03 Jun

Curry – det usædvanlige krydderi

stephencurry
Stephen Curry minder om ingen andre. Alligevel trækker Currys talent en tiårig tråd til Steve Nash. Warriors og Curry står foran at vinde NBA-titlen back-to-back, med mindre Cleveland Cavaliers stopper det gule kollektivs frådende offensiv.

Af Søren Ditlev Monrad

Hvad er der egentligt tilbage at skrive om Stephen Curry og Golden State Warriors? Det retoriske spørgsmål antydede Sport fortalt tilbage i marts – længe inden playoffs var gået i gang.

NBA har været ramt af Warriors-feber længe efterhånden, men lad os alligevel se lidt nærmere på det hold og ikke mindst den mand, der har sat ild til basketballnet igen og igen.

Alle med den svageste interesse for basketball og NBA har gennem to sæsoner set Curry zigzagge sig igennem forsvar efter forsvar og sænke 3’er efter 3’er fra nye umulige vinkler og afstande. Og her troede vi endelig, at den næsten lidt for gode historie om Curry og Warriors kunnet have fået havde fået en ny vinkel. Warriors stod til at smide alletiders bedste sæson i skraldespanden med et exit til et Oklahoma City Thunder-hold, som så mere tændte, dynamiske og sultne ud.

Mørke skyer afløst af solskin
Det var jo nærmest den eneste krølle, som manglede i Curry og Warriors-fortællingen. Det store sammenbrud og manglen på gigantiske indfriede forventninger. Men helt ude at skide og nede 1-3 i kampe rejste hele holdet sig og fik vendt katastrofen til et magisk comeback med tre sejre i træk.

Specielt i kamp 6 i Oklahoma City så det hele ud til at være forbi. Spillet fungerede stadigvæk ikke optimalt, og Warriors hang efter i de tre første quarters på trods af en formidabelt skydende Klay Thomson, der nåede at sænke ikke mindre end playoff-rekordhøje 11 3’ere. Thunder havde det momentum (som alle efterhånden bruger som betegnelse om at have overhånden i en given sportssituation, når de har svært ved at sige præcis hvorfor), som Warriors spejdede forgæves efter.

stephencurry2

Men i fjerde quarter smed Thunder pludselig bolden væk igen og igen og formåede ikke at spille sammen som hold. Det var Warriors ikke sene til at udnytte og slap ud af Oklahoma City med en tvingende nødvendig udebanesejr. I den afgørende ”Win or go home”-kamp 7 i Oakland satte Warriors tingene på plads i tredje quarter efter at være kommet bagud i de første to.

Dermed står vi foran en gentagelse af sidste års NBA-finale mellem Golden State Warriors og Cleveland Cavaliers.

Hvor skadet er Curry?
Det siger sig selv, at Curry er omdrejningspunktet på Warriors-holdet, hvor han dog er omgivet af absolut kompetente medspillere på et velfungerende kollektiv. Curry har siddet over i flere kampe i playoffs med først en dårlig ankel og siden et dårligt knæ, og spekulationerne går naturligt på, om Curry er hundrede procent skadesfri. Selv siger stjernen meget lidt om præcis det.

Men det vil heller ikke ligne Curry at tude over, at han muligvis døjer med ondt flere steder. Currys konstante fokus på at optimere eget spil, teknik og fysik lukker som regel alt andet mindre væsentligt ude. At han på tidspunkter i playoffs ikke har været på toppen, har dog ikke været svært at se. Med 36 point og 58 procents skydning bag 3-pointslinjen i kamp 7 mod Thunder mindede Curry dog ualmindeligt meget om sig selv.

Currys rekorder
Det fører os tilbage til begyndelsen af artiklen. Hvad er det lige, jeg skal fortælle dig om Curry, som du ikke ved i forvejen? I en liga og sport, der taler til alle statistiknørder, er det jo lige for at nævne alle de vilde fakta, der klæber til Curry. Listen herunder er latterligt kort, for når det kommer til at sætte sit skud – og gerne meget langt væk fra kurven – så er Stephen Curry et sted, ingen nogensinde har været tidligere.

Curry-fakta
– Topscorer i sæsonen 2015-2016
– Flest steals i sæsonen 2015-2016
– Første énstemmige MVP nogensinde (og MVP-titel nummer to i træk)
– 402 tre-point-scoringer i sæsonen 2015-2016. Aldrig har en anden spiller lavet over 300(!) i en sæson. Currys tidligere rekord for sæsonen 2014-2015 lød på 286 stk.
– Flest kampe i træk med en 3’er (152 stk. og rekorden er stadig i live)
– Medlem af 50-40-90-klubben for første gang (mere om det senere)

Warriors-fakta
– Bedste sæson nogensinde. Med 73 sejre og kun 9 nederlag slog Warriors rekorden sat af legendariske Chicago Bulls tilbage fra 1995-1996 (72-10).
– Warriors blev første hold til ikke at tabe to kampe i træk i en sæson, og første hold til ikke at tabe til det samme hold to gange i en sæson

Curry og Nash
stevenashstephencurry

I stedet kan vi jo kigge på, hvad der gør Curry til Curry. 28 år gammel står Wardell Stephen Curry II eller bare Stephen ”Steph” Curry på toppen af verden og sin sport. Søn af tidligere NBA-spiller Dell Curry og storebror til langt mere anonyme Seth Curry, der også tjener sine penge i NBA.

De fleste er enige om, at Currys skud og ballhandling hører hjemme i en anden galakse. Du skal ikke kigge længe på den nærmest religiøse forberedelse, som Curry gennemlever før hver kamp for at blive klar over, at mandens beslutsomhed og fokus har bragt ham et meget langt stykke af vejen. Det gælder både, når han dribler problemløst og gnidningsfrit med to bolde på samme tid eller sænker 3’ere fra logoet midt på banen.

Curry er altså helt sin egen og minder på den måde ikke om tidligere tiders største stjerner. Der løber dog alligevel en linje mellem Stephen Curry og canadiske Steve Nash. Nash toppede i Phoenix Suns med to MVP-titler (2005 og 2006), men nul mesterskaber, hvor han uddelte den ene mere vanvittige assist efter den anden. Nash var den helt rene pointguard med flere assists og færre point, så på den led minder de knap så meget om hinanden. Men begges minutiøse tilgang til skuddet, høje basketball-IQ og teardrop-floaters over langt højere spillere i deres drive mod kurven, trækker en tiårig tråd mellem Nash og Curry.

Curry er netop kommet igennem sin første 50-40-90-sæson. De tre tal kombineret markerer en efterhånden mytisk klub for de allerbedste skytter i NBA og tæller så få som syv forskellige navne (Bird (2), Price, Miller, Nash (4), Nowitzki, Durant og Curry). At skyde 50 procent fra banen, 40 procent bag 3’eren og 90 procent på sine straffekast gennem en hel sæson er en helvedes svær øvelse, som Curry altså nu har løst for første gang. Forgængeren Nash har som den eneste præsteret det i fire sæsoner og er helt uhørt tæt på at snitte 50-40-90 over en hel karriere (49-42-90).

Curry transcenderer Nash
Det er til gengæld næppe nogen overraskelse, at Curry skyder bedst af de to bag 3’eren. Curry stoler så meget på sit skud, at han ikke er bange for at skyde længere væk fra kurven, end de fleste nogensinde havde tænkt var en god ide, før Curry begyndte at gøre det til en fast del af sit spil. Det har Nash ikke været sen til at anerkende, og canadieren genkender bestemt lidt af sit yngre jeg i Currys nuværende jeg, når han fremhæver, hvad det er, der gør Curry til spilleren, alle skal måle sig op ad.

”He has taken what I did to another level.”

Curry nyder selvfølgelig også godt af, at NBA langsomt men sikkert har udviklet sig til at blive en liga for de bedste skytter. Holdene sætter spillet op til og søger 3-pointskuddet i langt højere grad end tidligere. Curry søger konstant sit eget frie skud, mens Nash var mere optaget af at få alle på holdet involveret.

Curry scorer sine 3’ere på alle måder. Step-back 3’ere, 3’ere direkte ud ad driblingen, 3’ere med en mand lige i smasken og 3’ere med stort set ingen release-tid. På den måde adskiller han sig markant fra andre mere rene skytter som for eksempel Atlanta Hawks’ Kyle Korver og San Antonio Spurs’ Danny Green, der begge løber og løber og løber for at blive fri og sat op til skuddet af andre på holdet.

Curry skubber sporten
Det er sjældent, vi kan tale om folk, der revolutionerer deres sport. Johan Cruyff forandrede måden, en helt verden tænker fodbold. Peyton Manning gjorde det til sit varemærke at ændre spil spontant fra linjen i NFL. Rodney Mullen ville ikke nøjes med at bruge skateboardets ene side som alle andre. De tre meget forskellige og meget svært sammenlignelige skikkelser skubbede alle deres sport et nyt sted hen.

På samme måde skubber Curry NBA i en ny retning. Curry formår at strække en ellers helt fast basketballbane. Han har gjort banen større via sit spil og ikke mindst skud, når han sikkert sænker det fra vanvittige afstande. Dermed har modstanderholdet svært ved at tvinge ham til at tage de sværeste skud, da han blot sænker 3’eren alligevel, og kommer du for tæt på ham, ændrer han retning, smider bolden bag ryggen og løber forbi dig.

Curry er umulig at efterligne
Bedst til at illustrere hvor ulogisk godt Curry skyder, er en historie fra foråret. Curry er så god, at hans talent simpelthen ikke lader sig indfange af det voldsomt populære computerspil NBA 2K. Programmørerne bag spillet forsøger at opdrage computerspillerne til, at visse skud bliver belønnet, mens andre ikke gør, da de er for usikre eller risikable. Formlen passer bare ikke på eksemplet Stephen Curry. Det er nemlig præcis den type af skud, som Curry har succes med kamp efter kamp.

“This is the Steph conundrum: His play defies all logic, but still works. We’re conditioned to believe that shots from insanely deep ranges or contested threes rarely get drained — but he does it every single night. It’s not a simple fix like jacking his three-point stat through the roof, because even the best shooters miss these kinds of shots. A new game needs to be created around him.”

Ny finale – samme hold
Curry gør jo ikke det hele alene, og han er begunstiget af at være omgivet af en fantastisk talentfuld gruppe, hvor ikke mindst Draymond Green og Klay Thomson skiller sig ud.

Og nu står det bedste hold i historien altså over for Cleveland Cavaliers for andet år i træk. Det er dog en helt anden udgave af Cavaliers, der tropper op til årets finaler sammenlignet med sidste år. I 2015 skulle monstrøse Lebron James bære det hele på sine skuldre, og gjorde det nærmest også ved at snitte flest point, rebounds og assists blandt alle spillere i finaleserien. Det viste sig dog ikke at være nok mod Warriors’ gule maskine.

cavaliers

I år har Cavaliers utvivlsomt været det bedste hold i East gennem hele sæsonen og har haft en forholdsvis nem vej gennem playoffs. Mest af alt bliver det dog en anden finale i år, fordi Cavaliers ikke er ramt af afgørende skader. Både andenviolin Kyrie Irving og tredjeviolin Kevin Love var skadet i sidste års finaleserie. Det er de ikke i år, og Lebron James får selskab af de hårdeste banditter i banden på banen. Det springende punkt bliver, om Cavaliers defensivt er i stand til at løse Warriors’ boblende offensiv.

Og Curry? Han ligner mere og mere sit sædvanlige usædvanlige selv. Efterhånden mangler han kun en NBA Finals MVP-titel hjemme på pejsehylden. Spiller Curry, så currysk som kun Curry kan, så får han både den og NBA-titel nummer to.

Første kamp blev spillet i nat. Golden State Warriors fører 1-0 i kampe.

03 Feb

Super Bowl 50: Mannings sidste rodeo?

Denver, USA - JANUARY 19: Denver Broncos vs New England Patriots AFC Championship at Sports Authority Field. The Denver Broncos defeat the New England Patriots. Peyton Manning celebrates after the win. (Photo by Anthony J. Causi)

Fortid og fremtid kolliderer, når Peyton Mannings Denver Broncos og Cam Newtons Carolina Panthers ramler ind i hinanden i jubilæumsudgaven af Super Bowl

Af Søren Ditlev Monrad

Da kyniske og forsvarstunge Denver Broncos havde slået allestedsnærværende og altid konstante New England Patriots i AFC-finalen, var alle kameraer rettet mod Peyton Manning og Patriots superduo, headcoach Bill Belichick og quarterback Tom Brady, da det klassiske ”tak-for-kampen-vi-respekterer-jer-noget-så-eftertrykkeligt-håndtryk” skulle uddeles på banens midte.

Da Belichick og Manning – måske de to mest uforanderlige figurer i de seneste 15 års NFL – mødte hinanden på midten, lænede Broncos-quarterbacken sig frem mod Belichicks øre og sagde passende og tilpas højt nok til, at kameraerne kunne fange det: ”This might be my last rodeo, so, it sure has been a pleasure.”

Og selvom om Peyton Manning tillod et lille ”måske” i sætningen, så er få i tvivl om, at Super Bowl 50 endegyldigt er endestation for Manning. Med en Broncos-sejr er det ikke mindst svært at se incitamentet for snart 40-årige Peyton Manning til at blive ved med at tage imod tørre tæsk fra tykke og trodsige forsvarsspillere. Men intet er som bekendt sikkert, før man har hørt det fra hestens egen mund.

Peyton Manning står i sin fjerde Super Bowl, men har i sine tre første forsøg kun formået at vinde én af de sagnomspundne Super Bowl-ringe. Det må siges at være skuffende for manden, som har modtaget mere personlig hæder end nogen anden i NFL. Fem gange har Peyton Manning fået at vide, at han er den mest værdifulde spiller i ligaen – MVP. Ingen anden spiller har gennem historien prøvet det mere end tre gange.

Derfor er det en smule paradoksalt, at Manning efter snart tyve år i ligaen kun er løbet af sted med det hele en enkelt gang, når tre andre quarterbacks inden for samme periode har præsteret bedre. Tom Brady, New England Patriots (fire titler), Ben Roethlisberger, Pittsburgh Steelers (to) og lillebror Eli Manning, New York Giants (to) har alle været mere succesfulde, hvis man kun kigger på titler.

Kan man forestille sig Manning uden Brady?
Har man først sagt Peyton Manning, må man unægtelig også sige Tom Brady. Gennem mere end 15 års parløb har de to været de toneangivende spillere i ligaen. De to, som alle andre har kigget på og forsøgt at kopiere. Henholdsvis 38 og 39 år gamle har de to quarterbacks været uadskillelige i alt deres forskellighed og mødt hinanden 17 gange (11-6 i Bradys favør).

Manning er løbet med det meste af den personlige hæder, mens Brady (i stærkt parløb med headcoach Belichick) har hevet de trofæer hjem til New England, som det hele i bund og grund handler om, ligesom han har været skarp som ingen andre i playoffs. Mannings problem er, at Brady går over i historien som den mest vindende quarterback af de to, mens Manning har underpræsteret, når der har været mest pres på. Brady har en uhørt rekord i playoffs – 22 sejre og ni nederlag – mens Mannings statistik lyder på mere menneskelige 13-13.

Brady har vundet seks conference-finaler (og spillet 10!), mens Manning har vundet fire. Og så står der som tidlige nævnt 4-1 til Brady i den vigtigste kategori – Super Bowl-sejre. På søndag kan Manning dog pynte på den statistik ved at afslutte karrieren med sejr nummer to.

Hvorfor bliver Manning regnet som den bedste spiller?
De største sportsstjerner får ofte kæmpestore prædikater påklistret, men man overdriver ikke ved at sige, at den ældste af Manning-brødrene revolutionerede NFL, da han kom ind i ligaen, og i årene der fulgte viste sit lederskab og spil-intellekt. Få sportsgrene er i så udpræget grad som amerikansk fodbold et coaching game. Nogle kalder det skak med muskler, og hoben af trænere på sidelinjen vil ingen ende tage.

Med Mannings indtræden i ligaen fik vi måske den mest intelligente spiller på den vigtigste position i amerikansk sport (en NHL-målmand må komme ind på en sikker andenplads). Ingen har som Manning været i stand til at improvisere og ændre spil på linjen, når modstanderen gjorde noget uventet, og har kunnet skabe noget ud af intet. Manning har levet af sin forudseenhed og intellekt og mindre af sin atletiske formåen. Efter sigende skulle Manning have memoreret hele Colts’ playbook på en enkelt uge, da han tilbage i slutningen af forrige årtusinde blev generalen i Indianapolis. Manning er ganske enkelt ikke blot headcoachens forlængede arm. Med sin tilstedeværelse og spilforståelse fungerer Manning som headcoach dybt inde i centrum af spillene – et perspektiv alle headcoaches må misunde manden.

Hvad er problemet så?
Manning anno 2016 er kort og godt meget langt fra at være MVP-Manning. Efter en helt igennem forfærdelig kamp mod Kansas City Chiefs i uge 10, hvor han kastede fire interceptions og præsterede en passer rating på 0,00, blev Manning hevet ud af headcoach Gary Kubiak og erstattet med fremtidens mand, Brock Osweiler. Efterfølgende humpede Manning rundt med en fodskade, men selv da han blev klar igen, tøvede Kubiak med at smide ham tilbage på banen og foretrak i stedet at stille med unge Osweiler.

Sidste uge i den almindelige sæson fik Manning dog igen lov til at lede angrebet, da han blev skiftet ind i anden halvleg mod San Diego Chargers og ændrede et potentielt nederlag til sejr. Se Mannings elendighed mod Chiefs her.

Men Manning og angrebet er andenviolin. Broncos har sæsonen igennem tæsket deres modstandere ved at stille med et frygtindgydende forsvar på banen og har tilladt færrest yards til modstanderne sæsonen igennem. Von Miller drev gæk med Patriots’ offensive linje igennem hele AFC-finalen, og han får eminent opbakning af DeMarcus Ware og et driftig og kompetent secondary.

Hvad med Panthers?
Mens Manning i den grad repræsenterer fortiden, så har Carolina Panthers superstjerne, supermanden Cam Newton, i modsætning været sprudlende og til stede hele sæsonen. At Cam Newton bliver dette års MVP, må være tydeligt for alle. Panthers har tabt to kampe de seneste 13 måneder, men alligevel bliver omgivelser og modstandere ved med at undervurdere de hyperoffensive pantere.

Sep 20, 2015; Charlotte, NC, USA; Carolina Panthers quarterback Cam Newton (1) warms up before the the game against the Houston Texans at Bank of America Stadium. Mandatory Credit: Sam Sharpe-USA TODAY Sports

Vi har igen-igen en Super Bowl, hvor det er angrebsfootball over for forsvarsfootball. Panthers har lavet flest point gennem sæsonen, og det skyldes to mænd – offensive coordinator Mike Shula og sæsonens mand i skysovs og superheltekappe Cam Newton. Det er i det hele taget imponerende, at Panthers har formået at vinde kamp efter kamp. For offensiven er super endimensionel og centreret omkring Newton. Panthers næstmest glimtende stjerne Luke Kuechly spiller oven i købet i forsvaret. Newton er på mange måder antitesen til Peyton Manning.

Han er et atletisk monster, der løber, kaster og improviserer i kraft af sin fysik og samtidig giver den som en glad og opmærksomhedskrævende skoledreng, der nyder hvert eneste sekund på banen, mens han slår kolbøtter over forsvarsspillere på vej ind i endzone. Se ham in action her.

Hvad bliver afgørende?
Manning og Broncos spillede en horribel Super Bowl for to år siden, hvor de blev kørt fuldstændigt over af Seattle Seahawks-defensiven og tabte med 35 point. I år er rollerne byttet om. Broncos er holdet med de defensive kvaliteter, der i en times effektiv spilletid vil forsøge at ødelægge Cam Newtons og Mike Shulas højoktane og ofte højtscorende offensiv.

NFL Nows eksperter Ike Taylor og Maurice Jones-Drew er hver især blevet bedt om at pege på en enkelt ting, som de to hold absolut skal opfylde, hvis de vil løbe af sted med det hele. De peger knapt så overraskende på punkter, som ikke nødvendigvis har været de to holds bread and butter gennem sæsonen.

Carolina Panthers skal have maksimalt udbytte af widereceiver Ted Ginn Jr., som skal have succes med sine dybe løb. Det skal tvinge Broncos-forsvaret til at dække mindre kompakt og koncentreret op, så Cam Newton kan få skudt hele arsenalet af med både korte og lange kast og løb. Derudover skal Panthers bygge videre på en stærk defensiv, som de har haft held med mod både Seattle Seahawks og Arizona Cardinals i deres to første playoff-kampe. Formår Panthers fire defensive linemen at stresse Manning, få bolden ud af hænderne på ham og skabe mere end én turnover for tredje kamp i træk, så er Panthers et godt stykke af vejen mod deres første Super Bowl-triumf.

Denver Broncos skal derimod have gang i en massiv produktion af yards fra deres runningback-duo, C. J. Anderson og Ronnie Hillman. 13 gange siden 2014 har Broncos løbet for mere end 125 yards, og alle 13 gange har de vundet. Som med så meget andet handler det om, at Broncos kan blande løb og kast i et tilpas forhold, så Panthers defensiv ikke får held med at dække banen på samme måde hele tiden.

Derudover fremhæver Ike Taylor og Maurice Jones-Drew det helt åbenlyse; at Manning skal lade være med at kaste interceptions. Manning har en enestående elendig touchdown-til-interception-ratio med ni touchdowns og hele 17 interceptions i år. Det lyder umiddelbart alarmerende for Broncos-offensiven, men Manning har faktisk vendt bøtten og har ikke kastet en eneste interception siden sin famøst forrykte præstation mod Kansas City Chiefs.

Bookmakerne har Panthers som storfavorit til at hive en sejr med hjem til Carolina, hvilket ikke er så mærkeligt, når man ser på, hvilken fantastisk stime og sæson de har gang i. Det er selvfølgelig en fest, som Manning og Broncos vil gøre alt for at lukke. Spørgsmålet er, om Peyton Manning fløjter en sejrs- eller nederlagsmelodi, når han som en anden Lucky Luke rider væk fra opmærksomhed og footballkarriere med udsigt til solnedgangen for allersidste gang? Natten mellem søndag og mandag er vi meget klogere.

Super Bowl bliver spillet, når søndag bliver til mandag (dansk tid) – klokken 00.30. I år udgår duellen fra Levi’s Stadium, Santa Clara, Californien.

20 Apr

Manden, der er større end sin egen sport

ronnie

VM i snooker handler kun om én ting. Vinder den vidunderlige, komplekse Ronnie O’Sullivan sin tredje VM-titel i træk – og nummer seks i alt? Eller falder han fra hinanden foran øjnene af den samlede verden af kø- og kugle-entusiaster?

Af Søren Ditlev Monrad

Selvom Lionel Messi og Christiano Ronaldo, Lebron James og Kevin Durant samt Novak Djokovic og Rafael Nadal i zigzagkurs kæmper en fortættet kamp om, hvem der skal være den største nuværende aktør inden for henholdsvis fodbold, basketball og tennis, og er verdensstjerner, der stråler galaktisk stort, så er der nok få mennesker på denne planet, som vil påstå, at nogen af dem er større end den sport, de excellerer i. Ronaldo større end fodbold? James større end basketball? Nadal større end tennis? Nej, vel?

Men vender man sig mod den meget mindre sport snooker, er der et navn, som giver ekko langt væk fra filten og kridtet. Det er selvfølgelig engelske Ronnie O’Sullivan – verdens største sportsnavn, som verden bare mangler at få øje på. Briten lider indlysende nok under, at han på ingen måde dyrker en stor, global sport, som hele verden samles for at følge på storskærme på alverdens pubber og parker, men kun brillerer i en sport, der primært er stor i Storbritannien, nogle tidligere britiske territorier og Asien.

En menneskelig superstjerne

Hvad er det så med Ronnie? Jeg har tidligere lidt i spøg hævdet over for alle, der har gidet lytte, at havde han dyrket en af de største sportsgrene i verden, havde han også været verdens største sportsnavn. Ronnie har nemlig det, man på nudansk kalder ”hele pakken”. Verdens indiskutabelt største, unikke snookertalent kæmper en ustandselig strid mod et vanskeligt og skrøbeligt sind, som giver os lov til at komme helt tæt på den største inden for snooker, og samtidig føle at vi kigger et menneske som os selv dybt ind i øjnene, selvom han befinder sig i samme luftlag som Ronaldo, James og Djokovic.

Ronnies historie er fra et nøgternt perspektiv næsten for god til at være sand. Han har gennem hele sin karriere kæmpet imod depressioner og afhængighed af både det ene og andet. Læg dertil at hans far forsvandt ud af knægtens liv i en alder af 16 år, da han i en af de mest omtalte mordsager i England i en kæmpe alkoholtåge knivdræber en anden mand og bliver dømt til 18 år i spjældet. Med andre ord: What’s not to like?

Det kan lyde kynisk og grundløst at stille det op på den måde, men det er nødvendigt for at forstå fænomenet Ronnie. For alt dette er kun interessant, fordi han er den bedste til sit gebet på trods af – eller måske i kraft af – sin fortid og sine spøgelser. Ronnie bevæger sig på en mental knivsæg og viser os i en tid, hvor den ene sportsstjerne efter den anden bliver mere og mere kæmmet og kedelig, at et menneske – kendt eller ukendt – altid består af noget mere og dybere, og det ikke er nogen skam ikke at skjule det.

Da han i 2012 vinder sit fjerde verdensmesterskab, forsvinder han væk fra sporten og spiller med ganske få undtagelser ikke en eneste turnering, inden han tropper op til VM i 2013 – hvor han udraderer al konkurrence og forsvarer sin titel. I mellemtiden har han brugt tiden på at være sammen med sine børn og kæmpe mod sin tilbagevendende depression og på at løbe ture og arbejde frivilligt på en gård. Det er på alle måder uhørt og svarer til, at Fernando Torres efter VM-guldet i 2010 havde ladet fodbold være fodbold og taget et sabbatår på Tenerife for at passe et bartenderjob.

ronnie2

Med den anden hånd

Snooker er på mange måder et utroligt enkelt og kompliceret spil. Det gælder om at sænke en rød bal (kugle) efterfulgt af en af de andre farver, derefter en rød, igen en anden farve og så fremdeles. Den farvede bal kommer op på bordet igen, mens den røde bal bliver i hullet. Så længe man sænker baller, får man lov til at fortsætte ved bordet. På et tidspunkt har den ene spiller fået så mange point, at han ikke længere kan hentes og vinder dermed framen (runden). Fra turnering til turnering og fra turneringsrunde til turneringsrunde spilles bedst af et antal frames – fx spilles VM-finalen over to dage og bedst af hele 35 frames. Derudover findes der en masse særregler, som især kommer i spil, når framen er tæt, og begge spillere lukrerer på at få den anden spiller til at begå en fejl på bordet, der altid straffes med, at modstanderen får point.

Sænker man skiftevis en rød og sort bal, indtil der ikke er flere røde tilbage på bordet (15 røde baller i alt på bordet fra begyndelsen), og clearer bordet i farverækkefølgen gul, grøn, brun, blå, pink og sort, har man opnået et maksimumbreak, som giver den ultimative score 147 point. Det lyder jo ganske nemt, men er et stilstudie i elegance, overblik og spilintelligens, når man hver gang ikke bare skal sørge for at sænke den rette bal, men også sørge for at få den rette position på næste bal. Ronnie har indtil videre lavet 12 147’ere i live-transmitterede snookerturneringer, den seneste kom for godt halvanden måned siden i den afgørende frame ved Welsh Open. Det kan du nyde i dette klip kommenteret af den fremragende danske snookerkommentator Henrik Kaj Hansen. Har du ikke tålmodighed til at se hele klippet så se i det mindste, hvordan Ronnie med den største selvfølgelighed smider køen over i venstrehånden, da han skal sænke den sidste røde (minuttal 7:30).

For at det ikke skal være løgn, er O’Sullivan nemlig det nærmeste, man kommer på en spiller, der er lige god med begge hænder – såkaldt ambidekstral. Det er en naturligvis en kæmpe fordel, når man i løbet af en match kommer i utallige situationer, hvor positionen for ens naturlige hånd er skidt, at man kan skifte køen over i modsatte hånd. Mange panderynker blev rejst, da Ronnie først begyndte at eksperimentere med det i officielt spil. Helt tilbage ved VM i 96 blev canadiske Alain Robidoux så rasende over at se O’Sullivan spille med venstre hånd, at han beskyldte ham for at vise respektløshed over for modstander og spil. Ronnies korte svar var, at han kunne spille bedre med sin venstre hånd end Robidoux med sin højre. Robidoux endte med at indgive en formel klage, hvor Ronnie skulle bevise, at han kunne præstere på højeste niveau gennem en helt match ved kun at spille med venstre hånd. Tre frames mod tidligere VM-finalist Rex Williams afgjorde det kort og godt; Ronnie vandt dem alle, og anklagerne om respektløshed blev aldrig rejst igen.

Nu går det meget hurtigt

Ronnie har revolutioneret sporten med sin aggressive og kvikke spillestil; deraf hans tilnavn ”The Rocket”. Englænderen bliver altid introduceret under parolen ”blink and you miss him”, og som den showmand han er, entrerer han altid til Robbie Williams’ kæmpehit ”Let Me Entertain You”. Snooker er fra tid til anden blevet kritiseret for at være både for langsomt og for kedeligt, men Ronnie spiller snarrådigt og hurtigt uden at miste overblikket. I de situationer nyder O’Sullivan godt af sin uovertrufne taktiske forståelse og spilintelligens, hvor han som ingen andre formår at bygge den ene efter den anden frame op og altid få placeret den hvide stødbal korrekt til næstkommende stød. Selvsamme stil har dog også fra tid til anden kostet Ronnie, når han har tabt hovedet i en tilspidset situation og taget en lidt for hurtig beslutning. Men det er en stil, der tiltrækker publikum, og det er nok ikke helt forkert at påstå, at der er flere fans af O’Sullivans tilgang til spillet end den gængse og mere afventende facon.

Et fuldstændigt uovertruffet indblik i englænderens genialitet, kan du bevidne i O’Sullivans første tv-transmitterede 147’er, hvor han som 21-årig knægt i raketfart fyrer et maksimumbreak af i fuldstændig mageløse 5 minutter og 20 sekunder – en rekord, som højst sandsynligt kommer til at stå til evig tid. Læg også mærke til, hvordan showmanden efter sin superpræstation demonstrativt begynder at underskrive sin kommende præmiecheck ud i luften. Tilbage i 1997 gav en 147’er under VM nemlig intet mindre end £147.000. Og det er jo også værd at tage med.

Verdensmester igen?

Ronnie er som regerende verdensmester førsteseedet og bør kunne spille sig mere eller mindre problemløst frem til semifinalen, hvor han højst sandsynligt kommer til at stå over for sæsonens varmeste spiller, Ding Junhui. Kineseren har med fem sæsonsejre ravet én mere til sig, end hvad O’Sullivan har været i stand til at præstere.

I den anden del af lodtrækningen er anden- og tredjeseedede, australske Neil Robertson og engelske Mark Selby, naturligvis favoritter til at spille sig frem til en semifinaleplads. Men hvis der er en, der kan stikke en kæp i hjulet for favoritsejre hele vejen frem til finalen, må det være den tidligere verdensetter og engelske wunderkid Judd Trump, der er seedet syv og står til at møde Neil Robertson i kvartfinalen.

Spørgsmålet er ikke, om der er nogen, der er i stand til at kunne slå en Ronnie i topform, for det er der ingen, der kan. Spiller ”The Rocket” sit absolutte ypperste spil, så bliver han også verdensmester for sjette gang. Det mere relevante spørgsmål at stille er, om Ronnie er i stand til at forblive cool, calm and collected under mere end to ugers VM-spil, især hvis han står til at blive presset af en yderst fermt spillende Ding Junhui i semifinalen. Krakelerer englænderen her, kan vi godt ende med at se den første kinesiske verdensmester nogensinde. Men forbliver O’Sullivan i zonen gennem hele VM, så tilføjer han også endnu en VM-titel til sine titler fra 2001, 2004, 2008, 2012 og 2013.

ronnie3

På længere sigt er det nærmest umuligt at sige noget sikkert om Ronnies muligheder. Med englænderens historik in mente er det vel kun ham selv, der er i stand til at vide, hvad han lige føler for, om hans tørst efter spillet fortsætter, om han er i stand til at holde dæmonerne på afstand, eller om han pludselig synes, at det er på tide at udforske andre sider af livet. De ubekendte stabler sig op, og med Ronnie er man aldrig sikker. Et af de bedste eksempler på det kunne ses tilbage i 2006 ved UK Championship, hvor Ronnie udvandrede fra kvartfinalen i en bedst-af-17-frames-kamp, selvom han kun var bagud 1-4 og førte 24-0 i femte frame. Men efter at have spillet et miserabelt positionsstød til rød, følte Ronnie ganske enkelt ikke for det og forlod scenen. Et optrin han selvfølgelig efterfølgende fik en klækkelig bødestraf for.

http://youtu.be/JYjIV54egio

Briten er efterhånden blevet 38 år, men i en sportsgren hvor spilforståelse og –intelligens har lige så meget at skulle have sagt som fysik, behøver alder ikke være en hindring, og der kan sagtens være gemt en lille håndfuld VM-titler til Ronnie i fremtiden, hvis han bestemmer sig for at satse alt på det. Meget afhænger af englænders lune. Da han efter sin VM-titel i 2012 nærmest trak sig helt væk fra spillet og for første gang i 19 år faldt ud af top-16, kunne man for første gang sætte alvorligt spørgsmålstegn ved Ronnies udholdenhed. Kun top-16 kvalificerer sig automatisk til VM, og det er svært at forestille sig Ronnie gide spille sig gennem kvalifikationen til VM. Heldigvis for Ronnie er verdensmesteren altid første mand på deltagerlisten det efterfølgende år, så han kan selvfølgelig bare blive ved med at vinde VM år efter år efter år, så behøver han heller ikke bekymre sig om at spille mere eller mindre ligegyldige fyldturneringer igennem året, mens han venter på en ny VM-turnering. At The World Professional Billiards and Snooker Association helt sikkert ser en smule anderledes på det, er en helt anden sag.

Du kan følge VM i snooker fra The Crucible i Sheffield på Eurosport og Eurosport 2 frem til den 5. maj. Ronnie O’Sullivan er planmæssigt videre til anden runde efter åbningssejr på 10-4 over finske Robin Hull.