Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Anders Høeg Lammers | Sport fortalt | Page 4 Anders Høeg Lammers – Page 4 – Sport fortalt
15 May

Hvad er der galt med Rafael Nadal?

Rafael Nadal

Gruskongen Nadal har ikke lignet sig selv i år og har været på nippet til at tabe tre turneringer i træk. Kan en sejr mod en skadet modstander i Madrid give ham det momentum og den selvtillid, han hidtil har manglet? 

Af Anders Høeg Lammers

April har altid været Rafael Nadals bedste måned. Uanset hvordan årets første måneder var forløbet for spanieren, kunne han og vi være sikre på, at han ramte topformen, når ATP-touren ramte Europas forår og det røde grus. Hele 15 af Rafas 63 titler er vundet i april – fordelt på otte i Monte Carlo og syv i Barcelona.

Derfor er det mildest talt overraskende, at Rafa måtte gå tomhændet fra både Monte Carlo og Barcelona i år og dermed står uden en april-titel for første gang siden 2004. Endnu mere overraskende er det, at det var to spaniere, David Ferrer og Nicolas Almagro, der blev hans banemænd i kvartfinalen af begge turneringer (du kan se højdepunkter fra de to kampe her og her). Begge er decideret gode grusspillere, men har aldrig været i stand til at overvinde nationalikonet på grus.

Eller rettere, Ferrer gjorde det en enkelt gang tilbage i 2004 (da Nadal var 17) for efterfølgende at tabe de næste 17 gruskampe mod Rafa… Bedre så det ikke ud for Almagro, som havde tabt alle deres otte hidtidige grusopgør og – imodsætning til Ferrer – heller aldrig havde besejret Nadal uden for grus. Almagro var, indtil sejren forstås, slet og ret ude af stand til at slå en højere rangeret landsmand, hvilket hans 0-10 rekord mod Nadal og 0-15 rekord mod Ferrer vidner om.

At Nadal så endte med at vinde den afbudsramte Masters-turnering i Madrid i søndags (skadesramte Djokovic og far til fire Federer mødte ikke op, og Wawrinka røg ud i sin første kamp), gør ikke ‘krisen’ meget mindre. For indtil finalemodstanderen Kei Nishikori, der nu er første japaner i top-10, blev skadet foran 6-2, 4-2, lignede det grangiveligt endnu et grusnederlag til gruskongen – hvilket Uncle Toni da også har indrømmet (se højdepunkter her).

Alder, mental træthed, manglende selvtillid – eller ren og skær tilfældighed?

Men hvordan er vi havnet i denne situation – ikke mindst når jeg for blot fem-seks uger siden spåede, at den europæiske grussæson først og fremmest ville blive et tomandsshow mellem de stadig titelløse Nadal og Djokovic? De nemme svar er, at sport er uforudsigeligt, at det er det, der gør det interessant og at alle andre i øvrigt også tog fejl.

Læg dertil at Djokovic’ ‘nedtur’ – et semifinalenederlag til Federer i Monte Carlo og et afbud i Madrid – i allerhøjeste grad kan forklares med en håndledsskade, der har holdt ham ude indtil denne uges turnering i Rom (men stadig gør hans tilhængere urolige for Roland Garros), og dennes skribent ansvarsfralæggelse er komplet.

Ikke desto mindre: What’s wrong in the world of Rafael Nadal? I indlægget for fem uger siden var jeg inde på, at Rafa havde tabt til spillere, han normalt ikke taber til. Men, skrev jeg også, det har hidtil aldrig betydet noget for, hvor godt han spillede i Monte Carlo. I år har han for første gang ikke formået at løfte sit niveau, når vi ramte grus. Mod Ferrer lavede han hele 44 uprovokerede fejl i en to-sæts kamp (Ferrer vandt 7-6 (1), 6-4), hvoraf en hel del faldt i tiebreaken. Det er uhørt for en spiller, der i lige så høj grad som vores egen Wozniacki altid har mestret at holde egne fejl nede på et minimum.

Mod Almagro spillede han bedre, men også her var han ukarakteristisk svag, hvor han plejer at være allerskarpest – nemlig til at tage sine chancer og holde modstanderen fra at tage sine. Mens Almagro tog fire af sine syv breakchancer, tog Nadal nemlig blot fem af sine 18. Og hvor Nadal havde vundet samtlige deres hidtidige tiebreaks, var det nu Almagro, der kom tilbage fra 0-1 i sæt og til samtlige tilskuere og eksperters overraskelse ikke bare vandt det tætte andet sæt, men også kampen 2-6, 7-6 (5), 6-4 (odds på Nadal var 1.09, odds på Almagro var 7.18). Og mod Nishikori afgav den ellers så frygtede forhånd fejl efter fejl, alt imens Nishikori angreb Nadals baghånd og forhånd på skift

Ét uventet nederlag behøver ikke at betyde noget. Ej heller gør to. Men når man som Nadal havde en grusstatestik, der lød på 274 sejre mod blot 11 nederlag siden januar 2005 før det 12. nederlag mod Ferrer, så giver hvert nederlag genlyd. Nadal har selv talt om, at

I am not playing with the right intensity with my legs.  When that happens, the unforced errors are there more often”, og at “after what happened in Australia {nederlag til Wawrinka og en mindre rygskade, red.} was little bit harder for me to find again the intensity, the confidence, the inside power that always I have”.

Og det har han utvivlsomt ret i. Nadal er ikke gået fra at være en af verdens to bedste spillere den ene dag til at være en ganske almindelig topspiller den næste. Spillet er der stadig, problemet er bare, at de gode slag bliver fulgt af dårlige lige nu, hvor de tidligere blev fulgt op af flere gode.Og en del af det skyldes alt andet lige, at selvtilliden ikke helt er, hvor den skal være – måske p.g.a. finalenederlaget til Wawrinka i Australien, måske p.g.a. at han har tabt seks sæt og tre kampe i træk mod hovedrivalen Djokovic.

Det kan dog også skyldes, at Nadal – igen – er ved at føle sig lidt mentalt udbrændt. Siden teenagealderen har hele Nadals liv drejet sig om, hvordan han optimerer sin evne til at slå til en lille gul bold. Da han i 2012 endte med at tage syv måneders pause fra ATP-touren, var der masser af tegn på, at pausen også var mental.

Efter et yderst succesfuldt 2013, hvor han slog Djokovic i både French- og US Open, er det ikke så mærkeligt, hvis Rafa ikke helt kan genfinde gejsten til at holde forfølgerne væk én gang til. For Djokovic er, jf. de tre vundne kamp i træk mod Rafa, kommet endnu stærkere tilbage – omend skaden dog har berøvet ham helt og aldeles for momentum.

Derudover er der Rafas alder. Han nærmer sig de 28 somre, en alder der ikke længere er høj i tennis, men ej heller ung. Hvis den unge generation var lidt bedre, end den er, ville det typisk være en alder, hvor man begyndte at blive overgået. Men både Wawrinka, Almagro og Ferrer er ældre end Rafa. Til gengæld har de ikke vundet ligeså meget og – med undtagelse af Ferrer – også spillet væsentlig færre kampe.

Den rette selvfortælling

Håbet for Rafa må være, at han kan bruge finalesejren i Madrid til at genvinde den gnist, glød eller selvtillid, der mangler. Og det er måske i dét lys, hans egen vurdering af finalen skal læses i. For mens træner Toni var tilfreds med niveauet i turneringen (som da også var væsentligt bedre end både Monte Carlo og Barcelona), var der ingen positive ord om finalen:

We didn’t deserve the win, our opponent did. Nishikori played better throughout the entire match. It’s an unfair victory, and we have been really lucky. Rafa was very nervous, all because of the great level of Nishikori.

Rafa, derimod, i lodret opposition til både Uncle Toni, Nishikoris egen forklaring af, hvornår skaden indtraf, samt det faktum, at Nishikori tog en medical time-out lige før, han blev brudt til 4-4, sagde følgende:

I think the most positive thing for me is that in the second set, suffering, having a bad time out there, I managed to find the way to compete.  You know, I was competitive on the second set.
I was being competitive.  I had to to get back into the match and I think I was getting closer.  I think I was.  I think when I broke him, I think he was not that bad.  I think.  I’m talking honestly.  I try to speak honestly whenever it happens to me and when it doesn’t.
I think when I managed to recover from the break in the second set he was playing normally.

Det væsentlige her er, at ærlighed for sportsfolk ikke nødvendigvis er ærlighed i traditionel forstand. Som sportsmand er du i en vis grad nødt til at lyve for dig selv – tænk Rolf Sørensen, der så sig selv som favorit til snart sagt ethvert løb, han stillede op i. Eller tænk Nadal, der helt modsat – som en mental foranstaltning, der skal hjælpe ham til at yde sit bedste mod enhver modstander – altid konsekvent nægter at påtage sig favoritrollen og siger noget i retning af ‘if I play well, hopefully I’ll have a chance to compete’, før et møde mod verdens nr. 165.

Men, og det er det centrale her, fortællingen bagefter er mindst ligeså vigtig. Fortællingen om hvorfor man tabte (typisk med vægt på egne fejl) eller vandt (typisk med vægt på egne fortrin). Intet er værre end at indrømme, at du reelt var chanceløs. Og derfor er det afgørende for Nadal at fortælle sig selv og omverdenen, at det var ham, der kom tilbage i kampen – ikke Nishikoris skade, der gav ham en mulighed, han ellers ikke ville have fået.

Spørgsmålet er så nu, om det lidt bedre spil kombineret med den yderst heldige (ups: velfortjente!) sejr i Madrid, er nok til at kickstarte Rafas grussæson i tide inden Roland Garros. Denne uges Masters-turnering i Rom, hvor både Djokovic og Wawrinka er med (Federer er allerede ude), vil give en god del af svaret. Du kan finde lodtrækningen her og en analyse af turneringen her.

I sidste ende kan det meget vel være, at Nadal slet ikke behøver sit højeste niveau hverken i Rom eller i Paris. For selvom Ferrer, Almagro og (næsten) Nishikori alle har slået ham på grus, er det stadig Djokovic, der er hovedudfordreren. Og hvis hans håndledsskade springer op igen eller blot har sat ham tilstrækkeligt meget tilbage formmæssigt, er det i sig selv formentlig stærkt befordrende for Nadals selvtillid og vinderchancer i Paris. Igen gælder det, at vi er meget klogere efter Rom. Semifinalerne spilles lørdag, finalen søndag. God turnering.

 

 

 

12 Apr

Kan Rafael Nadal genfinde sin mojo på Monte Carlos røde grus?

sf_montecarlo1

Eller fortsætter Djokovic sin stime på foreløbig tre sejre mod Rafa? Andre udfordrere til trods kommer de næste to måneder til at handle om én ting: Kan Novak Djokovic endelig bryde Nadals ni år lange grusdominans?

Af Anders Høeg Lammers

Hvert år, når den europæiske grussæson kickstartes på Monte Carlos røde grus med det azurblå Middelhav i baggrunden, er spørgsmålet det samme: Er der nogen, der kan slå Rafael Nadal? Som regel er svaret nej. Med otte sejre i Monte Carlo, syv i Barcelona, seks i Rom og otte i French Open i Paris samt en rekord på 298 sejre mod blot 21 nederlag har Rafa i den grad været suveræn på det langsomme grus, der accentuerer hans forcer.

Men tallene fortæller ikke hele sandheden, for to af de sidste tre år har Rafa haft en udfordrer, der næsten har været hans ligemand. Jeg taler naturligvis om Novak Djokovic, manden der sidste år ’stjal’ Rafas Monte Carlo-trofæ med en 6-2, 7-6 (1) sejr mod netop Rafa i finalen. For siden at være lige ved og næsten i French Open-semifinalen, hvor Djokovic – oppe et break i egen serv ved stillingen 4-3, 40-40 i femte sæt – lavede dette stunt, blev brudt og siden tabte sættet 9-7.

http://youtu.be/OplDBIakSEw

De halvfarlige udfordrere

Når vi taler tennis i almindelighed, er det netop Rafa og Djokovic’ navne, der kommer først op. I dag er de standarden på ethvert underlag undtagen græs. Men særligt på grus synes de to at køre et 2-mandsshow, som ingen andre synes at have en kinamands chance for at forhindre. Og den mand, der om nogen ville kunne gøre det, er ude for resten af sæsonen. Evigt uheldige Juan Martin del Potro er nemlig blevet opereret i sit venstre håndled efter smerter gennem hele sæsonen.

Andre potentielle udfordrere til grussæsonen i almindelighed og til den kommende uge i Monte Carlo er de to schweizere, Roger Federer og Stanislas Wawrinka. Men Federer har – formentlig – udspillet sin chance mod Rafa på grus. Udover at grus som sagt sløver boldens fart, når man forsøger at slå en vinder (og dermed favoriserer dem, der er bedst defensivt, læs: Rafa og Novak), tager det nemlig særdeles godt imod en bold med topspin, som får et ekstra kick, så Rafas schweiziske modstandere skal slå deres enhåndsbaghænder over skulderhøjde – hvilket hverken er særligt rart eller et særligt godt sted at angribe fra. Ikke desto mindre har den nykårede slam-vinder Stan ’the Man’ – som i Australian Open slog både Djokovic og Nadal – kraften til at slå til bolden selv fra den højde. Og selvom hans formkurve har taget et gevaldigt dyk efter triumfen i Australien, bliver han en interessant mand at følge, nu hvor han har fået troen på, at han kan slå de bedste.

Andre man skal holde øje med i løbet af grussæsonen er sidste års French Open-finalist, David Ferrer, den velspillende Tomas Berdych, den absurd nonchalante Fabio Fognini, som pillede Murray fra hinanden netop på grus i sidste uges Davis Cup. Derudover er der Alexandr Dolgopolov, hvis tennis ikke kan sættes på formel – han kan være fænomenal den ene dag for så at forsvinde helt den næste – samt de to superservere John Isner og Milos Raonic, der før har leveret overraskende præstationer på grus. Og så må vi ikke helt glemme Murray, der dog endnu har til gode at vinde sin første grusturnering endsige bare nå til en finale. Men potentialet er til mere, end han hidtil har vist.

Grigor Dimitrov, aka Baby Fed, Ernests Gulbis, aka Mini Safin, og til dels japanske Kei Nishikori er også navne, man kan holde øje med. Dimitrov slog Djokovic i Madrid sidste år og pressede Rafa ud i tre sæt i Monte Carlo. Gulbis kan, på dagen, slå enhver med sin store serv, sin eminente baghånd og sin mågelignende, men ganske effektive, forhånd.

Og så kan man heller ikke helt ignorere grusspecialister som Nicolas Almagro, veteranen Tommy Robredo, argentinske Juan Monaco og brasilianske Thomas Belucci.

Kampen om tronen

Men hovedshowet i grussæsonen, det bliver Novaks kamp mod Rafa. Og hvem vinder så den kamp? Rafa er ubestrideligt favoritten, hans dominans på underlaget taler for sig selv.

Ikke desto mindre vil jeg – på dette relativt tidlige tidspunkt – komme med følgende forudsigelse: Hvis Djokovic når til finalen i French Open, så tager han også trofæet. Han har bevist, han kan slå Rafa på grus. De tre gange, han har gjort det, har det været på overbevisende maner – nemlig uden at afgive sæt. Samtidig kom han nærmest så tæt på at vinde, som man kan, i sidste års semifinale mod Rafa. Og endelig er han, i hvert fald lige nu, i fuld gang med at opbygge en mental ’edge’ mod Rafa i kraft af, at han har vundet samtlige seks sæt i deres tre seneste kampe (dog på hard court), uden at Rafa har været tæt på at true ham.

Endelig har Rafas spil siden sidste års US Open været lidt svingende, og han har tabt kampe til spillere, han før aldrig havde tabt sæt til (men det behøver ikke at betyde noget – Nadal har igen og igen genopfundet sig selv på Monte Carlos grus efter halv pauvre resultater i efterårs- og vintersæsonen). Omvendt har Djokovic blot tabt to kampe siden US Open, én til hver af de to schweizere, og han var vanvittig god, da han gav Rafa en sjælden afklapsning i Miami Masters-finalen for to uger siden.

Når Djokovic er bedst, er han i mine øjne bedre end Rafa – til dels selv på grus. Årsagen er, at Rafas ’go to shot’, den topspundne venstre forhånd cross court til modstanderens baghånd, som har vundet ham så mange kampe, slet ikke gør ondt på Djokovic’ suveræne baghånd. Meget ofte angriber Djokovic endda Nadal i forhåndssiden efter først at have lokket ham langt over i baghåndssiden (ingen tager flere bolde med forhånden end Nadal. Hvilket resulterer i, at han ofte tager bolde langt over i sin baghåndsside med forhånden – for så at efterlade forhåndssiden åben for angreb. Det går mod de fleste, men langt fra altid mod Djokovic).

Problemet for Nadal mod Djokovic er ret beset, at Djokovic ikke har nogen deciderede svagheder, som Nadal kan udnytte. Han er yderst komplet spiller (om end han har visse svagheder ved nettet), mens Nadal er en mester i at finde sin modstanders svaghed og så slå derhen, indtil han opnår det tilsigtede resultat (jf. strategien med at slå og serve stort set samtlige bolde til Federers baghånd).

Samtidig er Djokovic den eneste spiller, der matcher Nadal fysisk og defensivt, hvorfor nogle af deres point aldrig synes at få en ende:

https://www.youtube.com/watch?v=xdjNghcCNPU

Når to så gode defensive spillere mødes, er det ofte den af dem, der er mest aggressiv og offensiv på dagen, der trækker det længste strå. De gange, Nadal har slået Djokovic de senere år, har han netop gjort det ved at stå tættere på baglinjen, diktere pointene med sin forhånd og gå efter flere vindere, end han normalt gør. Skal han genvinde magten i rivaliseringen mod Djokovic, bevare sin grusdominans og ikke mindst sin French Open-trone, er han nødt til at turde spille mere aggressivt, end han hidtil har gjort i år.

Gør han det, er han i høj grad i stand til at slå Djokovic. Og intet sted er bedre for Nadal at genfinde sit mojo end Monte Carlo, hvor han i både 2010 og 2012 vandt efter mange måneder uden en titel.

Forude venter fire store grusturneringer, Monte Carlo, Madrid, Rom og så det, det hele handler om: French Open i slutningen af maj.Hvem der vinder hver enkelt, vil jeg ikke spå om. Men jeg tror p.t. på, at Djokovic vinder den eneste slam, han mangler i sin samling, når vi når Paris. Monte Carlo starter mandag med finale søndag d. 20. april.

God grussæson.

28 Mar

Verdens hurtigste sprinter gennem Københavns gader

zersenay-tadese

Lørdag mødes 223 af verdens allerbedste løbere for at dyste om verdensmesterskabet i halvmaraton i København. I hælene på dem kommer 30.000 motionister fra 76 lande. Her får du alt det, du behøver at vide om løbet

Af Anders Høeg Lammers

En af årets absolut største danske sportsbegivenheder står for døren. Og Sport fortalt er med – i ordets mest bogstavelige forstand. I morgen, lørdag, kl. 12.30 går startskuddet til kvindernes VM i halvmaraton fra Christiansborg Slotsplads. Kl. 12.55 følger herrerne efter og umiddelbart i røven på dem kommer et felt på 30.000 motionsløbere – heriblandt to Sport Fortalt-skribenter.

Det er første gang nogensinde, at motionister får lov til at løbe med til et VM. Vi må dog på forhånd beklage, at det ikke bliver en Sport fortalt-skribent, der løber med VM-titlen. Dels er vi, og de 29.998 øvrige motionister, ikke formelt berettiget til at vinde VM uden at være udtaget af vores nationale hold. Men endnu væsentligere er det, at de hurtigste løbere løber så vanvittigt hurtigt, at man skulle have en cykel eller i det mindste et par meget gode in-liners for at have en chance for at følge med.

Til start stiller således storfavoritten, verdensrekordholderen og vinderen af fem af de sidste seks VM i halvmaraton, Zersenay Tadese fra Eritrea. Hans verdensrekord lyder på 58 minutter og 23 sekunder på de 21.097,5 meter. Det svarer til en kilometertid på 2.46 per kilometer og en gennemsnitshastighed på 21,7 km i timen. Bum-bum. Personligt kan jeg kun løbe i det tempo ca. 800 meter af gangen… Tadese gør det så 26 gange i træk.

De hurtigste kvinder er ikke meget langsommere. Her lyder verdensrekorden på 65 minutter og 12 sekunder (19,5 km i timen) og er sat for blot halvanden måned siden i Barcelona af kenyanske Florence Kiplagat.

Da ruten i København er flad og hurtig, og vejret lover sol, begrænset vind og 10-12 grader, er mulighederne for nogle rigtig hurtige tider – måske endda en verdensrekord – bestemt tilstede.

Men dette indlæg skal ikke være et forsøg på en analyse af, hvem der vinder VM (det gør to østafrikanere fra Eritrea, Kenya eller Etiopien formentlig – og de tager nok også de øvrige medaljer og holdmedaljer med i købet). Ønsker du at vide mere om favoritfeltet, kan du læse om de ti favoritter hos mændene her. Og JP’s bud på mandlige og kvindelige favoritter her. Er du mere til den nationale vinkel, er de 10 danske VM-deltagere beskrevet ganske glimrende her.

Dette indlæg er snarere en lille guide til jer, der gerne vil følge jeres egne bekendte, Sport Fortalt eller bare gerne vil se verdenseliten på løbsdagen.Befinder du dig ikke i København (eller befinder du dig i Kbh, men foretrækker sofaen), så er der VM-dækning på DR1 fra kl. 11.30 frem til kl. 15.30. Men hvis du ønsker at komme ud og opleve stemningen, musikken og løberne, så får du her et overblik over både rute og underholdning, der med fordel kan printes ud.

Sport fortalt in action

Endelig er der som sagt to Sport Fortalt-skribenter, der løber med. Oprindeligt var vi tre, men Peter Baggesgaard Hansen har måttet trække sig med et knæ, der ikke helt vil, som han vil – og med udsigten til at skulle sydpå weekenden efter og cykle ruten til Flandern Rundt vil en skade lørdag ikke være tilladeligt.

Overtegnede skal ud på mit i alt fjerde halvmaraton og glæder mig ret meget. Jeg løb første gang som 11-årig (1 time og 50 minutter) og løb så to for ca. 4 år siden på hhv. 1.26.21 og 1.19.53 – godt assisteret af en kraftig medvind op af Øresundsbroen på den sidste.

Da man altid gerne vil gøre det bedre end sidst, var mit oprindelige mål at komme under de 1.20 igen. Men da jeg stort set slet ikke har løbet i hverken 2011, 2012 eller 2013 og både har været ramt af lidt småskader og sygdom her i 2014, må jeg konstatere, at det næppe helt lader sig gøre med et otte ugers træningsforløb. Målet vil derfor i udgangspunktet være det samme som ved de to forrige: At komme under 1.25. Det svarer til, at jeg skal løbe marginalt hurtigere end 14,9 km i timen (4.02 per kilometer), som giver 1.25.05. Er benene til mere end det, så går jeg selvfølgelig efter en hurtigere tid. Men først og fremmest vil jeg bare gerne have et godt løb og opleve stemningen til et VM.

Kresten Lundsgaard-Leth hedder den anden Sport fortalt-løber, som debuterer på distancen. Kresten er – efter eget udsagn – i noget nær sit livs bedste 10-km form, men da han aldrig har prøvet kræfter med den over dobbelt så lange halvmarathon-distance, er det ikke helt til at sige, hvad formen rækker til. Målet er umiddelbart en tid under 1.30, men formen kunne tyde på, at også han kan løbe i omegnen af de 1.25.

Ønsker I at følge specifikke løbere på dagen, kan det gøres via denne gratis app. Her indtaster man navn eller nummer på løberen, og så går resten forhåbentlig af sig selv. Fra Sport fortalt løber Anders med nummer 3316, Kresten med nummer 7092.

Tips til tilskueren

Bor du i København, så kom dog ud og hep. Vejret er lovende, verdens bedste løbere tonser forbi, og du kender garanteret mindst én, der vil blive glad for at høre dig heppe. Endelig er der flotte mande- og kvindeben ad libitum. Du finder tilskuerguiden med overblik over, hvor der er musik (38 bands!) m.v. her. Der gøres opmærksom på, at alle bliver rådet til at lade cyklerne stå hjemme og benytte sig af offentlig transport på dagen (som man kan få for 20 kr). Læs mere om trafiksituationen og afspærringer her. Og husk – du hverken løber eller går, så selvom solen er ude, er det nok meget rart med både varme sokker og hue.

Tips til løberen

Er du debutant, er det bedste råd, jeg kan give, at du ikke lægger alt for hårdt ud. Selv om der er meget langt fra halvmarathon til marathon, er der også meget langt fra 10 km til halvmaraton. Der er risiko for at gå meget ned og få et rent ud sagt træls løb, hvis man sprinter af sted de første fem kilometer, fordi man lige lod sig rive med at stemningen. Løb derfor hellere 5-10 sekunder langsommere per km på de første fem end 5-10 sekunder for hurtigt. Omvendt kan det selvfølgelig også give mange et mentalt boost at vide, at man ligger ’foran’ sin måltid. Det er en afvejning, man må foretage med sig selv. Endelig er det selvfølgelig godt med rigeligt med søvn natten op til, rigeligt med kulhydrater i de sidste måltider samt endelig ekstra tøj, der kan undværes, så man ikke bliver kold i start-området. Husk desuden at drikke undervejs – desto langsommere, du løber, og desto tungere, du er, desto mere skal du drikke. Der er uddybende tips fra landsholdets løbetræner her.

Tilbage er blot at sige: Vel mødt og vel løbet!