09 Dec

AC Milans vej op af hullet

AC Milan v Juventus FC - Serie A

Vi skal ikke ret lang tid tilbage før alle alarmklokker lød: Ud af de første 12 kampe i Serie A var AC Milan gået fra banen som taberne i halvdelen. Det er en uhørt dårlig statistik for de syvdobbelte Champions League-vindere. Det seneste nederlag havde været en ren afklapsning på hjemmebane til formstærke Fiorentina, og foran lå en udekamp mod stærke Napoli, en afgørende kamp i Champions League, opgør mod mestrene fra Juventus, og en vanskelig udekamp på Sicilien mod Catania.

Uhørt fordi AC Milan stort set siden Silvio Berlusconi overtog holdet i februar 1986 har tilhørt den absolutte elite i europæisk fodbold. Derfor har der også været en høj grad af italiensk uforståelse over den tilstand, klubben startede sæsonen i.

Men efter den dårligste start på sæsonen i 80 år ser AC Milan endelig ud til at have fundet et koncept, der virker.  Efter nederlaget til Fiorentina er holdet vendt tilbage til en fysisk dominerende midtbane, og har fået system på forsvaret og finpusset et talentfuldt angreb – konceptet kan måske bedst kaldes ”4-3-Fantasia” – men det ser ud til at virke:

Den svære serie af kampe endte med stort set maksimalt udbytte, avancement i Champions League, og et stort hop op i ligatabellen.

Milan årgang 0
At resultaterne er opnået med samme taktiske formation, og samme grundstamme af spillere, giver grund til at være fortrøstningsfuld for det ”nye” hold. For har noget været kendetegnende for AC Milan i år, har det indtil for nyligt været det totale kaos af ideer, der skulle afprøves på holdet efter ”senatorernes” afgang, og efter Zlatan Ibrahimovic ikke længere er der som det evige fikspunkt.

Sammen med den nødvendige, og for nogen længe ventede, afgang fra en række af holdets legendariske ”senatorer” som Clarence Seedorf, Alessandro Nesta, Gennero Gattuoso og Fillipo Inzaghi, krydret med en økonomisk motiveret afgang af stjernerne Thiago Silva og Zlatan Ibrahimovic (og dertil Antonio Cassano, Mark Van Bommel og Alberto Aquilani), var storholdet AC Milan ved sæsonstart efterladt i et sandt magttomrum.

Den nye spillertrup savnede i første omgang nye ledere, der kunne påtage sig ansvar efter de store stjernes afgang. Træner Max Allegri havde desuden ikke megen held med at finde en måde at bruge sine spillere bedst på.

Resultatet var et usædvanligt kedeligt og tandløst Milan-hold, der måtte se sig slået af hold som Sampdoria og Atalanta. Medierne krævede hurtigt træner Allegris hoved på et fad, men med en sejr over hans tidligere arbejdsgiver Cagliari på 2-0 kom der kortvarigt luft til holdet. For første gang i sæsonen formåede milaneserne at holde 0’et, men måske mere vigtigt: det unge talent Stephan El Shaarawy begyndte for alvor at vise omverden, hvilket usædvanligt talent han er.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=wwqDulNW1yU&w=560&h=315]

Sejren kom i hus med en – for Milan – ny 4-2-3-1-formation, som lignede at passe holdet. På den defensive midt gav det plads til nyerhvervelserne Riccardo Montolivo og Nigel De Jong, mens Milan fik introducerede ”rigtige” fløje, hvorfra El Shaarawy særligt viste sig farlig.

Problemet med formationen viste sig dog i de efterfølgende kampe: mod stærke hold var ”boltværket” foran forsvaret ikke stærkt nok. Efter lederlag mod Inter og Lazio forsøgte træner Allegri derfor en 3-4-3 formation mod Malaga på udebane i Champions League. På papiret en spændende formation – Juventus-inspireret tre-mandsforsvar, en stærkere midtbane, men stadig med fløjene i angrebet, hvilket havde vist sig effektivt.

Formationen har dog ikke været brugt af AC Milan siden Alberto Zaccherino trænede klubben i start 00’erne. Og det er der en grund til. Milan tabte kampen mod Malaga 1-0, og klubpræsident Silvio Berlusconi forbød efterfølgende, at Milan igen nogensinde skulle spille med et tremandsforsvar.

Medierne var heller ikke sene til igen at lave øvelsen ”find Milans næste træner” og drog paralleller til Zaccherino, der blev fyret på live TV af Berlusconi efter en miserabel indsat mod Deportivo La Coruna i Champions League i 2001. Så vidt kom det dog ikke denne gang.

Balance med 4-3-3
I de efterfølgende kampe kom den tidligere 4-2-3-1-formation igen i brug, og holdet viste for alvor sine offensive kvaliteter mod blandt andre Chievo, som blev slået 5-1.

Vendepunktet blev dog kampen på hjemmebane mod formstærke Fiorentina, der med sin 3-5-2-formation erobrede midtbanen, og lukkede effektivt ned for Milans hurtige fløje. Resultatet blev en overbevisende 1-3-sejr til gæsterne fra Fiorentina. Med et var krisen tilbage på holdet. Det fik klubpræsident Berlusconi til at besøge holdet inden det efterfølgende opgør mod Napoli, og han tog en personlig samtale med alle spillerne for at indpiske gejst. Samtidig ændrede Allegri holdets taktiske opsæt igen og genindførte den fysisk-stærke tre-mands-midtbane, som nærmest er et varemærke ved Allegris AC Milan, men som i det meste af sæsonen havde været fraværende. Med det nuværende hold bliver denne midtbane udgjort af Antonio Nocerino, De Jong og Montolivo.

I kampen mod Napoli var det tydeligt, at Nocerino ikke havde haft mange kampe sammen med de to andre. Men det var også tydeligt, at holdet fik en anden balance – et bedre værn for et forsvar, der ikke længere tæller forsvarsstjerner som Alesssandro Nesta og Thiago Silva.

Kampen mod Napoli endte 2-2, men hjemmeholdet var heldige med resultatet, som de kunne takke et regulært drop af Milan-keeperen for. Skader havde samtidig givet Allegri muligheden for at prøve lejesvenden Kevin Constant som venstre-back (der i flere sæsoner har været Milans svage punkt), hvilket han har spillet siden med stigende succes. På den modsatte back har Milans egen ungdomsspiller 20-årige Mattia De Sciglio spillet næsten fejlfrit, og udfordrer nu landsholdsspilleren Ignazio Abate som førstevalget på højrebacken.

I kampen mod Juventus viste midtbanen, med Montolivo i spidsen, sig stærkere end mestrenes, og det er ikke tit man kan sige det om nogen midtbane, der spiller mod Juventus.

milan-juve

Milans “fantasia”
Angrebet er en mærkelig blanding af små vævre, hurtige spillere, og mere fysik i (den omskolede midtbanespiller) Kevin Prince Boateng. Den største stjerne, brasilianske Alexandre Pato, har endnu engang vist sig at være ca.  9/10 skadet i løbet af sæsonen, og derfor i praksis næsten ubrugelig.

Til gengæld er ungdomstalentet Stephan El Shaarawy slået igennem som årets store overraskelse i Serie A. Han er i indeværende sæson mere scorende end Zlatan nogensinde var i Italien. Samtidig er han en hårdtarbejdende angriber, der hjælper defensivt på venstrekanten, hvorfra han med sin hurtighed nærmest overløber modstandernes forsvarsspillere i omstillingsspillet.

Derfor har Milan droppet den traditionelle spiller ”i hullet” bag to angribere, men spiller i stedet bredt med ”tre på stribe”. Angrebet tilpasses dog i høj grad den modstander Milan møder, og træner Allegri har selv kaldt formationen for ”4-3-og-så-må-vi-se”.

Boateng spiller som hovedregel ”en falsk 9’er” i midten, men veksler i kampen ofte plads med højrefløjen, som i start 11-eren er brasilianeren Robinho. Det er et usædvanligt “umage” angreb: El Shaarawy, Boateng og Robinho, der er meget forskellige typer spillere, og ingen af dem en klassisk angriber.

Men der er heller ikke meget ”klassisk” Milan over Berlusconis hold denne sæson, der har gennemgået en stor transformation til et ”billigere og yngre” AC Milan. Den seneste måned er holdet dog kravlet op af det værste hul. De sidste tre Serie A kampe i år vil vise, om de formår at blive oppe.

Af Morten Øyen Jensen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image