26 Apr

Den umulige fortælling

David-Moyes

David Moyes er fortid i Manchester United efter en på alle måder katastrofal sæson for Englands største klub, og særligt Sir Alex Fergusons vision om en uprætentiøs, skotsk protegé slog fejl. I kulissen lurer en bister hollænder, som er langt mere Fergusonsk, end Moyes nogensinde bliver.   

Af Kristoffer Lottrup

Fodbold er store fortællinger. Historier om legender, storhed og fald. Manchester United er en af sportens allerstørste, og det seneste kapitel i fortællingen om den mest vindende klub i England er i allerhøjeste grad en historie om et fald. Et monumentalt fald. Fra suveræne mestre til uigenkendelig prygelknabe. Det har nu kostet manager David Moyes sit job og chancen for at blive en ny, stor Manchester United-manager.

Den historie har imidlertid hele tiden været tvivlsom og på flere måder alt for romantisk. Allerede længe før Sir Alex lod sig pensionere, blev Moyes nævnt som en oplagt efterfølger. I Everton havde han igen og igen bevist, at han med hårdt arbejde og et begrænset budget var i stand til at bygge slagkraftige hold op. Hold, som drillede de store, aldrig gav op og også en enkelt gang lykkedes med at slutte i top fire. Der blev peget på parallellerne til den unge Alex Ferguson, der med knappe midler havde stor succes i uanselige Aberdeen i Skotland i startfirserne. Ferguson gjorde dengang det umulige, da han detroniserede giganterne fra Rangers og Celtic og vandt den bedste skotske række tre gange fra 1979 til 1985. Nå ja, og så vandt han den skotske pokalturnering fire gange og UEFA Cup Winners’ Cup, UEFA Super Cup og den skotske ligacup hver en enkelt gang. Forskellen på de to skotter ligger netop heri: Ferguson vandt titler, det gjorde Moyes ikke.

Nye tider og svag ledelse

Et andet dominerende narrativ i forbindelse med ansættelsen af David Moyes har handlet om, at Manchester United ikke bare sådan uden videre fyrer sin træner. En seksårig kontrakt til Moysie vidnede da også om stor tiltro og lang snor. Problemet er bare, at det er en alt for let historie at fortælle, når forgængeren har siddet i svimlende 26 år. Godt nok har United bestemt ikke fyret managers med samme høje frekvens som det moderne Chelsea, men ikke desto mindre fik alle fem trænere mellem Sir Matt Busbys anden (og midlertidige) periode som chef i starten af 70erne og frem til ansættelsen af Ferguson i 1986 sparket før tid. Også selvom de vandt titler. Ron Atkinson nåede således at vinde FA Cuppen to gange, inden han blev afløst af Ferguson. Dertil skal medregnes, at United på daværende tidspunkt ikke var den stormagt, man er i dag. At Moyes ville få flere sæsoner til at forme sit eget hold fra bunden på bekostning af Champions League-deltagelse og titler, har hele tiden virket utopisk. Manchester United er en af verdens absolut største sportsklubber og ikke mindst brands. Den slags tid findes ikke længere.

En tredje og meget afgørende faktor i ligningen David Moyes og Manchester United hedder Ed Woodward, den nuværende øverstkommanderende på ledelsesgangene i United. Woodward, hvis bukser konsekvent er for store, overtog direktørposten fra David Gill sidste år, og den overgang har været alt andet end gnidningsfri. Hvor David Gill var en af de mest respekterede klubformænd i gamet, der i tæt samarbejde med Sir Alex Ferguson fik Manchester United solidt manifesteret som en af de mest veldrevne topklubber i Europa, har Ed Woodward leveret en mildest talt kaotisk og ofte komisk indsats indtil videre. Især Uniteds ageren på transfermarkedet har været en regulær katastrofe. Dertil kommer kraftige forlydender om, at Moyes har været negativt overrasket over, hvor lidt han har set til Woodward, der har bopæl i London. I Everton var Moyes vant til et overordentligt tæt samarbejde med formand Bill Kenwright, hvilket han altså muligvis ikke har oplevet i United. Uanset hvad, har selve timingen i at miste både Gill og Ferguson været katastrofal, og Moyes havde utvivlsomt haft større chancer for succes, hvis Gill havde taget ham i hånden i bare en enkelt sæson.

”This is fucking Man United”

Historie og ledelse er én ting, spillet noget andet. Og der har bestemt ikke været meget at glæde sig over spillemæssigt i løbet af de seneste ti måneder. Sæsonpremieren mod Swansea, storsejren ude mod Leverkusen i Champions League og den nylige sejr i Newcastle er små lyspunkter i en sæson, der spillemæssigt ellers må beskrives som fantasiløs og mest af alt langsom! Det største problem med Uniteds spil i løbet af sæsonen har handlet om fart. United har så godt som altid været kendetegnet ved at spille hurtigt, også i kampe, man ikke dominerede. I denne sæson har udgangspunktet været mere defensivt end tidligere, og holdets hurtigste spillere som Valencia og Welbeck er blevet stadig mere marginaliserede, som sæsonen er skrevet frem.

Selvom Moyes forståeligt nok har haft brug for at eksperimentere, nåede han aldrig at finde en formel, der fungerede rent offensivt. Robin van Persie følte sig tydeligvis ikke hjemme i sin mere defensive rolle som skiftevis tier og nier, og fløjende med undtagelse af nyopfindelsen Adnan Januzaj spillede om end endnu mere svingende end i den sidste tid under Ferguson. Siden blev Juan Mata hentet ind som det nye bindeled mellem midtbanen og angrebet. Problemet var bare, at man i Wayne Rooney og Shinji Kagawa i forvejen rådede over lignende spillere, og selvom Mata er en vidunderlig fodboldspiller, har han ikke været svaret på Uniteds problemer. De er langt større og handler i høj grad om balance. Det man har brug for er en eller flere dominerende midtbanespillere, der kan diktere spillet og presse det længere frem på modstanderes banehalvdel. Her fremstår Marouane Fellaini som den altsigende personificering af det, der er galt. Fellaini er ikke og bliver aldrig Unteds nye sekser. Han er god i en klub, der spiller fysisk og med lange bolde, ikke på et offensivt hold, der vil spille langs jorden. Fellaini er skoleeksemplet på miskommunikationen mellem aksen Moyes og Woodward og understreger de taktiske mangler, Moyes har vist i løbet af sin United-karriere.

Måden United blev udspillet på i ikke så få kampe i løbet af sæsonen vidner om en manager, der har haft for svært ved at styre holdet rent taktisk. At man tilmed blev gravet fuldstændig ned under græstæppet på Old Trafford af ærkerivalerne fra Liverpool og Manchester City, og at man i det hele taget kun formående at hente seks point mod top syv i løbet af sæsonen (fire mod Arsenal og et mod henholdsvis Chelsea og Tottenham) understreger de enorme problemer. United har været en skygge af sig selv, og selvom spillerne i høj grad også bærer et ansvar, har taktikken bare ikke været god nok. Udgangspunktet har været for defensivt, og havde man blot tabt kampene efter et ærligt forsøg på at presse sin modstander, kunne meget måske have været tilgivet.

Et meget sigende rygte vil vide, at Ryan Giggs efter endu en dag med defensiv træning slog ud med armene og udbrød: ”This is fucking Man United.”

Zaren fra Alkmaar ligner bedste bud

Nu får han selv lov at tage over i sæsonens sidste fire kampe, og budskabet på gårsdagens hidtil eneste pressemøde var da også, at holdet nu skal til at spille hurtigt igen. At yndlinge som Paul Scholes og Nicky Butt er stødt til trænerteamet må også være et kærkomment boost for de hårdtprøvede United-tilhængere.

Det er imidlertid højst tvivlsomt, at Giggsy får lov til at blive siddende også i næste sæson. Dertil har resultaterne i denne sæson været så dårlige, at der på ingen måde er råd til at satse. Bedste bud på en afløser er Louis van Gaal, den nuværende hollandske landstræner. Udover at være det eneste rigtig store topnavn, der er ledig på markedet (kontrakten med det hollandske fodboldforbund udløber efter VM), har van Gaal – ligesom Ferguson og modsat Moyes – også meritterne i orden.

Zaren fra Alkmaar har vundet syv mesterskaber med fire forskellige hold i tre forskellige ligaer (Ajax, AZ Alkmaar, Barcelona og Bayern München), og så har han vundet Champions League. Han VIL spille offensivt, og han VIL være dominerende. Han er heller ikke bleg for at introducere og stole på unge spillere, som han gjorde med formidabel succes i Ajax, hvor spillere som Kluivert, Overmars og Davids fik chancen.

Van Gaal ligner i det hele taget Sir Alex Ferguson langt mere end David Moyes nogensinde kommer til. Med van Gaal vil det blive back to basic med stram styring, møgfald og offensiv, fløjbaseret fodbold. Hollænderen er samtidig berygtet for sine pressemøder, hvor uduelige spørgsmål fra journalister bliver tacklet på Fergusonsk vis.

Da Zaren overtog chefstolen i Bayern München i 2009, sagde han følgende: ”Mentaliteten hos Bayern passer mig perfekt. Hvorfor? Mottoet her er ”vi er, hvem vi er”, og jeg er, hvem jeg er: selvsikker, arrogant, dominerende, ærlig, hårdtarbejdende og innovativ.”

Af flere årsager er van Gaal lige, hvad United har brug for. Han kan skabe resultater, få sat skik på truppen, og så kan han sandsynligvis starte med samme mission som Ferguson i sin tid: at vælte Liverpool.

01 Apr

To verdener: Manchester United møder Bayern München

United vs Bayern

Den ene yderlighed møder den anden, når skrantende Manchester United byder de nykårede tyske mestre fra Bayern München op i aftenens Champions League-kvartfinale. Sjældent har to så store klubber været så langt fra hinanden.

Af Kristoffer Lottrup

I denne sæson har Manchester United for første gang nogensinde tabt begge ligaopgør mod klubbens to største rivaler, Liverpool og Manchester City. De har indkasseret et nederlag til West Bromwich Albion på hjemmebane for første gang i 36 år og et ditto til Newcastle for første gang i 42 år. Det er også lykkedes at tabe til Stoke for første gang i 30 år (godt nok på Britannia Stadium). I alt har de forsvarende engelske mestre tabt hele ti ligakampe i sæsonen. Det er aldrig sket før, mens ligaen har heddet Premier League. Manchester United ender uanset udfaldet af de resterende seks ligakampe med sin laveste pointhøst i en Premier League-sæson, og medmindre man vinder Champions League, er man ikke en del af turneringen for første gang i 19 sæsoner, når den starter igen til efteråret.

Bayern München vandt Bundesligaen allerede i tirsdags. Med syv spillerunder igen er det ny rekord. Sejren over Hertha Berlin, der sikrede triumfen, var desuden den tiende i træk på udebane. Også det er ny rekord. Tæller man hjemmekampene med, nåede Die Roten at vinde 19 i træk, inden man måtte nøjes med 3-3 mod Hoffenheim i weekenden. Det er ligeledes en Bundesliga-rekord. Pep Guardiola har endnu ikke prøvet at tabe i Bundesligaen, selvom han efterhånden blev ansat for 28 kampe siden. Det er sørme også en rekord. Sidste gang Bayern i det hele taget tabte en ligakamp var i oktober 2012. Det er 52 kampe siden og selvfølgelig også en rekord.

Nu mødes de to rekordmandskaber i Champions League-kvartfinalen i en sæson, Manchester United helst vil glemme, og Bayern slet ikke kan få nok af. Det vil være et kæmpe antiklimaks for Pep og co. og en endnu større overraskelse, hvis Bayerns superhelte taber til det svageste Manchester United-hold i et årti over to kampe. Omvendt vil det en regulær sensation, hvis United går videre. Pep har alt at tabe, Moyes har alt at vinde.

Struktur møder kaos

Selvom både Guardiola, anfører Lahm, United-drømmen Kroos og United-bødlen Robben alle samstemmende udtrykker stor respekt for de engelske mestre og understreger, hvor svært det bliver, må de alligevel glæde sig over modstanden – eller mangel på samme. Det er rystende, hvor dårlige United har været i 80 procent af alle spilleminutter i denne sæson. Ti nederlag i Premier League med seks kampe igen er uhørt, men det er i endnu højere grad måden, de har spillet på, der har givet United-tilhængerne dårlig mave og ondt i sjælen. Det er så usammenhængende, ucharmerende og uforståeligt. Der er ingen struktur, intet koncept. Til hver eneste kamp er det som om, holdet skal genopfinde sig selv, og når der endelig er noget, der minder om at fungere, skifter David Moyes på fem pladser, og så er det forfra igen. Om det hele er Moyes skyld, kan diskuteres og bliver det i den grad – læs fx denne detaljerede analyse af Ken Early. Faktum er, at holdet spiller rædselsfuldt, og at de enkelte spillere virker langt fra vanlig standard.

Overivrige Rafael er en tikkende bombe og kan meget vel gå hen og få rødt kort i aften (han er dog meldt tvivlsom). Anfører Vidic har med sine præstationer i denne sæson sat en tyk streg under, at han er færdig på absolut topplan. Det samme gør sig gældende for Rio Ferdinand. Patrice Evra har været svingende, men bliver savnet i aftenens kamp, hvor han overlader pladsen til Hollands Martin Pedersen, Alexander Büttner.

På midtbanen er Michael Carrick en skygge af sig selv. Fellaini ligner en elefant (på den dårlige måde), og Tom Cleverly er ramlet ind i en fodbolddepression. Og så er der kanterne ført an af Ashley Young, der bare træffer den ene forkerte beslutning efter den anden. Læg dertil, at Robin van Persie er skadet og Juan Mata låst i europæiske kampe, og det ligner en mere end overkommelig opgave for Bayerns veltrimmede enhed.

Bayern virker overnaturligt stærke og har formået at bygge ovenpå det nærmest perfekte fundament, Jupp Heynkes skabte især i sidste sæson. Balancen på holdet er imponerende, og truppen virker optimalt sammensat med en yderst velfungerende kombination af spillere i deres bedste alder og unge, fremadstormenede stortalenter. I dag spiller Bayern så glidende, effektivt og hurtigt, at det er svært at få øje på reelle svagheder. De er som Barcelona, da de var bedst, plus fysik. Tyskerne kan fodre svin med midtbanespillere, der ville forstærke United betragteligt. Faktisk har de så mange, at folk som Javi Martinez, Toni Kroos og selv den mest Bayern af alle Bayern-spillere, Bastian Schweinsteiger, har haft svært at spille sig på holdet i perioder af sæsonen. Bayern kan styre en kamp fra første minut og er så velkørende, at det nærmest virker automatisk. De er så absurd gode, at det måske er ved at blive lidt kedeligt. I hvert fald har Kaizer Franz Beckenbauer meddelt, at han er begyndt at kede sig, og i føromtalte 3-3-kamp mod Hoffenheim var der da også magelighed at spore hos de nykårede mestre. Det er her, Uniteds klejne chance ligger.

Alt på ét bræt

De røde fra Manchester SKAL foran. Ellers er det lige meget. Scorer Bayern fx efter et minut, hvilket ikke virker usandsynligt, er det så godt som sikkert, at hjemmeholdet ikke rejser sig igen. Det er i hvert fald den følelse, man sidder med, når man ser United spille for tiden. Bevares, Aston Villa blev nedkæmpet i weekenden, selvom de havde scoret først, men generelt har det punkteret snarere end motiveret United, når modstanderne har bragt sig foran mod dem i denne sæson. Især på hjemmebane. Når selv pressesky Paul Scholes føler behov for at revse spillernes attitude og efterlyse den United-ånd, som altid har været det overskyggende narrativ i fortællingen om De Røde Djævle, ved man, at den for alvor er gal. Og han har ret, den gode Scholes. Det er utroligt, så blodfattigt det har været.

Moyes kan med fordel lade sige inspirere af første halvleg, sidst United tog imod Bayern på Old Trafford (det var dengang, Bayern havde Demichelis, og Nani kunne score mål). Uniteds bedste mulighed er at angribe Bayern med alt, hvad de har, fra første fløjt! Fløjene skal – om det bliver Michael Jacksons muskuløse fætter fra Ecuador, Antonio Valencia, og verdensborgeren Adnan Januzaj eller andre – løbe til de segner og fodre Rooney med indlæg. Derudover skal Fellaini, Kagawa, Giggs, eller hvem Moysie nu finder på at sende på banen, med frem i feltet og presse spillet så højt op som muligt. Lyn og torden virker som den eneste mulighed. Spiller United afventende, og kommer kampen til at foregå på Bayerns præmisser, bliver det umuligt med stort u.

Uanset hvad ligner det en uoverskuelig opgave for Premier Leagues nummer syv. Bayern er det hold i Champions League, der har bolden mest, ligesom det er det mest afleveringssikre mandskab. I gennemsnit triller tyskerne kuglen rundt mellem hinanden 71,4 procent af tiden, og hele 88,8 procent af alle afleveringerne rammer en medspiller. På den sidste tredjedel af banen er Bayern såmænd også de mest præcise blandt alle hold i Europas fineste klubturnering. 83,5 af alle pasninger i den mest spændende ende af banen rammer plet. For United er det blot 66,4 procent. Det placerer de engelske mestre på en samlet 22. plads i afleveringskonkurrence haltende efter stormagter som FC København og Victoria Plzen.

Det er en klassisk fodboldfortælling, at det underpræsterende og undertippede hold kan gå ud og spille frit og dermed overraske. Det vil også være et tema i studierne rundt omkring i fodbold-Europa i aften. Problemet er bare, at Manchester United er i så dårlig forfatning, at det er svært helt at tro på, at det kan ske. Det er Büttner mod Robben. Det er fire sejre i træk mod 19 sejre i træk. Det er Pep mod Moysie.

Ryan Giggs sagde på gårsdagens pressemøde, at han ikke ser United som underdogs, men som Manchester United, der spiller hjemme i Champions League. Sport fortalt ser Manchester United som overvældende underdogs, der spiller hjemme mod favoritterne til at vinde Champions League. God kamp.