23 Sep

Varsler Wawrinkas og Cilic’ grand slam-sejre en ny æra?

Cilic-10-article

Efter et årtis total tennisdominans af spillere som Federer, Nadal, Djokovic og Murray ser det ud til, at tennissporten er på vej ind i en mere uforudsigelig tid, hvor spillere fra andet geled også kan vinde de største titler. Vi ser nærmere på, hvorvidt det nu også er tilfældet.

Af Anders Høeg Lammers

Er tennissporten på vej ind i en ny æra? En æra, hvor sporten ikke længere domineres af ‘The Big 4’ – Rafa, Djokovic, Federer og Murray? Det spørgsmål er blevet debatteret heftigt i årets løb, og dette indlæg vil forsøge at komme et svar herpå nærmere. Først må vi imidlertid lige gå en omvej tilbage til årets største og vigtigste resultater for overhovedet at forstå, hvorfor spørgsmålet bliver stillet.

Ved starten af dette års Australien Open var der to favoritter, Nadal og Djokovic, efterfulgt af Federer, Murray og så outsidere som Juan Martin del Potro og Stanislas Wawrinka. The Big 4 havde vundet samtlige grand slams undtagen én (del Potros US Open triumf i 09) siden Australien Open i 2005, hele ni år tidligere.

Alligevel var det Stanislas Wawrinka, som fortjent stod tilbage med titlen efter at have nedkæmpet Novak Djokovic i fem sæt i en af årets absolut bedste kampe, Tomas Berdych i fire og Rafael Nadal i finalen i fire sæt – alt sammen med storslået, aggressiv, first-strike tennis og en helt vidunderlig enhåndsbaghånd:

Et mere nærgående portræt af Wawrinka følger i nærmeste fremtid her på Sport Fortalt. Her skal vi blot notere, at omend Wawrinka har gjort det pænt i både Wimbledon og US Open og vandt Masters-turneringen i Monte Carlo, har han ikke udvist den stabilitet i sine præstationer, der kendetegner the Big 4.

French Open og Wimbledon – back to basics

Efter en noget turbulent grussæson, hvor den – på det underlag – ellers næsten uovervindelige Nadal led sjældne nederlag til både Ferrer og Almagro og var på nederlagets rand mod 24-årige Kei Nishikori, inden japaneren blev skadet, var French Open for tredje år i træk et opgør mellem Nadal og Djokovic (at de mødtes i semifinalen i 2013 spiller i denne sammenhæng ikke den store rolle, det var den reelle finale det år). Og, igen, igen, var det gruskongen, der trak det længste strå mod udfordreren Djokovic, der dog ikke just var klar på dagen og bl.a. kastede op under finalen.

Men både Wawrinka, Nishikori og Gulbis (som slog Federer i kvartfinalen ved French Open) viste gode takter i grussæsonen.

Ved Wimbledon var der igen flere opløftende præstationer fra de unge spillere. Nick Kyrgios, en 19-årig uimponeret australier med et fantastisk vinder-gen, blev den tredje mand i streg uden for verdensranglistens top-100 (Lukas Rosol og Steve Darcis var de andre), som slog Nadal ud af Wimbledon – denne gang i 4. runde. Kyrgios’ overmand, 23-årige Milos Raonic aka manden med missilserven, nåede sin første slam-semifinale, og det samme gjorde 23-årige Grigor Dimitrov ved at slå den forsvarende mester Murray ud i tre sæt.

Alligevel blev finalen en affære mellem den ‘gamle’ garde, Federer mod Djokovic. I en utrolig velspillet kamp var begge spillere stærke bag deres serv, men trods et glimrende comeback i 4. sæt efter at have været nede med match-bold måtte publikums- og Sport fortalt-favoritten Federer strække våben i femte sæt, efter Djokovic brød ham til 6-4. Hvad der kunne være blevet den elegante schweizers 8. Wimbledon-titel og 18. grand slam, blev i stedet Djokovic’ genfødsel og generobring af pladsen som verdensetter, efter han havde tabt sine seneste tre grand slam-finaler – to til Rafa, en til Murray.

To slam-finaler med Djokovic, Rafa og Federer som hovedpersonerne, Wawrinka ingen steder at se og den evigt uheldige del Potro igen ude med en håndledsskade. Tilsyneladende var gennembruddet for de unge stadig et stykke væk – til trods for flotte præstationer af Dimitrov, Kyrgios og Raonic. 

Goran-Cilic tog New York med storm

Og så alligevel. Ved US Open så semifinalerne ikke helt forskellige ud fra Wimbledon. Federer og Djokovic mod hver deres ‘young gun’ på vejen mod det næsten uundgåelige finale-opgør. Ganske vist havde Federer været alt andet end overbevisende og måtte kæmpe sig tilbage fra 0-2 i sæt mod Monfils i kvartfinalen. Men han havde dog vundet samtlige fem forrige opgør mod sin semifinalemodstander Marin Cilic. 

Samtidig havde Djokovic tabt usædvanligt tidligt i begge Masters-turneringer op til US Open, men havde dog vist storform i en fire-sæts sejr mod Murray i kvartfinalen mod Murray og lignende umiddelbart en storfavorit mod Nishikori, som måtte bruge to udmarvende fem-sættere på at kæmpe sig igennem Raonic og Wawrinka og næppe kunne have meget energi tilbage mod verdensetteren. 

Alligevel var det Cilic og Nishikori, der fortjent henholdsvis udraderede Federer i tre sæt og vandt en rimelig klar sejr mod Djokovic i fire. For første gang siden Marat Safin stod overfor Lleyton Hewitt i Australien Open 2005 havde vi en herrefinale med hverken Federer, Nadal eller Djokovic. 

I ‘ringhjørnet’ havde de hver især – ligesom i øvrigt Federer med Stefan Edberg og Djokovic med Boris Becker – en gammel mester. Servemesteren og Wimbledon-vinderen Goran Ivanišević har trænet den talentfulde, men underpræsterende Cilic det sidste års tid. Og maratonmanden og French Open-mesteren Michael Chang har hjulpet med at give Nishikori det mentale og fysiske boost, han har manglet hidtil. 

I finalen var der aldrig rigtig tvivl om udfaldet. Den hårdt servende og hårdt slående kroat fortsatte ufortrødent det aggressive spil, der havde sikret ham tre-sæts sejre mod såvel Berdych som Cilic. Og den tyve centimeter lavere og betydeligt mere nervøse Nishikori fik reelt aldrig et ben til jorden.

En delvis ny æra?

Og dermed er vi – endelig – tilbage ved åbningsspørgsmålet. Er der blot tale om ringe i vandet, eller er vi i en ny æra, hvor andre spillere end Djokovic, Rafa, Federer og Murray også kan kæmpe med om de største titler?

Meningerne er delte, når man læser analyserne i kølvandet på Cilic’ sejr. Det er første år, siden Federers første Wimbledon-titel i 2003, at the Big 4 ikke vinder mindst tre af fire grand slam titler. Og efter at have vundet 34 ud af 35 slam-titler mellem Australien Open 2005 og Australian Open 2014, har de nu blot vundet to ud af de sidste fire.

Argumentet for at deres dominans er mindsket er bl.a. det oplagte faktum, at når nogen bryder igennem, del Potro, Wawrinka, Cilic – eller blot slår de bedste i en slam, Tsonga, Dimitrov, Gulbis, Kyrgios etc., – giver det resten af feltet troen på, at de også kan gøre det. Som Cilic sagde lige efter kampen:

“For all the other players working hard, this is a big sign, a big hope,” Cilic said, ”that if you’re working hard, things are going to pay off.”

Wawrinka og de øvrige sagde noget lignende, da Wawrinka havde vundet Australien Open.

Derudover er det tydeligt, at den nye generation, som vi har ventet på så længe, og som på ingen måde længere er ung, endelig er ved at slå igennem. Her tænker jeg på Cilic, Nishikori, Dimitrov, Raonic m.fl., alt imens en spiller som Wawrinka pludselig vandt sin første slam kort før sin 29 års fødselsdag og 19-årige Kyrgios alt andet lige også har en spændende fremtid for sig.

Samtidig med at de øvrige ser ud til at blive bedre, ser the Big 4 også ud til at blive dårligere.

Et medlem af kvartetten, Federer, er fyldt 33 år, og omend han stadig kan præstere godt nok til at komme tæt på de største titler, var årets Wimbledon-finale og årets US Open-semifinale måske hans bedste chancer for at tilføje slam-titler til trofæ-samlingen.

Et andet medlem af kvartetten, Murray, har aldrig udvist samme dominans som de øvrige og har mildest talt oplevet et gevaldigt tilbageslag efter sin rygoperation sidste efterår. Fra Wimbledon 2012 til Wimbledon 2013 vandt han sine to eneste grand slam-titler plus OL-guld. Siden Wimbledon-sejren i 2013 har han ikke slået én eneste top-10 spiller og har samtidig mistet træneren, der gav ham det sidste skub – legenden Lendl, som er blevet erstattet af franske Amélie Mauresmo.

Et tredje medlem af kvartetten, Djokovic, er lige blevet gift, har et barn på vej i løbet af efteråret og har udtalt om sit nye syn på vigtigheden af tennis: “My priorities, my family, my wife, my future kid. You know, tennis is not definitely not number one anymore.” Federer har i parentes bemærket blot vundet to grand slam-titler, siden han fik sit første sæt tvillinger i sommeren 2009.

Endelig er der Rafael Nadal. Spanieren stod over US Open-sæsonen for at pleje en håndledsskade i sit højre håndled, men forventes at være tilbage i næste uges turnering i Beijing. Rafa synes umiddelbart bedst positioneret til at dominere 2015 af de fire (forudsat Djokovic virkelig ikke prioriterer tennis som før). Han har en kæreste, men hverken planer om børn eller giftermål på denne side af tenniskarrieren så vidt vides. Og han er før, jf. 2013, kommet stærkt tilbage efter skadespauser, og denne gang har det været en meget minimal skade.

Til gengæld begynder alderen potentielt at trykke for dem alle sammen, ikke kun Federer. Til næste sommer fylder Rafa 29 og Djokovic og Murray fylder 28. Det er gammelt, men ikke nødvendigvis for gammelt.

Omvendt er der ingen af hverken de unge eller gamle (Wawrinka), der har vist noget nær den konsistens, som har kendetegnet det Big 4 i adskillige år.

Så hvad er svaret? En ny æra eller ej?

Mit svar er et delvis ja. Vi går ind i en periode i tennis, hvor Nadal og Djokovic ikke længere er selvskrevne til alle finaler, hvor der bliver længere og længere imellem Federers allerbedste tennis, og hvor Murray – omend der er tegn på bedre form – forbliver et spørgsmålstegn, indtil han begynder at vinde turneringer og slå top-10 spillere igen (hvilket dog meget vel kan ske allerede dette efterår).

Samtidig har spillere som Wawrinka, Cilic, Nishikori og Dimitrov efterhånden nået et niveau, hvor de på dagen kan slå hvem som helst – også Rafa, Djokovic og Federer. Det var aldrig rigtigt tilfældet for hverken Ferrer eller Berdych, som har været fast inventar i top-8 de sidste mange år.

Alt andet lige gør det kun tennis mere spændende, at selv de bedste også kan tabe, og at outsidere nu har reelle chancer for at vinde selv de største titler.

Men en æra skifter ikke nødvendigvis fra det ene år til det andet. Det er i allerhøjeste grad muligt, at The Big Four vinder tre eller flere af næste års fire slam-titler. To til tre er dog efter min mening mere sandsynligt end tre til fire.

Men hvem ved? Måske står der pludselig Wawrinka, Cilic, Nishikori og Dimitrov på tre ud af fire slam-titler.

Under alle omstændigheder er denne konklusionen klar: Herretennis blevet en hel del mere uforudsigeligt i årets løb.

15 May

Hvad er der galt med Rafael Nadal?

Rafael Nadal

Gruskongen Nadal har ikke lignet sig selv i år og har været på nippet til at tabe tre turneringer i træk. Kan en sejr mod en skadet modstander i Madrid give ham det momentum og den selvtillid, han hidtil har manglet? 

Af Anders Høeg Lammers

April har altid været Rafael Nadals bedste måned. Uanset hvordan årets første måneder var forløbet for spanieren, kunne han og vi være sikre på, at han ramte topformen, når ATP-touren ramte Europas forår og det røde grus. Hele 15 af Rafas 63 titler er vundet i april – fordelt på otte i Monte Carlo og syv i Barcelona.

Derfor er det mildest talt overraskende, at Rafa måtte gå tomhændet fra både Monte Carlo og Barcelona i år og dermed står uden en april-titel for første gang siden 2004. Endnu mere overraskende er det, at det var to spaniere, David Ferrer og Nicolas Almagro, der blev hans banemænd i kvartfinalen af begge turneringer (du kan se højdepunkter fra de to kampe her og her). Begge er decideret gode grusspillere, men har aldrig været i stand til at overvinde nationalikonet på grus.

Eller rettere, Ferrer gjorde det en enkelt gang tilbage i 2004 (da Nadal var 17) for efterfølgende at tabe de næste 17 gruskampe mod Rafa… Bedre så det ikke ud for Almagro, som havde tabt alle deres otte hidtidige grusopgør og – imodsætning til Ferrer – heller aldrig havde besejret Nadal uden for grus. Almagro var, indtil sejren forstås, slet og ret ude af stand til at slå en højere rangeret landsmand, hvilket hans 0-10 rekord mod Nadal og 0-15 rekord mod Ferrer vidner om.

At Nadal så endte med at vinde den afbudsramte Masters-turnering i Madrid i søndags (skadesramte Djokovic og far til fire Federer mødte ikke op, og Wawrinka røg ud i sin første kamp), gør ikke ‘krisen’ meget mindre. For indtil finalemodstanderen Kei Nishikori, der nu er første japaner i top-10, blev skadet foran 6-2, 4-2, lignede det grangiveligt endnu et grusnederlag til gruskongen – hvilket Uncle Toni da også har indrømmet (se højdepunkter her).

Alder, mental træthed, manglende selvtillid – eller ren og skær tilfældighed?

Men hvordan er vi havnet i denne situation – ikke mindst når jeg for blot fem-seks uger siden spåede, at den europæiske grussæson først og fremmest ville blive et tomandsshow mellem de stadig titelløse Nadal og Djokovic? De nemme svar er, at sport er uforudsigeligt, at det er det, der gør det interessant og at alle andre i øvrigt også tog fejl.

Læg dertil at Djokovic’ ‘nedtur’ – et semifinalenederlag til Federer i Monte Carlo og et afbud i Madrid – i allerhøjeste grad kan forklares med en håndledsskade, der har holdt ham ude indtil denne uges turnering i Rom (men stadig gør hans tilhængere urolige for Roland Garros), og dennes skribent ansvarsfralæggelse er komplet.

Ikke desto mindre: What’s wrong in the world of Rafael Nadal? I indlægget for fem uger siden var jeg inde på, at Rafa havde tabt til spillere, han normalt ikke taber til. Men, skrev jeg også, det har hidtil aldrig betydet noget for, hvor godt han spillede i Monte Carlo. I år har han for første gang ikke formået at løfte sit niveau, når vi ramte grus. Mod Ferrer lavede han hele 44 uprovokerede fejl i en to-sæts kamp (Ferrer vandt 7-6 (1), 6-4), hvoraf en hel del faldt i tiebreaken. Det er uhørt for en spiller, der i lige så høj grad som vores egen Wozniacki altid har mestret at holde egne fejl nede på et minimum.

Mod Almagro spillede han bedre, men også her var han ukarakteristisk svag, hvor han plejer at være allerskarpest – nemlig til at tage sine chancer og holde modstanderen fra at tage sine. Mens Almagro tog fire af sine syv breakchancer, tog Nadal nemlig blot fem af sine 18. Og hvor Nadal havde vundet samtlige deres hidtidige tiebreaks, var det nu Almagro, der kom tilbage fra 0-1 i sæt og til samtlige tilskuere og eksperters overraskelse ikke bare vandt det tætte andet sæt, men også kampen 2-6, 7-6 (5), 6-4 (odds på Nadal var 1.09, odds på Almagro var 7.18). Og mod Nishikori afgav den ellers så frygtede forhånd fejl efter fejl, alt imens Nishikori angreb Nadals baghånd og forhånd på skift

Ét uventet nederlag behøver ikke at betyde noget. Ej heller gør to. Men når man som Nadal havde en grusstatestik, der lød på 274 sejre mod blot 11 nederlag siden januar 2005 før det 12. nederlag mod Ferrer, så giver hvert nederlag genlyd. Nadal har selv talt om, at

I am not playing with the right intensity with my legs.  When that happens, the unforced errors are there more often”, og at “after what happened in Australia {nederlag til Wawrinka og en mindre rygskade, red.} was little bit harder for me to find again the intensity, the confidence, the inside power that always I have”.

Og det har han utvivlsomt ret i. Nadal er ikke gået fra at være en af verdens to bedste spillere den ene dag til at være en ganske almindelig topspiller den næste. Spillet er der stadig, problemet er bare, at de gode slag bliver fulgt af dårlige lige nu, hvor de tidligere blev fulgt op af flere gode.Og en del af det skyldes alt andet lige, at selvtilliden ikke helt er, hvor den skal være – måske p.g.a. finalenederlaget til Wawrinka i Australien, måske p.g.a. at han har tabt seks sæt og tre kampe i træk mod hovedrivalen Djokovic.

Det kan dog også skyldes, at Nadal – igen – er ved at føle sig lidt mentalt udbrændt. Siden teenagealderen har hele Nadals liv drejet sig om, hvordan han optimerer sin evne til at slå til en lille gul bold. Da han i 2012 endte med at tage syv måneders pause fra ATP-touren, var der masser af tegn på, at pausen også var mental.

Efter et yderst succesfuldt 2013, hvor han slog Djokovic i både French- og US Open, er det ikke så mærkeligt, hvis Rafa ikke helt kan genfinde gejsten til at holde forfølgerne væk én gang til. For Djokovic er, jf. de tre vundne kamp i træk mod Rafa, kommet endnu stærkere tilbage – omend skaden dog har berøvet ham helt og aldeles for momentum.

Derudover er der Rafas alder. Han nærmer sig de 28 somre, en alder der ikke længere er høj i tennis, men ej heller ung. Hvis den unge generation var lidt bedre, end den er, ville det typisk være en alder, hvor man begyndte at blive overgået. Men både Wawrinka, Almagro og Ferrer er ældre end Rafa. Til gengæld har de ikke vundet ligeså meget og – med undtagelse af Ferrer – også spillet væsentlig færre kampe.

Den rette selvfortælling

Håbet for Rafa må være, at han kan bruge finalesejren i Madrid til at genvinde den gnist, glød eller selvtillid, der mangler. Og det er måske i dét lys, hans egen vurdering af finalen skal læses i. For mens træner Toni var tilfreds med niveauet i turneringen (som da også var væsentligt bedre end både Monte Carlo og Barcelona), var der ingen positive ord om finalen:

We didn’t deserve the win, our opponent did. Nishikori played better throughout the entire match. It’s an unfair victory, and we have been really lucky. Rafa was very nervous, all because of the great level of Nishikori.

Rafa, derimod, i lodret opposition til både Uncle Toni, Nishikoris egen forklaring af, hvornår skaden indtraf, samt det faktum, at Nishikori tog en medical time-out lige før, han blev brudt til 4-4, sagde følgende:

I think the most positive thing for me is that in the second set, suffering, having a bad time out there, I managed to find the way to compete.  You know, I was competitive on the second set.
I was being competitive.  I had to to get back into the match and I think I was getting closer.  I think I was.  I think when I broke him, I think he was not that bad.  I think.  I’m talking honestly.  I try to speak honestly whenever it happens to me and when it doesn’t.
I think when I managed to recover from the break in the second set he was playing normally.

Det væsentlige her er, at ærlighed for sportsfolk ikke nødvendigvis er ærlighed i traditionel forstand. Som sportsmand er du i en vis grad nødt til at lyve for dig selv – tænk Rolf Sørensen, der så sig selv som favorit til snart sagt ethvert løb, han stillede op i. Eller tænk Nadal, der helt modsat – som en mental foranstaltning, der skal hjælpe ham til at yde sit bedste mod enhver modstander – altid konsekvent nægter at påtage sig favoritrollen og siger noget i retning af ‘if I play well, hopefully I’ll have a chance to compete’, før et møde mod verdens nr. 165.

Men, og det er det centrale her, fortællingen bagefter er mindst ligeså vigtig. Fortællingen om hvorfor man tabte (typisk med vægt på egne fejl) eller vandt (typisk med vægt på egne fortrin). Intet er værre end at indrømme, at du reelt var chanceløs. Og derfor er det afgørende for Nadal at fortælle sig selv og omverdenen, at det var ham, der kom tilbage i kampen – ikke Nishikoris skade, der gav ham en mulighed, han ellers ikke ville have fået.

Spørgsmålet er så nu, om det lidt bedre spil kombineret med den yderst heldige (ups: velfortjente!) sejr i Madrid, er nok til at kickstarte Rafas grussæson i tide inden Roland Garros. Denne uges Masters-turnering i Rom, hvor både Djokovic og Wawrinka er med (Federer er allerede ude), vil give en god del af svaret. Du kan finde lodtrækningen her og en analyse af turneringen her.

I sidste ende kan det meget vel være, at Nadal slet ikke behøver sit højeste niveau hverken i Rom eller i Paris. For selvom Ferrer, Almagro og (næsten) Nishikori alle har slået ham på grus, er det stadig Djokovic, der er hovedudfordreren. Og hvis hans håndledsskade springer op igen eller blot har sat ham tilstrækkeligt meget tilbage formmæssigt, er det i sig selv formentlig stærkt befordrende for Nadals selvtillid og vinderchancer i Paris. Igen gælder det, at vi er meget klogere efter Rom. Semifinalerne spilles lørdag, finalen søndag. God turnering.

 

 

 

12 Apr

Kan Rafael Nadal genfinde sin mojo på Monte Carlos røde grus?

sf_montecarlo1

Eller fortsætter Djokovic sin stime på foreløbig tre sejre mod Rafa? Andre udfordrere til trods kommer de næste to måneder til at handle om én ting: Kan Novak Djokovic endelig bryde Nadals ni år lange grusdominans?

Af Anders Høeg Lammers

Hvert år, når den europæiske grussæson kickstartes på Monte Carlos røde grus med det azurblå Middelhav i baggrunden, er spørgsmålet det samme: Er der nogen, der kan slå Rafael Nadal? Som regel er svaret nej. Med otte sejre i Monte Carlo, syv i Barcelona, seks i Rom og otte i French Open i Paris samt en rekord på 298 sejre mod blot 21 nederlag har Rafa i den grad været suveræn på det langsomme grus, der accentuerer hans forcer.

Men tallene fortæller ikke hele sandheden, for to af de sidste tre år har Rafa haft en udfordrer, der næsten har været hans ligemand. Jeg taler naturligvis om Novak Djokovic, manden der sidste år ’stjal’ Rafas Monte Carlo-trofæ med en 6-2, 7-6 (1) sejr mod netop Rafa i finalen. For siden at være lige ved og næsten i French Open-semifinalen, hvor Djokovic – oppe et break i egen serv ved stillingen 4-3, 40-40 i femte sæt – lavede dette stunt, blev brudt og siden tabte sættet 9-7.

http://youtu.be/OplDBIakSEw

De halvfarlige udfordrere

Når vi taler tennis i almindelighed, er det netop Rafa og Djokovic’ navne, der kommer først op. I dag er de standarden på ethvert underlag undtagen græs. Men særligt på grus synes de to at køre et 2-mandsshow, som ingen andre synes at have en kinamands chance for at forhindre. Og den mand, der om nogen ville kunne gøre det, er ude for resten af sæsonen. Evigt uheldige Juan Martin del Potro er nemlig blevet opereret i sit venstre håndled efter smerter gennem hele sæsonen.

Andre potentielle udfordrere til grussæsonen i almindelighed og til den kommende uge i Monte Carlo er de to schweizere, Roger Federer og Stanislas Wawrinka. Men Federer har – formentlig – udspillet sin chance mod Rafa på grus. Udover at grus som sagt sløver boldens fart, når man forsøger at slå en vinder (og dermed favoriserer dem, der er bedst defensivt, læs: Rafa og Novak), tager det nemlig særdeles godt imod en bold med topspin, som får et ekstra kick, så Rafas schweiziske modstandere skal slå deres enhåndsbaghænder over skulderhøjde – hvilket hverken er særligt rart eller et særligt godt sted at angribe fra. Ikke desto mindre har den nykårede slam-vinder Stan ’the Man’ – som i Australian Open slog både Djokovic og Nadal – kraften til at slå til bolden selv fra den højde. Og selvom hans formkurve har taget et gevaldigt dyk efter triumfen i Australien, bliver han en interessant mand at følge, nu hvor han har fået troen på, at han kan slå de bedste.

Andre man skal holde øje med i løbet af grussæsonen er sidste års French Open-finalist, David Ferrer, den velspillende Tomas Berdych, den absurd nonchalante Fabio Fognini, som pillede Murray fra hinanden netop på grus i sidste uges Davis Cup. Derudover er der Alexandr Dolgopolov, hvis tennis ikke kan sættes på formel – han kan være fænomenal den ene dag for så at forsvinde helt den næste – samt de to superservere John Isner og Milos Raonic, der før har leveret overraskende præstationer på grus. Og så må vi ikke helt glemme Murray, der dog endnu har til gode at vinde sin første grusturnering endsige bare nå til en finale. Men potentialet er til mere, end han hidtil har vist.

Grigor Dimitrov, aka Baby Fed, Ernests Gulbis, aka Mini Safin, og til dels japanske Kei Nishikori er også navne, man kan holde øje med. Dimitrov slog Djokovic i Madrid sidste år og pressede Rafa ud i tre sæt i Monte Carlo. Gulbis kan, på dagen, slå enhver med sin store serv, sin eminente baghånd og sin mågelignende, men ganske effektive, forhånd.

Og så kan man heller ikke helt ignorere grusspecialister som Nicolas Almagro, veteranen Tommy Robredo, argentinske Juan Monaco og brasilianske Thomas Belucci.

Kampen om tronen

Men hovedshowet i grussæsonen, det bliver Novaks kamp mod Rafa. Og hvem vinder så den kamp? Rafa er ubestrideligt favoritten, hans dominans på underlaget taler for sig selv.

Ikke desto mindre vil jeg – på dette relativt tidlige tidspunkt – komme med følgende forudsigelse: Hvis Djokovic når til finalen i French Open, så tager han også trofæet. Han har bevist, han kan slå Rafa på grus. De tre gange, han har gjort det, har det været på overbevisende maner – nemlig uden at afgive sæt. Samtidig kom han nærmest så tæt på at vinde, som man kan, i sidste års semifinale mod Rafa. Og endelig er han, i hvert fald lige nu, i fuld gang med at opbygge en mental ’edge’ mod Rafa i kraft af, at han har vundet samtlige seks sæt i deres tre seneste kampe (dog på hard court), uden at Rafa har været tæt på at true ham.

Endelig har Rafas spil siden sidste års US Open været lidt svingende, og han har tabt kampe til spillere, han før aldrig havde tabt sæt til (men det behøver ikke at betyde noget – Nadal har igen og igen genopfundet sig selv på Monte Carlos grus efter halv pauvre resultater i efterårs- og vintersæsonen). Omvendt har Djokovic blot tabt to kampe siden US Open, én til hver af de to schweizere, og han var vanvittig god, da han gav Rafa en sjælden afklapsning i Miami Masters-finalen for to uger siden.

Når Djokovic er bedst, er han i mine øjne bedre end Rafa – til dels selv på grus. Årsagen er, at Rafas ’go to shot’, den topspundne venstre forhånd cross court til modstanderens baghånd, som har vundet ham så mange kampe, slet ikke gør ondt på Djokovic’ suveræne baghånd. Meget ofte angriber Djokovic endda Nadal i forhåndssiden efter først at have lokket ham langt over i baghåndssiden (ingen tager flere bolde med forhånden end Nadal. Hvilket resulterer i, at han ofte tager bolde langt over i sin baghåndsside med forhånden – for så at efterlade forhåndssiden åben for angreb. Det går mod de fleste, men langt fra altid mod Djokovic).

Problemet for Nadal mod Djokovic er ret beset, at Djokovic ikke har nogen deciderede svagheder, som Nadal kan udnytte. Han er yderst komplet spiller (om end han har visse svagheder ved nettet), mens Nadal er en mester i at finde sin modstanders svaghed og så slå derhen, indtil han opnår det tilsigtede resultat (jf. strategien med at slå og serve stort set samtlige bolde til Federers baghånd).

Samtidig er Djokovic den eneste spiller, der matcher Nadal fysisk og defensivt, hvorfor nogle af deres point aldrig synes at få en ende:

https://www.youtube.com/watch?v=xdjNghcCNPU

Når to så gode defensive spillere mødes, er det ofte den af dem, der er mest aggressiv og offensiv på dagen, der trækker det længste strå. De gange, Nadal har slået Djokovic de senere år, har han netop gjort det ved at stå tættere på baglinjen, diktere pointene med sin forhånd og gå efter flere vindere, end han normalt gør. Skal han genvinde magten i rivaliseringen mod Djokovic, bevare sin grusdominans og ikke mindst sin French Open-trone, er han nødt til at turde spille mere aggressivt, end han hidtil har gjort i år.

Gør han det, er han i høj grad i stand til at slå Djokovic. Og intet sted er bedre for Nadal at genfinde sit mojo end Monte Carlo, hvor han i både 2010 og 2012 vandt efter mange måneder uden en titel.

Forude venter fire store grusturneringer, Monte Carlo, Madrid, Rom og så det, det hele handler om: French Open i slutningen af maj.Hvem der vinder hver enkelt, vil jeg ikke spå om. Men jeg tror p.t. på, at Djokovic vinder den eneste slam, han mangler i sin samling, når vi når Paris. Monte Carlo starter mandag med finale søndag d. 20. april.

God grussæson.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image