11 Feb

Kan Napoli vælte suveræne Juventus af pinden?

maurizio-sarri-gonzalo-higuain-napoli-serie-a-italy_bz1wg99i7wwg1ws3wejilud8v

Napoli spiller forrygende godt efter Benitez smuttede i sommer. Den nye cheftræner Maurizio Sarri har med droner og arbejderånd gjort Napoli til den eneste reelle udfordrer til Juventus i Italien.

Af Morten Øyen Jensen

Det er næppe mesterskabet, som bliver afgjort på lørdag, når Napoli og Juventus tørner sammen i Torino.

Men ødelægger Higuain og de øvrige napolitanere den suveræne sejrsstime, de forsvarende italienske mestre er i – 14 sejre i træk i Serie A (!) – slår Napoli et hul ned til Juventus på andenpladsen på fem point.

Og så begynder det at ligne noget for Napoli, der ikke for alvor har bejlet til Lo Scudetto, siden Diego Maradona ledte klubben til mesterskabet i 1990.

Det så ellers ikke lyst ud, da sæsonen startede.

Kritik fra Maradona
Ved sæsonstart tydede det mere på endnu et opbygningsprojekt for Napoli-holdet.

Rafa Benitez var løbet af pladsen for et tilbud, han ikke kunne modstå fra den spanske kongeklub Real Madrid. Det viste sig dog ret hurtigt, at kongeklubben godt kunne modstå Benitez. Men det er en anden historie.

Ind kom Maurizio Sarri fra provinsklubben Empoli. Gode resultater for provinsklubben, jovist, men en storklub havde han aldrig stået i spidsen for.

Selveste fodbold-og-Napoli-Gud Maradona var hurtigt ude med kritik af valget: Det var en fejl at lade Benitez gå, og Sarri var ikke den rette til jobbet.

Det lugtede ikke af mesterskab, men af opbygning. Igen.

Benitez’ aftryk
Lidt på samme måde, som da Walter Mazzarri for få år siden stod i spidsen for Napoli: Han fik opbygget et yderst spændende hold, kvalificerede sig til Champions League, og blev siden nummer to i Italien ni point efter suveræne Juventus.

Opbygningen af et stærkt hold var åbenlys, men det var ikke nok for Napoli-ledelsen, som for at få et hold, der kunne blande sig med det helt store, afsatte Mazzarri og hyrede den erfarne super-træner Benitez.

Men som bekendt lykkedes øvelsen ikke. Helt galt gik det i stedet i de sidste uger, Benitez var i klubben.

Napoli kunne i sæsonafslutningen sidste år sikre sig Champions League-kval med tredjepladsen i Serie A, men spillede uafgjort med allerede nedrykkede Parma og tabte så i sidste runde på hjemmebane til Lazio, der i stedet stjal den vigtige tredjeplads.

Oveni blev Napoli slået af, det på papiret markant dårligere hold, Dnipro fra Ukraine i Europa League-semifinalen.

Ind med provins-træneren
Og hvad gør man så? Tja, Napoli hyrede en – for de fleste – totalt ukendt provins-træner, der selv er fra en arbejderforstad til Napoli og indtil for nyligt erhvervede sig som bankmand.

Et år havde Maurizio Sarri inden haft i Serie A som træner, og kun en etårig kontrakt gav Napoli ham i hånden. Så Sarri skulle vise sit værd.

Og det har han i den grad gjort!

Sarri viste egentlig allerede sit værd i Empoli, og det er naturligvis derfor man i Napoli fik ideen til at hente ham.

Empoli var sidste år oprykkere, og alle forventede, at de ville ryge tilbage i Serie B på røv og albuer. Men sådan gik det ikke. Holdet overraskede med sit disciplinerede spil, sikrede sig endnu en sæson i Serie A og lukkede færre mål ind over hele sæsonen end Benitez’ Napoli.

Det blev bemærket i Italien, hvor mesterskabet traditionelt går til holdet med det bedste forsvar.

Eneste trussel til Juve
Og Sarris formularer virker i Napoli: Holdet har fastholdt sin mål-kadence og lynhurtige offensive spil, men har fået rettet op på forsvaret.

Derfor ligger Napoli lige nu nummer et i Serie A med to point ned til Juventus.

Da de to hold mødte hinanden tilbage i september i Napoli, løb syditalienerne med sejren. Begge hold er i dag væsentligt stærkere end i sæsonåbningen. Især Juventus har på det seneste har været usårlige, ligesom de har været det, siden Torino-klubben slog AC Milan af pinden og blev italienske mestre i 2012.

Napoli er reelt det eneste hold, der pt. kan true Juventus-maskinen i Italien.

Og hvorfor kan de så det?

Italiens næst-bedste forsvar (!)
I høj grad fordi Sarri har fået et skræmmende godt forsvar ud af nogle ellers rimelig middelmådige spillere. Elseid Hysaj (som Sarri har taget med fra Empoli), Raul Abiol, Kalidou Koulibaly og Faouzi Ghoulam er umiddelbart ikke forsvarstyper, de italienske måltyve vil ligge søvnløse over.

Men sammen med hjemvendte Pepe Reina på mål har Napoli-forsvaret lukket næst-færrest mål ind. Kun den rutinerede Juventus-bagkæde har lukket færre mål ind i årets Serie A. Det er nok den væsentligste forskel fra Napoli sidste år.

Samtidig er den napolitanske offensiv en ren gave til fodboldelskere. Det har den været siden Mazzaris lynhurtige 3-5-2-kontramaskine med ”de tre tenorer” Marek Hamsik, Ezequiel Lavezzi og Edison Cavani i offensiven.

Selvom de to sydamerikanere valgte pengene i PSG, er offensiven stadig frygtindgydende.

FC Midtjylland fik brudstykker af det at føle, da det danske mesterhold blev kørt over af et delvist reservespækket Napoli-hold i efteråret.

Higuain, Higuain, Higuain
I Gonzalo Higuain har Napoli endelig fundet byens nye Gud, nu hvor Maradona ikke længere kommer på de kanter. Higuain har i 24 ligakampe lavet 24 mål. En anden magisk argentiner, Paulo Dybala i Juventus, er to’er på topscorerlisten med 13 mål til sammenligning.

Man ved godt, Higuain er god. Og han er nok i sit livs form for tiden. Men det hører med til historien om Napolis opblomstring, at byens lille vidunderbarn Lorenzo Insigne og spanske Jose Callajon i den grad også gør livet svært for de italienske backs i Serie A.

Sarri har valgt at hive anfører Marek Hamsik længere tilbage på venstre-midtbane i sin 4-3-3-formation, og det ligner et sandt strategisk mestertræk. Det sætter ekstra bid og fart i Napoli-opbygningen, at Hamsik er trukket længere tilbage og skyder omstillingen i gang.

Napoli-Lineup

Omskolet Hamsik
Tidligere havde Hamsik en mere fri rolle bag angriberen i Benitez’ 4-2-3-1-formation, hvor han fra et mere offensivt udgangspunkt ofte trak ned for at modtage bolden med en modstander i ryggen. Nu er han på en anden måde direkte med i det opbyggende spil og formår stadig at levere den målgivende aflevering.

Sidste år lignede Hamsik en mand, der havde overstået sine bedste år eller måske trængte til at komme væk fra klubben. Nu er anføreren som genfødt, og viser, at han hører til i den allerbedste klasse.

Hermed et eksempel, hvor Hamsik severer en bold til Insigne i dybden imod Fiorentina:

Napolis lunger
Der er dog Hamsiks to væbnere på midten, der er holdets lunger. I midten foran forsvaret er det den brasiliansk-fødte italiener Jorginho. Han er 24 år nu, og for alvor ved at spille sig op.

Benitez fandt slet ikke plads til ham i sin startopstilling sidste år. Det er der lavet om på under Sarri, der ellers også har hentet sidste års store overraskelse i Serie A, Mirko Valdifiori, med fra Empoli til samme plads. Men Valdifiori er indtil videre en god backup.

Da Jorginho var yngre og spillede i Verona gik talen på, at han måske kunne være den nye Andrea Pirlo. Jorginho har en helt anden statur og har ikke Pirlos elegance eller ustyrlig gode lange afleveringer. Men han har lidt af Pirlos metronomagtige kontrol over en midtbane.

Måske minder Jorginho i virkeligheden lidt mere om Thiago Motta i PSG, men Jorginho lægger sig i hvert fald i sporet af teknisk begavede spillere lige foran forsvaret. I moderne fodbold foretrækker mange hold ellers bulldozeren her.

Til højre for ham på midten findes til gengæld Napolis bulldozer. For mange helt ukendt, men brasilianske Allan, der blev hentet fra Udinese i sommer, er en anden utrolig undervurderet spiller. Måske det tætteste man kommer på Gennaro Gattuso i dag. Samme iver og styrke, men også en smule mere begavet i det fremadrettede spil end fighteren Gattuso.

En angrebskæde med Insigne, Higuain og Callajon ved man, at der er mål i. Men at en midterkæde bestående af omskolede Hamsik, Jorginho og Allan er så balanceret og velspillende, er næsten et lille fodbold-mirakel.

Dronernes Herre
Sammensætningen, løbemønstrene og taktikken for holdet falder naturligvis tilbage på Sarri. Og han kræver, at spillerne smører ærmerne op. Der er fortællinger om, at han i en tidligere klub krævede, at hans spillere indøvede 33 forskellige standardsituationer. Deraf tilnavnet “Mister 33“. Bagkædens høje offside-linje og pres trænes desuden intensivt med hjælp fra droner, som Sarri har sat til at filme træningerne fra luften.

Hårdt arbejde viser sig sjældent på første dag. Og Napoli har da også spillet sig i form, efter en blød start på sæsonen. Sarris største problem er nu, at truppen ikke er lige så bred som Champions League-klubben Juventus’.

Sarris foretrukne startellever spiller stort set samtlige minutter, og det er en ubekendt, om de kan blive ved helt til sæsonafslutningen.

Vil hårdt arbejde være nok?
På lørdag gælder det så Max Allegris tropper på Juventus Stadium i Torino. De forsvarende italienske mestre måtte også i gang med en slags opbygning i sommer efter Andrea Pirlo, Tevez og Arturo Vidal forlod klubben.

Et kort øjeblik var det som et deja vú for Allegri, der efter at have vundet mesterskabet med AC Milan i 2011 fik taget alle stjernerne fra sig. Men Juventus er en klub, hvor man så bare henter Paolo Dybala, Mario Mandzukic og Sami Khedira – og så også lige Hernanes og Juan Cuardrado.

Den slags investeringer har Napoli ikke lavet.

Man har “kun” hentet en provinstræner, som dog viste sig at være en topklub værdig. Med sig har han hentet en ukendt back til bagkæden,  en ukendt bulldozer til midten, mens den gamle målmand er vendt hjem, anføreren er blevet omskolet, og der er vist tillid til en af Benitez’ bænkevarmere.

Det er jo egentlig ikke den store forskel fra sidste år. Og så alligevel.

“I don’t accept the idea that you need to do it by signing players. To rely on the market is to disavow hard work,” lød det fra Sarri i efteråret.

Nu får vi at se.

På papiret bør Juventus trække det længste strå. Heldigvis afgøres det ikke på papiret.

Juventus-Napoli spilles lørdag den 13. februar kl. 20.45. Kampen kan ses på Viaplay.

23 Nov

Inzaghi og Mancini på sidelinjen løfter Milan-derbyet

Inter Milan's Materazzi and Rui Costa of AC Milan wait on the pitch during their Champions League soccer match in Milan

Derby della Madonnina byder ikke på de stjernespillere, det engang gjorde. Når de to Milano-klubber tørner sammen søndag aften, vil det især være de to nye trænere, der vil blive holdt øje med.

Af Morten Øyen Jensen

Både Inter og AC Milan skal efterhånden se tilbage i historien for at mindes de to klubbers storhed. Siden Inter både vandt mesterskabet, Coppa Italia og Champions League i 2010, og AC Milan vandt mesterskabet året efter, har det været ”work in progress” for de to Milano-klubber.

Når de tørner sammen i derbyet om Milano, Derby della Madonnina, søndag aften, er det ikke længere med spillere som Paolo Maldini, som skal markere Ronaldo, Javier Zanetti, der skal dæmme op for Andrea Pirlos maskerede afleveringer, eller Zlatan Ibrahimovic, som kan løfte hænderne i vejret efter at have scoret. Hvilket han i øvrigt har gjort for begge hold i derbyet.

Bevares, både Inter og Milan har fantastisk spændende spillere på holdkortet. Hos Inter kan man lige så godt lære sig navnene Mateo Kovacic og Mauro Icardi. Og fra Milan er det særligt Stephan El Shaarawy og Mattia De Sciglio klubberne med oliemilliarderne i ryggen gerne vil have fingrene i.

Inzaghi vs Mancini

Men holdene er i dag et godt stykke fra den storhed, som klubberne havde, da de spillede med i den absolutte top i europæisk fodbold.

Det er dog altid noget helt særligt, når de to Milano-klubber mødes. Altid på det samme stadion, San Siro, som de to klubber har delt siden 1947. Denne gang er kampen ikke mindst særlig, fordi det bliver det første derby for den tidligere målræv, Filippo Inzaghi, som Milans træner, mens det bliver første kamp med Roberto Mancini tilbage som træner i Inter, efter klubben lod sig skille af med Walter Mazzari 14. november.

Hvis man ikke kan huske, hvordan Pippo var som spiller:

Derfor bliver alt, hvad de to trænere gør i denne kamp vejet på en guldvægt. Op til kampen er de italienske medier fulde med analyser af, hvordan Inzaghi selv klarede sig som spiller i derbyet, og meninger om han kan træde i karakter med sit skadesplagede Milan-hold. På samme måde er der ikke sparet på vurderinger af, om Mancini kan løfte det Inter-hold, som er kommet så skidt fra start i år, at klubben valgte at fyre en ellers ret dygtig træner Mazzari lige op til et af årets allervigtigste kampe.

Umiddelbart bør Milan have en lille fordel, om end holdet er ramt af ret vitale skader. Midtbaneduoen Nigel de Jong og Riccardo Montolivo er tvivlsomme med skader, ligesom Ignazio Abate er det. Han er ellers for alvor trådt i karakter under Inzaghis ledelse.

På den anden side er det aldrig til at spå om, hvad reaktionen bliver fra et Inter-hold, der har fået ny træner. Og ikke en hvilken som helst træner: Mancini vandt mesterskabet tre år i træk, sidste gang han var træner i klubben.

Klassisk derby

Sidst de to klubber mødtes i foråret, vandt AC Milan på et mål af Nigel de Jong. Før det skulle Milan dog tilbage til mesterskabsåret 2011 for sidst at have vundet Derby della Madonnina. I alt har de to klubber mødt hinanden 212 gange i historien. Inter har vundet 76 opgør, mens Milan har vundet 74, 62 er endt uafgjort.

Og der er tale om et derby i helt klassisk forstand: det går tilbage til 1908, hvor en gruppe brød med AC Milan, ovenpå en tvist om hvorvidt udenlandske spillere skulle accepteres på det italienske hold. Internazionale er kosmopolitterne, der ved tilblivelsen i 1908 beskrev sig som ”brothers of the world”.

AC Milan er historisk arbejderklubben i byen, der dog siden 1986 har været ejet af farverige, stenrige Silvio Berlusconi. Det ejerskab reddede klubben fra at gå konkurs og gjorde den til et af de mest succesrige klubber på fodboldscenen i 1990’erne og 00’erne.

Trods den oprindelige årsag til splittelsen af klubben så har AC Milan haft overtaget, når de har mødtes i internationale kampe. Her har Milan vundet 18 gange, mens Inter har vundet 9.

Skandalekampen i 2005

De to by-rivaler har til trods for de mange opgør kun mødt hinanden to gange i Champions League. Begge gange er det endt med, at Milan er gået videre. Men kvartfinalen i 2005 endte med at gå i historiebøgerne af en anden grund.

Milan havde vundet det første opgør 2-0 på mål af Jaap Stam og Andriy Shevchenko. Men i returopgøret var Inter mere velspillende, og da et mål af Estaban Cambiasso blev underkendt af dommeren brød helvedet løs. Inters ultras tilhængere sendte nødblus og romerlys ind på banen.

Et ramte Milans målmand Dida, og dommeren afbrød kampen i det 74ende minut. En halvtime senere genoptog man kampen, nu med Christian Abbiati på mål for Milan i stedet for Dida. Kampen blev dog afblæst et minut senere igen, da nye nødblus blev fyret ind mod banen.

Milan fik en skrivebordssejr på 3-0, og vandt dermed sammenlagt 5-0. Inter fik den hidtil største bøde uddelt af UEFA, og skulle spille de første fire kampe i Champions League i 2005-06 bag lukkede døre.

Inter dominans

Ingen kampe mellem de to hold har været lige så dramatiske siden. Intrigerne fortsatte dog allerede året efter, da Juventus blev frataget mesterskabstitlerne i 2005 og 2006 ovenpå Calciopoli-skandalen.

For mens mesterskabstitlen endte med ikke til tilfalde nogen i 2005, så blev den for 2006 tildelt Inter, der ellers var endt på tredjepladsen efter Juventus og Milan. Milan blev nemlig også trukket i point ovenpå skandalen, der afslørede en lidt for aktiv og suspekt telefonindsats fra nogle af klubberne op til kampene i Serie A.

Året efter var Serie A noget ramponeret: Juventus var tvangsnedrykket, mens Fiorentina startede med -15 point og Milan startede med -8 point. Inter udnyttede situationen dygtigt: købte Zlatan og Patrick Viera fra Juventus, og grundlagde deres totale dominans af Serie A frem til 2010. De vandt mesterskabet helt suverænt med fem spillerunder tilbage, og satte rekord ved at vinde 17 kampe i træk. Inter vandt også begge derbys mod Milan. Berlusconis drenge kunne dog glæde deres præsident med at vinde Champions League samme år.

Derby della Madonnina da Inter var flyvende i 2009 – sæsonen hvor Inter vandt “the treble”:

Og da AC Milan sidst var på toppen i 2011, hvor de vandt mesterskabet:

Kampen om håneretten

I år er situationen en helt anden. De to hold er allerede hægtet af mesterskabskampen. Begge hold er under opbygning. Men søndagens kamp er på flere måder afgørende:

En sejr – lige meget til hvem – vil ikke alene være et skub op i tabellen og et vigtigt skridt mod deltagelse i europæisk fodbold næste år. Det vil også være en fjer i hatten til en af de nye trænere. Og endnu mere vigtigt: Det vil være endnu en sejr over byrivalen. Når milaneserne mødes på cafeen mandag morgen til dagens første espresso, er det kun det, der tæller.

Historien har de to klubber med sig, men håneretten i Milano spiller de om hver gang.

AC Milan mod Inter spilles søndag aften kl. 20.45. 

17 Oct

Det fælles formål

2014_traening

Danmark tabte tirsdag aften til Ronaldos Portugal i overtiden. Det var nærmest en tro kopi af Italiens udligning i overtiden for et år siden, der sænkede det danske håb om VM. 

Af Morten Øyen Jensen

”Et fodboldhold har, alle øvrige forskelle til trods, fra vort synspunkt det til fælles med en gruppe bevæbnede oprørere, at hver enkelts handling kun finder sit formål i det fælles formål”. – Jean-Paul Sartre

Det er egentlig ret elementært: Der skal for alt i verden ikke gå et mål ind i overtiden. Foruden det åbenlyse, at et mål imod sig kan afgøre kampen, så er der også helt logisk mindre tid, til at gøre skaden god igen.

Således også tirsdag aften, hvor Ronaldo langt inde i overtiden sænkede Danmark, efter en ellers helt godkendt indsats af det danske landshold. Morten Olsen havde faktisk sat et hold, der spillede helt op med de portugisiske stjerner.

I store dele af kampen var det med et klart dansk boldovertag. Selvom portugiserne var mere direkte og farlige, når de angreb, så havde Danmark, indtil overtiden, været tættest på at score (med Michael Krohn-Dehlis følte afslutning på stolpen).

Tilpasser strategien

Danmark startede lidt overraskende kampen i en lidt uvant formation: 4-3-1-2, hvor Krohn-Dehli skulle tage del i 3-midtbane-motoren, mens Christian Eriksen skulle ligge i ”hullet” bag de to angribere Lasse Vibe og Nicklas Bendtner.

Hvor det danske landhold tidligere har forsøgt at gøre banen bred med 4-2-3-1-formationen, lod det til, at Morten Olsen i højere grad ville vinde kampen(e) på midten af banen. Landstræneren justerede på sit mandskab for at det bedre kunne nå dets formål: et godt resultat mod Portugal.

Umiddelbart kan det give god mening: Portugal har det med at spille Ronaldo på toppen, i stedet for på venstrekanten, hvor han oftest spiller i Real Madrid. Og samtidig har det vist sig, at når Danmarks offensive midtbane har bestået af Lasse Schöne, Michael Krohn-Dehli og Christian Eriksen – tre boldstærke-spillere, som minder meget om hinanden, og internt skifter pladser – så har spillet alligevel ikke været særlig ”bredt” eller direkte. Nok bare mere ”poleret”.

En formation med flere spillere koncentreret på midten havde angiveligt givet portugiserne problemer mod Frankrig få dage inden kampen mod Danmark. Franskmændene vandt i hvert fald 2-0. Men det blev hurtigt ret tydeligt, at øvelsen ikke gav meget balance på det danske hold. Portugiserne havde ganske enkelt flere store chancer i første halvleg.

Gentager fejl

I pausen rykkede Olsen derfor rundt, så Danmark vendte tilbage til den mere kendte 4-2-3-1 med William Kvist og Pierre-Emil Højbjerg på den defensive midt og Bendtner alene på toppen.

Selvom Christian Eriksen nu fik lidt ekstra hjælp offensivt, så var det småt med lækkerier fra den danske spilstyrer tirsdag aften. Krohn-Dehli var mere tændt offensivt, men brændte måske ud. Igen.

For igen smed Krohn-Deli bolden lige i fødderne på fjenden i overtiden, og igen blev Danmark straffet. Nøjagtig det samme skete jo mod Italien i oktober sidste år, da Alberto Aquilani i overtiden scorede til 2-2, og slukkede det danske håb om at kvalificere sig til VM.

Kommentator Flemming Toft nåede dengang lige inden at sige ”ahh, Krohn Dehli”, da den danske 9’er lidt nonchalant forsøger en vanskelig dribling og mister bolden til italienerne. Bagefter kan Toft bare konstatere, at Krohn-Deli er ”fuldstændig færdig” da han opgiver at hjælpe til defensivt. 7 sekunder senere scorer italienerne.

Den enkeltes handling

Tirsdag aften skulle Krohn-Deli igen egentlig bare cleare bolden med et hovedstød, men den blev i stedet sendt lige i brystet på en portugiser i fremdrift. Og efterfølgende kan han ikke stoppe Ricardo Quaresma fra at gå til baglinjen og smide bolden lige ind i hovedet på Ronaldo.

Dette skal ikke ses som (udelukkende) kritik af Krohn-Delis defensive begrænsninger. Andre vil måske argumentere for, at det som førte til Ronaldos mål, var Simon Poulsen, der som venstreback jo burde have taget sig af Quaresma, så Krohn-Dehli ikke skulle følge en mand helt ned til egen baglinje. Andre igen vil nok mene, at Kasper Schmeichel skulle være blevet på målstregen i stedet for at træde et par skridt ud. Andre igen måske pege på, at Simon Kjær skulle have dækket Ronaldo bedre op.

Man kan med god ret argumentere, at der ikke ”bare” var tale om en individuel fejl fra Krohn-Deli, men en række fejl. På en måde er de alle “en del af noget større”, som landsholdets slogan hedder for tiden. Men spørgsmålet er: ligger skylden hos spillerne på banen, eller træneren uden for – a.k.a. Morten Olsen?

Hvor kan vi tilskuere og fans vende vores frustration og vrede?

Oprørslederen

Det var tydeligt efter kampen, at Olsen selv mente, den skulle rettes mod spillerne. Navnlig Christian Eriksen fik en overhaling i medierne af landstræneren, men da han ikke engang var på banen, da portugiserne scorede, blev skytset rettet mod hele holdets indstilling i de døende minutter. For når kampen er ved at tikke ud, så er holdets fælles formål at lukke ned.

”Så skal man være glad for det ene point mod en direkte konkurrent og holde det. Så skal man udvise det, jeg kalder, det-bliver-over-mit-lig-attitude. De kommer ikke forbi mig,” sagde Morten Olsen efter kampen.

Men portugiserne kom forbi. Ligesom italienerne gjorde det. På stort set samme måde. Derfor må pilen også pege på oprørslederen, Olsen. Det er hans bande, som løber på banen med hans ordrer.

En gruppe bevæbnede oprørere vil sandsynligvis kun få én chance. Det danske landshold får jo nok en chance til i gruppespillet. Vejen til EM er lang. Forhåbentlig er der bedre overensstemmelse mellem den enkeltes handling og det fælles formål i overtiden næste gang. For ret mange ekstra chancer får Olsens hold nok ikke.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image