Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Anders Høeg Lammers | Sport fortalt | Page 3 Anders Høeg Lammers – Page 3 – Sport fortalt
30 Oct

Caroline Wozniackis transformation

Woz_

Caroline Wozniacki er bedre end nogensinde. Dét beviste hun med sejren i kvindernes sæsonfinale, hvor hun uddelte øretæver til hele verdenseliten. Men hvad har ændret sig i hendes spil siden dagene som verdensetter? Det ser vi nærmere på her. 

Af Anders Høeg Lammers

Som de allerfleste har hørt, vandt Caroline Wozniacki søndag karrierens største sejr, da hun slog Venus Willians i WTA sæsonfinalen i søndags. Hun kravlede samtidig op som verdens nr. 3 og er blot 120 point efter nr. 2, Garbine Muguruza og 160 point efter nr. 1, Simona Halep.

I sæsonfinalen er det kun, de bedste, der får lov at være med. Årets otte bedste spillere inddeles i to grupper, hvorpå de to bedste fra hver gruppe avancerer til semifinalerne. Tænk EM 1992.

Wozniacki ikke bare slog sine modstandere, hun gav dem stryg. Først var det Elina Svitonila (som gav danskeren æg for halvanden måned siden), der blev sendt i bad med en 6-2, 6-0 afklapsning. Derpå var det verdensetteren Simona Halep, der også måtte nøjes med to partier, denne gang 6-0, 6-2.

En taktisk genistreg?

I gruppespillets sidste kamp vandt Wozniacki igen 6-0 i første sæt, for derpå – måske delvist af taktiske grunde? – at tabe 3-6, 5-7 i de næste to til Caroline Garcia (se Wozniackis absurd suveræne stats for de tre indledende kampe her). Med nederlaget undgik Wozniacki Venus Williams i semifinalen, en spiller hun inden søndagens finale havde tabt til 7 ud af 7 gange med blot et enkelt vundet sæt til Wozniacki.

Hvis det var taktisk, var det genialt. Wozniacki slog Pliskova i en fantastisk semifinale, 7-6 (9), 6-3, mens den 37-årige Williams måtte bruge mere end 2,5 time i lørdagens anden semifinale mod Caroline Garcia.

Den lange Williams-semifinalekamp afgjorde ikke søndagens finale, men det (og Wozniackis forrygende form) rykkede oddsene i Wozniackis favør i en grad, så hun var bookmakernes klare favorit trods de 0-7 med blot ét vundet sæt i indbyrdes opgør.

Og ganske rigtigt. Mens Venus virkede nogenlunde frisk (om end ikke hurtig) i første sæt, lignede hun sin alder i starten af andet sæt, hvor Wozniacki kom foran 5-0 i løbet af ingen tid, godt hjulpet af en række Williams-fejl.

Så ulige skulle det ikke ende, og en kombination af sidste meget imponerende krampetrækninger fra Williams samt lidt tøvende spil fra Wozniacki, der måske stod med en hånd på pokalen allerede, bragte Williams tilbage på 4-5, før Wozniacki hev sejren i land. Se højdepunkter herunder, hvis I ikke så finalen.

Længe var det et lige ved og næsten år

Så hvad har ændret sig? Hvorfor vinder Wozniacki pludselig den her type turnering?

Igennem hele karrieren er hun blevet kritiseret for:

  • at slå for få vindere og generelt spille for defensivt
  • ikke at være god nok i de største turneringer (slams)
  • ikke at være god nok mod top-10 spillere
  • ikke at have vundet en slam

Hun har ganske vist endnu ikke vundet en slam, men WTA-finalen er årets femtestørste turnering og på mange måder mindst ligeså svær at vinde som en slam-turnering, fordi du typisk skal slå fire eller fem top-spillere for at vinde, hvilket (stort set) aldrig sker i en slam. Ser man på tidligere vindere af turneringen, er listen da også mindst lige så stjernespækket som enhver slam.

2017 lignede ellers længe et ‘lige ved og næsten’ år for Wozniacki. Da hun fik æg mod Svitolina i august, var det sjette gang i 2017, at hun måtte stå med et ‘præmiefad’ i stedet for en pokal. Tre finalenederlag til Pliskova, to til Svitolina og ét til Johanna Konta var det blevet til.

Den type hårdtslående spillere, der altid har voldt Wozniacki problemer, når de rammer dagen. Den type spillere, der har holdt Wozniacki fra at vinde en grand slam, fordi deres offensiv – når de rammer bolden godt, og det gør de typisk, når vi er nået frem til finalesøndag – trumfer Wozniackis defensiv.

Siden fik hun sæsonens første turneringssejr, da hun slog Anastasia Pavlyuchenkova og inden da havde overstrålet den daværende verdensetter Muguruza med en 6-2, 6-0 sejr i semifinalen.

En offensiv dimension på den defensive mur

Så igen – hvad har ændret sig?

Jeg følger ikke Wozniacki tæt nok til at komme med det endelige svar. Men i Singopore så jeg en anden Woziacki, end jeg tidligere har set. Jeg så i højere grad den Wozniacki, jeg altid gerne har villet se. Jeg så en modig Wozniacki, der turde kombinere sin vanvittige defensiv med en mere end habil offensiv. En Wozniacki, der tog de offensive muligheder, der bød sig. En Wozniacki, der turde gå op af linjen, når det var det rigtige slag. Og en Wozniacki, der kom op med et servees, når hun havde brug for det.

Wozniacki-lejren har selv erkendt og anerkendt problemet med den manglende offensiv i årevis. De har forsøgt at løse det med et utal af trænere, hvoraf ingen dog for alvor har fået chancen. Dertil har båndet mellem far Piotr og Caroline været for tæt. Potentialet til et mere offensivt spil har altid været der. Til træning kan hun sagtens slå stribevis af vindere. Men i kamp er hun altid vendt tilbage til de gamle, sikre, velafprøvede mønstre (New York Times lavede denne lille analyse af hendes ‘valg af slag’ for år tilbage).

Hvad der endelig har løsnet op for Wozniacki-offensiven, skal jeg ikke kunne sige. Men hun har muligheder i sit spil, hun ikke havde tidligere. Hendes førsteserv er blevet bedre og er blevet et større våben, som giver hende point og esser på vigtige tidspunkter. Hendes ‘touch’ er blevet bedre, så man nu også ser hende lave den her og den her slags slag. Og så tør hun ændre retning og gå op af linjen oftere – også med den tidligere lidt usikre forhånd, som her vinder hende pointet mod Pliskova.

Forhånden er, tæt efterfulgt af serven (hun slog flere esser end både Pliskova og Williams i gruppespillet(!)), den største transformation i Wozniackis repertoire. Hun er bedre til at ændre retning med den, bedre til at få vinkel på og bedre til at sætte tyve procent ekstra power på, når der er brug for det. Her ses den i sin vel nok bedste udgave mod Venus, hvor hun udmanøvrerer Williams’ ellers så potente forhånd:

Her, der og alle vegne

Tidligere er hun slet og ret blevet slået af banen, når hun har mødt en modstander med større slagkraft, der ramte dagen. Og jo, både Pliskova og Venus slår da stadig flere vindere end Wozniacki. Men hvor Pliskova slog 34 vindere, slog Wozniacki 25. Hvor Venus slog 31, slog Wozniacki 19. Og mod Venus lavede hun blot ni uprovokerede fejl, mens Venus lavede 20. Billedet var det samme mod Pliskova.

Wozniacki har altid været god til at få modstanderne til at lave fejl. Til at gå efter for meget. Til at opgive ævred mod den danske betondefensiv. Som Pliskova meget rammende formulerede det til sin træner under semifinalen:

She’s everywhere

Træneren replicerede lakonisk med et “yeah, is that a surprise to you?” Venus Williams stod utvivlsomt tilbage med samme fornemmelse efter dette point:

Sæsonens bedste spiller? 

Når man kombinerer så god en defensiv med offensiv styrke, får man den type resultater, Wozniacki netop har fået. Som tenniskommentatoren Anders Haahr skrev på Twitter, har hun:

  • flest sejre på WTA-touren i år (60)
  • flest top-10 sejre på WTA-touren i år (14! – det er blot 4 færre end i de fem foregående år tilsammen)
  • flest finaler i år (8)

Om det er nok til at kalde hende sæsonens bedste spiller, vil jeg lade være op til læseren at bedømme. Men i en sæson hvor ingen har været dominerende, er det i hvert fald tæt på.

Denne finalesejr betyder ikke, at Wozniacki slår enhver velspillende hardhitter fra nu af og frem. Som Venus i perioder viste – f.eks. da Wozniacki servede for første sæt – er hendes bedste, stadig bedre end Wozniackis bedste. Men på det rette underlag, i den rette form og med selvtilliden i top kan Wozniacki tydeligvis slå alle.

Et par gode resultater i starten af året, ikke mindst i Australian Open, hvor hun tidligere har været blot et enkelt point fra finalen, kan bringe hende retur som verdens nr. 1.

I første omgang skal der dog simpelthen lyde et stort tillykke med karrierens største titel. Det var næsten mere end denne lille pige kunne drømme om.

10 Sep

US Open finale: Hvad kan Kevin Anderson stille op mod Rafael Nadal?

Anderson_Nadal

Årets US Open har været én stor overraskelse. Hvad vi troede, vi vidste, holdt ikke stik. I finalen møder den etablerede stjerne Rafael Nadal Sydafrikas Kevin Anderson. Har den 2,03 meter høje Anderson en chance?

Af Anders Høeg Lammers

I need to show why I’m no. 1“, sagde Rafael Nadal efter et 6-2, 7-5 nederlag til Nick Kyrgios i Cincinnati, den sidste Masters inden US Open.

Manden havde ret. På daværende tidspunkt stod Nadal til at blive nr. 1 med det laveste antal ranglistepoint, siden det nuværende system kom i brug. Han havde en fantastisk grussæson, men røg ud i Wimbledons 4. runde til Gilles Müller, ud af Montreal Masters i 1/8-dels finalen til den 18-årige og på det tidspunkt relativt ukendte Denis Shapovalov før nederlaget til Nick Kyrgios.

Alt var ikke, som det skulle være i Rafa-land.

US Open startede heller ikke alt for imponerende for ham. Han tabte første sæt til både Taro Daniel og Leonardo Mayer i 2. og 3. runde, begge spillere uden for top-100 på ranglisten. Og mod Mayer misbrugte han hele 13 breakbolde, før han endelig fik hul på bylden og brød argentinerens serv, hvorpå sluserne åbnede.

Han var sårbar, som vi skrev i optakten, men til gengæld havde han det lodtrækningsheld, der skulle til for at spille sig ind i turneringen. Han undgik de typer, der på dagen kan slå ham af banen. Og dertil er US Open underlaget det langsomste i mange år, hvilket er en kæmpefordel for en spiller med så god en defensiv som Nadal.

Storformen har han til gengæld fundet i turneringens anden uge.

I 4. runde, kvartfinalen og semifinalen mod hhv. Dolgopolov, Rublev og del Potro har han blot afgivet 23 partier og et sæt. Det hører med, at ingen af dem leverede toppræstationer. Dolgopolov og Rublev spillede ‘hit & miss’-tennis, mens del Potros fysik på ingen måde stod distancen efter sygdom i ugens løb og to lange, udmarvende kampe mod Dominic Thiem og Federer.

Delpo vandt første sæt 6-4, hvorpå Rafa begyndte ikke kun at gå efter baghånden, men også gå ned af linjen med sin forhånd til Delpos forhåndsside. Den taktik virkede til fulde mod en Delpo, der bevægede sig, som om han var i en døs. Rafa tog ni partier i streg efter første sæt, og så var det reelt game, set and match. 

Overraskelsernes turnering

Det har været et afbudsramt US Open, som vi også skrev i optakten. Det har givet plads til spillere, vi normalt ikke forventer at se i anden uge af en grand slam. Førnævnte 18-årige Shapovalov havde en fremragende turnering og var en overgang blandt bookmakernes top-5 favoritter i turneringen, før en anden overraskelse, Pablo Carreno Busta slog ham ud i 4. runde for derpå at slå endnu en overraskelse, den blot 1.70 meter høje Diego Schwartzman, i kvartfinalen.

Andre overraskeler er del Potro, der slog Federer ud i fire tætte sæt i kvartfinalen efter ikke at have præsteret det helt store hele året, før han som nævnt løb tør for kræfter mod Nadal.

På negativsiden er der især Alexander Zverev og Grigor Dimitrov, som vi og andre så som ret seriøse titelkandidater i det nuværende felt. De røg begge ud på halen i 2. runde til hhv. Borna Coric og Andrej Rublev.

Andy Murray overraskede også negativt ved at melde fra til turneringen efter lodtrækningen for derpå at trække sig fra resten af året. Selv Nadal, der normalt ikke kommenterer den slags, fandt timingen ret mærkelig.

På positivsiden gav det os en masse overraskelser. Og hvornår har du sidst set en spiller klatre op til sin boks efter at have vundet semifinalen?

På negativsiden gav det os to vildt forskellige halvdele, fordi Federer og Nadal takket være Murrays sene afbud var endt på samme side.

Øverste halvdel havde stjerner som Nadal, Federer og del Potro i kvartfinalerne, mens den nederste halvdel måtte ‘nøjes’ med Querrey, Anderson, Busta og Schwartzmann. Det hjalp ikke, at det unge håb Alexander Zverev røg tidligt ud, mens 2014-vinderen Marin Cilic ikke var i form efter en skade.

Hvad kan Anderson stille op mod Nadal?

Jeg har desværre personligt ikke fået set meget af Andersons imponerende run denne turnering. Men han har taget et par solide skalpe undervejs. Ikke mindst hjemmebanefavoritten Sam Querrey i kvartfinalen, som var en af favoritterne i den nedre halvdel. Og i semifinalen tog han tre sæt fra Pablo Carrena Busta, som indtil da slet ikke havde afgivet sæt.

Hvad kan han stille op mod Nadal? Ikke det helt store, hvis vi kigger på deres historik.

4-0 fører Nadal, heraf 2-0 på udendørs hard court (uden at afgive sæt) og 1-0 på indendørs hard. I indendørs kampen i Paris 2015 måtte Nadal dog redde match point i 2. sæts tiebreak, før han kørte Anderson over med 6-2 i tredje.

Hvad den 2,03 meter høje Anderson skal gøre godt er at beskytte sin egen serv. Det har han gjort fremragende hidtil i turneringen, hvor de foregående seks modstandere kun har brudt ham fem gange i alt.

Eneste problem? Rafa har været ligeså god som Anderson til at holde serv og markant bedre til at bryde serv. Fra 3. runde og frem har Nadal brudt serv 42 procent af tiden, mens det kun er lykkedes en ud af fem gange for Anderson.

Serven, der ellers har drillet Nadal i årevis, er noget af det bedste, han har servet, siden han ud af det blå begyndte at serve 210+ km/t bomber ved US Open i 2010 for derpå at pakke den serv ned i skuffen igen.

Anderson har den fordel, at både hans forhånd og baghånd er ret stabile slag, der samtidig besidder den nødvendige kraft til at slå vindere gennem Nadals ellers uigennemtrængelige defensiv. Hans højde gør samtidig, at Nadals topspin forhånd hopper lige op i hans hitting zone.

Dér, hvor han til gengæld har et enormt handikap, er i mobiliteten. Få spillere har bevæget sig ligeså hurtigt rundt på en tennisbane og nået ligeså mange ‘vindere’ som Nadal. Kevin Anderson er ikke én af dem.

Og den taktik, Nadal benyttede sig af mod Delpo, hvor han først slår en række slag til baghånden for derpå at åbne op i forhåndssiden, vil formentlig også være effektiv mod Anderson, der ikke er hurtig nok til at dække hele banen på samme måde, som Rafa kan.

Skal Anderson vinde, skal følgende lykkedes for ham:

  • han skal serve helt fantastisk
  • han skal vinde de tætte partier og de tætte sæt
  • han skal vide, at han har alt at vinde og intet at tabe og frigøre sig selv for nerver
  • han skal turde gå efter vindere hele kampen og acceptere de fejl, der følger med
  • han skal m.a.o. undgå de lange dueller, han trods sin højde, af og til havner i
  • han skal formentlig færdiggøre Rafa i fire sæt

Dertil kræver det formentlig også, at Rafa ikke selv spiller sit allerbedste, hvilket nok er lidt urealistisk. Nadal har ikke vundet en hard court-turnering siden Doha i januar 2014, men han har immervæk stået i et utal af slam-finaler før, og han ved, at det ikke just er hver dag, man får mulighed for at vinde en slam uden at møde en eneste top-25 spiller i processen.

Samtidig har han set skarpere og skarpere ud igennem turneringen og har, alt andet lige, fordelen, så snart en duel er i gang. Han server godt, hans baghånd fungerer, hans forhånd ‘is creating pain’ for hans modstandere, som han ynder at sige, og han kommer frem til nettet på de rigtige tidspunkter.

Nadal står med alle kort på hånden

Hvem vinder så?

Bookmakerne giver odds 1,12 på Nadal og 6,50 på Kevin Anderson. Sidst jeg mindes at have set lignende odds i en slam-finale var Nadal-Ferrer i French Open 2013.

Ferrer vandt otte partier i den kamp.

Al erfaring siger da også, at favoritten vinder, når der pludselig står en første gangs finalist på den anden side af nettet. Det tager tid at ryste nerverne af sig, og den tid kan hurtigt koste et første sæt. Og skulle underhunden pludselig befinde sig i en vinderposition, sætter gummiarmen og nerverne måske ind igen.

Når Anderson samtidig ikke just er kendt som én, der er iskold i de største kampe (han har blot vundet tre af af 12 finaler, han har spillet på ATP-niveau), peger alt i retning af Nadal.

Men det er overraskelsernes turnering, og jeg (og alle andre, der skrev optakter til turneringen), havde hverken Anderson, Busta, Schwartzmann eller Rublev på radaren. Ligeledes regnede de færreste med, at Delpo havde nok energi i tanken til at slå Federer ud. Så måske fuldender Anderson sit fairytale run?

Næppe. Jeg bliver personligt helt ekstemt overrasket, hvis Nadal ikke står med sit 16. slam trofæ over hovedet søndag nat og dermed har vist verden, hvad han ville bevise:

Hvorfor han er verdens nr. 1.

Finalen spilles kl. 22 søndag aften dansk tid og vises på Eurosport og Eurosport player. 

23 Sep

Varsler Wawrinkas og Cilic’ grand slam-sejre en ny æra?

Cilic-10-article

Efter et årtis total tennisdominans af spillere som Federer, Nadal, Djokovic og Murray ser det ud til, at tennissporten er på vej ind i en mere uforudsigelig tid, hvor spillere fra andet geled også kan vinde de største titler. Vi ser nærmere på, hvorvidt det nu også er tilfældet.

Af Anders Høeg Lammers

Er tennissporten på vej ind i en ny æra? En æra, hvor sporten ikke længere domineres af ‘The Big 4’ – Rafa, Djokovic, Federer og Murray? Det spørgsmål er blevet debatteret heftigt i årets løb, og dette indlæg vil forsøge at komme et svar herpå nærmere. Først må vi imidlertid lige gå en omvej tilbage til årets største og vigtigste resultater for overhovedet at forstå, hvorfor spørgsmålet bliver stillet.

Ved starten af dette års Australien Open var der to favoritter, Nadal og Djokovic, efterfulgt af Federer, Murray og så outsidere som Juan Martin del Potro og Stanislas Wawrinka. The Big 4 havde vundet samtlige grand slams undtagen én (del Potros US Open triumf i 09) siden Australien Open i 2005, hele ni år tidligere.

Alligevel var det Stanislas Wawrinka, som fortjent stod tilbage med titlen efter at have nedkæmpet Novak Djokovic i fem sæt i en af årets absolut bedste kampe, Tomas Berdych i fire og Rafael Nadal i finalen i fire sæt – alt sammen med storslået, aggressiv, first-strike tennis og en helt vidunderlig enhåndsbaghånd:

Et mere nærgående portræt af Wawrinka følger i nærmeste fremtid her på Sport Fortalt. Her skal vi blot notere, at omend Wawrinka har gjort det pænt i både Wimbledon og US Open og vandt Masters-turneringen i Monte Carlo, har han ikke udvist den stabilitet i sine præstationer, der kendetegner the Big 4.

French Open og Wimbledon – back to basics

Efter en noget turbulent grussæson, hvor den – på det underlag – ellers næsten uovervindelige Nadal led sjældne nederlag til både Ferrer og Almagro og var på nederlagets rand mod 24-årige Kei Nishikori, inden japaneren blev skadet, var French Open for tredje år i træk et opgør mellem Nadal og Djokovic (at de mødtes i semifinalen i 2013 spiller i denne sammenhæng ikke den store rolle, det var den reelle finale det år). Og, igen, igen, var det gruskongen, der trak det længste strå mod udfordreren Djokovic, der dog ikke just var klar på dagen og bl.a. kastede op under finalen.

Men både Wawrinka, Nishikori og Gulbis (som slog Federer i kvartfinalen ved French Open) viste gode takter i grussæsonen.

Ved Wimbledon var der igen flere opløftende præstationer fra de unge spillere. Nick Kyrgios, en 19-årig uimponeret australier med et fantastisk vinder-gen, blev den tredje mand i streg uden for verdensranglistens top-100 (Lukas Rosol og Steve Darcis var de andre), som slog Nadal ud af Wimbledon – denne gang i 4. runde. Kyrgios’ overmand, 23-årige Milos Raonic aka manden med missilserven, nåede sin første slam-semifinale, og det samme gjorde 23-årige Grigor Dimitrov ved at slå den forsvarende mester Murray ud i tre sæt.

Alligevel blev finalen en affære mellem den ‘gamle’ garde, Federer mod Djokovic. I en utrolig velspillet kamp var begge spillere stærke bag deres serv, men trods et glimrende comeback i 4. sæt efter at have været nede med match-bold måtte publikums- og Sport fortalt-favoritten Federer strække våben i femte sæt, efter Djokovic brød ham til 6-4. Hvad der kunne være blevet den elegante schweizers 8. Wimbledon-titel og 18. grand slam, blev i stedet Djokovic’ genfødsel og generobring af pladsen som verdensetter, efter han havde tabt sine seneste tre grand slam-finaler – to til Rafa, en til Murray.

To slam-finaler med Djokovic, Rafa og Federer som hovedpersonerne, Wawrinka ingen steder at se og den evigt uheldige del Potro igen ude med en håndledsskade. Tilsyneladende var gennembruddet for de unge stadig et stykke væk – til trods for flotte præstationer af Dimitrov, Kyrgios og Raonic. 

Goran-Cilic tog New York med storm

Og så alligevel. Ved US Open så semifinalerne ikke helt forskellige ud fra Wimbledon. Federer og Djokovic mod hver deres ‘young gun’ på vejen mod det næsten uundgåelige finale-opgør. Ganske vist havde Federer været alt andet end overbevisende og måtte kæmpe sig tilbage fra 0-2 i sæt mod Monfils i kvartfinalen. Men han havde dog vundet samtlige fem forrige opgør mod sin semifinalemodstander Marin Cilic. 

Samtidig havde Djokovic tabt usædvanligt tidligt i begge Masters-turneringer op til US Open, men havde dog vist storform i en fire-sæts sejr mod Murray i kvartfinalen mod Murray og lignende umiddelbart en storfavorit mod Nishikori, som måtte bruge to udmarvende fem-sættere på at kæmpe sig igennem Raonic og Wawrinka og næppe kunne have meget energi tilbage mod verdensetteren. 

Alligevel var det Cilic og Nishikori, der fortjent henholdsvis udraderede Federer i tre sæt og vandt en rimelig klar sejr mod Djokovic i fire. For første gang siden Marat Safin stod overfor Lleyton Hewitt i Australien Open 2005 havde vi en herrefinale med hverken Federer, Nadal eller Djokovic. 

I ‘ringhjørnet’ havde de hver især – ligesom i øvrigt Federer med Stefan Edberg og Djokovic med Boris Becker – en gammel mester. Servemesteren og Wimbledon-vinderen Goran Ivanišević har trænet den talentfulde, men underpræsterende Cilic det sidste års tid. Og maratonmanden og French Open-mesteren Michael Chang har hjulpet med at give Nishikori det mentale og fysiske boost, han har manglet hidtil. 

I finalen var der aldrig rigtig tvivl om udfaldet. Den hårdt servende og hårdt slående kroat fortsatte ufortrødent det aggressive spil, der havde sikret ham tre-sæts sejre mod såvel Berdych som Cilic. Og den tyve centimeter lavere og betydeligt mere nervøse Nishikori fik reelt aldrig et ben til jorden.

En delvis ny æra?

Og dermed er vi – endelig – tilbage ved åbningsspørgsmålet. Er der blot tale om ringe i vandet, eller er vi i en ny æra, hvor andre spillere end Djokovic, Rafa, Federer og Murray også kan kæmpe med om de største titler?

Meningerne er delte, når man læser analyserne i kølvandet på Cilic’ sejr. Det er første år, siden Federers første Wimbledon-titel i 2003, at the Big 4 ikke vinder mindst tre af fire grand slam titler. Og efter at have vundet 34 ud af 35 slam-titler mellem Australien Open 2005 og Australian Open 2014, har de nu blot vundet to ud af de sidste fire.

Argumentet for at deres dominans er mindsket er bl.a. det oplagte faktum, at når nogen bryder igennem, del Potro, Wawrinka, Cilic – eller blot slår de bedste i en slam, Tsonga, Dimitrov, Gulbis, Kyrgios etc., – giver det resten af feltet troen på, at de også kan gøre det. Som Cilic sagde lige efter kampen:

“For all the other players working hard, this is a big sign, a big hope,” Cilic said, ”that if you’re working hard, things are going to pay off.”

Wawrinka og de øvrige sagde noget lignende, da Wawrinka havde vundet Australien Open.

Derudover er det tydeligt, at den nye generation, som vi har ventet på så længe, og som på ingen måde længere er ung, endelig er ved at slå igennem. Her tænker jeg på Cilic, Nishikori, Dimitrov, Raonic m.fl., alt imens en spiller som Wawrinka pludselig vandt sin første slam kort før sin 29 års fødselsdag og 19-årige Kyrgios alt andet lige også har en spændende fremtid for sig.

Samtidig med at de øvrige ser ud til at blive bedre, ser the Big 4 også ud til at blive dårligere.

Et medlem af kvartetten, Federer, er fyldt 33 år, og omend han stadig kan præstere godt nok til at komme tæt på de største titler, var årets Wimbledon-finale og årets US Open-semifinale måske hans bedste chancer for at tilføje slam-titler til trofæ-samlingen.

Et andet medlem af kvartetten, Murray, har aldrig udvist samme dominans som de øvrige og har mildest talt oplevet et gevaldigt tilbageslag efter sin rygoperation sidste efterår. Fra Wimbledon 2012 til Wimbledon 2013 vandt han sine to eneste grand slam-titler plus OL-guld. Siden Wimbledon-sejren i 2013 har han ikke slået én eneste top-10 spiller og har samtidig mistet træneren, der gav ham det sidste skub – legenden Lendl, som er blevet erstattet af franske Amélie Mauresmo.

Et tredje medlem af kvartetten, Djokovic, er lige blevet gift, har et barn på vej i løbet af efteråret og har udtalt om sit nye syn på vigtigheden af tennis: “My priorities, my family, my wife, my future kid. You know, tennis is not definitely not number one anymore.” Federer har i parentes bemærket blot vundet to grand slam-titler, siden han fik sit første sæt tvillinger i sommeren 2009.

Endelig er der Rafael Nadal. Spanieren stod over US Open-sæsonen for at pleje en håndledsskade i sit højre håndled, men forventes at være tilbage i næste uges turnering i Beijing. Rafa synes umiddelbart bedst positioneret til at dominere 2015 af de fire (forudsat Djokovic virkelig ikke prioriterer tennis som før). Han har en kæreste, men hverken planer om børn eller giftermål på denne side af tenniskarrieren så vidt vides. Og han er før, jf. 2013, kommet stærkt tilbage efter skadespauser, og denne gang har det været en meget minimal skade.

Til gengæld begynder alderen potentielt at trykke for dem alle sammen, ikke kun Federer. Til næste sommer fylder Rafa 29 og Djokovic og Murray fylder 28. Det er gammelt, men ikke nødvendigvis for gammelt.

Omvendt er der ingen af hverken de unge eller gamle (Wawrinka), der har vist noget nær den konsistens, som har kendetegnet det Big 4 i adskillige år.

Så hvad er svaret? En ny æra eller ej?

Mit svar er et delvis ja. Vi går ind i en periode i tennis, hvor Nadal og Djokovic ikke længere er selvskrevne til alle finaler, hvor der bliver længere og længere imellem Federers allerbedste tennis, og hvor Murray – omend der er tegn på bedre form – forbliver et spørgsmålstegn, indtil han begynder at vinde turneringer og slå top-10 spillere igen (hvilket dog meget vel kan ske allerede dette efterår).

Samtidig har spillere som Wawrinka, Cilic, Nishikori og Dimitrov efterhånden nået et niveau, hvor de på dagen kan slå hvem som helst – også Rafa, Djokovic og Federer. Det var aldrig rigtigt tilfældet for hverken Ferrer eller Berdych, som har været fast inventar i top-8 de sidste mange år.

Alt andet lige gør det kun tennis mere spændende, at selv de bedste også kan tabe, og at outsidere nu har reelle chancer for at vinde selv de største titler.

Men en æra skifter ikke nødvendigvis fra det ene år til det andet. Det er i allerhøjeste grad muligt, at The Big Four vinder tre eller flere af næste års fire slam-titler. To til tre er dog efter min mening mere sandsynligt end tre til fire.

Men hvem ved? Måske står der pludselig Wawrinka, Cilic, Nishikori og Dimitrov på tre ud af fire slam-titler.

Under alle omstændigheder er denne konklusionen klar: Herretennis blevet en hel del mere uforudsigeligt i årets løb.