16 Sep

Endelig Golovkin vs. Canelo

Saul-Canelo-Alvarez

Saul-Canelo-AlvarezCirkusset har forladt byen, og nu er det tid til boksning i Las Vegas. Mexicanske Canelo mod kasakhstanske Golovkin er elite-underholdning af den bedste slags. Hvem er favorit, og hvad kan man forvente? Læs vores optakt her.

Af Tyson W. Lyall

Hustruen mener, vi bør holde med Golovkin.

Jeg giver hende ret, men bliver så alligevel i tvivl.

Sådan går det frem og tilbage, og vil gøre det indtil søndag morgen dansk tid, når Saul ”Canelo” Alvarez og Gennady ”GGG” Golovkin går i ringen mod hinanden i Las Vegas.

Optakten til opgøret kan ikke skrives uden at inddrage min egen tvivl.

For hvilket ben skal man stå på, når to af sportens bedste udøvere, gentlemen og ambassadører går i ringen mod hinanden?

Når to boksere, som kan så meget – og giver så meget – støder direkte mod hinanden i den brutale sportsgren?

Lad os se på, hvorfor det er svært at vælge side og forudse en vinder – og hvorfor jeg glæder mig uhørt meget til kampen.

”Styles make fights”
Golovkin vs. Canelo er er et matchup, som undertegnede og millioner af andre boksefans verden over har set frem til i efterhånden årevis.

Alene her på siden har vi præsteret at skrive hele to optaktsartikler til opgøret siden starten af 2016.

Læs den første her. Og den næste her.

Nu kommer den så, og selvom Klitschko vs. Joshua fra april bliver svær at overgå, så er Canelo vs. Golovkin en af de allermest interessante kampe indenfor de seneste 5-10 år.

Hvorfor?

Fordi de to ikke blot er blandt sportens 10 bedste på tværs af alle vægtklasser, eller blandt sportens fem største stjerner, men også fordi deres stilarter matcher godt.

”Styles make fights”, siger amerikanerne, og i dette tilfælde tegner det derfor til at blive en hell-of-a-fight.

Angriberen mod kontra-angriberen
Golovkin er relativt nem at beskrive.

Han er langt fra nogen primitiv bokser, men hans spidskompetencer er tydelige: Voldsom slagkraft, fantastisk ro og overblik, en imponerende “chin” og god kondition. Golovkin kan med andre ord både give og tage tæsk.

Han har en eminent evne til at skære ringen af og er en “pres-bokser”, som træder fremad, fremad, fremad.

Alt det lagt sammen gør, at få holder særligt længe i ringen med ham. 33 gange har han vundet på KO i sine 37 kampe.

Kun én har gået 12 omgange med Golovkin i hans 11 år lange pro-karriere (Daniel Jacobs, marts i år).

Golovkins svagheder er ikke store, men det er åbenlyst, at han ikke er et defensivt geni som en Floyd Mayweather eller en Pernell Whitaker. Golovkin er bestemt til at ramme. Det kan han dog indtil videre tillade sig, fordi han har evnet at tage slagene så problemfrit – og give hårdere igen den anden vej.

Det bedste enkeltstående eksempel på dette er Golovkins KO af Daniel Geale i 2014. Her tager han vitterlig en på kinden og giver igen af hårdere styrke i en og samme bevægelse. Se det her .

Spørgsmålet er, om Canelo har den kraft, der skal til, for at forstyrre Golovkins pres. Det virker tvivlsomt, selvom mexicaneren rent faktisk har one-punch-knockout-power. Se bare her og her.

Men når en Daniel Jacobs, som mødte op med en kampvægt oppe omkring letsværvægt (vurderet på mit upræcise øjemål), ikke kunne ryste Golovkin, så er det svært at se Canelo gøre det.

Canelos åbning
Hvad er så Canelos chance?

Den er først og fremmest større, end bookmakerne gør den til. Danske Spil giver aktuelt 1,62 på Golovkin og 2,35 på Canelo. Jeg ser den en lille smule tættere.

Canelo er nemlig tæt på at være en komplet bokser. Teknisk, taktisk og fysisk lader han hele tiden til at forbedre sig. Han blev komplet udmanøvreret af Floyd Mayweather i 2013, men har siden bevæget sig godt fremad. Undertegnede er særligt begejstret for hans opgør mod Miguel Cotto i 2015, som i min optik illustrerer hans styrker.

Her vandt han en overbevisende unanimious decision på en flot, kompakt defensiv og offensiv intelligent indsats. Nogle af hans kontraslag i opgøret er ren kunst, som især illustrerer, hvor godt han bevæger overkroppen.

Se eksempelvis disse to seancer fra opgøret, som hver især er nogle af mine favorit-klip fra de seneste års boksning.

OG

Golovkin ligger i den forstand godt til Canelo, som historisk har haft god succes mod angrebsboksere. Han kunne ikke fange Mayweather, og måtte slide i det mod Lara, men når han kan køre kontra – som mod en Kirkland eller en Angulo – ser han rigtig modbydelig ud.

Kirkland, Angulo, Khan og Smith, som han har knockoutet i de senere år, måler sig dog på ingen måde med Golovkin. Så selvom stilarten passer Canelo, skal han levere som aldrig før for at tage sejren.

Et brag uden skurke
Tilbage står at få alle de åbne spørgsmål besvaret. Og jeg er afsindig meget i tvivl om, hvilke svar vi får – og hvilke jeg ønsker at få.

Golovkin fortjener på en måde den anerkendelse, sejren vil føre med sig, efter at have været undgået og sat på sidelinjen i så mange år.

Vinder Golovkin, vil Canelo samtidig stadig have en lang karriere foran sig. Et nederlag til Golovkin vil omvendt være et klart startskud på karrierens efterår.

Det gør, at sympatien rykker en lille tand i retning af Golovkin her i husholdningen. Men for en gangs skyld kan man blot læne sig tilbage og nyde et opgør med to helte.

Endelig blev det tid til Golovkin vs. Canelo.

10 Sep

US Open finale: Hvad kan Kevin Anderson stille op mod Rafael Nadal?

Anderson_Nadal

Årets US Open har været én stor overraskelse. Hvad vi troede, vi vidste, holdt ikke stik. I finalen møder den etablerede stjerne Rafael Nadal Sydafrikas Kevin Anderson. Har den 2,03 meter høje Anderson en chance?

Af Anders Høeg Lammers

I need to show why I’m no. 1“, sagde Rafael Nadal efter et 6-2, 7-5 nederlag til Nick Kyrgios i Cincinnati, den sidste Masters inden US Open.

Manden havde ret. På daværende tidspunkt stod Nadal til at blive nr. 1 med det laveste antal ranglistepoint, siden det nuværende system kom i brug. Han havde en fantastisk grussæson, men røg ud i Wimbledons 4. runde til Gilles Müller, ud af Montreal Masters i 1/8-dels finalen til den 18-årige og på det tidspunkt relativt ukendte Denis Shapovalov før nederlaget til Nick Kyrgios.

Alt var ikke, som det skulle være i Rafa-land.

US Open startede heller ikke alt for imponerende for ham. Han tabte første sæt til både Taro Daniel og Leonardo Mayer i 2. og 3. runde, begge spillere uden for top-100 på ranglisten. Og mod Mayer misbrugte han hele 13 breakbolde, før han endelig fik hul på bylden og brød argentinerens serv, hvorpå sluserne åbnede.

Han var sårbar, som vi skrev i optakten, men til gengæld havde han det lodtrækningsheld, der skulle til for at spille sig ind i turneringen. Han undgik de typer, der på dagen kan slå ham af banen. Og dertil er US Open underlaget det langsomste i mange år, hvilket er en kæmpefordel for en spiller med så god en defensiv som Nadal.

Storformen har han til gengæld fundet i turneringens anden uge.

I 4. runde, kvartfinalen og semifinalen mod hhv. Dolgopolov, Rublev og del Potro har han blot afgivet 23 partier og et sæt. Det hører med, at ingen af dem leverede toppræstationer. Dolgopolov og Rublev spillede ‘hit & miss’-tennis, mens del Potros fysik på ingen måde stod distancen efter sygdom i ugens løb og to lange, udmarvende kampe mod Dominic Thiem og Federer.

Delpo vandt første sæt 6-4, hvorpå Rafa begyndte ikke kun at gå efter baghånden, men også gå ned af linjen med sin forhånd til Delpos forhåndsside. Den taktik virkede til fulde mod en Delpo, der bevægede sig, som om han var i en døs. Rafa tog ni partier i streg efter første sæt, og så var det reelt game, set and match. 

Overraskelsernes turnering

Det har været et afbudsramt US Open, som vi også skrev i optakten. Det har givet plads til spillere, vi normalt ikke forventer at se i anden uge af en grand slam. Førnævnte 18-årige Shapovalov havde en fremragende turnering og var en overgang blandt bookmakernes top-5 favoritter i turneringen, før en anden overraskelse, Pablo Carreno Busta slog ham ud i 4. runde for derpå at slå endnu en overraskelse, den blot 1.70 meter høje Diego Schwartzman, i kvartfinalen.

Andre overraskeler er del Potro, der slog Federer ud i fire tætte sæt i kvartfinalen efter ikke at have præsteret det helt store hele året, før han som nævnt løb tør for kræfter mod Nadal.

På negativsiden er der især Alexander Zverev og Grigor Dimitrov, som vi og andre så som ret seriøse titelkandidater i det nuværende felt. De røg begge ud på halen i 2. runde til hhv. Borna Coric og Andrej Rublev.

Andy Murray overraskede også negativt ved at melde fra til turneringen efter lodtrækningen for derpå at trække sig fra resten af året. Selv Nadal, der normalt ikke kommenterer den slags, fandt timingen ret mærkelig.

På positivsiden gav det os en masse overraskelser. Og hvornår har du sidst set en spiller klatre op til sin boks efter at have vundet semifinalen?

På negativsiden gav det os to vildt forskellige halvdele, fordi Federer og Nadal takket være Murrays sene afbud var endt på samme side.

Øverste halvdel havde stjerner som Nadal, Federer og del Potro i kvartfinalerne, mens den nederste halvdel måtte ‘nøjes’ med Querrey, Anderson, Busta og Schwartzmann. Det hjalp ikke, at det unge håb Alexander Zverev røg tidligt ud, mens 2014-vinderen Marin Cilic ikke var i form efter en skade.

Hvad kan Anderson stille op mod Nadal?

Jeg har desværre personligt ikke fået set meget af Andersons imponerende run denne turnering. Men han har taget et par solide skalpe undervejs. Ikke mindst hjemmebanefavoritten Sam Querrey i kvartfinalen, som var en af favoritterne i den nedre halvdel. Og i semifinalen tog han tre sæt fra Pablo Carrena Busta, som indtil da slet ikke havde afgivet sæt.

Hvad kan han stille op mod Nadal? Ikke det helt store, hvis vi kigger på deres historik.

4-0 fører Nadal, heraf 2-0 på udendørs hard court (uden at afgive sæt) og 1-0 på indendørs hard. I indendørs kampen i Paris 2015 måtte Nadal dog redde match point i 2. sæts tiebreak, før han kørte Anderson over med 6-2 i tredje.

Hvad den 2,03 meter høje Anderson skal gøre godt er at beskytte sin egen serv. Det har han gjort fremragende hidtil i turneringen, hvor de foregående seks modstandere kun har brudt ham fem gange i alt.

Eneste problem? Rafa har været ligeså god som Anderson til at holde serv og markant bedre til at bryde serv. Fra 3. runde og frem har Nadal brudt serv 42 procent af tiden, mens det kun er lykkedes en ud af fem gange for Anderson.

Serven, der ellers har drillet Nadal i årevis, er noget af det bedste, han har servet, siden han ud af det blå begyndte at serve 210+ km/t bomber ved US Open i 2010 for derpå at pakke den serv ned i skuffen igen.

Anderson har den fordel, at både hans forhånd og baghånd er ret stabile slag, der samtidig besidder den nødvendige kraft til at slå vindere gennem Nadals ellers uigennemtrængelige defensiv. Hans højde gør samtidig, at Nadals topspin forhånd hopper lige op i hans hitting zone.

Dér, hvor han til gengæld har et enormt handikap, er i mobiliteten. Få spillere har bevæget sig ligeså hurtigt rundt på en tennisbane og nået ligeså mange ‘vindere’ som Nadal. Kevin Anderson er ikke én af dem.

Og den taktik, Nadal benyttede sig af mod Delpo, hvor han først slår en række slag til baghånden for derpå at åbne op i forhåndssiden, vil formentlig også være effektiv mod Anderson, der ikke er hurtig nok til at dække hele banen på samme måde, som Rafa kan.

Skal Anderson vinde, skal følgende lykkedes for ham:

  • han skal serve helt fantastisk
  • han skal vinde de tætte partier og de tætte sæt
  • han skal vide, at han har alt at vinde og intet at tabe og frigøre sig selv for nerver
  • han skal turde gå efter vindere hele kampen og acceptere de fejl, der følger med
  • han skal m.a.o. undgå de lange dueller, han trods sin højde, af og til havner i
  • han skal formentlig færdiggøre Rafa i fire sæt

Dertil kræver det formentlig også, at Rafa ikke selv spiller sit allerbedste, hvilket nok er lidt urealistisk. Nadal har ikke vundet en hard court-turnering siden Doha i januar 2014, men han har immervæk stået i et utal af slam-finaler før, og han ved, at det ikke just er hver dag, man får mulighed for at vinde en slam uden at møde en eneste top-25 spiller i processen.

Samtidig har han set skarpere og skarpere ud igennem turneringen og har, alt andet lige, fordelen, så snart en duel er i gang. Han server godt, hans baghånd fungerer, hans forhånd ‘is creating pain’ for hans modstandere, som han ynder at sige, og han kommer frem til nettet på de rigtige tidspunkter.

Nadal står med alle kort på hånden

Hvem vinder så?

Bookmakerne giver odds 1,12 på Nadal og 6,50 på Kevin Anderson. Sidst jeg mindes at have set lignende odds i en slam-finale var Nadal-Ferrer i French Open 2013.

Ferrer vandt otte partier i den kamp.

Al erfaring siger da også, at favoritten vinder, når der pludselig står en første gangs finalist på den anden side af nettet. Det tager tid at ryste nerverne af sig, og den tid kan hurtigt koste et første sæt. Og skulle underhunden pludselig befinde sig i en vinderposition, sætter gummiarmen og nerverne måske ind igen.

Når Anderson samtidig ikke just er kendt som én, der er iskold i de største kampe (han har blot vundet tre af af 12 finaler, han har spillet på ATP-niveau), peger alt i retning af Nadal.

Men det er overraskelsernes turnering, og jeg (og alle andre, der skrev optakter til turneringen), havde hverken Anderson, Busta, Schwartzmann eller Rublev på radaren. Ligeledes regnede de færreste med, at Delpo havde nok energi i tanken til at slå Federer ud. Så måske fuldender Anderson sit fairytale run?

Næppe. Jeg bliver personligt helt ekstemt overrasket, hvis Nadal ikke står med sit 16. slam trofæ over hovedet søndag nat og dermed har vist verden, hvad han ville bevise:

Hvorfor han er verdens nr. 1.

Finalen spilles kl. 22 søndag aften dansk tid og vises på Eurosport og Eurosport player. 

25 Aug

US Open: Kan Roger Federer gøre ‘det umulige’ og fuldbyrde en magisk sæson?

fed_rafa

fed_rafa

På papiret er US Open næsten pivåben. Chancerne for en ny slamvinder er derfor pænt gode. Alligevel lurer den gamle garde, aka Fedal, øverst i favoritfeltet, men nye ansigter med Alexander Zverev i spidsen gør også seriøst væsen af sig.

Af Anders Høeg Lammers

Det er længe siden, at chancerne har været bedre for at få en ny slam-vinder hos herrerne. I Cincinnatti Masters i forrige uge stillede blot tre af verdensranglistens ti øverste spillere op.

En del af de fraværende er ude for resten af året (Djokovic (albue), Wawrinka (knæ) og Nishikori (håndled)), andre har døjet med skader siden Wimbledon (Murray og Cilic), mens andre igen har fået problemer i Masters-turneringen i Montreal, ugen før Cincinatti (Federer og Raonic, som netop har meldt fra).

Murray, Federer og Cilic stiller formentlig alle op. Men i hvilken tilstand? Dét ved de kun selv.

Alt i alt betyder det, at vinderne af fem af de sidste seks US Open’s enten ikke stiller op (Djokovic 2011 og 2015 samt Wawrinka 2016) eller stiller til start i en skrøbelig tilstand (Murray 2012 og Cilic 2014).

Det giver muligheder til de øvrige. Ikke mindst NextGen, anført af den 20-årige Alexander Zverev og den 22-årige Nick Kyrgios, samt LostGen anført af Grigor Dimitrov.

Så hvem er favorit(terne) til årets sidste grand slam hos herrerne? Her kommer et bud.

Kan Roger Federer holde rygsmerterne i ave?

Dårlig ryg eller ej har den nu 36-årige verdensmand været årets ubestridt bedste tennisspiller på hard court (og i det hele taget). Han vandt årets første slam på hard court, Australian Open, og de efterfølgende to amerikanske Masters i Indian Wells og Miami.

I Montreal Masters spillede han sig i finalen trods et rustent udseende hele ugen. Dér fik han en gedigen omgang tæsk, 6-3, 6-4, af Alexander Zverev, som dog fik lette vilkår, da Federers ryg igen igen gav ham problemer i starten af andet sæt og kampen ud.

Sidst i kampen lignede han en helt anden spiller og dagen derpå trak han sig fornuftigt nok ud af Cincinnati Masters, selvom han med et godt resultat der kunne være blevet ny verdensetter.

Ingen udover Federer selv og de nærmeste ved, præcis hvor godt/skidt det står til med ryggen. Selv melder han vanen tro, at det går godt, og han regner ikke med, at ryggen bliver en faktor. Men ville han sige det, hvis det gik skidt? Formentlig ikke.

Han siger selv, at tre slams i én og samme sæson ville være ‘a joke’ – især efter 4,5 år helt uden slam-sejre. Joke eller ej – faktum er, at han træner igen. Hvis ryggen makker ret, må han være favoritten.

Hvem er førsteudfordreren? 

Normalt har jeg et princip om, at man ikke kan være favorit til en slam, før man har vist, man har slam-potentiale i form af én eller flere dybe runs/finaleplaceringer eller sejre.

Derfor tøver jeg en smule med at gøre 20-årige Zverev til førsteudfordreren. Hans resultater her i august, hvor han har vundet to turneringer i streg og blandt andet slået Federer, Kyrgios, Nishikori, Kevin Anderson og Richard Gasquet, gør ham til ATP-tourens hotteste navn.

Med sejren i Montreal vandt han to Masters-turneringer i træk og slog henholdsvis Djokovic (i Rom) og Federer i finalen. Udover Jo-Wilfried Tsonga er han den eneste aktive non-Big 4 spiller med to Masters-titler. Og det blot som 20-årig.

M.a.o.: Han er the real deal.

Hvad er så problemet? At han kun er gået dybt i bedst af tre sæt-formatet. Og slams bliver som bekendt spillet og vundet i bedst af fem.

I Australian Open førte han 2-1 i sæt over Nadal i 3. runde, men tabte klart i både 4. og 5. sæt. I Wimbledon førte han igen 2-1 i sæt, denne gang over 2016-finalisten Milos Raonic. Men også denne gang kunne han ikke fastholde momentum og tabte de sidste to sæt 7-5, 6-1. I French Open røg han ud til Fernando Verdasco efter i fire sæt i 1. runde.

Der er intet i vejen med som 19-årig at tabe i bedst af fem til Nadal i 3. runde, ej heller som 20-årig til Raonic i Wimbledon. Men måden, det skete på, indikerer, at Zverevs udholdenhed og evne til at præstere til slut i de lange, tætte kampe, stadig ikke er, hvor den skal være for at gå hele vejen i en slam.

Alligevel vil jeg kalde ham en af førsteudfordrerne. Der er noget del Potrosk 2009 over hans run de seneste uger. Og med Djokovic, Wawrinka, Nishikori og Raonic ude og Federer, Murray og Cilic i tvivlsomme helbredstilstande, er der alt andet lige kortere vej fra dark horse- til favoritstatus.

Hvem siger også, at slams skal have lange og udmarvende kampe? Nadal og Federer har trods alt lige vundet henholdsvis French Open og Wimbledon uden at afgive sæt…

Hvad kan den nye nummer 1, Rafael Nadal?

Blandt de øvrige førsteudfordrere må man næsten også have Rafael Nadal. Mandag blev han ny nummer 1 med det laveste antal point, en verdensetter har haft siden det nuværende pointsystem blev indført i 2009.

Det er selvfølgelig ikke Rafas skyld, at der ikke skal mere end 7.645 point til p.t. – et pænt stykke under halvdelen af, hvad Novak Djokovic sad på efter French Open sidste år. Det vidner tværtimod om en ATP-tour i opbrud, hvor den bedste spiller – Federer – har spillet for få kampe, og den næstbedste, Nadal, ej heller tjente point hele sidste efterår, hvor også han var ude med en skade.

Problemet for Rafa er bare, at han ikke har vist det helt store siden sin vanvittigt flotte grussæson. I Wimbledon så han ellers farlig ud, men røg traditionen tro ud før kvartfinalerne, denne gang blev det et 13-15 nederlag i femte sæt til Gilles Müller i 4. runde.

Sommerens amerikanske hard court-resultater har ikke set bedre ud. Først tabte han højst overraskende til den blot 18-årige Denis Shapalov (han bliver god), og i Cincinnati var det Nick Kyrgios, der førte kniven og udspillede Rafa i første sæt (6-2), inden han hev sejren hjem 7-5 i andet.

Formen er altså ikke, hvor den skal være for den nyslåede verdensetter, der tilmed har lagt et ukarakteristisk pres på sig selv ved at sige: “I need to show why I’m no. 1” efter nederlaget til Kyrgios.

Men i modsætning til Zverev har Nadal igen og igen vist, at han kan gå hele vejen i en slam.

Omvendt skal vi dog også hele 4 år tilbage, før Nadal sidst vandt en stor titel på hard court, nemlig US Open i 2013. Siden har han – som omtalt her på Sport fortalt – spillet en hulens masse hard court-finaler, men tabt igen og igen.

Udenfor sit parisianske fort er han noget mere medgørlig for de øvrige spillere og har eksempelvis tabt en række ‘non French Open’-slams på stribe i det femte sæt, der plejede at være hans specialitet: til Gilles Mueller ved årets Wimbledon, til Federer ved årets Australian Open, til Lukas Pouille ved US Open i 2016, til Fernando Verdasco ved Australian Open 2016 samt til Fabio Fognini ved US Open 2015.

Kan han vende trenden i New York og splitte årets fire slams med rivalen Federer? Hvis ja, står han med gode kort på hånden for også at ende året som nummer 1. Men det kræver nok en lodtrækning til den gode side, og Nadal har ikke tradition for at finde storformen ud af det blå.

Cincinnati-finalisterne Dimitrov og Kyrgios

To spillere, der kommer ind til US Open med masser af selvtillid, er Nick Kyrgios og Grigor Dimitrov, som netop har spillet Cincinnati-finale mod hinanden. Den kamp slap Grigor Dimitrov, tidligere kendt som Baby Fed, bedst fra med en 6-3, 7-5 sejr (læs mere herher og her eller se højdepunkter nedenfor).

Dimitrov viste overordentligt gode takter i starten af sæsonen, hvor han slog tre top-10 spillere i streg i Brisbane og spillede sig helt frem til semifinalen ved Australian Open, hvor han tabte en neglebider af en kamp til Nadal i fem sæt. Han vandt hjemlandets turnering i Sofia måneden efter, men siden har det været så som så med de øjenbrynsløftende resultater – indtil Cincinnati forstås.

Dimitrovs problem har ofte været, at han simpelthen har for mange muligheder i sit spil og så har haft svært ved at vælge det rigtige slag igen og igen. I Cincinnati og først på året har han spillet med et mere klart formål – han ved, hvad han vil med bolden nu, og hvad han skal gøre for at gøre livet surt for sin modstander.

I Cincinnati holdt han serv 52 ud af 53 gange og spillede Kyrgios uhyre klogt i finalen. Samtidig viste han sig eventyrligt god i defensiven – ikke mindst i forhold til at vende defensiv til offensiv – når Kyrgios forsøgte at angribe. Se for eksempel denne vidunderlige løbende forhånd:

Kan han bære den form, spilleglæde og determination med ind i US Open, kan han blive farlig for de allerfleste.

Nick Kyrgios er ATP-tourens enfant terrible. I en sport, der ellers ikke er rig på skandaler, formår han at være kontroversiel igen og igen og igen. Han har indrømmet, at han af og til ‘tanker’ en kamp, hvis han ikke lige gider.

Men når han gider, er der få, der mestrer spillet bedre end ham. Med sin monsterserv, sit fleksible håndled og sin utraditonelle, men som regel ret effektive baghånd kan han spille op med og slå alle. Eksempelvis har en en 5-3 rekord i kampe mod the Big 3. Det fås ikke meget bedre.

En runner-up placering i Cincinnati tyder på, han har vendt et hjørne. Men med Nick Kyrgios ved man aldrig helt. Derudover har han – muligvis til dels som følge af et alt for løst træningsregime – ret ofte problemer med diverse skader. Selv hvis han mentalt er på, er der ingen garanti for, at han fysisk holder hele turneringen.

Mod Dimitrov vandt han således blot et ud af 16 point, der gik over ni slag. Det tyder på en grundform, der ikke holder til syv gange bedst-af-fem-sæt på 14 dage.

Ikke desto mindre er han en dark horse i årets felt.

Hvad kan Cilic og Murray?

Marin Cilic var en af de hotteste dark horses for mig i Wimbledon, og det er han igen i US Open. Når jeg ikke kan gøre ham til decideret favorit i et felt uden Djokovic og Wawrinka, skyldes det, at jeg ikke kender det præcise omfang af hans skade.

Er han skadesfri og velspillende, er han blandt de naturlige førsteudfordrere til Federer i denne turnering. Er han mærket af skaden/rusten eller det, der er værre, kan han sagtens ryge tidligt ud.

Murray viste ved både French Open og Wimbledon, at nok har han en lortesæson, men han kan stadig finde lidt ekstra niveau, når det kommer til slams. Alligevel måtte han give fortabt mod Sam Querrey i kvartfinalen på Centre Court, da en genstridig hofte hæmmede hans bevægelsesfrihed voldsomt i 4. og 5. sæt.

Siden har han ikke spillet en turneringskamp, og det skulle undre, hvis han for alvor spiller med om titlen. En kvartfinale eller et halvtidligt exit er nok mere sandsynligt.

Den gamle garde og amerikanerne

Tomas Berdych og Jo-Wilfried Tsonga har som så mange andre spillet deres karriere i skyggen af the Big 4. Ingen af dem er i deres livs form, men hvis de nogensinde skal gå hele vejen, er denne turnering nok deres bedste chance.

Det samme gælder for amerikanerne Sam Querrey og John Isner. Det er svært at se nogen af de fire vinde turneringen, men måske de kan lave et flot resultat.

Endelig er der Delpo, hvis fysik og svækkede baghånd næppe kan bære ham gennem hele turneringen, men som ikke desto mindre må være en skrækmodstander i 3. runde for favoritterne.

Dominic Thiem har jeg ikke megen fidus til på hard court, men en kvartfinale er dog ikke umulig i det her felt. Og David Ferrer, endnu én fra den gamle garde, kan måske få et pænt resultat. Efter to pauvre år har han genfundet noget af fordums styrke henover sommeren.

Lodtrækningen finder sted d. 25. august klokken 18 dansk tid. Nadal og Murray er seedet 1 og 2, mens Federer og Zverev er seedet 3 og 4.

Turneringen begynder mandag d. 28. august. Finalen spilles 10. september. Lodtrækningen, resultater med videre findes her, og turneringen kan følges på Eurosport og Eurosport Player.

Update: Dette indlæg er skrevet før lodtrækningen. Vil man læse et indlæg, der baserer sig på lodtrækningen (som har været ond ved Federer og rar ved Murray), kan dette anbefales. 

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image