14 Nov

World Tour Finals: Det lærte vi af de fire første gruppekampe

Nadal er ude af World Tour Finals, Federer leverede det nødvendige, Zverev agerede comeback-kid og Thiem overraskede positivt i et tæt nederlag til Dimitrov.

Af Anders Høeg Lammers

Lad os begynde med det slemme. Nadal har trukket sig fra årets World Tour Finals efter et medrivende 6-7, 7-6, 4-6 nederlag til David Goffin.

“I am really not ready to play, no?… I really fought a lot during the match, but knowing that probably was a big chance to be the last match of the season… I know during the match. It is a decision that I take during the match, not five minutes ago. Even winning, even losing, I am going to pull out because I was not enjoying on court at all”, sagde Rafa blandt andet.

Det er et stort tab for turneringen, som i forvejen mangler en række stjerner som Djokovic, Murray og Wawrinka, der alle har afkortet sæsonen p.g.a. skader.

Og det er delvist også et tab for Goffin, hvis livs vel nok største sejr desværre bliver komplet overdøvet af, at Nadal har trukket sig.

Men æres den, som æres bør. Og Goffin fortjener en hædrende omtale på den mammut præstation, han leverede. Også selvom Rafa havde knæproblemer (hvad Goffin i øvrigt også selv har).

I optakten beskrev jeg, hvordan jeg mente, at Goffin har elementer af Djokovic, Davydenko og Nalbandian i sit spil, som ville volde Rafa problemer. Hans evne til at gå ned af linjen med sin baghånd gjorde særligt ondt på Rafa.

Goffin er en boldspiller af guds nåde, og den dybde han holdt i sine slag kampen igennem, gjorde ævred meget svært for Rafa. Han spillede med udsøgt præcision i sine grundslag, og var ikke bange for at gå tæt på linjerne og hugge til, når muligheden bød sig.

I det hele taget var han eminent til at kontrollere duellerne fra baglinjen ved at sende Rafa fra side til side. At han ikke altid var lige god til at lukke kampen, når han havde chancen, er, hvad det er.

Det er svært at lukke en kamp mod verdens nr. 1, når man ikke har prøvet det før. Og Rafa hævede i den grad niveauet, da han stod med ryggen mod muren og tre matchbolde i mod sig i 2. sæt ved 0-40, hvor han slog to voldsomme baghåndsvindere, en cross court og en ned af linjen. I andet sæts tiebreak var det også en Rafa på højeste klinge, se bl.a. dette passerslag:

Og det bringer mig tilbage til æres den, som æres bør. Se på de to bolde ovenfor. Nok havde Nadal ondt, men han var altså stadig uhyre farlig og ikke decideret på krykker.

I modsætning til Shanghai og hans sidste kamp i Paris spillede han heller ikke med tape på knæet, ej heller følte han behov for at tage en medical time-out undervejs.

Når det er sagt, gør han utvivlsomt det fornuftige. Han servede ikke lige så hårdt, som han plejer, og han var heller ikke helt lige så hurtig i sin evne til at komme ud til Goffins serv. Den lille belgier endte med 14 esser mod Nadal, og det er formentlig en god håndfuld mere, end han normalt ville få.

Skulle Nadal vinde World Tour Finals, skulle han spille sit absolut bedste. Det gjorde han kun i korte flashes i går, og det er alt andet lige ikke nok.

Nu får han forhåbentlig tid til at komme sig helt til sæsonstarten og kan hvile sig oven på en fabelagtig flot sæson.

Og Goffin? Jeg håber, han tager sejren som en regulær sejr og ikke en “sejr, men…”. For det spil han leverede ville også skabe problemer for Rafa på en rask dag. Som vi så et glimt af i Monte Carlo i år, da Goffin bragte sig foran 4-2 i første sæt, før dommeren fejlagtigt overrulede.

Derudover står han med et halvt ben i semifinalen ved World Tour Finals, så alt i alt er det ikke en helt skidt dag at være David Goffin.

Dimitrov slog Thiem i tæt, tæt kamp

Jeg anså på forhånd Dominic Thiem for at være gruppens prügelknabe, der potentielt ville tabe alle sine kampe. Det kan han stadig nå (men mon ikke, han kan slå Pablo Carreno-Busta fredag?), men Thiem leverede i den grad varen og gav først fortabt ved 5-7 i tredje.

Halvdelen af top-8 har enhåndsbaghænder i skrivende stund, men det føles alligevel som noget særligt, når vi ser dem duellere mod hinanden. Det var også tilfældet her.

Dimitrov lagde forrygende ud og satte stort set ikke en fod forkert i første sæt, hvor han bl.a. brillerede med nogle Federer anno 2017 baghåndsreturvindere på Thiems andenserv, hvor han gik inside out fra deuce-siden uden chance for Thiem.

Se lidt højdepunkter her:

I det hele taget stod de godt til hinanden og var gode til at sende hinanden rundt fra hjørne til hjørne. Dimitrov var god til at komme til nettet, når han havde Thiem under pres.

Han spiller spændende at følge videre i turneringen. Og Thiem synes at have rystet den formkrise, han har befundet sig det meste af de sidste fem måneder, af sig.

Dagens kampe: Cilic mod Sock, Federer mod Zverev

(Note: Skrevet før Cilic-Sock). Jeg giver, ligesom alle andre, Cilic og Federer favoritværdigheden i dagens kampe. Kan Cilic spille to sæt, som han spillede 2. sæt mod Zverev, kan Sock ikke være med. Men Cilic har ikke præsteret specielt godt i tidligere World Tour Finals-deltagelser, og det må også påvirke ham mentalt, at han ikke formåede at lukke kampen mod Zverev.

Sock skal, som altid, beskytte sin baghånd og forsøge at komme lidt frem til nettet bag sin tunge forhånd. Mit bud er Cilic i 3.

Efter kampen: Det burde være blevet Cilic i tre. Ligesom mod Zverev var han oppe med et break i 3. og lignede en sikker sejrsherre. Så missede Cilic to forhænder, mens Sock lykkedes med et svært passereslag, og derfra var det Sock, der havde initiativet. Hans forhånd blev bare bedre og bedre i løbet af kampen.

Cilic var dog ikke uden chancer og kom foran 4-2 i tiebreaken. Men tabte derpå kampens sidste fem point i streg. Cilic har nu kun en teoretisk chance for at sikre sig en plads i semifinalen, mens Sock fortsætter med at imponere.

Federer-Zverev er 2-2 i indbyrdes opgør, 2-3 hvis man tæller Hopman Cup med. Federer har været småskadet i begge nederlag, men de viser alligevel, at han ikke er glad for Cilics power.

Jeg tror dog, at Federer er udmærket klar over, hvor stor en trussel Zverev er. Og jeg tror, at han på World Tour Finals underlag vil lykkedes med at sætte tempoet op, hvor Zverev har svært ved at være med og ikke får tid til sine grundslag.

Derudover gør Federer klogt i at gå mest efter Zverevs forhånd, som kan presses til fejl. Slicen mod den næsten to meter høje Zverev og netspillet kommer også i brug. Og så har han alt andet lige ikke råd til at spilde breakbolde tre partier i streg mod Zverev.

Og Zverev? Ja han skal forsøge at kyse Federer med sin power.

Jeg tror, Federer stepper et niveau op fra Sock-kampen og vinder i 2. Jeg er dog på ingen måde sikker. Kampen spilles kl. 20.10. Og ja, der er landskamp. Men bliver det virkelig federe end Federer-Zverev? Det tror jeg næppe.

En let redigeret version af dette indlæg er også publiceret på Tennisavisen.dk

13 Nov

World Tour Finals: Roger Federer mod kylleret

Roger Federer har chancen for at vinde sin 7. sæsonfinale, mens Rafael Nadal målrettet går efter sin første. Samtidig lurer den 20-årige Alexander Zverev på sin chance for at sætte en tyk streg under, at ‘fremtiden er nu’. Sport fortalt beretter fra London hele ugen. 

Af Anders Høeg Lammers

Kender I udtrykket ‘mod kylleret‘? Afhængigt af hvor i landet man befinder sig, kan det også hedde ‘mod rovet’, ‘mod rosset’ eller ‘mod slanten’. Udtrykker dækker over, at én eller få er på (fodbold)hold sammen mod en større masse – eller et stort kyller om man vil.

Sådan er det lidt med dette års herrernes sæsonfinale World Tour Finals. Roger Federer mod rovet, kylleret, rosset eller slanten. Ikke at de andre er på hold sammen. Selvfølgelig ikke. Men de har alligevel en fælles interesse i at eliminere alfahannen fra Londons O2 Arena hurtigst muligt.

Tag bare de her to statistikker:

  • Antal trofæer ved World Tour Finals, Federer: 6, rosset: 0.
  • Antal finaler ved World Tour Finals, Federer: 10, rosset: 2.

Federer har vundet turneringen (2010-11) eller spillet sig i finalen (2012, 2014-2015) fem gange ud af sine seks deltagelser siden 2010. Den eneste, der har forhindret ham i at hjemtage fem trofæer er Novak Djokovic, der p.t. er i gang med sin genoptræning efter en skade.

De to grupper

Sidste års mester, Andy Murray, er også ude med en skade. Ligeledes er Stan Wawrinka, der spillede en fantastisk semifinale mod Federer i 2014 og – imodsætning til Djokovic og Murray – faktisk har kvalificeret sig til London. Kei Nishikori og Milos Raonic har ligeledes fået sæsonen afkortet af skader. Ja faktisk er alle fem, der sluttede 2016 i top-5, ude af spillet.

Så hvem er med?

Der er to grupper. Tænk EM 1992, fire spillere i hver gruppe, hvor de to bedste fra hver gruppe går videre til semifinalerne.

I Pete Sampras-gruppen er Rafael Nadal, Dominic Thiem, Grigor Dimitrov og David Goffin. I Boris Becker-gruppen befinder de store servere sig, Roger Federer, Alexander Zverev, Marin Cilic og Jack Sock, der kvalificerede sig med en højst overraskende sejr i Masters-turneringen i Paris i søndags.

Boris Becker-gruppen: Federer, Zverev, Cilic og Sock

Når Federer er favoritten, er det næsten kun fair, han også får den sværeste gruppe. Og det må man sige, han har fået (note: det følgende er skrevet før søndagens kampe, det med kursiv er skrevet i dag, mandag).

Søndag kl. 14 venter Jack Sock. På papiret er han måske nok den ’nemmeste’ modstander i World Tour Finals. Før sejren i Paris lå han som nævnt kun nr. 24 i årets race rangliste. Men papiret fortæller sjældent hele sandheden.

Papiret fortæller ikke, at Jack Sock ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at han ville være med i London i denne uge. Sock spiller med ’house money’ – ligesom han gjorde i Paris efter at have været ’down and out’, da han i sin første kamp var bagud 1-5 i tredje sæt mod Kyle Edmund. Papiret fortæller heller ikke, hvor meget selvtillid ens første sejr i en Masters-turnering kan betyde.

Med det sagt er Federer selvfølgelig stadig storfavorit mod Sock. Men både Thiem og Goffin ville formentlig være lettere modstandere for ham.

I søndagens anden sene kamp (kl. 20) er det dette års gennembrudsspiller, den blot 20-årige Alexander Zverev, der møder US-Open vinderen fra 2014 Marin Cilic.

Den er pivåben, men jeg giver en lille edge til Cilic, selvom Zverev fører 3-1 i indbyrdes og har vundet de sidste tre. Hvorfor? Fordi Zverev i et stykke tid har lignet en mand, der er træt efter en lang sæson, hvor han har vundet ikke bare én, men to Masters-titler.

Men siden han vandt Montreal Masters over Federer i august, har han reelt ikke haft nogle gode sejre. Han har vundet en del af det, han skulle, tabt en del, han burde have vundet og ikke fået sejre, når han løb ind i de andre top-spillere.

Zverev har dog takket nej til denne uges NextGen-finale for at være frisk til London. Så måske er der mere energi i ham. Han røg tidligt ud i Paris, så han har fået 10+ dage mellem Paris og sin første kamp i London. Finder han både serven og sine tunge grundslag frem, er han uhyre svær at slå for de fleste.

Det samme kan man sige om Cilic. Men Cilic har mindre margin i sine mere flade grundslag og har heller ikke samme defensive kvaliteter som Zverev. Til gengæld er indendørs HC blandt hans foretrukne underlag. Han har været solid uden at være prangende gennem hele efteråret. Og rammer han formen, er han, ligesom Zverev, én af dem, der faktisk kan gå hen og vinde turneringen.

Hans h2h mod de øvrige gruppemodstandere er dog ikke køn: 1-7 mod Federer, 1-3 mod Zverev og 0-2 mod Sock: 1-7 mod Federer, 1-3 mod Zverev og 0-2 mod Sock.

Som jeg ser det, er gruppen meget åben. Federer burde være rimelig sikker som én af de to semifinalepladser, men rammer Cilic og Zverev begge dagen mod ham, er deres spil så stort og tungt, så overraskelser sagtens kan ske.

Alligevel tør jeg godt give Federer den ene plads. Hvem der følger ham, tør jeg til gengæld ikke gætte på. Er det Socks form, der bærer ham igennem til en højst overraskende semifinale? Han er 1-1 mod Zverev (1-0 på indendørs HC), 2-0 mod Cilic og 0-3 mod Federer. Det kunne godt ske.

Omvendt kan Zverev også pludselig finde form ud af det blå. Jeg tror ikke, det sker, men topniveauet er til at gå videre. Endelig er der Cilic, som typisk har været den bedste indendørs spiller af de tre.

Semifinalister: Federer + ???

Mandags update: De to første kampe er spillet. Federer slog Sock 6-4, 7-6 (4) i den ene, mens Zverev vandt 6-4, 3-6, 6-4 over Cilic. Det giver alt andet lige Zverev de bedste kort på hånden for at blive svaret på ovenstående spørgsmålstegn. Cilic var ellers tæt på at komme foran med et dobbelt break i tredje, men så fandt Zverev storspillet frem, mens Cilics eget niveau lige dykkede en smule.

Se højdepunkter her.

Både Sock, Cilic og Zverev imponerede mig.

  • Sock fordi han faktisk kampen igennem spillede ret lige op med Federer (Federer brød kun i første parti og i tiebreaken var Sock med frem til 4-4, hvor han lavede dobbeltfejl).
  • Zverev fordi han ikke lignede en træt spiller, der venter på, det bliver 2018. Han er kommet for at spille med om trofæet. Selvom Cilic spillede sit bedste i andet og starten af 3. sæt, lod Zverev sig ikke slå ud af det og brød tilbage med et helt perfekt baghåndslob. Jeg har muligvis skrevet det før, men Zverev har i den grad potentiale til at blive nr. 1 inden for en ikke så fjern fremtid. Mere om det ved anden lejlighed. Han kunne godt ligne Federers største trussel i denne turnering. 
  • Cilic fordi han i perioder af kampen (især 2. sæt og starten af 3.) fandt det spil, der gør ham så farlig. Tunge, præcise grundslag ned i hjørnerne. En serv Zverev ikke var i nærheden af at bryde i mere end to sæt i træk. At han ikke kunne køre kampen hjem, endsige til en tiebreak, fra 3-1 i tredje trækker selvfølgelig en smule ned.

Pete Sampras-gruppen: Nadal, Thiem, Dimitrov og Goffin

Den anden gruppe er mere tydelig for mig. Dominic Thiem har været i elendig form siden grussæsonen og er meget beskene 2-5 siden US Open i år. Ikke imponerende for en 4.-seedet til World Tour Finals.

David Goffins knæ har ikke fået samme opmærksomhed som Nadals noget mere berømte knæ, men har det næppe bedre. De sidste mange uger har han spillet med tape rundt om hele knæet for at holde det fast. Og med en Davis Cup-finale på programmet fredag-søndag i ugen efter World Tour Finals har Goffin et vist incitament til at spare sit knæ, hvis det volder ham problemer.

Når det er sagt, så har han evnerne til at volde gruppens og verdens nr. 1 problemer. Hans evne til at tage bolden tidligt og omdirigere den, hvorhen han ønsker, kommer godt til sin ret indendørs. Han er 6-3 mod Thiem, 1-3 mod Dimitrov (1-1 på indendørs hard court) og 0-2 mod Rafa.

Goffin lægger ud mod netop Rafa, og den kamp er jeg ret spændt på at se. Den lille belgier har ikke helt samme slagkraft som en Djokovic, Davydenko eller Nalbandian, men bortset fra det har han elementer i sit spil, der minder om deres – og guderne skal vide, at Nadal ikke har haft det let mod nogen af dem på hard court.

I Monte Carlo i år spillede Goffin gudetennis mod Rafa i seks partier, før årets vel nok største dommerfejl bragte ham helt ud af fatning (Goffin vandt sit parti til 4-2, men dommeren overrulede og kaldte en bold, der var over en halv fod ude, inde. Rafa vandt efterfølgende partiet i stedet, og Goffin mistede modet og tabte uden den store modstand).

Hvis Nadals knæ stadig driller, kan Goffins bolde blive jævnt trælse at halse rundt efter.

Og hvad kan vi forvente os af Nadal i denne turnering?

Nadal bliver ofte italesat som en ”dårlig” indendørs spiller, fordi han aldrig har vundet World Tour Finals og kun har vundet en enkelt indendørs titel i karrieren. Men hvis det ikke var for Federer og Djokovic, havde han formentlig mindst et par WTF-titler på cv’et.

Og det niveau han har vist i dele af hard court-sæsonen, ikke mindst sidste del af US Open og ’The Asien Swing’ (Beijing og Shanghai), burde være alt rigeligt til en sikker plads i semifinalen. Specielt når gruppen har en vaskeægte prügelknabe i form af Thiem, der let kunne gå fra London uden at vinde en kamp.

Som så ofte før med Nadal er helbredet lidt i tvivl. Mens Federer valgte at trække sig før Paris, valgte Nadal at trække sig under Paris.

Træner Moya sagde dog torsdag, at “Rafa is fine, the knee is OK. He stopped just to take no risks. Rafa will be competitive in London because it’s the only big tournament he hasn’t won.”

Så mon ikke han er fit for fight? Jeg tror det. Jeg tror kun, han spiller, fordi han giver sig selv en reel chance for at gå hele vejen.

Han er 17-3 mod sin gruppe, så ligesom Federer er han også pæn stor favorit til at gå videre. Men jeg giver Goffin en chance og Dimitrov en god chance for at lave grus i Rafas maskineri.

Gruppens fjerdemand er Grigor Dimitrov, der har haft et flot efterår, hvor han kun har tabt til folk som Nadal (2 gange), del Potro og John Isner. Han er 1-2 mod Thiem, 3-1 mod Goffin og 1-10 mod Rafa. Men på trods af den lidet flatterende 1-10 mod Rafa har en god del af opgørende været ret tætte.

Skal Dimitrov vise, at han er klar til at være med blandt de bedste, kunne en sejr mod Rafa i gruppespillet være et vigtigt skridt på den vej. Evnerne har han – men kan han også levere mentalt? Det er spørgsmålet.

Semifinalister: Nadal og Dimitrov med Goffin som ret seriøs bobler.

Federer eller kylleret?

Og hvem vinder så turneringen?

Ja der er vi tilbage ved Federer mod kylleret. Bookmakerne havde før turneringens start Federer som ’the odds on’ favorite, dvs. de giver ham bedre chancer end resten af feltet tilsammen.

Jeg giver også selv Federer 50 procent plus. Han så ikke decideret flyvende ud mod Sock, men der var stadig momenter, hvor han tryllede, og Sock så ikke et eneste break point.

Underlaget kan blive en interessant faktor. Det spiller lidt hurtigere end de øvrige gange, Federer har været med, hvilket gør det sværere at bryde serv. Det gør det også nemmere at slå favoritten, fordi et par bolde kan afgøre et sæt og en kamp.

Når Federer spiller mod specielt Cilic, er hastighed ikke nødvendigvis til hans fordel. Men generelt har han det ret godt med det – ikke mindst mod Rafa.

Så Federer er stadig favoritten. Og Rafa/Zverev, Dimitrov og Cilic er outsiderne i ca. den rækkefølge. Goffin kan måske gå i semi, men næppe hele vejen.

 

30 Oct

Caroline Wozniackis transformation

Woz_

Caroline Wozniacki er bedre end nogensinde. Dét beviste hun med sejren i kvindernes sæsonfinale, hvor hun uddelte øretæver til hele verdenseliten. Men hvad har ændret sig i hendes spil siden dagene som verdensetter? Det ser vi nærmere på her. 

Af Anders Høeg Lammers

Som de allerfleste har hørt, vandt Caroline Wozniacki søndag karrierens største sejr, da hun slog Venus Willians i WTA sæsonfinalen i søndags. Hun kravlede samtidig op som verdens nr. 3 og er blot 120 point efter nr. 2, Garbine Muguruza og 160 point efter nr. 1, Simona Halep.

I sæsonfinalen er det kun, de bedste, der får lov at være med. Årets otte bedste spillere inddeles i to grupper, hvorpå de to bedste fra hver gruppe avancerer til semifinalerne. Tænk EM 1992.

Wozniacki ikke bare slog sine modstandere, hun gav dem stryg. Først var det Elina Svitonila (som gav danskeren æg for halvanden måned siden), der blev sendt i bad med en 6-2, 6-0 afklapsning. Derpå var det verdensetteren Simona Halep, der også måtte nøjes med to partier, denne gang 6-0, 6-2.

En taktisk genistreg?

I gruppespillets sidste kamp vandt Wozniacki igen 6-0 i første sæt, for derpå – måske delvist af taktiske grunde? – at tabe 3-6, 5-7 i de næste to til Caroline Garcia (se Wozniackis absurd suveræne stats for de tre indledende kampe her). Med nederlaget undgik Wozniacki Venus Williams i semifinalen, en spiller hun inden søndagens finale havde tabt til 7 ud af 7 gange med blot et enkelt vundet sæt til Wozniacki.

Hvis det var taktisk, var det genialt. Wozniacki slog Pliskova i en fantastisk semifinale, 7-6 (9), 6-3, mens den 37-årige Williams måtte bruge mere end 2,5 time i lørdagens anden semifinale mod Caroline Garcia.

Den lange Williams-semifinalekamp afgjorde ikke søndagens finale, men det (og Wozniackis forrygende form) rykkede oddsene i Wozniackis favør i en grad, så hun var bookmakernes klare favorit trods de 0-7 med blot ét vundet sæt i indbyrdes opgør.

Og ganske rigtigt. Mens Venus virkede nogenlunde frisk (om end ikke hurtig) i første sæt, lignede hun sin alder i starten af andet sæt, hvor Wozniacki kom foran 5-0 i løbet af ingen tid, godt hjulpet af en række Williams-fejl.

Så ulige skulle det ikke ende, og en kombination af sidste meget imponerende krampetrækninger fra Williams samt lidt tøvende spil fra Wozniacki, der måske stod med en hånd på pokalen allerede, bragte Williams tilbage på 4-5, før Wozniacki hev sejren i land. Se højdepunkter herunder, hvis I ikke så finalen.

Længe var det et lige ved og næsten år

Så hvad har ændret sig? Hvorfor vinder Wozniacki pludselig den her type turnering?

Igennem hele karrieren er hun blevet kritiseret for:

  • at slå for få vindere og generelt spille for defensivt
  • ikke at være god nok i de største turneringer (slams)
  • ikke at være god nok mod top-10 spillere
  • ikke at have vundet en slam

Hun har ganske vist endnu ikke vundet en slam, men WTA-finalen er årets femtestørste turnering og på mange måder mindst ligeså svær at vinde som en slam-turnering, fordi du typisk skal slå fire eller fem top-spillere for at vinde, hvilket (stort set) aldrig sker i en slam. Ser man på tidligere vindere af turneringen, er listen da også mindst lige så stjernespækket som enhver slam.

2017 lignede ellers længe et ‘lige ved og næsten’ år for Wozniacki. Da hun fik æg mod Svitolina i august, var det sjette gang i 2017, at hun måtte stå med et ‘præmiefad’ i stedet for en pokal. Tre finalenederlag til Pliskova, to til Svitolina og ét til Johanna Konta var det blevet til.

Den type hårdtslående spillere, der altid har voldt Wozniacki problemer, når de rammer dagen. Den type spillere, der har holdt Wozniacki fra at vinde en grand slam, fordi deres offensiv – når de rammer bolden godt, og det gør de typisk, når vi er nået frem til finalesøndag – trumfer Wozniackis defensiv.

Siden fik hun sæsonens første turneringssejr, da hun slog Anastasia Pavlyuchenkova og inden da havde overstrålet den daværende verdensetter Muguruza med en 6-2, 6-0 sejr i semifinalen.

En offensiv dimension på den defensive mur

Så igen – hvad har ændret sig?

Jeg følger ikke Wozniacki tæt nok til at komme med det endelige svar. Men i Singopore så jeg en anden Woziacki, end jeg tidligere har set. Jeg så i højere grad den Wozniacki, jeg altid gerne har villet se. Jeg så en modig Wozniacki, der turde kombinere sin vanvittige defensiv med en mere end habil offensiv. En Wozniacki, der tog de offensive muligheder, der bød sig. En Wozniacki, der turde gå op af linjen, når det var det rigtige slag. Og en Wozniacki, der kom op med et servees, når hun havde brug for det.

Wozniacki-lejren har selv erkendt og anerkendt problemet med den manglende offensiv i årevis. De har forsøgt at løse det med et utal af trænere, hvoraf ingen dog for alvor har fået chancen. Dertil har båndet mellem far Piotr og Caroline været for tæt. Potentialet til et mere offensivt spil har altid været der. Til træning kan hun sagtens slå stribevis af vindere. Men i kamp er hun altid vendt tilbage til de gamle, sikre, velafprøvede mønstre (New York Times lavede denne lille analyse af hendes ‘valg af slag’ for år tilbage).

Hvad der endelig har løsnet op for Wozniacki-offensiven, skal jeg ikke kunne sige. Men hun har muligheder i sit spil, hun ikke havde tidligere. Hendes førsteserv er blevet bedre og er blevet et større våben, som giver hende point og esser på vigtige tidspunkter. Hendes ‘touch’ er blevet bedre, så man nu også ser hende lave den her og den her slags slag. Og så tør hun ændre retning og gå op af linjen oftere – også med den tidligere lidt usikre forhånd, som her vinder hende pointet mod Pliskova.

Forhånden er, tæt efterfulgt af serven (hun slog flere esser end både Pliskova og Williams i gruppespillet(!)), den største transformation i Wozniackis repertoire. Hun er bedre til at ændre retning med den, bedre til at få vinkel på og bedre til at sætte tyve procent ekstra power på, når der er brug for det. Her ses den i sin vel nok bedste udgave mod Venus, hvor hun udmanøvrerer Williams’ ellers så potente forhånd:

Her, der og alle vegne

Tidligere er hun slet og ret blevet slået af banen, når hun har mødt en modstander med større slagkraft, der ramte dagen. Og jo, både Pliskova og Venus slår da stadig flere vindere end Wozniacki. Men hvor Pliskova slog 34 vindere, slog Wozniacki 25. Hvor Venus slog 31, slog Wozniacki 19. Og mod Venus lavede hun blot ni uprovokerede fejl, mens Venus lavede 20. Billedet var det samme mod Pliskova.

Wozniacki har altid været god til at få modstanderne til at lave fejl. Til at gå efter for meget. Til at opgive ævred mod den danske betondefensiv. Som Pliskova meget rammende formulerede det til sin træner under semifinalen:

She’s everywhere

Træneren replicerede lakonisk med et “yeah, is that a surprise to you?” Venus Williams stod utvivlsomt tilbage med samme fornemmelse efter dette point:

Sæsonens bedste spiller? 

Når man kombinerer så god en defensiv med offensiv styrke, får man den type resultater, Wozniacki netop har fået. Som tenniskommentatoren Anders Haahr skrev på Twitter, har hun:

  • flest sejre på WTA-touren i år (60)
  • flest top-10 sejre på WTA-touren i år (14! – det er blot 4 færre end i de fem foregående år tilsammen)
  • flest finaler i år (8)

Om det er nok til at kalde hende sæsonens bedste spiller, vil jeg lade være op til læseren at bedømme. Men i en sæson hvor ingen har været dominerende, er det i hvert fald tæt på.

Denne finalesejr betyder ikke, at Wozniacki slår enhver velspillende hardhitter fra nu af og frem. Som Venus i perioder viste – f.eks. da Wozniacki servede for første sæt – er hendes bedste, stadig bedre end Wozniackis bedste. Men på det rette underlag, i den rette form og med selvtilliden i top kan Wozniacki tydeligvis slå alle.

Et par gode resultater i starten af året, ikke mindst i Australian Open, hvor hun tidligere har været blot et enkelt point fra finalen, kan bringe hende retur som verdens nr. 1.

I første omgang skal der dog simpelthen lyde et stort tillykke med karrierens største titel. Det var næsten mere end denne lille pige kunne drømme om.