30 Sep

Hajen fra Messina – en ny og ren italiensk helt?

Nibali

Årets vinder af Tour de France, Vincenzo Nibali, har bygget sin karriere stille og roligt op uden pludselige og voldsomme udsving i præstationerne. For mange står han som et håb om en renere cykelsport. For italienerne er han først og fremmest den store mester, de har savnet siden Pantanis tragiske farvel til sporten.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

”Han vandt kun, fordi Pantani og Ullrich ikke var med”. ”Han vandt kun, fordi Contador ikke var med”. ”Han vandt kun, fordi Contador havde slidt sig op i Giroen inden”. Sådan lød dommene over henholdsvis Lance Armstrongs første Tour-sejr i 1999, Carlos Sastres sejr i 2008 og Cadel Evans sejr i 2011.

Da Chris Froome og Alberto Contador udgik af årets Tour, hørte man lignende spekulationer om Vinzenco Nibali, der i de to topfavoritters fravær pludselig var favorit til sejren. Og selv om spekulationerne til dels forsvandt i takt med, at Nibali helt suverænt kørte al modstand i sænk, så forsvandt kritikken af den nye Tour-konge aldrig helt: Han vandt kun, fordi Froome og Contador udgik, og Quintana ikke var med, lød det igen og igen.

Sådanne spekulationer er svære at undgå, når de oplagte forhåndsfavoritter ikke er med eller er udgået undervejs. Og for Nibalis vedkommende er det en rolle, han har været vant til i hele sin karriere. Flere gange har han måttet lægge øre til påstande om, at en stor sejr var kommet på en billig baggrund.

Ikke en ny Sastre

Men Nibali er ikke Sastre.  Sastres præstation skal i høj grad ses i sammenhæng med et felt, der i 2008-udgaven ikke havde de store stjerner at byde på. Andy Schleck var dengang endnu for ung, storebror Franks force var og er ikke 3-ugers etapeløb, og Evans havde endnu ikke den styrke, der bragte ham sejren i 2011.

Sådan forholder det sig ikke med Nibali. Hajen fra Messine er højt respekteret i feltet, og det er der en grund til. Han har siden sin professionelle debut i 2005 lige så stille bevæget sig opad i hierarkiet med stadig stærkere præstationer, og i år var hans sejr i Touren af så høj kvalitet, både taktisk såvel som fysisk, at der ikke kan være tvivl om, at hans sejr var fortjent.

Det særligt interessante ved Nibali er imidlertid, at hans fremskridt er sket gradvist og uden markante – og ikke mindst mistænkelige – udsving i præstationerne.

Stille start på karrieren

Det hele startede som sagt i 2005, da Nibali som 21-årigt supertalent skrev kontrakt med Fassa Bortolo. Året efter skiftede han til Liquigas. Her begyndte han at få sine første professionelle resultater og sluttede blandt andet som nr. 8 i Post Danmark Rundt.

Mest opsigtsvækkende var dog andenpladsen i løbet Settimana Internazionale di Coppi e Bartali, hvor han sluttede foran sin egen kaptajn på Liquigas, Franco Pellizotti, og kun blev overgået af Italiens på det tidspunkt helt store rytter, Damiano Cunego.

At Nibali var et stort talent, var der ingen tvivl om. Men han fik endnu ikke lov at køre sine egne chancer. På Liquigas-holdet måtte han se sig hensat til andet geled bag stjerner som eksempelvis Pellizotti og fra 2008 den italienske yndling, Ivan Basso. Derfor måtte Nibali i høj grad gribe chancerne, når de opstod, og hver eneste gang bevise, at han var fremtidens mand.

De første store resultater

I 2007 fortsatte han med at forbedre resultatlisten og hentede blandt andet en samlet andenplads i Slovenien Rundt samt en samlet 8. plads i Giro del Trentino. Samme år fik han sin Grand Tour-debut, hvor han sluttede som samlet nr. 19 i hjemlandets Giro d’Italia.

Det store gennembrug kom året efter, da han vandt Giro del Trentino foran sin kaptajn, Pellizotti. På trods af sejren var Pellizotti holdets førstemand i Giroen, hvor han sluttede som nr. 4. Nibali var med som hjælperytter og imponerede med en 11. plads. I det efterfølgende Tour de France var Nibali også med som hjælperytter, denne gang for den jævnaldrende kaptajn, Roman Kreuziger. Tjekken sluttede som nr. 12, mens Nibali endte som nr. 20.

Gennembruddet

Nibali blev lige så stille svær at komme uden om som kaptajn, og i 2009-udgaven af Tour de France var han og Kreuziger sidestillet ved løbets start. De fulgtes næsten ad og sluttede som henholdsvis nr. 6 og nr. 8. Hermed havde Hajen fra Messina slået sit navn fast blandt de næste års faste favoritter til podiepladserne i de store Grand Tours. Men om en sejr i et af løbene var realistisk, var der langt fra enighed om.

De forbeholdende stemmer forstummede end ikke helt, da han allerede året efter – i 2010 – først sluttede som nr. 3 i Giroen, og et par måneder senere stod øverst på podiet i Madrid – som den første italienske vinder af den spanske rundtur siden 1990. I Giroen var det nemlig Nibalis kaptajn på Liquigas, tilbagevendte Ivan Basso, der løb med den samlede sejr og dermed opmærksomheden. Og i Vueltaen kom Nibalis sejr først i hus efter at løbets førende rytter, Igor Anton, styrtede og udgik på et tidspunkt, hvor han lignede en klar vinder af løbet.

Nibali fortsatte dog med at imponere og kørte året efter en samlet andenplads hjem i Giroen, hvorefter han sluttede som nr. 7 i Vueltaen. For mange iagttagere var det et fremskridt i forhold til sejren i Spanien, da Giroen betragtes som et langt mere prestigefuldt løb, hvilket Sport fortalt tidligere har skrevet om.

Og det stabile fremskridt fortsatte. I 2012 var han for første gang enekaptajn i Touren, hvor han kørte en samlet tredjeplads hjem. I 2013 prioriterede Nibali Giroen. Som bejler til rollen som Italiens største cykelstjerne var det nødvendigt med en sejr i hjemlandets største løb, hvilket Sport fortalt tidligere har skrevet om. Og satsningen gav afkast. Nibali tog den samlede sejr og sluttede senere på året som nr. 2 i Vueltaen. Samme år vandt Nibali desuden både Tirreno-Adriatico og Giro del Trentino.

Navnet burde været slået fast. Men selv med så flotte resultater var der stadig ikke enighed om, hvorvidt Nibali hørte til blandt sportens allerstørste navne. Mange mente, at sejren i Giroen havde været for nem, da de største konkurrenter havde været en over-the-hill Cadel Evans samt en ung og uprøvet Rigoberto Urán. Altså et forbehold a la det, der havde været udbredt efter hans sejr i Vueltaen.

En komplet rytter

Af samme årsag så mange ham ikke som favorit, da årets Tour de France blev indledt. Og af samme årsag blev hans sejr mødt med skepsis, efter Contadors og Froomes styrt og exit.

Men Nibali er en stor rytter, og der er ingen grund til at tvivle på hans berettigelse som Tour-mester. Først og fremmest har han en teknik i verdensklasse. Derfor styrter han sjældent, han navigerer let hen i sikre positioner forrest i feltet, og han udnytter sin energi på cyklen helt optimalt. Og så er han ikke mindst en af sportens bedste nedkørere.

Stik modsat eksempelvis brødrene Schleck. Både Andy og Frank er ryttere, som ofte må en tur i asfalten, som ofte bliver fanget de forkerte steder, og som ikke mindst stadig mangler at perfektionere deres position på cyklen i forhold til at udnytte kroppens energi bedst muligt. Og så kan de simpelthen ikke køre nedad.

Nibali er desuden en meget komplet rytter, der ikke har mange – hvis overhovedet nogen – svagheder i forhold til at vinde et etapeløb. Han er en meget slidstærk bjergrytter, som er svær at ryste på de lange og udmagrende stigninger, og så har han desuden et ganske fint antrit og dertilhørende angrebslyst, som gør ham i stand til at angribe og vinde både kortere bjergafslutninger og løb som Liége-Bastogne-Liége. Endelig kører han en rigtig god enkeltstart.

Nibali kan med andre ord vinde i det meste terræn. Se hvor fantastisk elegant han efter en hård og udmagrende finale på Tourens 2. etape stikker af fra det tilbageværende felt, vinder etapen, og sender et signal om, at han ikke kun skal opfattes som en outsider til den samlede sejr!

Og så er det i det hele taget begrænset, hvor lang tid man kan underkende en så åbenlys imponerende sejrsliste. Nibali har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne som en del af en meget eksklusiv gruppe af ryttere, der har vundet alle tre Grand Tours. I nyere tid er det en præstation, der kun deles af Contador.

Stabil udvikling

Det mest bemærkelsesværdige ved Nibali er imidlertid ikke, hvor langt han er nået, men derimod hvordan han er nået dertil. Contador, Quintana og Andy Schleck slog alle igennem som meget unge ryttere og stemplede utrolig hurtigt ind på den helt store scene. Andy Schleck blev i 2007 som kun 22-årig nr. 2 i Giroen i sin Grand Tour-debut. Året efter blev han nr. 12 i Touren, og i 2009 endte han som nr. 2. Andy Schleck har i dag som 29-årig ”kun” gennemført 6 Grand Tours i alt, men har i de fire af dem sluttet som nr. 2. Andy gik altså fra talent til superstjerne på meget kort tid.

Det samme kan siges om Contador og Quintana. I sin kun anden Grand Tour blev 23-årige Quintana sidste år nr. 2 i Touren, mens han i år som 24-årig vandt Giroen i sit tredje Grand Tour-forsøg. Contador vandt Touren første gang, da han var 24 år efter kun at have kørt én enkelt Grand Tour inden.

Til sammenligning havde Nibali kørt hele fem af de store rundture, inden han som 25-årig vandt sin første Grand Tour. I skrivende stund har han gennemført i alt 12. Nibalis vej til toppen er således i langt højere grad kendetegnet ved en stabil udvikling, hvor han over årene stille og roligt har forbedret sine præstationer.

En renere sport?

Nibali minder på det punkt meget om Cadel Evans, som også er en af nyere tids mest stabile ryttere uden de store udsving. Da Evans vandt Tour de France i 2011 talte mange om, at vi måske var vidne til den første rene Tour-vinder nogensinde. Med Nibalis Tour-sejr er vi måske kommet endnu tættere på en normalisering af cykelsporten.

I hvert fald er der tale om en rytter, som godt nok kører imponerende stærkt, men som har udviklet sig gradvist over hele sin karriere; og som ikke har haft mistænkelige udsving, som vi ofte så dem hos de tidligere generationers stjerneryttere, og for den sags skyld også hos Andy Schleck.

Mens det for mange cykelfans er af stor betydning, at sporten kommer videre efter de mange dopingskandaler, er det for mange italienere mere betydningsfuldt, at de med Nibali endelig har fået den store mester, som de har savnet siden Pantani.

Siden dennes sejr i 1998-udgaven af Tour de France har støvlelandet ikke leveret en stjernerytter, der kunne køre med om sejren i Touren. Der var store håb for både Damiano Cunego og Ivan Basso, men mens førstnævnte aldrig blev den store etapeløbsrytter, så blev Bassos Tour-drømme slukket med Operation Puerto.

Hvem vinder Touren 2015?

Nu har de fået Nibali. Og der er gode chancer for, at Hajen fra Messina vil fortsætte med at hive store sejre hjem. Næste års Tour de France vil igen byde på en duel mellem de helt store, og hvis alt går vel for Nibali, vil løbet blive forskånet for den store stjerne-exit, vi så i år.

Sker det, vil han få muligheden for at vise cykelfans verden over, at hans sejr i år ikke var et resultat af andres fravær. Og sker det, vil det være endnu et tegn på, at cykelsporten er kommet endnu tættere på at blive – om ikke dopingfri – så i hvert fald en renere sport.

27 Sep

VM når det er bedst

VM cykling

Søndag skal der kåres en ny verdensmester i cykling. Spørgsmålet er, om de spanske hjemmebanefavoritter får den sejr, de tørster efter. Sker det ikke, er der masser af andre om buddet. Årets VM adskiller sig nemlig fra andre år ved, at der ikke er en klar favorit til sejren. Alt er med andre ord åbent – og det er VM, når det er bedst.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

VM er noget særligt. Det skyldes ikke kun, at vinderen kan bryste sig af den fornemme titel “verdensmester i landevejscykling”. Der er en række specifikke omstændigheder ved VM, som gør løbet helt særligt og adskiller det fra alle andre cykelløb.

Afgørende er, at løbet potentielt har hele verden som bane. Det er simpelthen aldrig det samme løb, fordi VM køres et nyt sted hvert år. Derfor kan alle ryttertyper potentielt ende som vindere af VM, såfremt de selvfølgelig har niveauet til det.

Store tunge sprintere gider ikke Amstel Gold Race, mens de spinkle klatrere ikke ser den store fidus i Flandern Rundt. Simpelthen fordi løbene ikke passer til de respektive rytterprofiler. Men VM kan alle have en forhåbning og dermed ambition om at vinde i løbet af deres karriere.

Derfor er VM – som Sport fortalt tidligere har berettet – løbet alle vil vinde. Og det gør selvfølgelig, at prestigen er stor – måske den største i sporten. Og i cykelsport betyder historie alt.

The Triple Crowning

Verdensmesterskaberne blev kørt første gang i 1927 i Nürburgring, Tyskland, hvor vinderen blev datidens helt store stjerne, Alfredo Binda. Igennem hans karriere vandt han Giro d’Italia fem gange, VM tre gange, og senere blev Binda træner for de to store italiensk rivaler, Fausto Coppi og Gino Bartali.

Siden har løbet været at finde blandt de mest prestigefulde. Det udtrykkes deri, at vinder en rytter Tour de France, Giro d’Italia og verdensmesterskaberne samme år, vinder han den såkaldte Triple Crowning, som anerkendes som den største bedrift inden for cykelsporten. So far er det kun legenden Eddie Merckx og faderen til Saxo Bank rytteren Nicolas, Stephen Roche, der har kunnet lade sig krone.

Den mest eftertragtede trøje

Den store værdi i at vinde verdensmesterskaberne symboliseres ved det forhold, at vinderen i det efterfølgende år kører rundt i verdensmesterskabstrøjen – den såkaldte regnbuetrøje. Rytteren skiller sig med andre ord ud fra resten af feltet i et helt år. Det giver sponsorværdi, og derfor også en naturlig ret til at påtage sig kaptajnrollen i de store løb – og hvem vil ikke gerne have det privilegium?

Trøjen er derfor den mest eftertragtede af dem alle. Desværre har den ofte vist sig som en forbandelse for sin ejermand. Bedste eksempel er føromtalte Stephen Roche, som vandt the Triple Crowning i 1987 og efterfølgende mistede næsten hele 1988-sæsonen på grund af en knæskade. I nyere tid er Philip Gilbert et godt eksempel. Efter at have vundet VM i 2012, måtte han det følgende år vente helt til Vueltaens 12. etaper, før han fik sin første – og sæsonens eneste – sejr.

Der er dog også klare undtagelser. Eddy Merckx, Bernard Hinault og Greg Lemond vandt alle Tour de France i regnbuetrøjen. I nyere tid har Thor Hushovd og Cadel Evans vist regnbuetrøjen flot frem med mange store sejre. Hushovd er den første verdensmester, der har vundet to etaper i Tour de France i regnbuetrøjen, siden Bernard Hinault gjorde det i 1981 (hvor han vandt tre etaper).

Flydende loyalitet

Hvert verdensmesterskab har sin egen charme. Løbet har sin egen dynamik, og de konstant nye ruter og omgivelser gør, at løbet ofte er meget uforudsigeligt. Et element, som bidrager til uforudsigeligheden, er, at rytterne kører på nationale mandskaber frem for firmahold.

Den store prestige i løbet har ofte medført, at loyaliteten mellem landsmændene er blevet sat til side til fordel for individuelle præstationer eller erstattet af samarbejde mellem ryttere, som til dagligt kører på samme firmahold. Den form for illoyalitet kan ikke lade sig gøre på et firmahold, da rytterne her er bundet af sponsorernes ønske om sejre til holdet. På de nationale mandskaber er man så at sige kun bundet af eventuel fædrelandsfølelse. Men den kan ofte ligge på et meget lille sted, når der er stor præstige på spil for den individuelle rytter.

Nyere tids bedste eksempel på intern rivalisering kan findes på det belgiske hold, som med Tom Boonen og Philippe Gilbert burde være favoritter i alle slags endagsløb. Men resultaterne udeblev i lang tid, og det belgiske forbund har direkte anklaget Gilbert for at køre illoyalt. Kritikken forsvandt imidlertid, da Gilbert endelig slog til og vandt VM i 2012.

I år kan vi måske se frem til endnu et eksempel på intern splid. Spanien stiller til start med Alejandro Valverde som kaptajn. Men på holdet er sidste års nummer 2, Valverdes tidligere hjælper og nu mangeårige rival i særligt Spanien Rundt, Joaquin Rodriguez – og hans loyalitet vil komme på prøve.

Sidste år blev Rodriguez nemlig hentet af vinderen Rui Costa på den sidste kilometer. På vejen op til Rodriguez havde Costa rykket fra Valverde, og Rodriguez mener, at det var Valverdes passivitet som gjorde, at Costa kom op.

Valverde svigtede simpelthen, i Rodriguez øjne, som derfor var rasende efter løbet. Spørgsmålet er, om sårene er helet.

Spanien, Italien og Belgien

For deres egen skyld, må man håbe det. For der er ingen tvivl om, at det spanske hold er blandt favoritterne til at levere en vinder – og det kan meget vel blive Valverde, som har vist storform her sidst på sæsonen.

Umiddelbart er der ikke meget nyt under solen. Spanien, Italien og Belgien hører til blandt favoritterne, som de har gjort de sidste mange år. I nyere tid har Spanien, Italien og Belgien været de dominerende nationer med 10 sejre i de sidste 15 år. De sidste fem år har dog budt på uvante og sågar nye vindernationer, med sejre til Cadel Evans (Australiens første vinder), Thor Hushovds (Norges første), Mark Cavendish (Storbritanniens anden), og sidste års portugisiske vinder, Rui Costa (Portugals første).

Og i år er der ikke nogen storfavorit, som ellers ofte er tilfældet. I 2011 var Cavendish nærmest udråbt som vinder på forhånd, da VM skulle køres i flade København. Og året efter var Gilbert selvskrevet, da løbet blev kørt i Valkenburg, med Cauberg-stigningen fra Amstel Gold Race som afgørende for løbet. Et løb, som Gilbert havde vundet i både 2010 og 2011, og sågar har vundet igen i år.

Kort og traditionel rute

Ruten i år er ikke på samme måde skræddersyet til en bestemt ryttertype. Det kan ende i en massespurt i et stort felt, som Chris Anker Sørensen har spået, eller det kan ende som et udmagrende udskilningsløb, hvis de store hold lykkes med at køre løbet hårdt.

Løbet er fomet som en for VM helt traditionel rundstrækning i byen Ponferrada i provinsen Léon, der ligger i det nordvestlige Spanien. Rundstrækningen er 18,2 km lang og skal i alt køres 14 gange. Det give ren samlet længde på 254,8 km, hvilket er kort i VM-sammenhæng.

Et lidt længere løb ville gøre det lettere for en mindre gruppe, at komme samlet til mål. Det er simpelthen lettere for rytterne at disponere deres kræfter, jo kortere ruten er.

254,8 km er selvfølgelig langt. Og der er også andre elementer på ruten, som kræver kræfter. Der er to stigninger på rundstrækningen, som derfor skal forceres 14 gange. Den første er Confederación, som kommer fire kilometer inde på ruten. Stigningen er 5,2 kilometer lang, og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,3. Ikke voldsomt, men stigningen er ideel som affyringsrampe for et angreb, da den særligt i starten af stigningen er meget stejl. De første to kilomenter stiger således omkring 8 procent.

Den næste stigning, Mirador, kommer efter ca. 11 kilomter. Mirador er kortere, men væsentligt stejlere. Og da den ligger tættere på mål, kan den blive afgørende for et sidste angreb fra eksplosive typer som eksempelvis Gerrans og Valverde. Den er omkring 1,1 km lang, og stiger med 5,5 procent i snit. Enkelte steder når den dog helt op på 11 procent.

Er det Valverdes år?

Selv om vi altså ikke taler om en flad rute a la København i 2011, så er årets rundtur ikke en af de skrappe. Der skal køres et meget højt tempo, hvis der skal laves en større udskilning.

Som en ”ikke alt for let, ikke alt for hård” rute, er den også mindre forudsigelig end eksempelvis København og Valkenburg var det. Vinderen kan både gå hen og blive en Grand Tour rytter, en eksplosiv klassikerspecialist, eller sågar en sprinter af de mere hårdføre typer, som eksempelvis Zabel var det.

Men hvis der skal peges på favoritter, kommer man ikke uden om den spanske kaptajn, Valverde. Først og fremmest fordi han nok er feltets største VM-ekspert. 5 gange i alt har han således stået på podiet med en VM-medalje om halsen. Men han har stadig guldet til gode, og selv om dåbsattesten viser 34 år, så er den stærke spanier stålfast: Han skal nå at vinde VM.

Og kan spanierne undgå førnævnte interne splid, så har han et stærkt hold til at bakke sig op. De kan meget vel vælge at køre løbet hårdt, og være 2-3 spaniere tilbage, når en mindre grupper kører ind på sidste rundstrækning. Her kan Valverde så bruge enten Confederación eller Mirador som affyringsrampe.

Australsk specialist og belgiske stjerner

En anden favorit er australske Simon Gerrans. Han er ekspert i hårde endagsløb, og få andre har et så eksplosivt antrit, som måske kun matches af Philip Gilbert. Gerrans er en rytter, som andre håbefulde skal sørge for ikke kommer med ind på Mirador inden mål – for så er der ikke meget at gøre.

Det belgiske hold har vanen tro masser af gode bud på en vinder. Gilbert, Greg Van Avermaet og Tom Boonen er klasseryttere, som alle kan køre med om sejren. Mens Gilbert og Boonen er Belgiens største stjerner, er Van Avermaet nok deres bedste bud i år. Gilbert og Boonen har simpelthen manglet formen på det seneste.

Og så er der selvfølgelig italienerne. Landet har vundet VM 19 gange, hvilket kun overgås af Belgiens 26 sejre. Den form for national rutine er svær at se bort fra, når man taler om favoritroller. I år er årets Tour-vinder Vincenzo Nibali deres bedste bud på en vinder. Men samlet set har Italien ikke den styrke, som eksempelvis det spanske hold kan fremvise.

Kommer der en større gruppe på 30-40 ryttere samlet til mål er gode bud på sejren ryttere som tyske John Degenkolb, Frankrigs Nacer Bouhanni og måske endda en dansk Matti Breschel, som ofte gør det godt til VM. Det vil i så fald være en for de tre nationer meget tiltrængt sejr. Danmark har stadig en VM-guldmedalje til gode, og den stolte cykelnation Frankrig har ikke vundet siden 1997. Den seneste tyske VM-sejr skal findes helt tilbage i 1966.

Men som sagt er løbet meget åbent. Vi vil højst sandsynligt se masser af angreb fra de mindre nationer, mens stærke Spanien og Belgien vil forsøge at køre løbet meget hårdt. Og det er VM, når det er bedst.

03 Apr

Endelig nyt fra vestfronten

Ronde van Vlaanderen 2010

Flandern Rundt står for døren. Endnu en gang skal feltet udsættes for den flamske geografis værste elementer. Smalle veje, stejle stigninger, strid vind, regn, lave temperaturer – og vigtigste af alt: brosten i massevis.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Da en af de lokale i hovedpersonens hjemby i Erich Marie Remarques roman ”Intet nyt fra Vestfronten” skal belære romanens hovedperson, Paul Baümer, om, hvordan tyskerne kan vinde krigen, henviser han straks til det nordbelgiske hovedland, Flandern. Det er her, tyskerne skal gå offensivt ind, hvis krigslykken skal vendes, lyder det. Flandern var nemlig et kerneområde på den vestfront, hvor unge tyskere, franskmænd og briter mistede livet i en – i historiens klare lys – meningsløs stillingskrig.

Cykelrytternes slagmark

I år er det 100-året for 1. verdenskrigs begyndelse, og på søndag er der i den grad nyt fra den hedengangne vestfront. Det har der været hvert år i begyndelsen af april siden 1913 – minus 1915-1918, hvor vestfronten var forvandlet fra fredelige belgiske marker til en bombet og blodig slagmark.

1913 var nemlig det år, hvor Flandern Rundt blev kørt for første gang. Mens verdenskrigen fylder 100, fylder den nordbelgiske cykelklassiker således 101. I år er derfor ikke et jubilæum. Men det betyder ingenting. For Flandern Rundt er et cykelløb helt for sig, der byder på en skrækkelig kombination af brosten og korte stejle stigninger. På mange måder en frygtelig blanding af udfordringerne fra henholdsvis Liège–Bastogne–Liège og Paris-Roubaix.

Uden sammenligning i øvrigt med 1. verdenskrigs ufattelige lidelser, så er Flandern Rundt en cykelrytternes slagmark, hvor lidelserne – i sportslig henseende – når højder, som sjældent matches af andre i løbskalenderen. Derfor er løbet hvert eneste år en begivenhed af de helt store.

Monumentet i nord

Løbet blev skabt af de flamske cykelfans tørst efter en lokal cykelbegivenhed, der kunne puste nyt liv i en cykelsport, som ikke var i sin bedste fatning. Belgien havde allerede Liège–Bastogne–Liège, men da det finder sted i den fransktalende del af landet, var der behov for en konkurrent i det flamsktalende nord.

De første år blev ikke den store succes, men løbet skrev sig alligevel ret hurtigt ind i historiebøgerne. I 1919 vandt den hjemvendte soldat Henri Van Lerberghe en legendarisk sejr, hvor han kom til løbet nærmest direkte fra fronten. Han måtte sågar låne en cykel for at deltage. Den kampklare soldat endte med at vinde brostensduellen på overlegen vis. Undervejs mod sejren stoppede han endda på en café og drak øl, indtil hans træner tvang ham på cyklen igen.

Fra slutningen af 20’erne begyndte løbet at blive mere anerkendt. En af forudsætningerne var, at arrangørerne kunne byde på en markant anden type rute end de andre store løb. En kombination af ofte stridigt nordeuropæisk forårvejr, lange brostensstykker samt korte og stejle stigninger gør løbet ufatteligt hårdt. Sidenhen er Flandern Rundt gået hen og blevet én af cykelsportens såkaldte fem monumenter, hvoraf de andre fire er Milano – San Remo, Paris-Roubaix, Liège–Bastogne–Liège og Lombardiet Rundt.

Belgiernes løb

Flandern Rundt har fra starten været belgiernes løb. Af de 97 hidtidige løb er de 68 vundet af en belgisk rytter. Og i de første 32 udgaver var der kun én enkelt vinder, som ikke var belgier. Belgierne dominerer stadig løbet. De seneste 10 år har seks af vinderne således været fra Belgien.

Den legendariske belgier Eddie Merckx vandt løbet to gange. Særligt den første sejr er gået over i historien som en af de største – en sejr, som var med til at løfte løbet op på øverste trin i den interne rivalisering mellem de store én-dagsløb. Sejren kom i 1969. Kannibalen Merckx var i gang med et løbsår, som mange cykelkendere opfatter som den bedste sæson af en cykelrytter nogensinde. Da han ankom til sit hjemlands store cykelløb, blev han mødt af godt gammeldags flamsk forårsvejr. Hård vind fra havet, masser af regn, lave temperaturer samt udsigt til de mange våde og glatte brosten.

Merckx gik hurtigt i udbrud sammen med 21 andre ryttere. Men ingen af de andre gad deltage i arbejdet, og Merckx sad alene i front af gruppen i næsten 60 km, inden han med 70 km igen i stærk modvind valgte – på trods af sin sportsdirektør Guillaume Driessens befalinger – at gå solo. Sportsdirektøren råbte af sin stjerne: ”Er du skør. Du vil dø i den modvind. Vent på gruppen!”. Kannibalen svarede prompte: ”Go fuck yourself”. Da han kom i mål, udtalte han de legendariske ord: “If I have to do all the work, I can ride by myself!”.

Stjernen kom i mål alene med over 5 minutter til den nærmeste forfølger, den italienske mester Felice Gimondi, og mere end 8 minutter til feltet. Sejren er gået over i historien, fordi den repræsenterede løbet på fornemste vis: Den stærke slider, som angriber langt ude fra og under forfærdelige vejrforhold kæmper sig i mål foran resten af feltet.

Plain old raw power

Hvad er det så, der kendetegner Flandern Rundt? Først og fremmest de utallige korte, stejle brostensstigninger. De klassiske bjergryttere, som dominerer stigningerne i de store etapeløb, vil her komme til kort. Stigningerne er simpelthen for korte, og brostensunderlaget er for hårdt og skaber for meget modstand for fremdriften. Derfor er kravet ikke traditionelle klatreevner, men derimod plain old raw power. Der skal simpelthen kunne trædes nogle høje watt-tal, mens udholdenhed er afgørende for at kunne køre med om sejren.

Derudover er vejret ofte en faktor. Tidligt i april er der ofte lave temperaturer, hård vind fra vestkysten samt tung regn. Kombineret med de mange brostenskilometer er det en farlig og ikke mindst hård cocktail. Brostenene bliver glatte, og, udover råstyrke, kræver det en fantastisk teknik at komme igennem passagerne med mindst mulig energiforbrug – samt ikke mindst uden uheld.

Upopulære ruteændringer

Flandern Rundt har i nyere tid været omkring 250 km lang, hvor de berygtede brostensstykker typisk spreder sig ud over løbets sidste halvdel. Det er stadig tilfældet. Men de seneste år er der sket en række markante ændringer. I 2012 indførte arrangørerne en afsluttende rundstrækning, hvor rytterne skulle tre gange over de to stigninger Oude Kwaremont og Paterberg. Til gengæld blev den legendariske Muur van Geraardsbergen (også kaldet Muur-Kapelmuur) samt den tidligere sidste stigning Bosberg skrottet, og målbyen blev flyttet fra Meerbeke til Oudenaarde. Ønsket fra arrangørerne var at gøre løbet hårdere og dermed mere spændende. Men i praksis skete det modsatte, og både fans og ryttere var ikke glade.

Først og fremmest var der utilfredshed med, at Muur-Kapelmuur ikke længere var med. Stigningen er ca. en kilometer lang, hvilket er langt i Flandern-sammenhæng. Desuden stiger den med 9,3 pct., og kommer visse steder helt op på næsten 20 pct. Og så er den belagt med brosten! Helt modbydelig for rytterne, spektakulær for tilskuerne. Muren og Bosberg-stigningen var afsluttende stigninger i næsten alle udgaver fra 1975 til 2012, og fra 1988 til 2011 blev løbet ofte reelt afgjort op Muur-Kapelmuur. Derfor var den stærkt savnet af løbets fans.

Den nye rute blev derudover kritiseret for at være for hård, hvilket gjorde løbet alt for kontrolleret. Tre gange op af Oude Kwaremont og Paterberg, samt den berygtede Koppenberg-stigning, som lå lige efter den første tur op af Oude Kwaremont og Paterberg. Paterberg er 400 meter lang og stiger med 12,5 i snit – visse steder når den op på 20 pct. Tre gange op af den vil dræne selv de stærkeste for al energi. Oude Kwaremont stiger kun med 4,2 pct. i snit med 11 som det stejleste. Men den er 2,2 km lang, hvilket gør det til den længste i løbet – og på brosten gør det ondt i hele kroppen.

Koppenberg er 600 meter lang, og den bliver hele tiden stejlere mod toppen. I snit stiger den med 11,6 pct., og mod toppen rammer den hele 22 pct. Stigningen er så hård, at flere ryttere simpelthen må stå af cyklen og gå mod toppen. Se eksempelvis klippet her fra 2008, hvor Stijn Devolder og Tom Boonen kommer først op af Koppenberg, mens flere af efterfølgerne må stå af cyklen:

Favoritterne venter

Den nye rute var så hård, at den helt naturligt fik de største favoritter til at vente til sidste tur op af Oude Kwaremont  og Paterberg, før de angreb. Som eksempelvis sidste år, hvor Cancellara først angreb sidste gang op af Oude Kwaremont, hvorefter han brugte sin store motor til at trække fra sine sidste to følgesvende op af Paterberg.

Det ser imponerende ud, men det kommer simpelthen for sent. Og det er netop det, som kritikken går på. Flandern Rundt blev også tidligere afgjort sent i løbet – gerne op af Kapelmuur – men tidligere var der sikkerhed for, at favoritterne rørte på sig tidligt i løbet. Det var der ikke længere med ruteændringen i 2012. Tværtimod. Tendensen blev forstærket yderligere af, at arrangørerne havde lagt en række lange flade sektioner ind mellem stigningerne i løbets afslutning, hvilket yderligere mindskede tilskyndelsen til at angribe ude fra – risikoen for at blive hentet var simpelthen for stor.

Favoritterne ventede derfor, og det betød også, at Koppenberg ikke blev så afgørende, som den kunne – og burde – være. Og med Kapelmuur ude betød det, at Paterberg var blevet den vigtigste stigning – og det er ærgerligt, alternativerne taget i betragtning. Ændringerne fik reelt Flandern Rundt til at minde mere om Ardennerklassikerne, som ofte først afgøres i en stor finale mellem favoritterne i et forholdsvis stort felt. Det flugter for mange fans ikke med Flanderns DNA. Flandern Rundt skal være et løb, hvor vinderen skal angribe tidligt, og hvor man skal kæmpe hele vejen til mål – over samtlige brostensstykker.

Koppenberg bliver afgørende

Kritikken har fået arrangørerne til at ændre en smule ved ruten. Målbyen er stadig Oudenaarde, og Oude Kwaremont er stadig med tre gange. Det skyldes nok især, at den lange strækning (2,2 km) er meget tilskuervenlig. Men Paterberg er i år kun med to gange. De to stigninger vil stadig udgøre løbets afsluttende del.

De mange lange flade sektioner er desuden byttet ud med korte flade sektioner for at gøre løbet sværere at kontrollere, hvilket vil tilskynde til flere og tidligere angreb. Der er således maksimalt 12 kilometer mellem brostensstigningerne og oftest mindre. Den første stigning er Oude Kwaremont, og den kommer først efter 108 kilometer. Derefter skal rytterne køre yderligere 100 kilometer, før de skal køre op af samme stigning anden gang, hvorefter Paterberg skal bestiges for første gang. Først herefter kommer Koppenberg, som med nu kun 45 km til mål er tættere på afslutningen end nogensinde før.

Det betyder, at Koppenberg i år kan vise sig at blive den afgørende stigning. Favoritterne vil ikke kunne tillade sig at lade nogen have et for stort forspring, når Koppenberg er afsluttet – derfor bliver de nødt til at køre offensivt. Det skyldes, at der ikke er lange nok flade strækninger mellem stigningerne til, at man kan vide sig sikker på at hente eventuelle udbrydere igen. Desuden skal rytterne en sidste gang over både Oude Kwaremont og Paterberg, hvorfor det vil blive umuligt at kontrollere løbet efter Koppenberg.

Cancellara igen igen

Løbet er derfor langt mere uforudsigeligt i år, hvilket også betyder, at det ikke nødvendigvis er den stærkeste rytter, der vinder. Det var det i 2012 og 2013, hvor henholdsvis Tom Boonen og Fabian Cancellara vandt. Vi er nu tilbage til en rute, der i højere grad vil tillade overraskelser. Som eksempelvis i 2008 og 2009, hvor Stijn Devolder vandt løbet, eller i 2011 hvor Saxo Banks belgier Nick Nuyens løb med sejren.

Det ændrer dog ikke ved, at den store favorit igen i år er Fabian Cancellara. Han har vundet løbet to gange tidligere, og skal forsøge at rangere rekorden på tre sejre, som holdes af fem ryttere – hvoraf de fire er belgiere. Han sekunderes som storfavorit af sin evige rival i brostensklassikerne, Tom Boonen – den ene af de fire belgiere, der har vundet løbet tre gange.

Boonen og Cancellara er de ubestridte eksperter i brostensklassikerne, hvad deres resultatslister vidner om. De har den kombination af råstyrke,  teknik og udholdenhed, det kræver at vinde Flandern Rundt. Dog er de begge fyldt 33, og noget kunne tyde på, at de har deres bedst år bag sig. Det ændrer dog ikke ved, at de stadig indtager favoritrollerne, og må forvente at skulle tage ansvar for løbets udvikling. Cancellara har endnu ikke vundet et løb i år, men han har set utrolig stærk ud i opvarmningsløbene, særligt E3 Harelbeke samt Milano-San Remo, hvor han blev nummer 2. Boonens start på 2014 har været præget af personlige tragedier, hvorfor han ikke var med i Milano – San Remo. Han har ser dog ud til at komme til Flandern i topform og vandt blandt andet Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvilket ofte er en god indikator på, hvem der kan køre med i Flandern Rundt. Særligt Boonen ser dog ud til at have mistet lidt af fordums styrke – især når det går opad, og det kan vise sig, at han ikke kan køre med, når Fabian sætter motoren til.

Er det Sagans tur?

Den tredje store favorit er det unge stjerneskud Peter Sagan, som blev nummer to sidste år efter Cancellara. Han har netop vundet nævnte E3 Harelbeke, og mens de to andre storfavoritter har deres karriere bag sig, så bliver Sagan hele tiden bedre. Han har ikke helt samme råstyrke som Cancellara, men han er langt hurtigere på stregen. Nøglen for Sagen bliver at holde sig til de to andre favoritter, mens det for Cancellaras vedkommende gælder om at gøre løbet så hårdt, at Sagan ikke kommer med dem hjem. Hvor Boonen stiller sig i dette dilemma bliver spændende at følge.

Men alt kan ske. Ruteændringen gør simpelthen, at løbet er mere åbent – favoritterne kan ikke på forhånd planlægge, hvad de vil gøre, men må i højere grad se løbet an. Og de er tvunget til at køre offensivt. Af andre ryttere, der kan forventes at køre med om sejren, skal nævnes John Degenkolb, som netop har vundet opvarmningsløbet Gent – Wevelgem – et løb som minder meget om Flandern Rundt om end i en lidt lettere udgave. Derudover skal man holde øje med ryttere som Edvald Boasson Hagen, Jürgen Roelandts, Sylvian Chavanel og Greg Van Avermaet.

Som sagt kan vi i år håbe på at se Koppenberg-stigningen tilbage helt i centrum i løbets udvikling. Denne Sport fortalt-skribent skal i år for første gang køre amatørernes udgave af Flandern Rundt dagen før de professionelle. Og netop Koppenberg er den stigning, jeg frygter mest – og på samme tid ser mest frem til! Som minimum håber jeg, at det går bedre, end da en meget ung Jesper Skibby i sit andet år som professionel i 1987 skulle forcere Koppenberg for første gang. Se, hvad der skete, her:

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image