozdyk, Eleider Alvarez , Artuer Beterbiev eller Dmitry Bivol.

Dem, vi overså
Det var så vores bud på den absolutte elite af den hjemmestrikkede kategori ”stjerner” i boksesporten. Det er åbenlyst, at det ikke kan være et korrekt svar på noget som helst.

Man kan helt sikker argumentere for, at flere navne burde være i spil. Hvad med en Kell Brook, som med sine to seneste kampe har været øverst på plakaten ved engelske ppv-stævner foran først et udsolgt O2 Arena i London og dernæst fodboldstadionet Bramall Lane i Sheffield?

Eller Ring Magazines fighter of the year sidste år, Carl Frampton? Han kunne også have været med.

Endelig er der folk som Adrien Broner, Amir Khan og Deontay Wilder, som også må formodes at kunne lave store kampe flere steder på kloden.

Måske de er med på listen næste gang sammen med folk som Keith Thurman, Errol Spence, Jorge Linares, Leo Santa Cruz, Roman Gonzalez og Mikey Garcia, der ligger i vores bobler-kategori.

Afslutningsvis giver vi også gerne et bud på en række navne, som har en oprigtig chance for at være blandt sportens store stjerner indenfor de næste to til år: Gervonta Davis, Joseph Parker, Oleksandr Usyk, Oleksandr Gvozdyk, Jermall Charlo, Jermell Charlo, Oscar Valdez, Naoya Inoue, Artur Beterbiev, David Benavidez, Erickson Lubin.