23 Jun

Joga Bonito – når forsvar er det bedste angreb?

Romario og Ronaldo

Intet fodboldhold påminder os om det allerbedste, vi mennesker kan præstere, som det brasilianske. Ved dette VM stiller de brasilianske hjemmebanefavoritter dog for en gangs skyld op med et hold, der er stærkest i defensiven. 

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Der bliver talt og skrevet meget om Brasiliens kanariegule landshold for tiden. Al denne talen og snakken er blandt andet gået på brassernes mulighed for at revanchere det smertefulde hjemmebanenederlag på Maracanã til Uruguay i 1950, men endnu mere spalteplads og endnu flere TV-indslag har trods alt fokuseret på aktuelle temaer som holdets angivelige favoritværdighed, Brasilien som værtsnation (med overvejende negativt fokus på fx ufærdige stadions, uholdbare regnskaber såvel som landets dubiøse forhold for gadebørn, prostituerede og fattige i det hele taget) samt en helt grotesk opmærksomhed omkring VM-turneringens indiskutable poster boy número uno, Neymar Jr.

Meget kan og bør siges om den politiske situation i Brasilien, ligesom det er tydeligt, hvordan VM som fænomen i det hele taget afslører det allerværste ved verden af i dag; nemlig hensynsløs og korrupt big business på den éne side (hos FIFA (og ret beset hos de fleste topspillere, der vel efterhånden er noget af det tætteste, den globaliserede kapitalisme kommer på at have regulære lejesoldater) og en temmelig uproduktiv nationalisme på den anden (hos alt for mange fodboldgale fans verden over, desværre).

Heldigvis er VM også stadigvæk en påmindelse om temmelig meget af det allerbedste, vi mennesker i sportslige sammenhænge kan præstere, for så vidt som dygtighed, arbejdsomhed, solidaritet, kreativitet, elementær spænding, forskellighed, disciplin, leg, historiefortælling såvel som glimt af lodret genialitet også udgør en hel del af, hvad det store VM-cirkus bringer med sig. Og intet landshold repræsenterer så stærkt et symbol på alle disse allerbedste ting som netop det brasilianske.

Fra 1958 til 2010: Angrebsprofiler ad libitum

Det hører klart nok med til historien om det brasilianske landshold, at ét og andet i mellemtiden er sket, siden det ikke lykkedes for los Canarinhos at erobre deres første VM-trofæ tilbage i 1950. Otte år efter misæren på Maracanã vandt Brasilien nemlig VM i Sverige (den foreløbigt eneste gang et ikke-europæisk hold har vundet en VM-turnering på europæisk grund, oven i hatten). Den bedrift gentog de i 1962 (intet hold har sidenhen forsvaret en VM-titel (og kun Italien har tidligere præsteret det)), og efter en enkelt svipser i England i 1966 slog brasserne til igen i 1970 i Mexico. Den indiskutable fodbold-mythos, der omgiver det brasilianske landshold, trækker helt åbenlyst tunge veksler på dette legendariske hold, der – helt uhørt – vandt tre verdensmesterskaber på blot fire forsøg (klart nok med nogle udskiftninger undervejs). Den allermest ikoniske repræsentant for den både legende og angrebslystne fodboldfilosofi, man sidenhen forbinder med Brasilien, er selvfølgelig Péle, men også typer som den urealistisk driblestærke Garrincha og den lynhurtige Jairzinho har omtrent legendestatus i deres fodboldtossede moderland.

Pointen hér er imidlertid ikke først og fremmest at genfortælle historien om Péle & co. men om at understrege, at en stolt tradition for først og fremmest offensive profiler har karakteriseret, hvad vi opfatter som essensen af Brasiliens landshold lige siden holdets første storhedsepoke.

Der skulle så også gå 24 år efter 1970, før Brasilien igen satte sig på fodboldens fornemste trone. Denne gang afholdtes turneringen i USA, og denne gang hed profilerne Romário og Bebeto. Bebeto var – for sit vedkommende – blevet topscorer i den spanske liga for Deportivo la Coruña med 29 scoringer i sæsonen 1992-93, men han ankom til VM med en (på herningensisk) totalt træls episode i frisk erindring, da han i sidste spillerunde af sæsonen 1993-94 simpelthen ikke turde sparke det afgørende straffespark i den afgørende ligakamp mod Valencia, hvorpå holdkammeraten Dukic brændte, hvorefter FC Barcelona (ledet af legendariske Johann Cruyff og med en vis Michael Laudrup på den offensive midtbane) i stedet blev spanske mestre for fjerde gang på stribe. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget (i øvrigt en komplet meningsløs talemåde), og hvad Bebeto i denne sammenhæng må have mistet af momentum, synes at være overgået ligefremt proportionalt til hans angrebsmakker på landsholdet, Barças Romário, der – med hele 30 sæsonscoringer (som han tilmed havde lovet at score, fandeme!) og et dugfrisk mesterskab på kontoen – formelig struttede af selvtillid og målnæse i USA.

I al fald udgjorde Bebeto og Romário en frygtindgydende frontduo i 1994, og det var på flere planer et symbolsk ladet øjeblik, da verdens bedste spiller fra året inden, nemlig AC Milans svært kramperamte Roberto Baggio, sparkede mange meter over mål i den straffesparkskonkurrence, der afgjorde en – indrømmet – lettere søvndyssende finale mellem Italien og Brasilien (Romário scorede i sagens natur via trekantsammenføjningen). I og med dette spark overgik verdensmesterskabet i 1994 nemlig fra Tyskland til Brasilien, lige så vel som kåringen som verdens bedste fodboldspiller 1994 overgik fra føromtalte Baggio til Romário.

Hvis vi skal opsummere: Brasilien havde altså endnu et VM-trofæ til samlingen såvel som, hvad der vel med rimelighed kunne – endnu engang – regnes for verdens stærkeste landsholdsangreb. Og for lige at være sikker: Min påstand er ikke hér, at Brasiliens spillestil som sådan var synderligt angrebsivrig i 1994, men blot, at holdets stærkeste spillere slet og ret var angriberne; samt vel nok midtbanegeneralen Dunga og den offensivt orienterede Leonardo. Det er desuden min klare opfattelse, at holdet – der tit anklages en smule unuanceret for at have spillet kedeligt under Carlos Alberto Parreiras ledelse – i realiteten burde have scoret væsentlig flere mål end de 11 scoringer, det blev til i deres 7 kampe (1-0-sejrene mod USA og Sverige i henholdsvis ottendels- og semifinalen kunne fx snildt have endt to gange 3- eller 4-0 til brasserne).

Det lykkedes ganske vist ikke for los Canarinhos at forsvare titlen i 1998 i Frankrig, hvor det i stedet blev til et sært 3-0-nederlag i finalen mod værtsnationen Frankrig. Les bleus nød i dén sammenhæng godt af hjemmebanefordel (den findes!), en grotesk velspillende Zinedine Zidane (assisteret af et klippefast forsvar og en bomstærk midtbane) såvel som en mærkelig utilpas Ronaldo i finalen, der – efter sigende – stort set var blevet tvunget til at spille af sin personlige sponser, Nike.

Ikke desto mindre: Brasilien kom altså ret tæt på et titelforsvar – og endnu engang var det med en stjernespækket offensiv (udover gengangeren Bebeto drejede det sig om Ronaldo (årets spiller i 1996 og 1997) og Rivaldo (årets spiller i 1999)) såvel som en væsentlig mindre stærk defensiv (Aldair, Junior Baiano m. fl.). Akkurat som i 1994 havde Brasilien godt nok glimrende offensive backs (især Jorginho (1994), Cafú (1994 og 1998) og Roberto Carlos (1998), men disse spillere var netop – og nu gentager jeg – glimrende offensive – snarere end egentlig defensive stærke – backs.

I 2002 vandt Brasilien sit femte VM (mod Tysklands tre og Italiens (sidenhen) fire), og opskriften på succes syntes efterhånden ikke til at tage fejl af: Et acceptabelt forsvar (fx Lucio og Junior Baiano), en godkendt midtbane og så igen-igen-igen-igen en helt surrealistisk stærk offensiv formation med Ronaldo, Rivaldo og det seneste mega-stjernefrø, Paris St Germains Ronaldinho (der i parentes bemærket gik hen og blev kåret til verdens bedste spiller i både 2004 og 2005). Denne trio udmærkede sig på forskelligartet vis i løbet af slutrunden: Rivaldo foregav – for sit vedkommende – at være blevet ramt i ansigtet, da en bold ramte ham på benene i en kamp mod Tyrkiet. Ronaldinho lobbede bolden over David Seaman i en situation, man bare kan blive ved med at more sig over ved at gense på YouTube (forudsat man ikke er Seaman- endsige England-fan). Og nå ja: Ronaldo klippede sit hår i en absurd (tyrkisk?) halvmåne, inden han præsterede en signatur-tåhyler mod Tyrkiet i semifinalen og herpå knaldede henholdsvis sine scoringer nummer syv og otte i turneringen forbi Oliver Kahn i finalen mod Tyskland. In summa: Brasilien vandt VM. Stjernerne var at finde i angrebet eller til nøds på den offensive midtbane.

I 2006 var gumpetunge Adriano og den – på det tidspunkt – helt fabelagtigt velspillende Kaká (der – for nu at holde stilen – blev kåret til årets spiller i 2007) udset til at erstatte Rivaldo i den brasilianske offensiv. Brasserne fandt dog aldrig helt melodien og kunne da heller ikke drive det til mere end et tamt 1-0-nederlag mod Frankrig i kvartfinalen samt en kedelig rekord til Ronaldinho som den spiller i turneringen med flest fejlafleveringer på samvittigheden. Brasiliens titelforsvar slog altså fejl nok engang, men holdet var rent faktisk favoritter hos virkelig mange ”eksperter”, inden slutrunden gik i gang – vel at mærke pga. holdets offensive (og desværre ret så ikke-indløste) potentiale.

I 2010 stillede Brasilien op med en uvant impotent angrebsformation bestående af en stadig mere uinspireret Káka, den altid uberegnelige enfant terrible, Robinho, og en ikke ligefrem fuldkommen ustoppelig Luís Fabiano. Resultatet: Endnu et kvartfinale-exit; denne gang mod Holland.

Brasilien i Brasilien: Neymar-hype og det stærke forsvar

Til dato kan Brasilien således meget vel siges at have haft to storhedsperioder: Den første fra 1958 – 1970 (tre VM-trofæer på 12 år) og den anden fra 1994 – 2002 (to VM-trofæer og andenplads på otte år). Igen i år er los Canarinhos favoritter til titlen, men sagen er så, at det for en gangs skyld er i defensiven, at holdet synes at være stærkest.

Der er ganske rigtigt (som allerede nævnt) endnu engang en god del hype omkring brasilianernes angreb op til denne slutrunde – ikke mindst omkring supertalentet Neymar. Men altså: Neymar sluttede – med ni scoringer – på en delt 29. plads på topscorerlisten i La Liga i den netop afsluttede sæson (hvor hans klub FC Barcelona i øvrigt ikke vandt ét eneste vigtigt trofæ). Han har uden tvivl et gigantstort potentiale og er da også hovedperson i én af historiens dyreste transfers (om end det af alle mulige grunde er uklart, om Barcelona måtte punge ud med 57 mio. € eller måske snarere 95 mio. € til brasilianske Santos for deres guldæg). Neymar er altså virkelig god, ligesom hans potentiale er decideret uhyggeligt. Han er blot ikke (to mål mod Kroatien eller ej) én af verdens ubestridt allerbedste angribere lige nu, og statistisk set har han ligefrem været langt mindre værdifuld at have (eller smide) på banen end the best of the best (dvs. spillere som Messi, Cristiano Ronaldo og Luis Suarez) – set over hele sidste sæson. Man kan diskutere, om Neymars præstationer overhovedet retfærdiggør hans samlede femteplads til årets Ballon d’Or-kåring, men det er i hvert fald indiskutabelt, at ingen af Neymars to angrebsmakkere til VM, nemlig 30-årige Fred fra Fluminese henholdsvis 27-årige Hulk fra Zenit Skt. Petersborg, for alvor var i nærheden af den 23-mand store shortlist, FIFA annoncerede i forbindelse med afstemningen til Ballon d’Or.

På listen var derimod Thiago Silva, Paris St. Germains brasilianske midterforsvarer, som bl.a. David Beckham har kaldt verdens bedste forsvarsspiller. Silva spiller ved siden af Chelseas David Luiz, der vel kan siges (senest under José Mourinhos jernledelse) efterhånden at have udviklet sig fra en skudstærk, men også en lige lovligt vel humørsvingende central forsvarsspiller, til én absolut topspiller på den placering – hvorfor bl.a. Paris St. Germain og FC Barcelona nu også prøver at slå kløerne i Luiz. At Brasilien stadig har sygeligt gode offensive backs, nemlig Barças Dani Alvés (eller Maicon) og Marcelo fra Real Madrid (der godt nok blamerede sig med et fjollet selvmål i åbningskampen) er én ting, men det er næsten endnu mere sigende for holdets defensive kvaliteter, at Bayern Münchens midterforsvarer Dante (som selveste Philipp Lahm har omtalt som én af de bedste forsvarsspillere, han nogensinde har spillet sammen med) må se sig henvist til bænken; en rolle Dante i øvrigt synes at være fint tilfreds med i en forsvarsformation, han senest har beskrevet som verdens stærkeste af sin slags. Læg dertil de samlede kræfter fra defensivt orienterede midtbanespillere som Paulinho (Tottenham), Luiz Gustavo (Wolfsburg), Willian (Chelsea) og Fernandinho (Manchester City) – og det brasilianske landsholds optioner i forsvaret såvel som i det defensive spil synes at springe i øjnene med en vis eftertrykkelighed.

Alt i alt kan det – på trods af en lidt forkølet start – absolut ikke udelukkes, at brasilianerne får held med at erobre deres sjette verdensmesterskab, efter finalen er blevet spillet d. 13. juli. Det kan også godt være, at Neymar (sammen med dommeren) stjal billedet med sine to scoringer mod Kroatien i åbningskampen – og at han igen vil trække de allerstørste overskrifter senere i turneringen.

Ikke desto mindre synes det også at være tilfældet, at man for nok første gang i det brasilianske landsholds glorværdige historie vil skulle finde den reelle hovedårsag til en mulig brasiliansk succes i holdets defensiv – eller med en parafraseret omvending af Carl von Clausewitz’ gamle talemåde: At forsvar for én gangs skyld vil kunne vise sig at være det bedste angreb – selv for sambadrengene fra Brasilien.