03 Jun

French Open: Hvem kan udfordre Rafael Nadal i jagten på La Decima?

rafael-nadal-vs-novak-djokovic-french-open-2015

rafael-nadal-vs-novak-djokovic-french-open-2015

Der har stået Rafael Nadal eller Roger Federer på alt i 2017. Schweizeren har valgt at springe French Open over, mens Nadal jagter en uhørt 10. titel på Roland Garros. Udfordrerne hedder Novak Djokovic, Stan Wawrinka og Dominic Thiem – har de en chance?

Af Anders Høeg Lammers

2017 har været en mærkelig tennissæson, særligt af to grunde. For det første har 2016’s to suverænt bedste spillere, Andy Murray og Novak Djokovic, begge befundet sig i en dyb resultat- og spillemæssig krise.

For blot en måned siden var ingen af dem i top-10 på årets rangliste, og den tidligere så dominerende Djokovic var helt nede som nr. 20 – vel at mærke uden skader af betydning. Siden er han med en finale i Rom kravlet op som nr. 7, mens Murray stadig roder rundt som nr. 13.

Det andet, der gør sæsonen så mærkelig, er den anden halvdel af ’the Big 4’, Roger Federer og Rafael Nadal.

Hvor Djokovic og Murray er i krise, har Nadal og Federer fundet deres anden og tredje ungdom – og det efter at have siddet ude med skader hhv. et halvt år for Federer og ca. tre måneder for Nadal.

Federer fylder 36 i august, men lagde alligevel ud med at vinde Australian Open og ’the Sunshine Double’ i form Masters-turneringerne Indian Wells og Miami. Sidste gang han gjorde det? 2006.

I alle tre turneringer slog han tilmed sin nemesis, Rafael Nadal. For derpå at erklære, at hans operede knæ ikke har godt af grus, så grussæsonen blev uden ham – inkl. den igangværende slam, French Open.

Ender Nadal og Federer øverst på ranglisten?

Men når Nadal går dybt i vinterens og forårets hard court-turneringer, er det typisk en advarsel om, at han bliver ekstra grum på grus. Det har også været tilfældet i år, hvor han spadserede sig gennem Monte Carlo, Barcelona og Madrid, før Dominic Thiem slog ham i kvartfinalen i Rom.

Med tilføjelsen af Carlos Moya til teamet fra årets start server Nadal bedre end længe, og han forsvarer (næsten) lige så godt som i sin ungdom (se f.eks. dette point). Forhånden har fået det bid og den præcision, den har manglet, og baghånden er nærmest bare blevet bedre og bedre med årene.

Samlet set har de to mastodonter lagt afstand til feltet på årets rangliste, Federer ligger nr. 2 med 4.045 point fra blot fire spillede turneringer, mens Nadal er etter med 4.915 for ni spillede turneringer. Med Djokovic og Murray på hhv. 1.615 og 1.210 point ligner Fedal pludselig to ret så seriøse bud på at slutte året som nr. 1.

Det var der næppe mange, der havde set komme, da vi gik ind i 2017. Sidste gang de lå hhv. nr. 1 og 2 på samme tid var i starten af 2011.

I skrivende stund er vi så godt i gang med årets anden slam, hvor Nadal er så stor favorit, at bookmakerne kun giver pengene 1,60 gange retur på ham. Samtidig har han chancen for at vinde titlen for 10. gang – flere end nogen mand eller kvinde har vundet en bestemt slam.

I den forstand kan dette års French Open frygtes at blive lidt kedelig. Med Djokovic og Murray i krise og Federer ude, er det svært at se, hvem der skal give Nadal kamp til stregen.

Men hvis det skal ske, hvem kommer truslen så fra? I resten af denne artikel ser jeg nærmere på dem, der har de bedste chancer for at nå langt og byde Rafa op til dans.

Den sovende kæmpe, Novak Djokovic

Den forsvarende mester er ganske vist down, men han er ikke out. I vinter sluttede han samarbejdet med Boris Becker og for et par uger siden fyrede han så hele det team, der har været med ham siden startet på karrieren.

Undtagen den guruagtige Pepe Imaz, som det seneste års tid har fået mere og mere indflydelse på Djokovic og ejer dette tennisakademi, hvis motto lyder:

“Through Love one can achieve true happiness. We apply this principle to our tennis training.”

Det er jo alt sammen meget godt – medmindre man forsøger at nå til tops i en af verdens mest globale og bedst betalte sportsgrene. Var Djokovic blevet så desperat, at han lagde hele sin tennisskæbne i guruens hænder?

Dog ikke. Kort tid efter afslørede han nemlig en ny træner – ingen ringere end Andre Agassi (foreløbig kun på prøve) hvis egen spillestil minder en god del om Djokovic’.

Agassi har prøvet nedturen i langt højere grad end Djokovic, og han har prøvet at genfinde motivationen og genopfinde sig selv. Alt det kan han – måske – hjælpe Djokovic med.

Og selvom Djokovic ikke har været sit dominerende selv i næsten et år, er jeg stadig nødt til at betragte ham som førsteudfordreren til Nadal. Dels fordi han stadig i glimt viser niveauet, for eksempel da han smadrede Thiem, dette års 2. eller 3. bedste grusspiller, 6-0, 6-1 i Rom, dagen efter Thiem havde slået Nadal.

Og dels fordi han som den eneste i feltet rent faktisk har slået Nadal i Roland Garros, ganske vist, da Nadal selv var i krise, men alligevel.

Derudover har han mellem French open 2014 og Madrid 2017 (som Nadal vandt 6-2, 6-4) vundet samtlige 7 kampe og 15 sæt mod Nadal, inkl. to kampe og fem sæt på grus.

Med andre ord: En velspillende Djokovic er det tætteste Nadal kommer på et mareridt på en tennisbane. Hvorvidt han så kan nå at finde den form, der kan udfordre Nadal på Phillippe Chatrier er et endog meget åbent spørgsmål.

Fredag var han således nede 1-2 i sæt mod en af ATP-tourens mindste spillere, den blot 1.70 meter høje, men meget kapable argentiner, Diego Schwartzman. Derpå gik argentineren dog død, mens den tidligere verdensetter fik styr på kampen og cruisede hjem.

Djokovic kan møde Nadal i semifinalen. I 4. runde har han Albert Ramos-Vinolas – en poor man’s Rafa – som nåede finalen i Monte Carlo, hvorpå østrigske Dominic Thiem formentlig venter i kvartfinalen.

Bulderbassen Stan Wawrinka

2015-mesteren er mit næstbedste bud på en spiller, der kan slå Nadal ved dette års French Open. Stanimal er om nogen en spiller, der hæver niveauet i de største turneringer. De seneste 3-4 år, er det således kun Novak Djokovic, som har gjort det bedre i de fire slam-turneringer.

Resten af touren går Stan ikke altid så meget op i. Før sidste uges turnering i Geneve havde han eksempelvis tabt flere kampe i årets grussæson, end han havde vundet (2-3). Men på hjemmebanen i Geneve gik Stan hele vejen og fik dermed reddet lidt af sin grussæson.

Landsmanden Federer kalder ham for ’Diesel’, fordi han lige skal op i gear, men så til gengæld er meget svær at stoppe. Få spillere har en chance mod ham, når han rammer bolden så godt som i French Open 2015, hvor han blæste både Federer og Djokovic af banen.

Schweizeren har et par tricky navne tidligt i sin lodtrækning. Han slog Dolgopolov i 2. runde og skal her til eftermiddag møde grusspecialisten Fabio Fognini, hvorpå en af de franske muskerer, Gasquet eller Monfils, venter i 4. runde.

Måske efterfulgt af Cilic i kvartfinalen. Men kommer han først i gang, kan jeg sagtens se ham gå hele vejen til finalen.

Og står han først der, er Diesel uhyre svær at stoppe. Stanimal har vundet 12 af sine sidste 13 finaler, inkl. 3 ud af 3 grand slam-finaler mod verdens daværende nr. 1.

Du kan læse mere om Wawrinka i vores portræt-artikel fra sidste år.

100 procent østrigsk power, Dominic Thiem

Den 23-årige Dominic Thiem er det tætteste, ATP-touren kommer på en mini-Wawrinka i spillestil med enhåndsbaghånd og fuld power på grundslag og serv (Thiem spiller groft sagt så meget powertennis, at Wawrinka næsten kan virke som en finessespiller i sammenligning).

Til gengæld har Thiem foreløbig ikke lært at peake til de store turneringer, men pakker så mange turneringer ind i kalenderen som muligt, hele 13 er det foreløbig blevet til i år.

Det kan føre til kampe som ovennævnte mod Djokovic i Rom, hvor en flad Thiem fik røven på komedie. Desværre for turneringen og Thiem, har han trukket Djokovic i kvartfinalen, hvis spillestil, han selv siger, bekommer ham dårligt.

Sjovere ville det have været, hvis han havde trukket Nadal i kvartfinalen. De to har danset tango hele grussæsonen med sejre til Rafa i Barcelona og Madrid, mens Thiem tog det seneste stik i Rom med flotte vindere fra både for- og baghånd.

Den sejr gør ham til den eneste, der har formået at slå den ellers så suveræne Rafa denne grussæson.

Thiem’s største udfordring før en eventuel kvartfinale mod Djokovic ville have været 4. runde mod belgiske Goffin, som allerede har slået ham to gange i år, inkl. på Monte Carlos røde grus. Desværre for Goffin og turneringen vred Goffin gevaldigt om på anklen i går, da han jagtede en bold og er derfor ude af turneringen.

I stedet venter Zeballos, som Thiem, der endnu ikke har afgivet sæt, bør slå. Og som Djokovic har spillet hidtil, er Thiem bestemt ikke uden chancer i kvartfinalen.

Thiem har den næstbedste statistik på grus i år med en 20-4 rekord og sejre over Nadal, Murray, Querrey, Cuevas, Dimitrov m.fl.

Det unge håb, Alexander Zverev

Da jeg begyndte at skrive på denne artikel i forrige weekend, havde jeg et langt afsnit om Alexander Zverev, som kun lige er fyldt 20.

Han røg dog ud af turneringen allerede i første runde mod veteranen og den tidligere top-10 spiller, Fernando Verdasco. Ikke en spiller nogen har lyst til at trække i første runde, men alligevel en skuffelse for den unge Zverev, hvis korte svar på hvorfor han tabte lød:

“I played like absolute shit.”

Alligevel vil jeg lige bruge lidt tid på Zverev, fordi det fortjener hans resultater i år. Zverev har været en af dette års helt store positive overraskelser. Det har længe stået klart, at talentet var noget særligt, men det overrasker lidt, at han allerede nu er blevet så god.

Tennis er nemlig i de senere år er gået hen og blevet et spil for ’gamle mænd’, mens den tabte generation (Raonic, Dimitrov, Nishikori m.fl.) har måtte nøjes med krummerne.

For blot 14 dage siden var der således ikke én eneste spiller på under 28 år, der havde vundet en større turnering i sin tenniskarriere.

Ingen slams, ingen World Tour Finals, ingens Masters-trofæer. Nada. 

Tilsammen havde de to slam-finaler og omkring en håndfuld Masters-finaler at prale af.

Til sammenligning havde Murray, den dårligste af the Big 4, to slams, olympisk guld, en håndfuld tabte slam-finaler samt omkring 10 Masters-titler, da han fyldte 28. Og Federer havde vundet 15 af sine 18 slams, mens Nadal var på 13 af foreløbig 14 slams.

Men Zverev har gjort, hvad Raonic, Nishikori, Dimitrov, Thiem, Goffin, Kyrgios m.fl. ikke kunne: Brudt igennem på højeste niveau, da han vandt den seneste Masters på grus i Rom med en klar finale-sejr over en – skal det dog siges – knap så velspillende Djokovic.

Den 1,98 høje tysker med den store serv og de tunge grundslag (bid særligt mærke i baghånden) er stadig i gang med at udvikle sig, men bevæger sig imponerende godt for sin højde og kan veksle mellem at afgøre boldene hurtigt med et stort grundslag eller køre modstanderen træt i en lang duel.

At han samtidig ikke lukker Djokovic ind i kampen i sin første Masters-finale viser en mental styrke, man sjældent finder hos de helt unge.

Inden French Open havde Zverev årets næstbedste resultater på grus med to vundne turneringer og en 16-3 rekord. Han har bl.a. slået Berdych, Cilic, Verdasco, Almagro og Fognini.

Men selvom han altså allerede er ude af dette års French Open, bør I stadig bide mærke i navnet i forhold til fremtidige turneringer. Den unge mand kan også spille på græs, hvor han sidste år slog Federer i Halle. Og hard court, hvor han førte 2-1 i sæt over Nadal ved dette års Australian Open.

Sidste fun fact? I 20 kampe mod top-10 spillere, en gruppe han først selv lige er blevet en del af med sin Rom-sejr, har han vundet hele 40 procent af kampene. Det giver ham den femtebedste sejrsrate på touren, blot overgået af The Big 4.

’Hold også øje med’-typerne

Der er ikke flere, jeg ser som egentlige trusler mod Rafas grusoverherredømme. Verdensetteren Andy Murray kunne have været, men har intet vist i en skades- og sygdomsplaget sæson, og han har ikke set overbevisende ud i sine foreløbige kampe. Mod Klizan i 2. runde servede Klizan for at få kampen ud i femte sæt, inden nerverne fik overtaget, og han gav Murray sættet og kampen.

I 3. runde i en kamp, der just er startet (12.45, lørdag), møder Murray del Potro, som dog døjer med værre skader end dem, Murray har haft. Den kamp kan blive rigtig spændende (og problematisk for Murray), hvis del Potros fysik står distancen.

Update: Murray kom sejrsrigt ud af to tætte første sæt og spillede det bedste tennis, han har gjort hele året. Da han samtidig har en – for ham – let 4. runde, ser han pludselig ud til at være et ret sikkert bud på mindst en kvartfinale og formentlig også bedre. Læs mere her, om hvordan Murray pludselig lignede sit gamle jeg

Den evigt skadede Kei Nishikori har på dagen også niveauet, men bliver ofte skadet undervejs i en turnering. Han kunne dog godt ramme en semifinale med lidt held, men er i Murray fjerdedel og Wawrinkas halvdel, langt væk fra Rafa.

Dertil er der franskmændene. Jo-Wilfried Tsonga og Lukas Pouille er allerede ude, mens Gael Monfils og Richard Gasquet mødes senere i dag. Vinderen møder Wawrinka/Fognini. Det tegner ikke til at blive et godt år for de lokale favoritter, men man skal aldrig sige aldrig.

Og hvad med Marin Cilic, US Open-vinderen fra 2014? Grus er hans dårligste underlag, men han har spadseret sig igennem sin lodtrækning uden at afgive sæt og står i skrivende stund med et ben i 4. runde.

Han har topniveuet til at slå enhver på dagen og kan gøre livet surt for Wawrinka i en eventuel kvartifnale.

God lodtrækning på vejen mod La Decima

Og Rafa selv? Ja han kan være yderst godt tilfreds med en lodtrækning, hvor det er svært at få øje på noget, der minder om en trussel, før Djokovic i en eventuel semifinale. I 3. runde afgav han blot et enkelt parti (!) mod Basilashvili, og i 4. runde møder han den solide, men ikke skræmmende Bautista-Agut.

Milos Raonic, som han kan møde i kvarten, er ikke voldsomt god på grus, og Rafa slog ham klart på det mere Raonic-venlige underlag i Australian Open.

Alt peger således mod en ’la Decima’, som han tidligere i år opnåede i Monte Carlo og Barcelona. Men det har som sagt været en meget mærkelig tennissæson så vidt, og det kom også som et lyn fra en klar himmel, da Robin Söderling slog Rafa ud i French Open 2009 blot to uger efter at have tabt 0 og 1 i Rom.

Summa sumarum: Nadal er storfavorit, Djokovic er førsteudfordrer, men husk også at holde øje med Diesel aka Stanimal og den 23-årige Thiem med de tunge grundslag.

Turneringen kan følges på Eurosport 1 & 2 samt Eurosport Player.

09 May

Kan LeBron James stoppe Golden State?

Lebron & Curry

Lebron & Curry

Med endnu en (usandsynlig) sejr over favoritterne Golden State Warriors i NBA-finaleserien vil LeBron James kunne siges at kandidere seriøst til den GOAT-trone, som Michael Jordan ellers sidder så mageligt i.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Slutspillet i NBA-sæsonen 2016/2017 er i fuld gang (vi er næsten halvvejs), og alt peger i retning af et tredje møde (i træk) mellem forhåndsfavoritterne Golden State Warriors og de forsvarende mestre fra Cleveland Cavaliers, når bedst-af-syv-finaleserien skydes i gang om blot et par uger.

I forrige sæsons finale (altså i sæsonen 2014/2015) lykkedes det så godt som egenhændigt for sin generations ubestridt bedste spiller, LeBron James (aka. slet og ret King James), at fremtvinge to sejre til et svært skadesplaget og totalt overmatchet Cavaliers-hold, uden at der dog for alvor var tvivl om den samlede 4-2-sejr til the Warriors, som det da også skulle – og måtte – ende med.

I sidste sæson tydede alt længe på en gentagelse: Golden State tromlede således igennem den regulære sæson med 73 ud af 82 mulig sejre, hvilket lige akkurat var nok til at slå Chicago Bulls’ legendariske – og selvfølgelig især Michael Jordan-inspirerede – rekord på 72 sejre fra 1995/1996-sæsonen. Derudover lykkedes det for holdets største stjerne, den både teknisk sublime og uhyggeligt skarptskydende Steph(en) Curry som den første i historien at blive kåret énstemmigt til grundspillets MVP i en individuel sæson for the Ages. Curry forbedrede blandt andet all time-rekorden for flest 3-point-scoringer fra 286 til 402 (altså en forbedring på lige godt (absurde) 40 procent!?!), for nu bare at fremhæve de allermest groteske af flere semi-ufattelige statistiske feats fra sidste sæson.

I det hele taget var Golden State kæmpefavoritter til at generobre titlen, da de omsider stod i finalen igen, og mange vurderede (i øvrigt ganske rimeligt), at the Warriors realistisk set allerede havde elimineret den mest seriøse sportslige trussel ved at slå Oklahoma City Thunder (med superstjerne-duoen Kevin Durant og Russell Westbrook som frontfigurer) i en uhyggelig tæt 4-3-Western Conference-finaleserie (dvs. semifinalen for hele ligaen).

Ekstraordinære LeBron

LeBron havde imidlertid hverken tænkt sig at bukke, klappe eller  på nogen måde acceptere rollen som statist i Golden States’ statistiske frenzy-parade, da han igen stod overfor det ominøse Warriors-mandskab i finalen. Curry havde ganske vist været småskadet tidligere i slutspillet, mens James denne gang havde kærkommen opbakning fra skadesfri all star-profiler som Kevin Love og ikke mindst stortalentet Kyrie Irving. Ikke desto mindre kom Golden State foran 3-1 i kampe uden endda at give indtryk af for alvor at spille sig ud. Men så fór djævelen selv i Lebron, der allerede havde været storspillende i de første fire kampe – og djævelen gav vel at mærke indtryk af at være rimelig uforbeholden Cavaliers-fan.

Det har helt sikkert udgjort et eftertrykkeligt incitament, at LeBron – der stod i sin sjette NBA-finale i træk – i tilfælde af endnu et nederlag ville have stået tilbage med en sørgelig, negativ 2-5-statistik i finaleserier (efter to sejre henholdsvis to nederlag med Miami Heat ((2011-2014) såvel som to nederlag med the Cavaliers (2007 og altså 2015), som han var vendt tilbage til året forinden efter fire år i South Beach). Det har sandsynligvis også spillet en rolle, at Golden States mentale indpisker og fremragende forsvarsspiller, Draymond Green, var  suspenderet til kamp nummer fem, hvor(efter) momentum på uforklarlig vis skiftede til at være i Clevelands favør.

Eller: helt uforklarligt var det så heller ikke, ligesom man ret beset ikke bør se sig nødsaget til at ty til okkulte forklaringer, der inddrager diabolsk ind- og medvirken i kampenes kausale ligning. Forklaringen er – først og fremmest – nemlig den ”enkle”, at LeBron James i finaleserien spillede så helt igennem suverænt, at han efter den afgørende 93-89-sejr på udebane i the Oracle Arena i Oakland var dén af samtlige spillere for begge klubber, der – over alle syv kampe – ikke bare havde lavet flest point, men dertil var dén spiller, der havde lavet flest assists, flest blocks, flest rebounds og flest steals. Eller sagt på en anden måde: James konfronterede simpelthen verdenshistoriens statistisk set alleruhyggeligste finale-modstander med verdenshistoriens statistisk set allermest dominerende individuelle præstation, hvorfor the Cavaliers til alles forbløffelse kunne hæve trofæet til sidst. Eller sagt på en anden-anden – og lidt mere ungdommelig – måde: WTF.

Sker det igen?

Det historiske vingesus, hvis fornemmelse begivenheden unægtelig bar præg af, blev klart nok heller ikke ligefrem mindre af, at LeBron hermed indfriede det løfte om at bringe historiens første større sportstrofæ til Cleveland, som han selvtillidsfuldt – og isoleret set utroligt overmodigt – havde givet, da han to år tidligere returnerede til the Land fra sit selvvalgte eksil i Miami.

Så hvorfor skulle historien – og sensationen – ikke kunne gentage sig, kunne man med nogen rimelighed spørge? Og hvad (om noget overhovedet) betyder det for den forventede finale mellem Cleveland og Golden State, at både føromtalte Russell Westbrook fra the Thunder såvel som James ”the Beard” Harden fra sæsonens positive overraskelse, Housten Rockets, har haft helt igennem fabelagtige individuelle sæsoner, hvorfor én af disse to spillere (med rimelig sikkerhed Westbrook efter i gennemsnit at have præsteret en såkaldt triple-double som den første siden Oscar Robertson i 1961/1962-sæsonen) da også står til at vinde årets regular season-MVP. Westbrooks og Hardens heltegerninger er imidlertid helt igennem irrelevante for det afgørende drama om mesterskabet, som blev igangsat med ottendedelsfinalerne. Westbrooks Thunder er således allerede slået ud, ligesom Hardens Houston-hold ganske givet ikke har en reel chance mod the Warriors, hvis de da overhovedet når forbi San Antonio Spurs og deres stjernespiller, Kawhi Leonard, i deres pågående kvartfinaleserie (stillingen er i skrivende stund 2-2).

Den store magtforskydning i NBA i forhold til sidste sæson har således hverken med Westbrook eller med Harden at bestille, men med Westbrooks tidligere partner in crime fra Oklahoma City, nemlig Kevin Durant. I dét, der skulle udvikle sig til en voldsomt omdebatteret transfer-saga, valgte Durant nemlig at lade sig trade til Golden State sidste sommer, hvormed holdet (dvs. the Warriors) med historiens bedste regular season-statistik fik tilført en spiller (dvs. Durant), der efter manges (rimelige) opfattelse i realiteten er verdens næstbedste spiller (dvs. efter LeBron). Durant er hele fire gange blevet ligaens topscorer (oftere end nogen anden aktiv spiller), og med sine 28 år er han formodentlig i sin spillemæssige og fysiske prime i akkurat disse år. Durant har imidlertid ikke vundet så meget som ét eneste NBA-mesterskab, hvorfor han formodentlig har været ekstra motiveret til at gennemføre det nærmest regulært usportslige move, som hans inklusion i Warriors-truppen fra alle konkurrenternes perspektiv må have taget sig ud som.

Og Golden State er da også (trods begyndelsesvanskeligheder og et par småskader undervejs) tordnet igennem sæsonen, mens the Cavaliers for deres vedkommende ikke en gang sluttede som topseedet i the Eastern Conference, ligesom de i lange stræk har været både forbryderisk og bekymrende ringe i defensiven. Men altså: LeBron er stadig LeBron, viser det sig (for mig og mange andre) lidet overraskende siden slutspillets begyndelse, og Cleveland er allerede nu klar til semifinalen efter at have tørret gulvet med deres to foreløbige modstandere, Indiana Pacers og Toronto Raptors, med 2 gange 4-0 i kampe. James har scoret 34,4 point per kamp (imod omkring 25 tidligere i (resten af) sæsonen), ligesom han skyder med en præcision à la Curry fra 3-point-distancen og i øvrigt som ingen anden kan diktere kampens tempo og dertil sætte sine medspillere op at will til frie skudmuligheder.

Jagten på Jordan

Det kunne med andre ord godt tyde på, at LeBron James – hvis han kan holde sin nuværende form – igen vil kunne lykkes med alkymistisk at kalibrere den kuriøse basket-kryptonit, som vil kunne stoppe det veritable superhold, som Golden State Warriors stiller med. Han får helt sikkert behov for hjælp fra sine all star-medspillere (ikke mindst clutch-spilleren og favorit-sidekicket Kyrie Irving), men det er slet og ret indiskutabelt, at Cleveland vil være regulært chanceløse i en bedst-af-syv serie mod the Warriors, hvis ikke James er i absolut topform (de taber statistisk set foruroligende ofte, når James sidder over). Måske har de knap nok en chance, selv hvis han er (dét ved vi meget mere om om et par uger), og the smart money er utvivlsomt på Golden States tromlende juggernaut-mandskab og dermed på et maiden championship til Durant såvel som et mesterskab nummer to på tre år til Curry & Company, der har alle muligheder for at blive vor tids basket-dynasti, som fx Los Angeles Lakers og Chicago Bulls tidligere har været det.

Selvsamme Bulls havde en vis Michael Jordan på holdet, som meget få basketball-begejstrede ikke anerkender som historiens største spiller. Jordan optrådte i seks finaler, vandt alle seks (senest i sjette kamp), blev undtagelsesløst finaleseriens MVP og vandt i øvrigt hele ti scoring championships. James har endnu kun tre mesterskaber, og han har endda tabt fire finaleserier allerede. Men kun én gang har LeBron tabt med et hold, der var ”klart” bedre end sin modstander (nemlig da Dallas Mavericks slog Miami i 2011), mens begge finalenederlagene med the Cavaliers har været mod overlegne modstandere. Jordan, for sit vedkommende, kom absolut ikke gratis til sine mesterskaber. Men ingen af modstanderholdene var trods alt på niveau med de Bulls-mandskaber, Jordan stod i spidsen for.

Hvis det lykkedes Lebron at vinde igen mod et af de stærkeste hold, historien har set, vil han altså have gjort det ”umulige” to gange. Ligesom han ”kun” vil mangle to mesterskaber for at kunne matche Jordans seks. Jordan er uden tvivl the GOAT, og det er ærligt talt voldsomt usandsynligt, at der vil blive lavet om på det faktum i de næste par årtusinder. Men det fortæller alligevel en hel del om LeBron Raymone James’ klasse, at man måske ikke ligefrem behøver være komplet hjernedød, hvis man overvejer efter årets finaleserie, om James mon ikke alligevel skulle kunne nå at indhente det ghost from Chicago, som verdens bedste spiller selv åbent indrømmer, at han jagter.                                 

27 Apr

Joshua vs. Klitschko: Det åbne slagsmål

anthony

anthonyLørdag går sværvægterne Anthony Joshua og Wladimir Klitschko i ringen foran 90.000 tilskuere på Wembley Stadium i London. Det bliver på alle måder et stort opgør, hvor spørgsmålene forud for er mange. Vi sætter en lup på det åbne opgør her.

Af Tyson W. Lyall

To gange tidligere i historien har de største amerikanske boksekanaler, HBO og Showtime, valgt at dele rettighederne til en boksekamp.

To gange tidligere har deres interesse i en begivenhed været så stor, at det var nemmere at dele end at lægge arm.

Første gang var Mike Tyson vs. Lennox Lewis i 2002. Anden gang var Manny Pacquiao vs. Floyd Mayweather i 2015.

Tredje gang bliver på lørdag.

Det er ikke fordi, lørdagens begivenhed nødvendigvis kan matche de to ovenstående, men når Anthony Joshua og Wladimir Klitschko træder i ringen foran 90.000 tilskuere på Wembley, bliver det på alle måder kæmpe stort.

Kombattanterne er store. Deres kvaliteter er store. Arenaen kan stort set ikke blive større, og så er betydningen og konsekvenserne af udfaldet ikke mindst store.

De to mødes nemlig i et afgørende skæringspunkt i historien om boksningens største og mest betydningsfulde vægtklasse.

Klitschko vil søndag morgen enten være endegyldigt færdig på topplan eller verdensmester for tredje gang i karrieren. Joshua kan enten vågne op som en overvurderet parentes i boksehistorien eller som et af sit lands største sportsnavne.

Lærlingen Joshua
Alt for mange – os selv inklusiv – har talt den unge, eksplosive Anthony Joshua op, og der er vitterligt mange gode ting at sige om den olympiske guldvinder fra 2012.

Men når han forud for Klitschko-opgøret står som relativt overbevisende favorit hos de fleste bookmakere, er det et passende tidspunkt at stoppe op og pege på nogle af de åbenlyse huller i glansbilledet.

Først og fremmest er Anthony Joshua en utrolig uprøvet sværvægtsmester. 18 kampe er vundet med 18 knockouts til følge. Kvantitativt ser det imponerende ud, men kvalitativt er der ekstremt lidt at bedømme Joshua ud fra. Den IBF-titel, han sætter på spil mod Klitschko, blev eksempelvis vundet mod Charles Martin, som af mange vurderes blandt alle tiders ringeste til at bære et sværvægtsbælte.

44 runder har Joshua i alt bokset som professionel, og ingen af dem har været mod boksere i nærheden af top 5 i vægtklassen. For at være virkelig venlig ved Dillian Whyte, som Joshua vandt over i december 2015, så kan han aktuelt siges at blande sig i klassens top 5-10. De resterende modstandere har dog ikke blot været ”has-beens” men deciderede ”never-will-bes”.

Hvad siger det så om Joshua, som trods alt har taget sig særdeles behændigt af det, som er blevet ham fodret? Det siger, at han trods sin mester-status endnu må være at betragte som et ”prospect”.

En vældig dygtig lærling, som imidlertid aldrig har været længere end 7. runde. Som aldrig har været ramt for alvor (dog rystet momentært mod Whyte) og som aldrig har mødt rigtig kvalitetsmodstand.

Joshua er et åbenlyst talent, som nu skal prøve noget, han aldrig tilnærmelsesvis har prøvet før. Det første – og største – åbne spørgsmål forud for lørdag er derfor, hvordan han tackler det.

Legenden Klitschko
Overfor Joshuas magre cv står nemlig en mastodont i sporten: 41-årige Wladimir Klitschko.

En tidligere olympisk guldvinder med 68 professionelle kampe bag sig. 358 runder på samvittigheden. 28 titelopgør. 23 succesfulde titelforsvar (kun overgået af Joe Louis’ 25). 12 gange har han besejret en ellers ubesejret bokser. 10 gange har han besejret en regerende eller tidligere verdensmester.

Og sådan kunne man formentlig blive ved indtil lørdag aften.

Wladimir og brormand Vitali vil med sikkerhed ikke blive husket som sportens mest populære udøvere. Men det skal slås fast med de famøse syvtommersøm, at de begge bør få en fremtidig plads i boksningens internationale Hall of Fame.

Lærlingen Joshua skal således op imod en legende, som skal nævnes ganske hurtigt efter de allerstørste sværvægtere som Ali, Frazier, Marciano, Holmes, Louis osv., når listen over tidernes største gennemgås.

Wladimir Klitschko har med sin effektive, kraftfulde og til tider mekaniske stil mere eller mindre domineret sværvægtsklassen i størstedelen af dette årtusinde.

Så hvordan i alverden kan Joshua være den store favorit hos de fleste bookmakere?

Helt åbenlyst på grund af det, som skete – eller ikke skete – en november aften i Düsseldorf tilbage i 2015.

Her stod Klitschko slukøret tilbage i ringen efter 12 elendige runder, imens Tyson Fury kunne fejre, at han som den første i 11 år (fortjent) havde vundet over ukraineren.

Færdig?
Det andet store spørgsmål inden Joshua vs. Klitschko er således, om nederlaget og præstationen mod Fury er et udtryk for den bokser, Klitschko kan forventes at være i 2017.

Er han langt over sin holdbarhedsdato, eller var indsatsen mod Fury en afviger? Det er reelt set umuligt at vide, da han ikke har været i ringen siden.

Vi hælder imod, at Fury-kampen var en ”off night” for Klitschko. Furys uortodokse stil og lange lemmer kastede grus i Klitschko-maskinen, som aldrig kom i gang på aftenen.

Nederlaget skal absolut regnes med ind i analyserne frem mod lørdagens opgør, men det skal de 23 titelforsvar og de 11 år som ubesejret også.

Hvad bliver så konklusionen, tænker læseren måske? Det er heldigvis uhørt svært at svare på i dette tilfælde. De åbne spørgsmål er virkelig åbne i dette tilfælde, og den væsentligste delkonklusion, vi kan levere, er, at Joshua aktuelt er alt for stor favorit.

De fleste tror, eksplosiviteten, hjemmebanen og ungdommen trumfer rutinen, klogskaben og de velafprøvede evner. Vi tvivler stærkt.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image